Fredens time. [garett]

Påklædning: Blågrå jeans, sort skjorte, brun skindjakke som går til hoften, gråt uld-halstørklæde og brune vinterstøvler.

Trods vejret havde Garett vovet sig udenfor for at få noget frisk luft. Han havde siddet indelukket i sin lejlighed de sidste par dage og tænkte at en gåtur ville gøre godt. Måske var det ikke det bedste tidspunkt taget i betragtning af vejret men det var tiltrængt.

Den kolde vind nærmest skar ham i ansigtet og det var begyndt at blive besværligt blot at holde øjnene helt åbne. Garett tænkte at det nok var en god idé at søge tilflugt et eller andet sted henne. Helst et roligt sted hvor der ikke var så mange mennesker igen. Garett endte så med at åbne døren til en boghandel hvorved en lille klokke klirrede lystigt over hans hoved idet han trådte indenfor. 

Der var dejligt varmt inde i boghandlen og heldigt for Garett så der ikke ud til at være særlig mange mennesker. Garett fik børstet den smule sne som havde samlet sig på hans tøj af sig og begav sig til at udforske butikken. Det kunne han jo lige så godt når nu han var der. 

Stille gik han rundt og betrak de forskellige genre af bøger. Han stoppede så op da en bog fangede hans opmærksomhed hvorefter han tog den ud for at læse beskrivelsen af den. Hvis han var heldig var den nok god til at distrahere ham i nogle få minutter eller hjælpe ham med at slappe af. Det var noget som han rigtig kunne have brug for med hans job... hans rigtige job. 

Hans job hvilket havde for vane at gøre at han aldrig helt kunne slappe af. Noget som gjorde at han altid holdt et vågent øje med folk uanset hvor uskyldige og harmløse de end måtte se ud. Dog af en eller anden underlig årsag følte han sig for en gangs skyld ganske tryg. Det var som regel noget som Garett sjældent følte sig. Især efter hændelserne med hans bror. Bare tanken om at hans bror var et sted derude med al den tid i verden var bestemt ikke noget som gjorde ham tryg. Så hvorfor nu? 

I det døren åbnede og klokken ringede blev hendes opmærksomhed brudt af en kølig vind udefra. 
Hun så op fra bogen til det hul mellem de andre bøger der var blevet skabt af at hun tog nogen ud,
Roligt placerede hun bogen tilbage og lod hendes arm glide blidt ned af hendes side. 
Der var så roligt derinde, og end ikke Angelira behøvede at tænke på noget, hun følte sig godt til pas, uden vitterlige bekymringer. 
Stilheden blev brudt af skridt ned af reol gangen, Angelira spekulerede ikke vidre over det og gik på jagt efter en bog der havde lidt af det hele, både romantikken, tragedie, krig osv... De uforudsigelige øjeblikke fangede hende. 
Travlt optaget af børene opdagede hun ikke at hun nærmede sig en anden person en høj und herre der så ud til at have styr på sit liv, han lignede ikke en person der manglede noget. 

Hun gik i stå ved en bog hvorefter hun tog den ned, hendes hænder var stadigvæk isne kolde, og mens hendes hånd kørte hen over bogen virkede det som om at tusinde vis af pigge borede sig gennem hendes fingre. 
Hun vendte bogen om, for at læse bagsiden, og efter få ord blev hun fanget. 
Hun begyndte lættere at gå, men med hovedet begravet i sig bog lagde hun ikke mærke til andre folk omkring hende, og efter få skridt blev hun bræmset da hun gik ind i en ung mand, det gav et chok i hele hendes krop, hun kiggede op og fik øje på ham hun blev helt forlegen.
Imens hun tog bogen op undskyldte hun, hendes accent kom til udtryk i det hun sagde noget,
"Det må de virkelig undskylde hr." Hendes blik var helt uskyldig, blidt og hun virkede helt rolig, men udover dette var hun meget flov over at hun var gået ind i ham...

Garett stod og overvejede om han skulle købe bogen da han blev hevet en smule ud af sine tanker. En ung kvinde havde stødt ind i ham. Hun var kommet fra vendtre side af hvorved at han blevet en smule chokeret. Han var nemlig helt døv på det øre hvilket var resultatet af et uheld flere år tilbage. Han var ikke så glad for at folk stod på venstre side af ham men det kunne hun jo umuligt have vidst. Det var heller ikke til at se at han var døv på sit venstre øre for der var nemlig ingen ar... og det var heller ikke normalt noget som han bare fortalte folk. Faktisk så havde han vidst heller ikke fortalt det til nogen overhovedet.

"Det er skam helt i orden," sagde han smilende og med en canadisk accent som han havde påtaget sig. I starten var det ikke lige så nemt når nu han havde været vant til sin egen britiske accent og samtidig med at ikke alle ordene var det samme i Canada som det var i England. Men efter tre år så var den der... han havde dog med at skifte over til sin egen når han bandede og svovlede. Hvilket ikke var så tit igen. Han var ikke en person som blev let vred. Han holdt for det meste hovedet koldt.

"Heller mig end at du var kommet til skade ved at gå ind i noget knap så blødt, " sagde han venligt. Han gik dog ud fra at det bestemt heller ikke var sjovt at gå ind i et andet menneske. Nok mest på grund af ydmygelsen man måtte føle. Tja, det er vel hvad der kan ske.

angelira så blot ned i jorden, hun var ikke så god til at håndtere de akavede situationer, nok mest fordi det ikke var særlig ofte at hun forlod huset. Hendes blik blev ført op til hans øjne mens hun trådte et skridt tilbage. Hun smilede blidt til ham mens hun svarede "jeg beklager virkelig hr. Jeg håber de er okay" hun samlede sin bog op fra jorden, og tog ind til sig. Bogen så meget gammel ud og på bog ryggen stod der MØRKETS TAB det var ikke noget der plejede at fange hende, men der var noget specielt over denne bog, som om hun kunne se sig selv i den.
Hun prøvede så småt at bryde den akavede stemning, og så over på ham, "har de fundet noget spændende hr.?" Hendes stemme var helt blid og rolig, det samme var hendes blik.
Der var en helt speciel trykhed over boghandlen og ikke en sjæl var til at høre udover de to og forhandlernen.

Garett gengældte hendes smil så godt som han nu kunne. Det var trods alt noget som han begyndt at bruge lidt som en facade nu. Det var ikke mange af hans smil som var særlig oprigtige nu om dage. Han syntes trods alt at der ikke var så meget at smile af sådan som han levede... og med sit nye  syn på verden. Okay, nyt og nyt det var et syn som han havde haft i et stykke tid nu. Der havde bare været et syn før det. Et par unge øjne som havde set optimistisk på livet og hans omgivelser. Det hele skulle dog nok blive godt igen. Det håb havde han ikke tabt endnu. Den da han gjorde det kunne han jo lige så godt lægge sig ned for at dø.

"Det skal De ikke tænke over frøken. Jeg sætter pris på Deres bekymring men der er intet hændt mig så De kan være ganske rolig." Garett skulle lige til at samle bogen op for hende da hun kom ham i forkøbet. Han var lige ved at ramme hovedet ind i hende men nåede lige at rette sig op igen inden deres hoveder kolliderede.

"Spændende... Tja, det ved jeg først når jeg har læst den men denne her bog ser da rimelig interessant ud." Han håbede i alt fald at den var distraherende. Det var bare ikke ligetil at finde sådan en bog når nu han kun kunne dømme en ukendt bog på dens omslag. Han havde vel ikke andet for... selvom man så tit hørte at man ikke burde dømme en bog på dens omslag. Ironisk nok.

"Hvad med Dem? Fundet noget interessant?" spurgte han for sådan at holde samtalen igang. Nøj, hvor havde han noget at pudse op på. Det var vist ikke kun hans smil det havde lidt overlast det var vist alle hans sociale evner.

Angelira var en god lytter, det var hun i værtifælle en gang hendes blik blev mere rolig eftersom at han også virkede interesseret i at snakke med hende, og eftersom at hun var blevet nød til at være forsigtig omkring hvem hun snakkede med var det egentlig meget rart for en gang skyld, at bare lade sin intuition føre slagets gang.
Hun smilede i det han svarede hende "det er jeg glad for at høre hr." Hendes stemme var helt rolig? Og blid.
"Det er egentlig sjovt hr. For en bog som denne ville aldrig have fanget mig før, men noget siger mig at det ville være sundt for mig at læse den." Hun så lidt ned i jorden mens hun fortsatte sin sætning "giver det overhovede mening?." Hun smilede et skævt smil mens hendes blik blev ført op til hans igen "beklager meget hr. Men jeg er ikke så god til det her" hendes blik var helt roligt med et lidt kægt men forsigtigt smil.
Hun håbede måske lidt at han kunne relatere og det ikke kun var hende der var på glat is.
Blidt blev hendes hånd ført hen over bogen, mens stilheden blev brudt i det at klokken til indgang, blev aktiveret og en hætte klædt person kom ind. Den trykhed der før var blev lige pludselig til utryghed og en form for angst. Det kunne ses i hendes blik at hun ikke var helt tryk over situtationen, måske var det bare tankerne omkring uvisheden og de forfærdelige mareridt der gjorde at hun var så urolig omkring situtationen. Hun prøve så godt hun nu kunne på ikke at lade det distrahere hende for meget, hun prøvede så småt at lade et blidt smil falde over hendes læber.

Om det gav mening? Tja, det lød da helt fint ifølge Garett. At have lyst til at prøve noget ud over det sædvanlige var noget som lød ganske normalt. Det var også sundt en gang imellem... Ud over det så bestemte hun jo egentlig selv hvad det var som hun havde lyst til at læse. Hans egen kommentar og andres var jo bare irrelevant. Hvad hun selv havde lyst til at læse bestemte hun selv.
Garett kunne ikke lade være med at smilede en smule skavet idet hun var den første til at indrømme at hun ikke var så god til det med småsnak. Det lettede også en smule at hun havde det på samme måde som han. Det havde ikke været så fedt hvis hun havde forventet at han selv var god til det. Så det at hun havde det på samme måde gjorde det jo egentlig bare meget lettere. Så kunne de begge to jo været akavet konversationister sammen.
"Det skal De skam ikke undskylde for. Selv er jeg ikke den mest snaksalige person." Han valgte ikke at komme med noget stort smil men bare en hentydning til det. Endnu et smil ville også bare se for anstrengt ud.
Garett vendte blikket mod døren da han hørte den lille klokke gå igen. Ind trådte en hætteklædt person og Garett kunne straks se hvad det gjorde ved kvinden foran ham. Hun virkede virkelig utryg ved situationen hvilket han godt kunne forstå. han havde selv stået i situationen som disse hvorved at det hurtigt havde forvandlet sig til et kaos. Derfor var han også på vagt med det samme og forberedt på hvad end der kunne ske.
Den fremmede var gået hen imod disken hvorefter han langsomt havde taget sin hætte af og børstet sneen af sig.
"Sikke et vejr hva'?" havde han kommenteret storsmilende til kvinden bagved disken. Det så ud til at de kendte hinanden og var straks begyndt at konversere. Det så ikke ud til at det var noget at slå alarm over. Derfor kunne han derfor slappe en smule af.
"Er De okay...?" valgte han så at spørge kvinden foran sig da hun havde virket helt skræmt. Hun havde måske været udsat for en dårlig oplevelse. Det var jo bare ikke til at vide. Han var jo ikke ligefrem tankelæser.