Månen er så.. smuk

//logger nu, men skrives imorgen.//

Hun nød det. Alt klikkede bare og det føltes dejligt i kroppen. Han havde nærmest varmet hende op, som om hun havde været en klump is før.

//Jep, skrives//

!du er ikke vant til at folk er sådan her over for dig, har jeg ret?" han smilede let til hende. *fedt, hvad skal det her ende med?* han aede hende stadig.

Hun nikkede. "Du har fuldstændig ret" Sagde hun og smilede skævt. Lidt pinligt at indrømme, men det var rigtig. Bed sig svagt i underlæben.

"det er da lidt trist i længden, har jeg ret?" han kiggede på hende. han var fyldt med følelser, følelser han næsten ikke kunne kontrollere. *selvkontrol, husk det nu.* hans ansigt fortrak sig i en grimasse da en forfærdelig lugt spredte sig på engen.

"Jo, lidt, men man vænner sig vel til det må et tidspunkt" mumlede hun og så ham i øjnene. Smilede lidt af hans ansigtudtryk, men begyndte så selv at kunne lugte et eller andet. "Hva er det?"

"noget som jeg havde håbet ikke ville komme på det her tidspunkt." sagde han bistert. han snerrede og forvandlede sig til ulv igen, med tænderne vist frem og løb så ind i det højere græs med en knurren som kunne få træerne til at vælte hvis det havde været højere. han var i fuld sprint.

Hun så forvirret efter ham. Hvad var det der skete? Var det et eller andet kæmpe dyr der havde sneget sig ind på dem eller hvad? Det kunne ikke være et andet væsen, for så havde hun sikkert kunne fornnemme det.

der gik et par sekunder, så fløj Monzaemon gennem luften og faldt ned på jorden foran Kala. han rejste sig og knurrede. sekundet efter kom en vampyr frem fra det høje græs og snerrede. han havde blottet tænderne helt og sprang frem mod ham. "engle-blodet er mit, hvalp!"

Hun spærrede forskrækket øjnene op. *Hvis bare jeg ikke havde været engel!* Tænkte hun bange. Rejste sig op og baskede lidt med sine vinger. Fik vinden til at blæse lidt kraftigere. Fløj så et stykke op i luften for at være i sikkerhed fra vampyren. Havde det vildt dårligt med at efterlade Monzaemon nede på jorden.

han kæmpede mod vampyren, bed han flere steder og rev ham. han så op på Kala der fløj højere oppe. det splitsekunds tøven var nok. vampyren sprang frem og kastede ham op mod hende. han bumpede hårdt ind i Kala oppe i luften og faldt så ned på jorden med et brag. han sprang frem mod vampyren og bed hårdt fat i den venstre hånd.

Hun røg flere meter tilbage, da Monzaemon blev kastet ind i hende. Al luften blev nærmest slået ud af hendes lunger og hun styrtede hårdt ned i jorden. Efter at have ligget stille et par sekunder, begyndte hun at lugte blod tæt på. Opdagede så at det kom flere steder fra hendes krop, bla. på benene, armene og i hovedet. Rundt omkring hende lå en masse fjer fra vingerne..

vampyren kunne lugte blodet og gik helt amok. han kastede Monzaemon fra sig og spurtede mod Kala. han var få centimeter fra englen da han pludselig skreg af smerte. Monzaemon havde fået fat i vampyrens arm og bidt den til ukendelighed, og bed til sidst armen af. han gik hurtigt over i menneske-skikkelse og tog en lighter frem. "Kala, flyv op og luk øjnene, det her bliver grimt." mens vampyren skreg af smerten over at have mistet armen, havde monzaemon sat ild til en afsides del af engen hvor det kun var sand rundt om en masse græs.

"Jeg kan ikke bevæge mine vinger" Beklagede hun. Prøvede dog alligevel, men der skete ingenting. *Lort!* Tænkte hun frustreret. Den venstre vinge kunne hun bevæge et par centimeter, men den højre var helt færdig.

"så luk i det mindste øjnene, jeg tror ikke du vil se det her." han forvandlede sig til ulv igen og kæmpede mod vampyren, rev store klumper af den nogle gange og kastede dem i ilden. *den stinker værre når den brænder.* tænkte han. vampyren skreg i smerte men prøvede alligevel at få fat i Monzaemon.

Hun nikkede og lukkede øjnene hårdt i. Holdt sig også for ørene for ikke at høre vampyrens skrig, der nærmest gik helt ind i knoglerne på en.

vampyren blev tavs. nok fordi der ikke var mere tilbage af den. ulven stod nu, forpustet og med nogle få skrammer. *tæt på, hård modstander.* han gik hen til Kala og slikkede hende på kinden. hans blanke øjne udtrykte skyldfølelse. han skrev en besked i jorden, hylede og forsvandt i græsset. beskeden lød: 'det er for farligt for dig at være sammen med mig, det ender bare sådan her igen. jeg beklager.'

Hun satte sig skælvende op og tog sig til hovedet. Det gjorde vildt ondt! Hendes blik var en smule sløret, men hun kunne uden problemer læse beskeden han havde skrevet i jorden. Hendes øjne blev våde, da hun havde læst det. Blinkede vredt tårene væk. Ville simpelthen ikke græde. Rejste sig op og sukkede. Gennemgik hurtigt sine sår og skader. De var heldigvis kun overfladiske og vingerne ville heale hurtigere hvis de var trukket ind i ryggen. Trak dem ind i ryggen. Tog hans t-shirt op og tog den på. Begyndte så at slingre væk fra engen.

han løb så hurtigt han kunne, med sorgen bankende i hoved og krop. hans muskler var spændte, og han løb som han aldrig havde gjort før. følelserne var lettere at håndtere i ulveform. han løb hurtigere og hurtigere, da han igen kunne lugte den grimme stank. *flere? hmm, mindst 4 af slagsen.* først tog han sig ikke af det. så stoppede han pludselig op. *Kala!* han vendte om og hylede så højt han kunne.

// skulle lige køre hjem fra min mormor.//

Hun satte sig ned igen, da det var totalt umuligt at at gå. Sukkede. "Hvorfor skal jeg også være så svag?!" Mumlede hun irriteret for sig selv. Lagde sig ned og lukkede øjnene.

han løb som bare fanden og da han kom til hvor Kala lå, svang han hende om på sin pelsede ryg og sprintede videre. han løb som om luftmodstand ikke eksisterede. hans næsebor brændte, lugten af vampyrene blev stærkere. *de er meget tæt på, jeg håber Kala kan holde dem tilbage på en eller anden måde.* den første vampyr var tre meter bag dem og man kunne høre dens snerren.

"Jeg troede du ville holde dig fra mig" Mumlede hun en smule irriteret, men stoppede straks med at sige noget da hun fornemmede flere vampyres tilstedeværelse. Blev straks panisk. Vinden begyndte at røre voldsomt på sig.

da monzaemon mærkede vinden blive voldsom, skiftede han retning. *hellere sidevind. vent, var det hende?* han gøede noget til hende, men hun forstod det nok ikke. *hmm, næsten fremme, et par kilometer til, så er vi i sikkerhed.* han løb som en gal ind i det højere græs, igennem et par vandhuller og løb hele tiden den samme vej, ligeud var det eneste sikre. en vampyr kastede sig frem fra siden i græsset og landte foran ham. han hoppede over, men vampyren greb hans ben og trak ham til sig. Kala blev slynget ind i noget blødt, så der skete hende ikke noget.

Kala rejste sig op efter et par sekunder at have ligget i det bløde græs. Rystede sin krop og vinger for græs og blade. Så uroligt på Monzaemon, der kæmpede med vampyren. Sendte vampyren et ondt blik. Prøvede at finde ud af en måde hun kunne bruge vinden på til at skade vampyren, men kunne ikke finde på noget.

Monzaemon bjæffede, bjæffede som en ulv nu kan, højt, og ud af græsset kom to andre varulve frem og bed vampyren som holdt ham til ukendelighed. han hjalp dem med at splitte vampyren. den ene ulv forvandlede sig til menneske igen. han var høj, så ældre ud end Monzaemon og havde kort hår, hvor Monzaemons var langt. hans øjne var mørke så himlen selv, og han holdt en lighter frem. han så ikke på Kala, men tog blot græsset hun var landet på og satte ild til det, efter at have revet det op og lagt i en gang sand. delene fra vampyren blev brændt, og monzaemon bjæffede igen. manden der før var menneske blev ulv igen og inden da havde han båret Kala op på Monzaemons ryg. de løb, så hurtigt som deres ben kunne mønstre.