Langs bjergsiden

"Det ved jeg," sagde han og rettede sine grønne øjne mod hende. Han betragtede hende stille i et lille stykke tid. "De væmmedes ved min kunst ligesom så mange andre," sagde han. Det betød ikke noget for ham, om andre kunne lide hans kunst eller ej, så længe han selv var tilfreds med det han lavede.

Elisabeth nikkede. "Jeg synes faktisk det er klamt," sagde hun. "Vi ser meget anderledes på det. Jeg går nemlig heller ikke ind for, at man som vampyr, jager de andre væsner. Jeg har også levet længere ind dig," sagde hun nikkende. "Høre de så musik?" spurgte hun og vendte sig mod ham, med sin overkrop, så hun stadig kunne gå.

"Så du er en af dem, som drikker blod fra dyr?" spurgte han og så frem for sig. Han skævede kort til hende. "Hvad har det, at du har levet længere end mig med sagen at gøre?" spurgte han. Han strøg en lok af sit lange sorte hår væk fra sine grønne øjne. "Ja jeg spiller selv musik," svarede han.

Elisabeth fortsatte frem for sig, i et stykke tid, hvor hun ikke sagde noget. Det var tydeligt, at hun tænkte. Elisabeths mørke øjne afslørede hende altid. Der var gået mange minutter, hvor de havde gået i tavshed - Faktisk havde Elisabeth ikke holdt styr på, hvor mange det egentlig var. "I starten troede jeg, at De tog mennesker/væsner, fordi De ikke kunne styre Deres tørst. Nu er det lige gået op for mig, at De gør det for... Hvad? Morskaben? Spændingen? I hvert fald troede jeg, at De ikke kunne holde sammen på Dem selv, og dermed havde mistet al form for kontrol. Jeg troede ikke, at De havde selvkontrollen til det, fordi De jo er... Ung," forklarede hun og rynkede brynene. Den var svær at forklare - Men hun havde prøvet.

Vicente lo kort. Hans latter var ikke rar at høre på. En mørk og skummel latter. "Jeg kan skam styre mig. Jeg tager mennesker og andre væsner fordi de fortjener at dø. Det er morsomt at slå dem ihjel.. Død er morsomt, især hvis det er en selv, som bringer den," sagde han og nikkede kort.
Han stak sine ligblege hænder i sine lommer. "Dyr er også beskidte skabninger, som fortjener at dø.. Ligesom mennesker. Jeg holder mig bare til mennesker," sagde han.

Elisabeth nikkede roligt. "Aha," sagde hun tænksomt, "ser man det." Elisabeths mørke blik gled rundt i skoven, og hun skjulte et svagt smil. Hun fandt ham på ingen måde underholdende, men skoven var mærkværdig - Og det var det som fik smilet frem på hendes kinder. "De tænker anderledes. Hvorfor skulle mennesker, væsner og dyr være beskidte?" spurgte hun i en andelse undrende tonefald.