Søen omkring midnat

Anthonia klemte om dolken og tænkte, *Hun leger med dig.*
Hun irriteret op og fik øje på vampyren. Hun pakkede dolken væk, men fandt en anden frem, som sad nede i hendes støvle. Hun flyttede lidt fødderne og var klar, hvis vampyren skulle angribe hende.
Hun var ikke meget for at skulle slås, men alligevel, det var en vampyr, en af dem.

Elisabeth betragtede hende med det legesyge blik, og grinede lavt, forventningsfuldt og frydende. Lidt efter forsvandt hun, i et hop over mod en anden gren, som befandt sig skråt overfor hende. Elisabeth nød vinden mod hendes ansigt, og rettede sit blik mod jægeren, som nu var ved hendes højre side. "Tager du mig ikke?" spurgte hun, og rynkede forvirret øjenbrynene, før hun fik det legesyge blik frem igen. For Elisabeth var det blot en leg. Som når små menneske piger, legede med dukker i et fint dukkehus, og gav dem tøj på. Hun havde på ingen måde tænkt sig, at slå jægeren ihjel.

"Du leger med ilden." sagde Anthonia igen, men denne gang med lidt mere ro i stemmen.
Hun flyttede sig tættere på flodbredden. Men havde sit blik vendt mod vampyren. Hun ville ikke miste hende ud af syne. Hun villle være sikker på, at hun vidste, hvor fjenden var.
Anthonia så lidt fra højre til venstre og ind mellem træerne. Der var ikke andre, end de to til stede.

Elisabeth så skuffet ud, da hun tabte smilet. Jægerens rolige stemmeføring, havde haft sin effekt. Det var som hvis en god leg va blevet afsluttet. "Jeg er van til at lege med ilden. Men jeg tisser aldrig i sengen," sagde Elisabeth, og hendes legesyge og drillende udtryk trådte frem på hendes ansigt igen. Med et hoppede Elisabeth, med et skruehop, bare for at vise sig, ned på jorden. Hun gik med selvsikre skridt over imod jægeren.

Anthonia forblev roligt stående, selvom vampyrkvinden var hoppet ned fra træet og gik hen imod hende.
Hun havde himlet med øjne over hendes bemærkning. Hun havde hørt dem temmelig ofte, da hun var lille. Men hun havde altid ignoreret dem, og der var aldrig sket noget, udover at hun havde brændt sig. Men der til var der også noget, man kunne sige. Anthonia havde bare lige glemte, hvad det var.

Elisabeth stoppede op, en meter fra hende. "Så det var det var?" spurgte hun skuffet, og slå let ud med den ene hånd. Elisabeths kønne øjne gled over jægeren, omgivelserne og lande derefter på hende igen. "Ingen leg, ingen sindssyge dumme kommentare. Hvad er du for en jæger?" sagde Elisabeth, om klamrede sig til et spinkelt håb om, at jægeren ville angribe. Elisabeth vidste nemlig med sikkerhed, at hun ikke ville tabe - Og kampen som nok, skulle blive ærligt fordelt.

"Jeg er en af dem, som ikke lader sig lege med." sagde Anthonia og smilte skævt til vampyren. Hun satte den ene hånd i siden og flyttede vægten over på sit ene ben. Hun vidste godt, hvad hun ville gøre, hvis vampyren begyndte at angribe hende.
Anthonia var uberørt, men følte at vampyren spildte hendes tid.

"Ikke engang provokeres en lille smule? Idiot," Sagde hun og himlede med øjnene. Lidt efter vendte hun sig om, og begyndte at gå med rolige skridt. "Hvor kedeligt," Sagde hun derefter, og vendte sig om, for at betragte jægeren. Elisabeth havde aldrig mødt en jæger som hende. Så rolig men stadig iskold. Det hele virkede underligt. Som regel havde Elisabeth kunne provokere jægerne, hvorefter at have 'leget' med dem. Det var jo ikke andet for Elisabeth. En leg.

Anthonia smilte bare. Hun havde aldrig ladet sig lege med. Hun havde altid forholdt sig roligt. Hun kunne styre sit temperemant, og det var man nød til, når man var dusørjæger, fordi man skal planlægge sin træk nøje.
Hun trak været normalt. Hun var det i det mindste ved at lære, at holde sit temperemant nede, når hun var i nærheden af dem hun hadede mest. "Tak." sagde Anthonia til vampyren.

Elisabeth satte sig 5 meter fra hende, i skrædderstilling, og så underligt på hende. Hun sukkede overdramatisk, "Hvor er du kedelig," Sagde hun provokerende, og så lidt rundt - Bare for at understrege, hvor død sygt hun havde det. "Hvad skal vi så lave? Snakke? Spille kort?" Spurgte hun og betragtede jægeren. Så rynkede hun brynene. "Du skal have dem, jeg har nemlig ingen kort," Sagde hun og brød ud i dyb latter.

Anthonia rystede på hovedet og så ned, hun sukkede. Hun gemte igen dolken væk. Hun satte hænderne i siden og så på vampyren. "Jeg havde ikke tænkt mig at blive hængende, jeg har andre ting, som jeg skal have ordnet." sagde hun.
Hun skubbede i tot hår om bag øret og lod sin ene arm falde ned. Hendes plan havde været at bare gå forbi.

Elisabeth nikkede kort. "Din oprindelige plan var jo egentlig, at gå forbi mig. Den har du ikke løst endnu," Sagde hun og rynkede brynene. "Så. Chancen for at du opnår alle dine andre mål her idag, er heller ikke særlig stor - Har jeg ret?" Spurgte hun drillende, og blinkede let til hende.

"Jeg har all den tid, jeg skal bruge, så jeg kan sagtens nå det jeg skal nå." sagde Anthonia upåvirket og smilte til vampyren. Hun havde jo den tid hun skulle bruge, det havde hun altid. Og så havde hun ikke vildt meget, hun skulle nå. Men hu var ved at blive godt træt af at stå her og snakke med en af hendes fjender.

Elisabeth himlede med øjnene og rejste sig op med et ryk. Hun var hurtigt op at stå, og hun sendte hende et bredt tiltrækkende smil. "Det lyder sørme spændende," Mumlede hun ironisk og grinede smilende til hende. Elisabeths latter var fyldt med glæde og spænding. En latter man ikke kunne lade være med at holde af. Endnu et af de vampyriske træk, som hun nød så godt af. Så skiftede hun brat personlighed; Hendes mørke øjne blev provokerende, og hendes ansigtstræk var legesygt. En dyb hvæsen gled over hendes læber, og hun smilede omlt. Elisabeth lænede sig foroverbøjet, i angresstilling og blinkede drillende til hende.

Anthonia så bare på vampyren, hun vidste ikke rigtig, om hun selv skulle gå i forsvars position eller bare lade sm intet. Hun valgteat vinkeafvissende til legen igen. Hun havde ikke lyst til at lege. Hun havde ikke tid til at få skader.
Anthonia begyndte at gå videre i den retning, hun ville. Hun vendte ryggen til fjenden, hvilket hun aldrig havde gjort før. Men hun var opmærksom på den mindste bevægelse fra vampyren. "Du må finde en anden at lege med." sagde hun.