When the Dark is Creepy..

Dato :: 24 Juni - Sant. Hans aften
Årstid :: Sommer
Dag :: Lørdag
Tid :: Tidlig aften/Sen eftermiddag xD
Sted :: Wareclare Domkirke
Vejr :: Solen er ved at gå ned, sommerlunt.
Omgivelser :: Ingen xD

Alex stragte sig og gned sig i øjnene. Han havde været nede ved stranden for lidt tid siden, så nu var han bare totalt smadret, og alle paraderne var nede. Han kiggede sig omkring, og anede egentlig ikke hvorfor han var gået derhen, men han havde aldrig været der før, og det var måske nok på tide ikke? Han prikkede til et lys, lavede et fingerspark på vievandet og kørte en hånd hen over alteret. Han betragtede alt det smukke, og undlod at kigge på de mere dystre ting. Mørket var ved at lægge sig udenfor, det kunne være han skulle til at hjem.. "Ja.. Det må jeg nok hellere" mumlede han og smilede svagt over ekkoet hans stemme lavede mellem de høje mure. Alex kløede sig i håret og hoppede to skidt frem, for at høre ekkoet igen. Han grinede let og begyndte at gå hen imod udgangen.

Pandora sad oppe ved det store orgel og kiggede ned på drengen. ''Halløj'' Sagde hun og smilte. Hun hoppede hurtigt ned, så han ikke ville kunne nå at se det. Hun smilte stort, og stod kunne nogle få meter fra ham. Hun kiggede kort ud af et stort vindue, der var længere nede af væggen.


//Non krea idagh xD//

//Thats OkiDoki xD //

Alex sprang forskrækket tilbage. Hans hjerte hamrede 100 slag i sek. og hans vejrtrækning var uregelmæssig. Hvor var hun lige kommet fra!? Han kiggede sig bag sig, foran sig og til siderne, og så igen bag sig. Et let gisp røg over hans mund og han falmede sig bagud mod udgangen, dog stoppede han op. Hvor var hun smuk. Et let drømmende blik fyldte hans øjne og han havde nærmest lyst til bare at gå hen til hende, men hans mave sagde tydeligt at der var noget galt. Hun havde jo ikke stået bag ham for 10 sek. siden? .. Eller havde han bare brug for briller? Alex kiggede mod udgangen og satte så i spurt mod mørket udenfor.

//Går ud fra, at det var det her emne? :}

Elisabeth lænede sig op af døren, der skulle holde kulde og vind ude, og sendte ham et drillende, næsten legesygt blik. "Hej Pandora," hilste Elisabeth, med et bredt smil. Hendes mørke men dog milde blik, gled hen over Alex, og hun så bedømmende på ham. Elisabeth vidste sådan ca, hvor Pandora var i rummet, så hun behøvede ikke kigge efter hende. De fuldstændig fantastiske sanser, en vampyr besad kunne være mere end nyttige. Det kunne faktisk nærme sig det utrolige fantastiske. Hvis man var menneske, og lige havde stiftet beskendt med racen vel og mærke. Elisabeth fugtede sine læber, og så derefter på Pandora. "Hvordan går det?" spurgte hun, og grinede dæmpet.

Alex stoppede op da den anden pige nu pludselig var der. "Jammen..Hv..?" Han stirrede på hende og derefter på den anden pige bag sig. "Hvor kom du lige pludselig fra?" Spurgte han med meget lille og skrøbelig stemme. Han havde en sådan trang til at gå hen til dem, samtidig med at han gerne bare ville løbe væk i en fart, derfor stod han bare stivnet til pladsen. Alex smilede for sig selv. Han var helt 100 ved at blive skør. Han gned sig i øjnene og kiggede så igen op for at se om pigerne var der.

Pandora kiggede hen på Elisabeth i samme sekund hun sagde noget. ''Jamen hej Elisabeth'' svarede hun og smilte stort over det fine selskab der nu var kommet. ''Lang tid siden.. Mmmh, ja det går skam fint nok'' sagde hun og kiggede tænkende på drengen foran sig. Hun grinte kort af at han gned sig i øjnene og smilte et stille smil. ''Vi gør dig ikke noget'' hviskede hun beroligende. Stemmen flød ud i kirken så der kunne høre's et ekko.

Elisabeth slå hænderne sammen, og forventede et lille gisp fra drengens side. Da det tilsynladende ikke kom, så hun skuffet ud. Der gik dog ikke mere end to sekunder, før hendes blik blev frydende. Næsten legesygt. "Det glæder mig at høre Pandora," sagde Elisabeth oprigtigt, i glædens toneleje. "Nej, vi gør dig ingen ting," sagde Elisabeth og smilede bredt, dog uden at blotte sine tænder. Der var ikke noget sjovt i, at skræmme drengen yderligere. Så længe man kunne nøjes med, at gøre ham forvirret. "Jeg er Elisabeth, hvad er dit navn?" spurgte hun drengen, og sendte ham et mildt og kærligt blik. Det var svært at gøre sig klog på Elisabeth - Hendes personlighed hang meget sammen med, hvem hun var sammen med, og hvornår.

Alex stirrede på pigen foran sig. "Elizabeth" Gentog han og følte sig underlig tom indeni. Hendes smil virkede totalt dejligt og roligt.. Jae.. Varmt. Han smilede bredt tilbage: "Al..." han stoppede sig selv. Hvorfor skulle hun vide det!? Hvad var hun overhovedet!? .. Nej hvad var de, rettede han sg selv til og istedet for at blive panisk stirrede hun ind i pigens smukke blodrøde øjne med et helt roligt ansigtsudtryk, der overhovedet ikke afspejlede hans stigende frygt for de to piger. "Hvorfor vil du vide det?" Spurgte han, og det hørtes tydeligt hvor meget hans holdninger havde forandret sig. De var skræmmende og hurtige, helt klart noget han ikke burde vide hvad var, men på samme tid var han blevet nysgerrig. Og først og fremmest vidste han at han måtte væk. Røde øjne.. Skarpe tænder? Helt blege. Et svagt helt roligt smil pyntede på Alex's ansigt da han opdagede at de jo var i en domkirke. "Vampyrer" Sagde han roligt, og hans stemme lagde et svagt ekko i rummet. Hans blik flakkede om bag den første pige og stirrede på vievandet. Var det ikke sådan noget Vampyre var bange for? han nåede ikke at tænke da han satte i spurt mod det. Han passerede pigen og så sprang han...

//Mwuhah! At have en masse krea. :D ^^//

På mere end to sekunder, var Elisabeth sat i løb efter ham. Hendes ansigtudtryk var stivnet, og hendes mørke øjne var blevet tomme. Ikke.. Dét. Hvordan kendte drengen til hemmeligheden? Hvem havde underrettet ham?
Elisabeth var rasende. Ikke på drengen, eller hendes 'søster' Pandora, men på hendes selv. Hvem havde undsluppet hendes falkeblik? Hvem vidste mere, end hvad godt var? Det var hendes job, at gøre en ende på de mennesker der vidste for meget. Hvad mon Richard ville sige til det, hvis det blev opdaget? Ville Pandora sladre, selvom det var hendes pligt?
Elisabeth stoppede op, ikke langt fra Alex, og hendes blik var køligt. Det forvandlede sig hurtigt, og blev kærligt og imødekommende. "Lad os nu ikke forhaste os. Først må jeg vide, hvem der har røbet vores lille hemmelighed? Hvem fortalte dig, om vievandet?" Spurgte hun, og stillede sig i en afslappet stilling.

Alex stirrede på hende. Hvem havde fortalt ham det? ... Bøgerne! Han hævede et øjenbryn, uvidende om hvor lang tid han kunne trække tiden ud. Måske hvis han faldt i snak med hende? "Det siger jeg ikke". Et kærligt blik mødte hendes, og han smilede drillende med en dejlig tilfredsstillelse. "Hvis jeg sagde det, så æder du jo bare personen, og det kan vi jo ikke af, vel?" Han smilede bredt og blev pludselig helt rolig. Han holdt vievandet i den ene hånd og kiggede på dem. De var jo 2 mod ham.. Hvad nu hvis det ikke virkede? Alex begyndte at tvivle.

Elisabeth himlede med de mørke øjne, og bøjede sig let forover. "Jeg finder ud af det lige meget hvad," Sagde hun, og grinede til ham, med et legesygt blik. Elisabeth fugtede langsomt sine læber, og lod blikket hvile på ham. Hendes mørke øjne va fæstnet mod hans. "Æder? Tsk!" Udbrød hun og slå en flydende og behagelig latter op. Endnu et af de vampyriske træk, som kunne få et hvert menneskehjerte til at smelte. Som det blødeste smør. "Jeg er anderledes," Mumlede hun, i et hvislende tonefald. Hun ville ikke tabe ansigtet overfor Pandora, eller drengen, så hun bevarede den kølige men lokkende facade.

Alex reagerede ikke på noget af det hun sagde. Hvis hun var ligesom vampyrerne i historierne, som han havde læst, ville det gøre ondt på hende, hvis han kastede vievandet over hende. Et let smil gled over hans øjne, men ikke hans mund. Han var helt rolig, hvilket var underligt. For normalt havde han nemt ved at blive skræmt. Han smilede nu svagt. "Nej det kan godt være" sagde han muntert og vippede lidt med fødderne.

//Sry .. Ingen krea xD//

En dyb hvæsen gled over Elisabeth's læber, og hun skar en grimasse af arrigskab. Drengen så ikke ud til, på nogen måde, at være bange for Elisabeth eller Pandora. Hendes øjne skiftede karakter. Blev mørkere og ikke mindst mere tiltrækkende. "Sæt nu bare det skide bæger ned, og snak roligt med os!" Udbrød hun vantro, og kørte irriteret en hånd igennem håret. Denne dreng irriterede hende grænseløst. Alt ved ham var så.. Usselt. Så nedværdigende. Hans facade og hans øjne. Elisabeth snurrede rundt og satte kursen mod en bænk, som hun satte sig på. Fuldstændig stiv og uden at fjerne blikket fra ham. Hendes hidsighed var forduftet, og hun fugtede langsomt hendes læber. Hendes blik veg ikke fra ham. "Hvor gammel er du?" Prøvede hun og hendes mørke øjne formildnede sig.

Pandora stod i tavshed bag dem, og kiggede roligt på dem. Hun sukkede et kort sekund og forsvandt inden hun stod bag ved drengen og smilte. Dog stod hun med god mellemrum mellem dem, så det ville være svært for ham at ramme. Med mindre han jo altså var god til at kaste?.. ''Vi fik aldrig dit navn?'' spurgte hun og smilte kærlig til ham. Hun så op Elisabeth med det samme kærlige smil.

Alex smilede muntert. "Anders, 16 år" sagde han drillende, og gjorde det klart at det var løgn. Ikke alderen.. Men navnet var helt klat en løgn. Han grinede dæmpet, uden at gøre mine til at sætte det fra sig. Han kiggede ikke pigerne i øjnene, i frygt foor at frygten skulle overbemange ham igen. Eller tiltrækkelsen. Alex holdt stadig øje med dem.