Disneyland after dark...

(fortsættelse af: http://deploratus.heavenforum.org/t5828-do-people-actually-enjoy-this )

Tid: Omkring 3-4 stykker om morgenen
Sted: forlystelsesparken
Omgivelser: Renovationshelvede af plastik og træ og værktøj
Vejr: Vinternat, den første sne kan lugtes i vinden. Let tåge ruller ind fra havet og gør alting fugtigt og klistret

Procella fik motoren til at dø på den gamle volvo. Bilen var en anonym sandfarve. Brummende på de sidste fumes gled den ind i det midlertidige opholdssted. En del af forlystelsesparken syntes at være lukket i vinterhalvåret grundet renovation, men det varede nok ikke længe før de skulle jule-prøves. Ikke at Procella havde tænkt at være her så længe.

*duuuut. duuuut*
- Reaper? Do you know what time it is?
- Dude! What the fuck?! No SERIOUSLY! WHAT THE FUCK!? I was just thrown around like a freaking chewtoy of a vampire-scarecrow-junglebook-freak?! What the hell is going on out on this island?! DUDE!

Procellas stemme steg mere og mere indtil hun nærmest skreg ind i sit headset. Hoveder skulle rulle for det her! Hvad fanden havde hun været?!

- She killed 2 kids in the fucking ally, and i couldnt help...at all! you gotta give me something..ah...aaaaahh...i have flesh in my hair...ew...

Procella hvislede af væmmelse da hun fiskede flået hud og kød ud af knolden i nakken. Skulle hun forsøge at bryde ind på et toilet, tage den i bedste trucker-vask-stil og bruge håndtørren? Eller ville der være for store chancer for at blive fanget på et overvågningskamera.

- Reaper, come down. I didnt know this shit?

Stemmen var nu vågen og bekymret

- Well...figure it out! Otherwise im feaking toast outhere! Call you later
*klik*

En hård havvind ruskede op i plastikken der dækkede over hendes bil, og hun vendte lynsnart rundt imens hun hev blyanten ud af håret. Det blodvåde slaskede klamt ind mod hendes hals

"...this is so grose..."

Hvislede hun for sig selv og prøvede at få sin hjerterytme ned i noget der ikke var kanin-i-vild-panik. Hun kunne ikke helt ryste fornemmelsen af at nogen var fulgt efter hende bort. Hun stirrede ned på sin hånd hvor hun klamrede sig til blyanten som var det et mægtigt sværd. Med et lille selvforagtende fnys kastede hun den bort. Hun behøvede ikke vinden til at få hende til at se fjender overalt - men de færreste af dem døde af at blive prikket med en blyant...

En sort mercedes benz af ældre dato trillede langsomt ind på pladsen. Den udgav næsten ingen støj og sneg sig på trillende hjul næsten på det halvtomme og heldøde område.
Det mærkeligste ved bilen var ikke at den befandt sig her på dette tidspunkt, men at ruderne var tonede hele vejen rundt og der var gjort yderligere tiltag for at skærme solens stråler i at trænge ind af vinduerne.

Bilen kørte en cirkel på pladsen og trillede over til udgangen og standsede der og spærrede derved enhver ind og udkørsel, med mindre de ville torpedere ind i en anden bil.
Bagdøren blev åbnet og Frost trådte ud af bilen.
det havde været en smal sag at følge hende, da de begge havde været begrænset af de samme trafikregler. ikke alle vampyrere hoppede fra hustag til hustag eller forvandlede sig for at komme omkring. Der var dem der valgte de mest indlysende og normalte transportmuligheder.

Bilens lygter blev slukket, men motoren stod stadig og brummede svagt. Frost lukkede døren efter sig og så sig omkring. Men det var mere stedets lugte, dem der ikke burde være her vel og mærket, han brugte til at orientere sig med.
Der lugtede genkendeligt af blod og han gik væk fra bilen. Hans blanke sko knasede mod gruset, da han gik over pladsen i et roligt tempo.

Da lyden af skridt udenfor nåede Procellas ører knurrede hun svagt i halsen. Nogen *var* fulgt efter hende. Hun stank af blod fra den kvindlige vampyr, og blod fra liget i containeren. Hun var mere eller mindre et omvandrende neonskilt der blinkede "Dinnertime" til alle med dyriske sanser. Og her...var hun trængt op i en krog. Procella klappede hurtigt ned af sig for at gøre op for arsenalet. Jakken havde hun smidt i bilen...typisk. Kevlar var på plads, støver med kniv i spidsen, en lille tøsepistol i støvlen der ikke ville gøre andet end at pisse et eller andet af - men var det et menneske var det en anden sag.

"...this is just beautiful...come and get me..."

Mumlede hun mørkt. Hun var ikke parat til at rulle om på ryggen og overgive sig, men hvis det var endnu en flyvende vampyr-panter, eller andet kombinationsvæsen Ripper ikke havde lært hende om, så var det meget muligt hun var derude hvor man skulle tælle sine synder og bede sine bønner. Procella bevægede sig sidelæns i lange smidige og næsten lydløse bevægelser, for at få volvoen mellem sig selv og hvad end der var ude på den anden side af forlystelsen. Hun så sig en smule desperat omkring. Våben? Hun stønnede i sit stille sind da det eneste hun kunne få fat i var et halvråddent bræt med et par skæve søm i - tydeligt erstattet med friskt. Kunne man gøre sig forhåbninger om at kyle det efter...hvad det nu end var, der var derude, så hun kunne nå ind i bilen? Den lave knurren blev til en halvt udfordrende snerren og de ravfarvede øjne flammede.

"...come out, come out, where ever you are..."

frost udfordrede ordløst jægeren. Han gik midt ud på den åbne plads og stod stille. Nem at opdage. Svær at snige sig ind på.
Der var et utal af gemmesteder i parken og selv om han nok ville kunne finde hende, lod han hende komme til ham. Bedre at få hende ud af sin krog. Når dyr følte sig trængt op i en krog uden at kunne søge væk, var det ikke til at sige hvad de kunne finde på.

Hans blik gled tålmodigt omkring, men det var hans andre sanser han koncentrerede sig om. Hun var trods alt bevæbnet.
"unge jæger. Kommer du ikke ud så vi kan snakke?" spurgte han ud i parken, sikker på at hun kunne høre ham. Hun var jæger. Hun holdte sig tæt på sit bytte.
Han begyndte igen at gå rolig fremad.

Procella gik ud af den nedlagte forlystelse da hun hørte Frosts stemme. Irritabelt kastede hun den sømbeslåede bjælke fra sig så den skramlede hen over den våde vejbelægning

"Siden hvornår er du begyndt at tale om tingene? Hvad FUCK var det der i gyden? Hvad laver i herude?! Muterede vampyr-projekter der er stukket af fra børnezoo?!"

Snerrede hun arrigt. Det var frustration og frygt der fik hende til at reagere så agressivt. En lille stemme i hendes baghoved tryglede hende om at falde ned og ikke undervurdere Frost.

Gå tilbage...tilbage til bilen...hent din jakke...træk vejret...dit hjerte lyder som en greyhound på løbebanen...få nu kontrol...

"Jeg mener! Helt ærligt?! WHAT, THE FUCK FROST?!"

De blottede rovdyrtænder var lige så meget af sig selv som af truslen foran hende

run...live to fight another day....just run...

frost fortsatte sin gang mod hende. Hans fremtoning med ret ryg og løftet hage viste et overskud der var langt over hvad man kunne forvente i denne dårlige situation der hurtigt kunne skride.
Han lyttede uden at reagere. Både forundret men også smigret over at hun troede at han var den store dukkestyrer der stak i alle trådenede bag kulissen. Sandheden var desværre at det ikke passede.
Men han var en skarp observatør og hurtig til at stykke forskellige begivenheder sammen til et større billed. Så selv om han var lige så meget i mørket som alle andre viste han mere. Meget mere end hvad andre gik ud fra.

"tale er alt hvad jeg gør..."svarede han hende tålmodigt. "og jeg er kommet for at råde dig til at tage et andet sted hen. Du er ude hvor du ikke kan bunde. Det har du vel erfaret her til aften. Ikke alle er så godmodig som jeg selv ved at give dig et råd, som du sikkert ikke vil følge. Men så lad mig give dig et andet; find nogle andre at skyde på."

Det var sjældent at frost var så meddelsom og holdte så lange 'taler.'
"du burde tage en dyb indånding. Dit hjerte hamrer løs..."

"Hvis det eneste du gør er at tale så er du lige så fucked som jeg er, og så kan jeg ikke bruge dig til noget. Det er muligt jeg ikke kan bunde, men jeg er pisse god til hundesvømning"

Hun spyttede på jorden. Den klamme metaliske smag af blod fra hendes hår, hang som sanselig aroma i hendes gane.

"Hvis jeg skrider tror du så det er slut? Jeg blev SENDT Frost. Om lidt står du i jægere op til din fine armanikrave, og de er pisse ligeglade med hvor mange penge du har, eller om du var på det forkerte sted, det forkerte tidspunkt. Jeg er vidst det mindste af dine problemer lige nu"

Procella så skarpt mod bilen. Gemte han på forstærkninger derinde?

"Så hvis du er færdig med at lege - Skriv til Frost - og komme med gode råd så er der vidst ikke meget mere at tale om. Jeg kan ikke gå. Beklager det med hjertet. Kedelig bi-effekt af at være menneske"

Det sidste blev mumlet en smule spottende

frost smilede koldt for at skjule irritationen øve at blive talt til på denne måde. Med alt hvad han havde opnået fortjente han meget mere respekt. Også for en beskidt og lugtenede jæger.
"men du er ikke et menneske..."
Han var en af de få der kun svarede på gad han fandt relevantni havde ingen skrubler ved at ødelægge samtaler ved at holde tand for tunge.
"Hvor længe tror du der går før de kommer efter dig?"
Han prøvede sig frem.efterhånden havde han regnet ud at hun ikke var fuldblod, men et eller andet 'hul i hækken.'

"jeg tror du bluffer. Du mistede overblikket og flygtede i steden for at se logisk på situationen. Du har ikke tilkaldt hjælp og ingen kommer uden at være blevet sendt."
Utroligt så meget han vidste om et bagland han intet kender til.
"men du behøver ikke frygte noget. Jeg kommer kun for at bede dig om en tjeneste."

I protest og som sørgelig bekræftelse på påstanden, flåede en dyb snerren i Procellas strube. Hvor meget hun end måtte ønske at proppe hans ord langt ned i den marmorblege hals kunne hun ikke skjule de skarpe tænder og de umenneskelige øjne. Come on? Når alt kom til alt, hvor mange mennesker stillede sig så op og begyndte at knurre eller snerre af en vampyr? De fleste ville nok pisse noget så uelegant i bukserne og løbe deres vej.

"Tro hvad du vil. Hvis du ikke er her for at prøve at slå mig ihjel så er vi færdige. Jeg skylder dig intet"

Live to fight another day. Hun frygtede ikke Frost. Men hun var heller ikke dum nok til at vende ryggen til ham. Frost var et dyr. Man vendte heller ikke ryggen til en rasende bjørn bare fordi man havde jagtbevis. Der var forskel på mod og dumhed. Raseriet flåede i hende. Frost havde prikket til et ømt punkt. Tvivlen om hvem hun var. Hvad hun var. Åh hvor ville det føles godt at lade vreden gå ud over den slanke blege krop. Klemme...slå...flå...

Procella sank noget og prøvede at få sit temperament under kontrol. Hjerteslaget var tordnende i hendes egne ører.

...come on girl...think...push it aside...think...dont do it...

frost gik et par skridt tættere på hende. Han holdte stadig en fornuftig afstand, men han udfordrede hende på territorie. Det på trods af at det var ham der ikke kunne fordrage at have folk tæt på. Men han kunne både høre og mærke hendes kamp for at bevare sig selv
"hvor længe tror du at du kan holde det inde i dig..? Det er et spørgsmål om tid inden jægerne bliver nød til at komme efter dig. Hvorfor gør du det så besværligt for dig selv? Det her" han gjorde en bevægelse mod hendes blodige jeg og mod det øde parkområde "er ikke et liv."

Procellas ravfarvede øjne flammede op indefra. Næret af raseri, frustration og frygt fik Frost skubbet hende ud over kanten

"Det er MIT liv!"

Skreg hun af ham, og kastede sig frem mod ham uden egentlig at tænke. Hvad havde hun at slås med? Man kunne ikke slå en vampyr ihjel med vrede og had alene. Hvis det var tilfældet havde Frost ikke været andet end strimlet kyllingefilet på nuværende tidspunkt - tilsat salt og årstidens garniture.

Den lille stemme bagerst i Procellas hoved sukkede opgivende


Here we go...again...

Der var ikke meget mennske over den blodige skikkelse der en smule nytteløst kastede sig frem mod vampyren...våbenløs...det virkede faktisk ret tåbeligt hvis man tænkte over det. Men det gjorde Procella ikke. Og det var måske lige netop problemet.

frost satte den ene fod tilbage og lagde vægten på den mens han lænede sig tilbage for at komme uden om den kurs procellas spring havde.
Han havde ikke tænkt sig at gå til modangreb på den blødtørstige jæger, selv om det ville være på sin plads. Enhver anden ville vel have gjort det.
Hun havde regnet med at støde ind i ham med høj fart. Det skete ikke og han trådte længere væk. Det ville sikkert få hende til at tænke sig om en ekstra gang. Han var ikke kommet for at slås. Han var kommet fordi han havde brug for hende.

Procella der var formørket af sit raseri, havde godt nok overnaturlige reflekser, men efter en tur i en container og frarøvet sin sunde fornuft, kunne hun ikke hamle op med Frosts undvigelse, der mere blot var en matadors leg med den rasende tyr. Ude af stand til at bremse sin egen fremdrift helt, vaklede hun et par skridt før hun satte begge hænder mod den mørke bil, der gav sig og vuggede let på plads da hun fik sig rettet op og vendte rundt. Hun havde ikke været ude på at vise sig. Et menneske burde ikke have haft fremdrift eller kraft til at vugge en bil på den måde. Ikke uden en muskulatur som en bodybuilder.

"NOK, med dine lege! Hvad VIL du Frost?!"

Snerrede hun og krøb halvt sammen. Hun havde ikke genvundet kontrollen helt, men vampyrens undvigelse af hendes angreb havde alligevel rystet lidt fornuftig dødsrespekt tilbage i det ellers raserifyldte hoved.

Micha...tænk på Micha....hun kan ikke bruge dig til noget hvis du sover blandt fiskende om lidt...tåbe...

Procella virrede let på hovedet for at få den forstyrrende stemme til at klappe i. Hvor hårdt havde hun slået hovedet i den gyde?

frost ventede et par sekunder for at sikre sig at hun virkelig var helt færdig med at angribe og havde genvundet om ik bare noget af fatningen.
Han rettede på jakkens ene ærme og så på hende igen. Ikke fordi han havde havde taget blikket fra hende før.
"snakke som sagt... Jeg har en stor respekt for dine evner, men du får ikke det optimale ud af det... Men behøver ikke holde til sådan steder når man jæger overnaturlige væsner. Ville et udmærket hotelværelse ikke udhvile dig bedre...?
Jeg har et problem med en varulv, jeg gerne så du tog dig af. Jeg vil selvfølgelig betale dig godt."

Procella stirrede på Frost et par MEGET lange sekunder. Hendes krop rettede sig langsomt ud og hendes øjenbryn kravlede helt op i panden på hende.

"Hv-hvad? Du vil....?"

Procella begyndte at småfnise, for derefter at støtte sig leende til bilen. Hendes ansigt lyste langt væk af lamslåelse.

This is too funny...

"Du vil betale....mig? Dig? Betale mig?"

Procella prøvede at trække vejret dybt, men måtte opgive da latteren atter flåede i hendes mavemuskler

"Come on? Er der noget i vandet herude, siden i alle sammen åbenbart er gået totalt fra forstanden? Hvad har du arrangeret? En hemmelig gæst i klædeskabet der skal skære halsen over på mig imens jeg sover?"

Spurgte hun smågrinende

"på ingen måde. Jeg har et job der skal udføres og som med alt andet følger der en løn med. Intet andet ville være fair. Og for at sikre at det bliver gjort korrekt selvfølgelig."
Hendes latter prikkede da til ham, men han måtte vise sig fra sin bedste side og ikke blive personlig eller synke til hendes lave niveau."det er et simpelt job hvor jeg beder dig gøre hvad du gør bedst. Eneste forskel er at du denne gang vil blive betalt hvad du burde."

Procella kneb øjnene let sammen og prøvede at vurdere ham. Tog han røven på hende? Hun måtte jo indrømme over for sig selv at hun i sit stille sind, i dette sekund, var fristet til at give sin højre arm for at få et varmt bad og få vasket lig-klister ud af håret. Smilet svandt ind. Mente han det virkelig alvorligt?

"Hvad har hunden gjort siden du er blevet pisset nok af til at kontakte mig? Har du ikke nogle goons der ville hoppe logrende efter opgaven hvis du viftede med et tørklæde?"

Hun begyndte at blive vagtsom og spejdede rundt. Var det et trick? Stak der noget under? Han skulle ikke prøve at lulle hende ind i en falsk tryghedsfølelse.

Frost foldede tilfreds fingrende foran sig. Nu var han endelig ved at bryde igennem hendes tykpandede hoved. Han var ellers begyndt at tvivle på om det at bruge penge som lokkemad havde været den rigtige taktik at bruge.
"Han står i vejen, lad os holde os til det. Vi skulle nødigt blive for personlige." fejede han hende af. "Lad os holde det ved at det fra din side af er underordnet om du jagter den ene eller den anden varulv. Har jeg ret?"
Hans stilling var forblevet den samme. Ikke en gang have han kigget væk fra hende, ændret stemmelejet eller på anden måde ændret fremtoning. Hverken til det bedre eller det værre.

"Truuuuee...."

Sagde hun langsomt og lagde armene over kors

"Men det betyder sgu ikke jeg er til falds for ussel mamon. Slet ikke når der vrimler med ting her overalt og du lader til at sludre med de fleste af dem. Hvad har du så brug for mig til. Frost...der er noget der lugter...og det er ikke kun tøsen i mit hår"

Hun var lidt irriteret over at hendes nysgerrighed var vakt, men det var på den anden side og et ganske spændende koncept.

...the enemy of my enemy is my...well...

"Jeg er ikke nogens skødehund...så hårdt har jeg heller ikke brug for penge..."

Det var en halv sandhed. Hun *havde* brug for penge, men hvem havde ikke det. Til gengæld kunne hun måske presse citronen en smule. Penge og viden. Det ville ikke være skidt. Spørgsmålet var så bare, hvad vidste Frost, og var det værd at arbejde for hvad han vidste?

"Selvfølgelig ikke. Jeg ved godt at i jægere sætter jeres integritet meget højt. Og det kan man kun rose jer for."
Det ville også være at presse det for meget at foreslå et længerevarende partnerskab. Det var heller ikke hvad han ønskede på nuværende tidspunkt. Hun var alt for svær at forudse og holde under kontrol. Han havde ikke lyst til at stå til regnskab for hendes handlinger eller blive sat i forbindelse med hende.

"Jeg skal kun bruge dig til at sende en endelig besked til en varulv, der er ved at blive en torn i siden på mig. Jeg har ikke selv mulighed for at tage mig af ham, og det er der du tråder ind. Hvis du ønsker... Selvfølgelig."

"Kun? Jeg tvivler på at det er et kun herude...tell ya waht..."

Procella overvejede og smagte lidt på sætningen før hun fortsatte

"Giv mig et bad, og mad i maven...giv mig nogle oplysninger om skadedyret...så vil jeg overveje det. Jeg havde ikke tænkt mig at tage herfra uden nogle trofæer, og den ene køter er vel lige så god som den næste"

Hun betragtede ham afventende. Det var måske en smule flabet, men hey, hvis han var kommet til hende så måtte det betyde noget at han ville holde sig diskret. Ellers havde han vel sørget for det selv? Procella var stadig ikke helt sikker på at det ikke var en fælde. At der ikke lå en faldgrube et sted som hun endnu ikke kunne se - men skulle hun spille med en vampyr, så kunne hun lige så godt prøve at få noget ud af sin hånd.

frost smilede. Det så endelig ud til at gå præcist som han ville have det. "det er en aftale. Lad mig bestille et værelse til dig på en af byens bedste hoteller og så kan vi snakke videre når du igen er... soigneret." tilbød han. Som sådan havde han ikke travlt, eller det havde han nok, men nu hvor han var ved at finde en løsning på problemet kunne han godt vente lidt ekstra.

"..well arent you a big spender..."

Brummede Procella og småskulede. Han virkede en smule for selvtilfreds for hendes smag. Hun trak sig sidelæns så hun ikke behøvede at vende ryggen til ham, og lavede et hovedkast mod hans bil

"Du køre først, så følger jeg efter..."

Hun så sig rundt. Kunne det passe der ikke hoppede et eller andet hybrid-monster i nakken på hende om lidt?

procella skulle bare vide. Han var klar til at ofre en hel sum penge på hende. Alt sammen set som en investering i deres fremtid. Jo længere tøjler han gav hende nu, jo mindre krav han stillede og jo flere behov han udfyldte... Jo mere tilbøjelig ville hun formentlig være til at sige ja en anden gang, og forholde sig diskret omkring deres forehavende.
"du må forstå at det endnu er for tidligt til at du kan være i mit hjem."
Svarede han tørt, fuldstændig humørforladt, og fejede hende derefter af ved at ringe et nummer op på vej mod sin ejen bil. Han følte sig endda selvsikker nok til at vende ryggen til hende. Se det som en prøve om hvor meget han kunne stole på hende.

Procella fnøs tørt

"Du sagde hotelværelse. Jeg går ikke ud fra at du bor på et hotelværelse"

Procella gik sidelæns mod sin bil, stadig ikke helt parat til at slippe Frost med blikket. Hans hjem? Hun havde ikke ventet at blive inviteret på the og småkager. Tanken fik det til at trække hånligt i hendes læbe. På den anden side kunne Frost måske godt finde på præcis sådan noget, bare for at se om han kunne overraske hende ved det.

"...det her skal nok blive spændende..."

Mumlede hun for sig selv og lagde hånden på bildørens greb imens hun betragtede Frost opmærksomt