Alene og sindsyg på sin fødselsdag (åbent emne).

Dag:Lørdag.
Dato:20 feb.
Årstid: Vinter
Sted:På stranden.
Vejr: Lidt blæst, skyfrit og lidt sol, for en gang skyld, men dog stadig koldt.
Omigvelser: Strand omgivelser.
Tid: 15:30
Påklædning:

Austin stod i vandkanten med fødderne, selvom både hans sko og bukseben blev våde, han så ned på sine fødder gennem vandet og kunne ikke mærke sine fødder fordi de var nærmest frosne, han gik lidt længere ud i vandet, indtil at vandet gik ham til navlen, han rystede svagt i kroppen og slyngede armene om sig selv, det gav et sæt i ham da der kom en bølge og gjore hans trøje og jakke mere våd, indtil det gik op for ham hvad han lavede, han rystede på sit hovede og vendte sig om få at gå ind på breden igen, men da hn begyndte at gå hang hans bukserfast i et eller andet og han snublede, han røg ned under vandet og fik kæmpet sig op igen, han hostede og løb ind mod breden *Jeg er ved at blive sindsyg* Tænkte han.

Austin kom op til breden og gik med tunge skridt op til klipperne, han satte sig på klipperne i et suk og så ned af sit sjask våde tøj, han tog sig kort til hovedet "hvad tænkte jeg dog på" mumlede han og skuttede sig lidt da der kom et vindstød, han lagde armene om sig selv og fik tåre i øjnene "Sytten år og alene .. " mumlede han, men tørte sine øjne "tag dig sammen " mumlede han irriteret over sig selv *Jeg snakker med mig selv .. * tænkte han og skjulte sit ansigt i sine hænder og lod dem glide ned af sit ansigt "tag dig sammen'Tag dig sammen'tag dig så sammen" mumlede han vredt af sig selv.

Wilhelm havde lige været nede og aflevere to vampyrbørn til leverandørene. Dem der arbejdede for Mihailov selvfølgelig. Nu kørte han ned ad vejen nær stranden på sin motorcykel og var godt på vej hjem fra dagens arbejde. Han så en person der stod alene ude på stranden, og tænkte, at det muligvis kunne være endnu en af de vandkabninger. Der var jo så mange af dem, og det var de færreste mennesker der rendte rundt for sig selv helt derude på stranden, nu hvor de også var så langt væk fra byen.
*Højst sansynligt en engel..* Tænkte han og holdt inde ved vejen. Han trådte af motorcyklen og kiggede ned ad skrænten, hvor Austin stod og bevægede sig ned imod ham. Pludselig da han kom tæt nok på ham, gik det op for ham, at han havde set ham før. Dette var jo den dreng, der gentagende gange havde løbt skrigende bort fra ham, når han ville tale med ham om det bid.

Austin lod sine hænder glide op i det mørke og sjask våde hår, han tog fat i sit hår og trak benene ind til sig, han rokkede sig svagt frem og tilbage, han mumlede og begyndte at græde, alle mulige tanker vrivlede rundt i hans hoved, selvom han havde prøvet at taget sig sammen, gjore det det bare værre og han kom til at tænke på de værste ting, samtidigt med at han sad alene på sin fødselsdag, ikke havde fået nogen gaver eller et eneste tillykke, men det var vel også lige meget, han havde prøvet det der var værre, så hvad gjore det?, alligevel blev han så såret over det og det ødelage ham kun mere.

Wilhelm stod bag ham og var overrasket over at han virkelig ikke havde opdaget ham. Men nu var Austin jo også kun et menneske, og Wilhelm var efterhånden vant til kun at snakke med sine ofre, der aldrig var så blinde overfor hans tilstedeværelse.
Forsigtigt lagde han en skulder på Austin, som en eller anden form for trøst. Han var ikke vant til at se nogen græde, men mindre det var typiske engle og elvere, der bad for deres liv. "Det var Austin du hed, ikke?" Sagde han roligt.

Austin reagerede først da han hørte en stemme, han sprang nærmest væk fra ham og så forskrækket på ham "Di .. Dig" sagde han så og gik et par skridt væk fra ham "Hvad vil du .. fortælle mig at der også findes Enhjørninger?!" sagde han og virkede næsten vred, men der kunne tydeligt høres gråd i hans stemme, han prøvede ihærdigt at tøre tårrerne væk, selvom det var umuligt når der bare dukkede nogle nye frem.

Han så selv overrasket på ham, men bevarede dog roen. Han så ned under Austins fødder hvor han snart var ved at træde ned i vandet. "Pas på du ikke falder" Sagde han bare og undlod at svare ham på det med enhjørninger. Enhjørninger var klart menneskets påfund.
"Jeg så bare du græd, og jeg har efterhånden set dig tre gange nu" Sagde han. Det var noget med, at hvis man så en person for tredje gang ved et tilfælde, så var det skæbnesbestemt. Selvfølgelig troede han ikke på den slags, men han syntes nu at det var et meget sjovt tilfælde.

Austin blev en anelse mere afslappet, men var bestemt ikke helt afslappet, for han både frøs fordi hans tøj var sjask vådt og var ked af det med sin fødselsdag "Når .. Undskyld" sagde han og så kort ned "Jeg overeagere lidt" sagde han og så på ham "men hvem har ikke snart set mig græde" sagde han i et halv hjertet og skævt smil *Prøv nu på at være lidt normal, det går ikke folk tror du er sindsyg Austin* tænkte han og tørte de sidste tåre væk og var stoppet med at græde.

Han så lidt på ham og undlod at sige noget til at han altid græd, selvom det var lidt svanset efter sin egen mening. *Jeg forstår mig vidst bare ikke på almindelige folk* Tænkte han og trak lidt på skuldrene. "Pyt med det. Du har vel dine grunde til det, og så er det okay" Sagde han og nærstuderede ham med blikket.

Austin så lidt ned og vidste ikke hvad han skulle sige "Det nok bare .. " han stoppede i sætningen da han egentlig ikke vidste hvad han skulle sige "Jeg dør nok alligevel snart" mumlede han så og tog sig kort til hovedet, da minderne dukkede op igen, han vidste godt han gjore underlige ting, men sommetider var han ikke selv opmærksom på det han gjore, som da han gik ud i vandet, selvom det var iskoldy.

"Ja" Svarede han, og gav ham kun ret "Du er et for let bytte, når du sådan nægter at tro på at faren er omkring dig". Han sagde ordene, som havde det været en ganske almindelig samtale, netop fordi at det var den eneste ting han selv beskæftigede sig med, når han ikke sov.
Det var utroligt at Austin ikke allerece var død, i hans øjne, eller i det mindste lod sig tro på de væsner, nu da han allerede var blevet bidt.

Austin så på ham og rystede på sit hoved "Jeg tror på dem .. jeg er kærester ..." han stoppede i sætningen da han kom i tanke om at Willhelm jo var jæger, han bed sig svagt i læben "Ikke noget.. " sagde han så bare, faktisk så var Autin både kærester med en vampyr og bedste venner med en, han boede enda også hos en, han opdagede at han faktisk ikke havde nogen menneske venner, både hans fjender og venner var Vampyrer?.

"Jaså?" Lo han pludselig lidt højere over det han sagde. Eller skuller til at sige. "Du er kærester med hvem...? Eller skulle jeg sige hvad?" Han greb fat i hans arm og så stift ind i hans øjne, og havde nu ikke tænkt sig at lade ham gå. Han kunne jo bruge Austin som lokkemad til hvad-han-nu-var-kærester-med.

Austin så forskrækket på ham da han tog fat i ham, han vred sig "Slip mig .. jeg siger det ikke!" sagde han forskrækket og ville ikke fortælle det, for Ethan måtte ikke komme i fare, hvis han døde, var Austins liv også forbi, hans liv ville ikke længere kaldes liv, Austin ville nok begå selvmord hvis Willhelm slog ham ihjel, hvorfor skulle det altid gå ud over Austin, hvis han ikke snart lærte at lade være med at tale over sig og dumme sig, så ville det ende med det han frygtede aller mest.

"Du har lige reddet min dag" Smilte han og drejede hurtigt om mod sin motorcykel og trak ham hårdt med efter sig "Det bliver lettjente penge denne gang".
Han fik ham hevet med op på skrænten og hen til motorcyklen hvor han forsøgte at tvinge ham op at sidde.

Austin prøvede at hive sig væk "Stop det! lad så være, Jeg vil ikke med !" råbte han og ville på ingen måde hjælpe til med at myrde sin egen kæreste, han ville slet ikke have ham myrdet "Du ødelægger mit liv .. Hvorfor gør du det her imod mig!" råbte han og hadet sig selv for at være så svag og tudefjæs agtig, han slog ham i håb om at han ville slippe.

"Jeg ødelægger ikke dit liv. Jeg redder dig" Svarede han og fik ham først op at sidde, da han brugte kræfter "Du er da og bliver dum! Først troede du ikke på vampyrer, og nu render du rundt og leger kærester med et eller andet overnaturligt væsen selv!".
Han satte sig op bag ham og holdt fast, og trådte ned i speederen.

Austin tog sig til øjnene da han kørte "Stop! Stop! Stop!" råbte han i skræk og kunne ikke lide at han nærmest bortførte ham "Du finder ham aldrig!" råbte han og var i panik, han kunne ikke flygte når han sad på motorcykelen mens den kørte , for han ville dø hvis han sprang af , han holdte fast i det miderste af styret på motorcyklen og havde lukkede øjne, hvorfor blev han udsat for alt sådan noget her.

"Hvor klamt. Tænkte nok du var homo" Fnøs han og holdt bare endnu strammere fast omkring ham "Slap af og nyd turen. Jeg slår dig gerne ihjel at du ved det".
Han holdt på styret med den ene hånd og fortsatte mod Wareclare.

Austin gad ikke tage sig af hans kommentar og var tavs i kort tid hvor han tænkte, han så ned på sine hænder og lukkede kort øjnene "Så dræb mig .. " sagde han så og trak kort på skuldern "Hvis du dræber min kæreste, dræber du alligevel også mig" sagde han så og så på den hånd han styrede motorcyklen med, han stirrede nærmest på hånden og tog fat i hans hånd, han bed ham i hånden så han var tvunget til at slippe styret og ..

Wilhelm fik et chok. Netop på grund af at han var jæger, ventede han kun bid af vampyrer og varulve, og slet ikke mennesker. Han fik et chok og kom til at slippe styret. Før han vidste af det, kørte de ind i en sten, og både ham og Austin fløj ud over motercyklen og faldt ned ad en bakke ned til en kornmark.
Da Wilhelm landede forsøgte han at rejste sig hurtigt nok til at kunne gribe fat i Austin igen, men begyndte i stedet at svimle og faldt tilbage ned i jorden, og alting sortnedes for hans øjne.

Austin dækkede for sit hoved og tumlede nede på marken, han lå kort uden at røre sig, før han forsigtigt så op og fik øje på den ødelagte motorcykel, han satte sig forsigtigt op og havde fået et par skrammer hist og her, men den værste var en lang flænge der gik fra albuen og ned til håndlædet, han stønnede kort i smerte da det gjore ufatteligt ondt, han så kort rundt og fik øje på willhelms livløse krop, han tog hånden op til munden og kravlede stille hen til ham, han lyttede til hans vejrtræk og ånede lettet op da han var i live, han ville ikke være skyld i mord, lige meget hvem det så end var, han så blodet fra hans nakke og tog fat i ham og løftede ham op ved armhulerne, han trak ham med op til vejen og havde fået tåre ned af kinderne "Hvorfor gjore jeg det .. hvorfor .. " mumlede han grådigt.

Wilhelm lå nede i jorden og var uden tvivl langt væk. Det var første gang han var styrtet på sin motercykel, og denne gang rigtig hårdt.

//Skriver ikke mere, da jeg ikke rigtig er aktiv lige nu x3//

Hayley stivnede "Jeg..." hun vidste ikek havd hun skulle sige, hun gik hen til Dem men fik færten af blod og lagde hånden foran næse og mund, "Fordi du ikke skal dø...du skal fandme ikke forlade mig...har lige misted min datter og min mand" hun stoppede brædt op lugten af blod var tydelig, Hun lukkede øjne hårdt i. hendes øjne blev svagt røde, hun åbnede dem og kiggede hen på dem, hun kunen ikek få sig selv til og gå der over, "Trakker han vejert" spugerte hun og stirrede på dem ..

Austin så hen på hayley og blinkede et par tåre væk "Ha-Hayley!" råbte han og så på hende "ja .. ja han trækker vejret" sagde han og så på hende "Vi må rede ham .. El-Ellers dø han også er jeg en morder .. Hayley du må hjælpe" sagde han med grådig stemme og var helt ude af den, han prøvede at trække Willhelm med sig, men han var tung og Austin havde ondt, så det gik ikke så godt.