Kolde lille V

Han smilte, "eller også er det dig som ikke kender den rigtige verden" hans smilte ondskabsfuldt, "prøv at røre ved dine tænder "

"Hold kæft, gider du?" svarede hun vrdt og lod ufrivilligt tungen glide over sine tænder. Hun spærrede øjnene op da hun mærkede de spidse hjørne tænder. "Okay, lad os antage at du rent faktisk har snakket med Adelia. Hvad sagde hun helt præcist?" spurgte hun overraskende roligt. Hun følte det som om hun stod ved siden af sin krop og en anden havde taget over

"Jeg trorede du syntes at jeg havde vrang forstillinger" sagde han og begyndte at gå væk fra hende.

"Det kunne lige så godt være en syg drøm der har taget form i mit hoved grundet mangel på mad og vand... Svar mig nu bare, hvad sagde hun?" spurgte hun og rejste sig. Hun havde ikke tænkt sig at lade ham slippe uden at svare hende

"Mange ting" sagde han og stoppede op hvorefter han vendte sig mod hende.

"Og det er helt præcist?" spurgte hun og stoppede først da hun var få meter fra ham

Han sukkede, "du ligner hende" han prøvede og se om hun kunne holde fokus.

"Ligner hende?... Det har ikke en skid med mit spørgsmål at gøre! Det er ikke så svært, du skal bare fortælle mig hvad Adelia sagde til dig dengang du mødte hende... Prøv ikke at bilde mig ind at du ikke kan huske det, hvis du ikke kunne det ville du ikke have bidt mig" svarede hun bestemt

Han bukkede for hende og tænkte, *Det er virkelig en fra din familie* "Hun sagde at et led i den sene fremtid ville give familie en ny drejning og hvis det skulle ske skulle jeg give dette familie evigt liv og det ville det eller ej, det ville bære hendes smykke og være som hende selv, dog ville hun ikke var hæderlig og fornem som hun var, men gå imod mørket og søge efter sin egen elendighed"

"Søge min egen elendighed?!? Ja jeg er i hvertfald hjulpet godt på vej... Det er ikke min skyld at min far udstødte mig! Skulle jeg måske bare sidde og se på mens han toturede Al??? Når jeg har fået styr på alt det her lort, så henter jeg Al og passer på ham!" sagde hun. Hun snakkede ikke direkte henvendt til ham og det blev mere henvendt til hende selv end til ham

Han nikkede lidt på hende og lod sig ikke mærke af alt det hun sagde, "du er virkelig en af hendes" sagde han roligt dog med løftede øjenbryn.

Hun løftede det ene øjnbryn og sagde: "Sig mig; Var du forelsket i min tip tip oldemor?"

Han kiggede længe på hende hvorefter han svarede hende, "Nej"

Hun smilede og trak på skuldrene. Så spurgte hun: "Hvad mere du med at jeg virkelig er en af hende?"

Han sukkede "det jeg siger" han lod sine arme længe ned langs siden.

Hun rystede på hovedet "Du er forvirrende" mumlede hun og vendte sig om og begyndte at gå

"Det sagde hun også" hans tone var helt roligt, men dog lå noget under den og dirrede.

"Wauw, det betyder jo at du har været forvirrende i over 100 år, tillykke med det" svarede hun koldt over skulderen

Han grinte, "Det tør siges og så kan jeg se at det ligger i genrene at være lukekt lige indtil man gør nogen bestemte ting" han begyndte at gå den modsatte vej.

Hun vendte sig om og betragtede ham lidt med kors lagdte arme, for hun spurgte: "Indtil man gør hvilke ting?" hun havde spørgende løftet det ene øjnbryn. Det undrede hende så meget han kunne vide om hende

Salarie gik en tur rundt i byen som hun plejede ved denne tid. Hun havde hovedpine og som sædvanlig når hun havde hovedpine var hun skidesur.

Han hørte hende ikke eller med vilje hørte han hende ikek hvorefter han begyndte at gå videre.

Hun sukkede og samlede en sten op. Hun vejede den lidt i hånden før hun kastede den afsted mod ham. Så vendte hun sig om og gik mod gaden igen

Salarie så to personer og undrede sig over hvad de lavede her på denne tid?

Han var for langt væk til hun overhoved kunne ramme ham, han gik videre og forsvandt i mørket.