Ved havnen

"Mæt?" gentog Zoran, og løftede let et øjenbryn. "Hvis jeg var mæt ville du ikke trække vejret. Men jeg har fået nok blod for den næste tid." svarede han så med et let smil. Han syntes egentlig godt om Talia... Han var så uskyldig... Så fin, så... Så sød... Egentlig mindede han meget om de piger Zoran gjorde sin kunst af, men han var stadig besluttet på at kunsten tilhørte pigerne...

Talia nikkede lidt og tænkte kort "men hvis du bliver meget sulten, skal du bare sige til" sagde han så og smilede, han sukkede tungt og træt, da han var blevet ret træt i kroppen efter alt det blodtab, han lagde kinden mod hans bryst og sukkede igen.

"Lige nu" lo Zoran, og klappede let Talia på kinden. "Kan du vidst ikke klare flere bid." Han så ned på ham, og smilede let. Han havde nu engang ikke regnet med at han ville være så godtroende... "Var det første gang du blev bidt?" spurgte han så, da Talia havde lydt overrasket over smerten.

Talia så ham i øjnene og nikkede "Ja .. Ja det tror jeg da " sagde han så, han huskede jo ikke noget fra sit liv som menneske så han kunne jo ikke vide om han var blevet bidt "men.. når jeg så en gang er klar igen, så må du godt " sagde han så i et smil og vidste ikke noget som helst om vampyrer eller de andre racer, han vidste at racerne fandtes og vidste at engle selvfølgelig havde vinger og kunne flyve og elvere havde lange øre og vampyrer spidse tænder og drak blod, men ellers vidste han ikke noget om dem udover sin egen race.

Zoran lo svagt, men nikkede så. "Det vil jag da huske så. Kan du mærke dine ben igen?" sagde han, og smilede skævt. "Du er ikke særligt gammel, er du vel?" spurgte han så, og så faktisk helt nsgerrig ud.

Talia bevægede sine ben lidt og nikkede " Ja de er tilbage" sagde han så i et smil og så på ham, men da han spurgte hvor gammel han var, forsvandt smilet igen og så pludseligt meget tænksom ud "Ehm .. " sagde han så og kunne ikke helt huske hvor gammel han var "Jeg tror jeg er .. 14 .. nej .. 12 .. " sagde han og rystede så på hovedt af sig selv " måske 16?" sagde han så, selvom han var 17 i mennekse år og havde levet i fire år som dæmon, han kunne ikke gøre for sin dumhed og glemsomhed, det var hans fars skyld.

Zoran så kort vuderende på Talia, før han nikkede. "16 er nok det der passer bedst." sagde han så, og nikkede let igen. Han slap så dæmonen, og smilede svagt. Han havde stadig ikke fundet ud af hvorvidt Zoran var til drenge eller ej...

Talia kom i det samme som i tanke om at han endnu ikke vidste om Zoran var til drenge " .. Hmm .." sagde han tænksomt og slap ikke grebet om Zoran, han lod istedet sine hænder glide op og ligge på hans skuldre, han stilte sig på tær og kyssede ham på halsen, han fortsatte bare hvor han var kommet fra før.

Zoran lo kort, og smilede lidt. Denne gang ville han også være med i legen... Han lagde roligt hænderne på Talias hofter, og nussed eham stille med tommelfingrene.

Talia lod sine hænder glide om i hans nakke og kyssede ham op af halsen, langs kæben og stoppede da han kom til hans mund, han så ham i øjnene, før han kyssede ham blidt på munden og lukkede sine øjne.

Zoran kyssede stille med. Han havde skam været sammen med en dreng mange gange.. Han var ikke så sk, så længe han blev tilfredsstilledet. Han lukkede ikke selv øjnene, men holdt øje med Talia reaktion. Dette morede ham faktisk.. Han havde åbenbart taget fejl... Her var ikke helt kedeligt alligevel...

Talia åbnede øjnene da han mærkede han kyssede med, han slap kysset , men holdte stadig om ham "Hah, så du er til drenge?" sagde han så i et smil og havde stadíg sit ansigt tæt på hans.

Zoran brummede et eller andet der kunne tolkes på flere måder. "Søde Talia, jeg er ikke til drenge. Jeg er til sex." svarede han med et roligt blik. Nej, Zoran bekymrede sig ikke meget om hvem han var sammen med... Så længe han da vidste det...

Talia så lidt uforstående på ham, men .. kunne man det?. Han så kort ind i hans øjne før han fjernede sig fra ham "Du .. " begyndte han " Jamen .." sagde han og forstod det ikke, han så lidt ned, der var så meget han ikke forstod?

Zoran lo igen. "Du behøver ikke forstå det." brummede han så, da han så forvirringen i Talias øjne. Han var så sød og uskyldig.. Næsten som et barn.. Endnu et smil gled over Zorans ansigt.

Talia så op på ham igen og krammede ham så "Okay, Tak" sagde han stille og blev lidt trist over at han ikke havde forstået det Zoran havde sagt, han hadet når han ikke forstod ting.

Al det krammeri.. Det gjorde faktisk Zoran lettere utilpas. Han var ikke typen, der krammede, med mindre han var ude efter enten blod, eller at lokke endnu en stakkel med sig hjem, for at forevige vedkomende i hans kunst. Alligevel lagde han let armene om Talia, da der var noget ved ham, som Zoran faktisk brød sig rigtig godt om..

Talia lagde siden af hovedt mod hans brystkasse og sukkede "Ville du passe på mig .. hvis der skete noget?" spurgte han så stille med en forsigtig og tænksom stemme. Han var ikke sikker på hvad for et svar han ville få eller om det overhovedt var et seriøst svar han ville få?

Zoran brummede tænkende. Ville han det? Han vidste det ikke... Men han ville nok blive sur hvis en anden vampyr bed Talia. Han var Zorans dæmon følte han. "Ja... Ja, det ville jeg nok." svarede han , og lod blidt tomelfingeren stryge frem og tilbage over Talias ryg. "Det ville jeg nok." gentog han mest for sig selv, og så ned mod det sorte hår.

Talia blev helt glad indeni da han sagde det, han lukkede blidt sine øjne for en kort stund og lod sættningen køre en gang til gennem sit hoved, *han vil passe på mig* tænkte han og et smil strejfede hans læber "Det jeg glad for Zoran" sagde han stille og åbnede sine øjne, han så op på ham med øjne der tydeligt viste mere glæde en det lille smil på hans læber.

"Sikke et held" lo Zoran let, og plantede et blidt kys på hans pande. Så på hans øjne, på glæden de udtrykte. Zoran egne øjne viste sjællent ret mange følelser.. Måske lige ud over rolighed. Og lyksaglighed, når emnet faldt på hans kunst. Men følelser for andre væsner? Nej, det var ikke som sådan noget Zoran plagede sig selv med. Jo, han elskede at skabe 'venner'. For hans venskab var dræbende, og han elskede fortvivelsen i ofrenes øjne, når det gik op for dem at de havde valgt den forkerte at stole på...

Talia smilede og nikkede, han Lukkede øjnene for en stund da Zoran kyssede ham på panden. Han stolede blot på Zoran, Zoran var venlig og havde sagt han ville passe på ham. Han lagde blidt panden mod hans brystkasse "Du min bedste ven .." sagde han så og smilede lidt, han så op på ham, han så op i hans øjne.

Zoran smilede let, og purrede svagt op i Talias hår. "Apropos venner. Du snakkede om nogle venne'ting?" Spurgte han, da de såkaldte venne'ting ikke ligefrem var hans størkeste side..

Talia smilede og nikkede, han tog hans hånd og begyndte at trække ham med sig "Kom, vi skal i biografen!" sagde han og havde altid drømt om at prøve det, sammen med en ven. Han havde godt nok ingen penge, men det tænkte han ikke lige over.

Zoran brummede leende, og lod sig trække. "Jaså? Jamen det lyder da hyggeligt." sagde han, og smilede let. Betragtede Talia, der gik foran ham.