På vej hjem...

Lyonaro begyndte at grine højt over hendes bemærkning. Aldrig var der nogen der havde kaldt ham en igle, og det lød da også åndsvagt, når han endnu ikke havde gjort hende noget, andet end at have kaldet hende englebasse "Hvor er du egentlig en uforskammet lille dame. Jeg er jo en vampyr der har valgt ikke at æde dig, og så kalder du mig det. En igle".

//Det er helt fint. Skal også hjælpe min lillesøster med noget//

Rose så alvorligt på ham og lagde armene over kors "Jeg er da heller ikke nogen basse. Og jeg så dig med den der dæmonpige.." sagde hun og så op på ham "Så, jo.. Du er en igle. Igler suger blod, du suger blod.. Konklusion, du er en igle, men jeg vil ikke gå rundt og kalde dig det" forklarede hun og smilte svagt hånligt over ham og rystede på hovedet af ham.

"Det kan godt være at du er stor i munden. Men indholdet af det du siger giver ingen mening" Svarede han og fandt hende mindre interessant nu. Han gik kun efter kloge mennesker normalt, men blev dog alligevel stående, bare i tilfælde af at han skulle blive sulten. "Du kan ikke sammenligne en vampyr og en igle bare fordi vi lever af samme føde".

"Det ved jeg da godt. Men hvad skulle jeg ellers kalde jer? I kan da heller ikke sammenligne engle, med basser" sagde hun og lagde sine arme over kors og så irriteret på ham. Lige meget hvad han sagde, lød han squ da bare dummere og irriterede hende endnu mer.

"Englebasse... ikke basse" Rettede han og så ned på hende med et tydeligt koldt blik "Du ved... det er et øge-, kælenavn til engle... Kald det hvad du vil". Han syntes ikke at det var noget at diskutere længere og tav så.

"Fint.. Så er Igle oss bare et øge-, kælenavn til vampyre" sagde hun og imiterede Lyonaro og satte sine hænder i siden og så på ham med et irriteret blik og var ligeglad med hans kolde blik.

Lyonardo gnubbede sig i ansiget af anstrengelse. Han fik altid en sådan hovedpine når folk forsøgte at irritere ham, og han var ikke langt fra at skulle angribe hende lige på stedet og bare flå hovedet af hende eller lignende. Han var ikke sulten nok til at spise fast-food.

Rose så vredt op på Lyonaro og sukkede irriteret over ham "vampyre.." mumlede hun og lod sit blik gå væk fra ham og nægtede at blive hidset op af ham.

Lyonaro knugede øjnene i, åbnede munden svagt så tænderne kom til syne. I et hurtigt vampyrtræk kastede han sig over hende så de landte brat nede i skovbunden med hende under sig. Han knurrede let som et vredt dyr, før han hev hendes hoved tilbage i håret, så hendes lyse hals blev blottet for ham.

Rose skreg overrasket da han kastede sig over hende. "Stop!" skreg hun og prøvede at bruge sin ene evne, med at kunne gøre at folk gjorde hvad hun sagde, for at få ham væk fra sig, men kunne ikke bruge den særlig godt da hun ikke så ham ind i øjnene eller havde sine hænder mod hans ansigt. Så det virkede kun ganske svagt. Hun gispede da hendes hals blev trukket tilbage og rystede hurtigt på hovedet for at blive fri fra hans greb.

//Jeg troede det skulle skrives med fed skrift og ikke skrå! >:3 //

Lyonaros krop stivnede idet samme, og han så ned på hende i et forfærdet blik. Så vidt han kunne huske fra deres første møde kunne hun bremse dusørjægerens skud, og nu var det tydeligt at hun havde to evner. TO EVNER?! Denne engel var vidst stærkere end han havde regnet med, trods at hun havde været let at vælte i støvet.
"Nu kender jeg begge dine evner..." Hviskede han lavt til hende og så ned på hende under sig.

// Tyyyyyys!! xD Jeg har ikke brugt evnen i lang tid, og jeg er viiirkelig træt, så kan ikke tænke lige nuu xD//

Rose så op på ham med et vredt blik. Hun brød sig ikke om at han nu vidste hendes anden evne, men det var jo nødvendigt at bruge den i den situation hun var i nu. Hun så op på hans ansigt, og rettede hurtigt sit blik ind i hans øjne "Gå væk fra mig!" snerrede hun med sin evne og prøvede at skubbe ham væk fra sig.

Lyonaro rynkede på panden og hans krop havde virkelig lyst til at gå væk, så han lystrede og rejste sig. Han trådte nogle skridt væk indtil han følte sig okay igen.
han kunne allerede se på denne situation, at med den evne hun jo nu havde, så ville han ikke kunne få noget som helst ud af hende, fordi hun simpelthen var for magtfuld. "Så vil jeg da gå min vej" Sagde han og smilte lidt "Hvis du virkelig er så sølle at blive nødt til at bruge sådan en gudelig kraft på mig".

Rose rejste sig langsomt op fra jorden og så hen på Lyonaro med et stadig vredt blik og var klar til at han ville springe på hende igen. Hun lod sit blik gå hen i fornærmelse og irritation "Det er ikke mig som er sølle!" snerrede hun og knyttede sine hænder hårdt sammen "Det er nu mere dig som er sølle! Det er dig som angriber en forsvarsløs engel!" snerrede hun, men løj jo lidt. Hun var ikke helt forsvarsløs. Hun havde jo sine evner, men hun var stadig svagere end ham.

Lyonaro grinte lidt, men holdte dog afstand fra hende, da han jo godt vidste hvad hun kunne udradere. "Vi ved vidst begge to, hvor forsvarsløs du egentlig er" Svarede han med et lille smil og kiggede på hendes vrede blik. Han nød hendes vrede og modvillighed, og det var langt mere behageligt, end når hun hånede ham selvfølgelig.

Rose så på ham og bed sine tænder hårdt sammen og sagde først ikke noget. Hun vidste at han havde ret. Hun lod sit smil gå op i et hånligt og flabet grin "Jaa, det gør vi vidst. Og den lille vampyr er bange, hva?" spurgte hun og så ham ind i øjnene og havde godt set hvordan han holdt lidt afstand til hende.

Lyonaro gjorde øjnene smallere, og holdt sit focus på hendes grin. "Hvis det er det du tror" Svarede han og kom hænderne i lommerne igen "Jeg venter kun på at du stopper med at tale til mig, så jeg kan drage hjemad igen. Jeg har vigtigere ting at give mig til, end at skulle snakke med en lille snothvalp som dig".

"Lille?" spurgte hun vantro og grinte lavmælt "Tror du virkelig at jeg er lille?" spurgte hun med et hævet øjenbryn og gik langsomt et skridt nærmere på ham. Da hun vidste at han undgik det som hun kunne, følte hun sig ikke bange for ham mere. Hun så på ham og kunne ikke lade vær med at smile over det som han troede om hende. Rose var uden tvivl ældre i sindet, end ham. "Ved du hvor gammel jeg er?" spurgte hun og så på ham og vidste at hun så lille og ung ud, men var ældre end øjet kunne se.

Lyonaro smilte et bredt og tydeligt falsk smil. "Som nævnt, var du jo en lille.. forsvarsløs.. engel" Svarede han og rykkede ikke på sig. Hun var selv udenom hvis hun kom for tæt på. Han kunne hurtigt flå hovedet af hende før hun vidste af det. "Desuden ændrer den højde ikke, bare fordi du er en gammel krage".

"Tjaaah.. Vi var jo lige blevet enige om at jeg var iiih, og åååh så farlig med mine evner" sagde hun og så op på ham med et roligt blik og et svagt smil. Hun gik ikke tættere på ham, men stod dog stadig ret tæt på "Hmm.. En gammel krage? Måske.." mumlede hun og trak på skuldrene og var nu ligeglad med at hun var flere hundrede år gammel. Hun havde jo stadig sit unge udseende, som dog godt kunne være ret frustrerende. Men der var jo gode ting ved det.

Han så advarende på hende og valgte slet ikke at sige noget. Når han blev irriteret kunne hans øjne virke helt døde, da hans krop jo sådanset også var det. Han var virkelig ikke langt fra at slå hende ihjel på stedet, for hvor vovede hun på at håne ham? Hende? En engel!?
"...Jeg kan ikke bruge dig til noget" Sagde han. Hverken ville han forsøge sig på hendes krop, eller drikke hendes blod. Hvis han overhoved skulle prøve på noget, ville det være et mord, bare for at få fred. Det var som om hun nærmest tiggede ham om at dræbe hende.

"Måske ikke.." mumlede hun og trak på skuldrene "Hvilket jeg skam oss er glad for" sagde hun og så op på ham. Hun kunne egentlig godt lide at være den som var den stærkeste. For en gang skyld, var det ikke hende som var ræd for at folk var stærkere end hende. Hun lagde sine arme over kors og så på hans ansigt og sagde intet andet til ham.

Lyonaro så hende tilbage i øjnene med det samme blik, som endnu ikke havde rykket sig det fjerneste. Han sagde ingenting. Gjorde ingenting, udover at kigge på hende i lang tid, indtil at stilheden blev for meget for ham. Det var jo ikke fordi at han kunne høre sine egne kropslyde, så der var endnu mere stille end stille. Han kiggede ned på Roses hals. Han synes at kunne høre pulsen tydeligere, når han kiggede der.
"Ingen kan bruge et gammelt sind til noget.." Tilføjede han og så hende hurtigt op i øjnene igen "Når jeg en dag bliver for gammel til at kunne følge med længere, vil jeg give mit såkaldte liv væk". Han mente selvfølgelig at hun burde gøre det samme.
Forsigtigt trak han sig længere væk. "Jeg tager hjem. Det er ingen fordel at være vampyr, hvis man har en fast sengetid, inden solen står op".

Rose så ham ind i øjnene og smilte skævt over det han sagde "Tjaaah.. Jeg vil forlade denne verden når ingen har brug for mig længere. Og jeg kender nogle personer som stadig har brug for min tilstedeværelse" sagde hun og strøg en hånd gennem sit hår. Hun så at han gik længere væk og tog et lidt prøvende skridt frem mod ham "Hvorfor? Vi har det jo så hyggeligt" sagde hun sarkastisk og havde ikke tænkt sig at bruge sin tankekontrols evne mod ham igen den aften, da hun syntes at det var spild af kræfter og hun bare ikke brugte den evne særlig tit. Så helt vild farlig var hun dog ikke længere. Men hun havde dog stadig sin telekinese evne.

"Ærlig talt gider jeg ikke engang prøve" Svarede han uden at vende sig om "Hvis vi mødes en anden nat, måske". Han lynede op i sin jakke, selvom at kulden kunne være godt det samme med eller uden, og fortsatte sine skridt væk. Hvorfor pine sig selv med at diskutere med én som ikke ville stoppe? Lyonaro personligt brød sig ikke om at tale så meget som han havde gjort i dag. Han var ingen vejne kommet under sin samtale med Rose, udover at han rent faktisk følte sig stresset.