Gyserhus (Madelaine)

Han så på hende, ventende og smilende. Han blev imponeret "imponerende du bliver ved med at overraske mig med de ting du kan, det er ganske lærerigt" sagde han og grinede lidt, og gik hen til hende så hun ikke behøvede at famle hen mod ham, selvom han tvivlede på at hun ville gøre det. Han havde jo fået bevist noget lidt andet på det seneste end at hun bare var en blind pige.

Madelaine kunne ikke holde et lille grin tilbage og trak kort på den ene skulder, " tak.. men man kan nu ikke lære særlig meget af mig, andet end jeg måske kan se ting som i ikke kan" sagde hun og smilte svagt til ham. Hvor hun så derefter blidt tog fat i hans hånd og begyndte at gå igen, det var første gang hun tog nogen med hjem, andet end den hjælper som hjalp hende mest mulig gennem hverdagen, så menneskerne ikke skulle få deres mistanke.

Han så på hende, og smilede "jeg tror nu alligevel at du kan lære andre mange ting" sagde han roligt. Han lod hende tage sin hånd, det var han så van til så det gjorde ham aldrig noget. Han så rundt og huskede hvad hun sagde om hvilken vej de skulle gå. Han smilede varmt, og så sig omkring *gad vide hvilken slags mennesker der bor her?* tænkte han for sig selv.

Madelaine vendte ansigtet på ham og kunne ikke lade være med at smile lidt, men havde rigtig meget lyst til at sige nej og sige ham imod, men hun viste skam også at han nok ikke ville give hende ret alligevel. Derfor valgte hun bare at trække lidt på den ene skulder, men svarede ham ikke på det. Da de var kommet nær den bygning hvor Madelaine boede, begyndte man at kunne se at der gik få folk rundt, som var tiggere, en af dem, en ret ung kvinde faktisk gik hen til Madelaine og så meget bedende på hende, men det kunne hun jo ikke se. Men alligevel tog Madelaine hånden ned i lommen og tog nogle pende op til kvinden, kvinden smilte stort til Madelaine og begyndte at løbe væk. "Hun har aldrig talt til mig... men jeg hjælper hende alligevel, og dem som ser ud til at have brug for det" mumlede Madelaine og førte roligt William med hen til bygningen.

William så på hende og smilede varmt. Han så lidt fremad og så på de tiggere der var. Det fik hans hjerte til at blive tungt, og han rakte kvinden lidt penge også. Han så på Madelaine. "Tak så ved jeg at der findes folk som hjælper dem, de er som regel ikke i det kvarter jeg bor i, men jeg vil så gerne hjælpe når jeg ser dem" sagde han stille. Han gik roligt med hende, mens han bad til en dag at jorden ville være et fredeligt sted med ligehed for alle mennesker.

Madelaine stod først og fiskede lidt efter håndtaget, fordi hun ikke helt havde fornemmelse med hvor håndtaget helt præcist sad på døren. Men fik så endelig fat i håndtaget og åbnede døren, hun vendte ansigtet mod William imens hun trak ham med ind og bed sig lidt i læben, " Will... tror du på en chance til?" spurgte hun nysgerrigt og lidt stille og stoppede så med at gå da de var inde i bygningen og tæt på elevatoren. Hun vendte sig imod ham og holdte om hans hånd med to hænder og bed sig lidt i læben, men havde stadig sit ansigt rettet imod ham.

William ville hjælpe hende, men han så at hun fik åbnet døren. Han lod sig trække med ind, dog vidste han ikke rigtig hvorfor for han regnede ikke med at hun ville have ham til at følge hende hele vejen op, men hvis hun ville have det, ville han gøre det. "Hvad mener du?" spugte han stille, og holdt blidt om hendes hænder. Han undrede sig lidt, en chance til? Havde hun gjort noget galt? Han blev bekymret.

Madelaine vendte ansigtet ned og rystede lidt på hovedet, hun bed sig hårdere og hårdere i læben og kunne ikke rigtig slippe sin læbe for at svare ham på det. Hun vendte så derefter ansigtet op imod William igen og slap sin læbe, men da hun åbnede munden, kom der ikke noget ud af den, så derfor lukkede hun bare munden igen og bed sig hårdt i læben igen. Men da der begyndte at løbe tårer ned af hendes kinder, åbnede hun munden igen, " j-jeg... jeg..." hun stoppede og vendte ansigtet ned igen. "J-jeg... Jeg har ikke lyst til at være alene" mumlede hun bare stille og svarede slet ikke på det han havde spurgt om og hun vendte sit ansigtet op imod ham igen og der løb stadig tårer ned af hendes kinder, men ikke meget.

Han stod og så på hende, og stod stille med hendes hænder i sine. "Vil du ikke være alene?" spurgte han blidt, og så tårerne. "Men lille ven da.." hviskede han stille og trak hende ind til sig i et kram. "Shh shh..rolig" hviskede han blidt mod hendes hår. "Jeg skal nok blive hos dig hvis det er.." sagde han stille. Han mente selvfølgelig ikke for evigt, men han forstod hvis hun følte sig ensom og han ville selvfølgelig gerne hjælpe hende og blive hos hende hvis hun gerne ville have det.

Madelaine lagde sine arme blidt omkring ham og begyndte at græde lidt ind mod hans brystkasse, men det var ikke voldsomt eller noget. Man skulle næsten ikke tro at hun græd, men det gjorde hun skam, for man kunne jo se hendes tårer ned af hendes kinder. Hun sukkede tungt ud, da hun hørte hans hvisken og var allerede stoppet med at græde, men der løb stadig tårer ned af hendes kinder, hun kunne ikke få dem til at stoppe. Hun vendte ansigtet op imod ham og nikkede lidt, " tak William... og undskyld at jeg græder eller.. at jeg begyndte at græde" sagde hun stille, selvom det jo ikke helt var stoppet endnu, for der løb jo stadig tårer ned af hendes kinder og hun vendte ansigtet ned igen.

William holdt forsigtigt om hende "shh.." hviskede han blidt mod hendes hår, mens han kunne mærke de varme tårer mod sin trøje. "du skal ikke sige tak, det er en ære for mig at være der for dig hvis du er ked af det og at jeg kan være til nytte.. Du må ikke undskylde for din gråd du kan jo ikke gøre for det" sagde han stille, og holdt blidt om hende. Han aede hende blidt over ryggen "skal vi gå op, det kan være du trænger til lidt søvn" han sagde det helt stille for han ville ikke gøre hende mere ked af det.

Madelaine rystede lidt på hovedet over det han sagde, hun tog sine hænder om på hans brystkasse ved siden af sit hoved og tog blidt fat i hans trøje og vendte ansigtet op imod ham igen. "Jeg er ikke træt... jeg vil bare ikke være alene.." hun sagde det meget stille og man kunne sagtens høre hendes gråd i hendes stemme og hun snøftede lidt. Hun rystede lidt på hovedet igen og vendte ansigtet ind mod hans brystkasse, og bed sig lidt i læben, " j-jeg... jeg er ikke den gode pige som du ser lige nu William... Jeg fortjener ikke engang at være tæt på dig" hviskede hun stille og tårerne begyndte at løbe lidt mere.

William holdt forsigtigt om hende, og strøg hende blidt og beroligende over ryggen. "Nej undskyld.. jeg skal nok blive ved dig" sagde han stille. Han stod stille og så ned på hendes hår "hvem er du så? og jo selvfølgelig gør du det, der er ingen andre der har mere ret til at stå her hos mig end dig lige nu" sagde han og trykkede hende blidt tættere ind mod sig. Han stod stille, og lyttede til hendes gråd, og fik ondt indeni. Ingen burde have det sådan, ingen burde være ensom og da slet ikke Madelaine.

Madelaine viste ikke hvad hun skulle gøre lige nu, eller hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun ville gerne sige det til ham, men hun turde ikke, hun var bange for at han så ville skubbe hende væk eller det der var værre, melde hende til politiet eller til en dusørjæger, så der kom en dusør på hende. Hun græd stadig og kunne ikke rigtig sige noget lige nu, men lidt efter vendte hun ansigtet op imod ham igen og tørte sine kinder lidt, " n-nogle gange.. har jeg sådan en lille stemme inde i hovedet og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... det er derfor jeg for det meste er alene.." hviskede hun trist og satte derefter sine hænder foran ansigtet og rystede lidt på hovedet igen.

William havde det skidt med at Madelaine var ked af det, hun skulle ikke være ked af det, hun skulle være glad og smilende og holde fast i hans ærme. "En stemme?" spurgte han blidt. Han holdt hende ind til sig, og strøg hende fortsat over håret. "Hvad siger den til dig?" hviskede han mod hendes hår. "Den stemme burde ikke kunne holde dig fra andre når du er sådan en sød pige" sagde han og håbede at det ikke lød alt for kliché.

Madelaine var igen stoppet med at græde, men der løb stadig få tårer ned af hendes kinder, selvom hun næsten lige havde tørt dem. Hun lod sine arme glide om bag nakken på William og holdte sig blidt ind til ham, hun kunne godt lide at være så tæt på ham, men hun var faktisk også lidt bange for at være så tæt på ham. Hun placerede sit ansigt på hans skulder, lidt væk fra hans hals og trak vejret tungt, men også lidt uroligt, " d-den... den siger at jeg ikke skal tage dig med op i min lejlighed, den siger at jeg skal skubbe dig væk fra mig..." hun stoppede og tog en dyb indånding, " den siger at jeg skal slå dig ihjel!" sagde hun en anelse panisk, men imens hun hviskede og strammede grebet lidt omkring William og lavede et kort hulk, fordi hun var ved at græde igen.

William stod stille mens han lyttede til hende. Han aede hende stadig blidt over håret, mens han bed sig kort i læben. "Du kan ikke slå mig ihjel Madelaine, ikke medmindre du har den kniv dusørjægerne render rundt med" mumlede han. Han holdt blidt om livet på hende, og kyssede hende blidt på håret "du skal ikke lytte til den" hviskede han "jeg ved det nok er svært, men du må prøve" hviskede han ned mod hendes hår, og holdt hende tæt ind til sig.

Madelaine blev faktisk meget afslappet af at han kyssede hende på håret og bed sig tænkende i læben, hun lod sine arme glide ned og rundt omkring hans ryg istedet, men havde stadig sit ansigt ved hans skulder, nær hans hals og trak vejret lidt mere roligt, da han jo havde fat i noget, men hun kunne stadig ikke lide tanken, "men... jeg kunne jo skade dig alligvel" hviskede hun imod hans skulder og vendte så ansigtet op imod Williams ansigt og bed sig lidt i læben. "D-det er nok forsent... for jeg har allerede en gang givet efter for den.." hviskede hun og tog lidt fast i hans trøje på ryggen, men vendte ikke ansigtet ned.

William holdt varmt om Madelaine og lyttede til hendes åndedræt. Han kunne mærke hendes varme åndedræt mod sin hals "Madelaine.. det skal nok gå, selv hvis du skadede mig" sagde han stille. Han mærkede hun så på ham og han så ned på hende "Du må ikke give efter Madelaine du må prøve at kæmpe imod" sagde han, han bed sig lidt i læben, og overvejede hvad der kunne være galt med Madelaine. Hun var ham for nær en veninde til at han bare skulle skubbe hende fra sig, og det ville også være at forråde sig selv. Han var jo en venlig sjæl og han ville ikke holde op med at være det, selvom Madelaine kunne høre stemmer.

Madelaine så i et kort glimt med sin evne at William rettede sit ansigt ned imod hende, så de nu så på hinanden, hun hørte godt hvad han sagde, men i et kort sekundt overskyggende stemmen inde i hendes hoved det lidt, hun rystede lidt på hovedet og lyttede til resten han sagde til hende. Hun lod sin ene hånd glide væk fra hans ryg, imens den anden hånd stadig holdte fast i hans trøje på ryggen. Derefter lod Madelaine sin hånd følge hans brystkasse op til hans kind og nussede den lidt, for hun viste ikke nogen anden måde at kunne finde hans kind på, " William j-jeg..." hun stoppede og tænkte kort, " jeg vil ikke kunne tilgive mig selv, hvis jeg også skader dig.. jeg ved godt at jeg ikke skal lytte til den men.. nogle gange kan den bare være så overbevisende" hviskede hun trist.

William så på hendes ansigt, og bed sig i læben "Du skader mig ikke" sagde han roligt "Og hvis du gør, så skal jeg nok hjælpe dig med at tilgive, jeg giver ikke så let op Madelaine" sagde han fast. Han stod stille, og holdt stadig om livet på hende "Madelaine hør på mig, bare denne her ene gang" hviskede han ind mod hendes øre "lad mig prøve.. at være her hos dig jeg er din ven Madelaine og..." han stoppede sig selv "er det okay jeg kalder dig Maddie?" spurgte han og så på hende. Han havde pludselig opdaget at hun havde et meget langt navn og var kommet på et kælenavn til hende, han vidste godt at han havde lavet et afbræk fra det originale emne, men det var han ligeglad med. Han nød hendes nussen og lukkede sine øjne lidt, mens han trykkede hende forsigtigt tættere på sig.

Madelaine lyttede så godt efter som hun nu kunne, men stemmen i hendes hoved var begyndt at gå hende på nerverne, men hun ville ikke vise det til William, han skulle ikke tro at hun var mere skør end hun allerede var i forvejen. Hun bed sig i læben, imens han talte og synes at han var meget sød imod hende, nok mere end hun havde fortjent, " Will jeg..." hun stoppede for hun kunne slet ikke finde på noget af svare ham, fordi hun ikke havde noget svar som kunne sige ham imod med det han havde sagt. Men dog kunne hun ikke lade være med at smile lidt over det han spurgte om og nikkede så lidt, " jo.. det må du godt, jeg har ikke noget imod det, men Will..... det er ikke godt at have venner, eller nogen tæt på sig, som faktisk kan eller vil skade en" sagde hun stille, det var næsten lige før hun hviskede. Men hun fortsatte med at nusse ham kærligt på kinden og trak vejret ret tungt.

Han stod og holdt om hende. "Okay så kalder jeg dig Maddie" mumlede han mod hendes hår, og nød at hun nussede hans kind. Han nussede hende blidt på ryggen "jeg er ligeglad det gør mig intet" sagde han stille, og trak hende tættere ind til sig og lænede sin pande mod hendes hår og sukkede stille. "Skal vi gå op til din lejlighed?" spurgte han stille, for han havde lovet at blive hos hende og det ville han holde. Han tænkte sig om, det var synd for Madelaine at hun havde det på den måde, men han ville prøve at hjælpe hende så godt han overhovedet kunne. Han bed sig kort i læben *du er nødt til at tro lidt på dig selv Maddie..* tænkte han i sit stille sig så kunne det måske gå. Han havde ikke haft indtrykket af at hun havde været skizofren mens de havde været i van martens park.

Madelaine nikkede lidt til det han sagde og smilte svagt, derefter tog hun sin hånd ned fra hans kind og placerede den på hans brystkasse og tænkte lidt, " jah... det kan vi godt" sagde hun og tog så blidt fast i hans hånd og trak ham med over til elevatoren. Hun var ikke lige i humør til at gå op af trapper til sal tre, selvom der ikke var særlig langt op til den. Først stod hun med den anden hånd lidt ud i luften og bed sig tænkende i læben, men vendte så ansigtet imod ham og smilte svagt, " øhm.. det er vel ikke sådan at du vil være sød at trykke på nr.3?" spurgte hun stille og vendte så blikket tilbage på elevatoren og kløede sig på kinden.

Han så på hende og smilede blidt til hende, han fornemmede godt hun flyttede sin hånd ned på hans brystkasse og nikkede da hun sagde ja til at gå op i lejligheden. Han mærkede hendes hånd og lod sig trække med hen til elevatoren. Han så på hende og smilede venligt "jo selvfølgelig" sagde han og trykkede på knappen hvor der stod 3. Han var træt kunne han mærke, hele hans krop skreg efter søvn, men han holdt stædigt ved, han gav ikke op endnu han skulle jo også hjem på et tidspunkt men han vidste ikke hvor længe det ville vare hos Madelaine.