Gyserhus (Madelaine)

Sted. Omkring gyserhus området.
Vejr. Det er lumsk i vejret da det virker lunt nok, men hurtigt bliver koldt i mørke og skyggen
Tid. 21:30
Dag+ dato. IRL

William så sig omkring, mens han gik. Han betragtede forlystelserne og de mange forskellige mennesker og væsner. Han stoppede op, og så sig lidt omkring, mens han tænkte på om det måske var på tide at tage hjem, og så fik han øje på gyserhuset. Han gøs stille mens han betragtede detaljerne på det *jeg kan ikke forstå nogen syntes det er sjovt.*

Som regl var Madelaine ikke det store forlystelses menneske eller en der kunne lide at gå til fest. Men denne her gang havde hun alligevel lokket sin kvindelige dæmon hjælper med hen i Van Martes park, for at se sig lidt omkring. Hun havde også kun taget sin hjælper med, fordi hun viste at der sagtens kunne være mennesker tilstede, som måske fandt det lidt mærkeligt at en blind person kunne gå for sig selv, uden at komme til skade. Men da hjælperen lige skulle på toilettet, blev Madelaine sat på en bænk nær gyser huset og hun lyttede lidt omkring sig og opdagede at der faktisk var flere mennesker end hun havde regnet med.

William skævede kort til gyserhuset igen, og mindede sig selv om at han skulle huske at tage sine piller. Han gik hen til en bænk, der sad allerede en ung kvinde, men han mente at hun nok ikke havde noget imod han lige satte sig kort. Han satte sig ned, og tog en lille æske frem, og tog en pille den gled ned lige med nød og næppe, da det var uden vand. Han hostede lidt, og tog hånden op for at holde sig for munden.

Madelaine lagde godt mærke til at der var en dæmon i nærheden af hende, men hun havde skam godt mærket ham, så snart hun kom ind på området sammen med sin hjælper. Hun så sig lidt til siden, da dæmonen satte sig, og hun tænkte kort over hvad det var han skulle, når nu der var en masse ting som man kunne prøve. Men da dæmonen begyndte at bevæge sig, opdagede hun hvad han skulle og hun smilte svagt over det, men blev på samme tid i tvivl om hvad de piller var til for. Madelaine kløede sig kort på bindet for øjnene, men vendte så ansigtet væk fra ham og sagde til ham, imens hun stadig havde "blikket" vendt ud mod den bare luft, " jeg har medlidenhed med dig, fordi du sluger piller, det må være væmmeligt".

William vendte blikket mod kvinden ved hans side, og stoppede stille med at hoste "t-tak.." fik han fremstammet. Han så godt stoffet om hendes øjne, og regnede ud at hun måtte være blind. Han så lidt ned på sine sko "jeg havde glemt vand.. men jeg har slugt de piller uden vand før og de skal nok glide ned med lidt viljestyrke" han smilede meget svagt, og så på hende igen.

Madelaine smilte svagt til ham, selvom hun ikke kunne se det svage smil som kom frem på hans læber, men selv hvis han havde smilt til hende, så ville hun nok ikke have kunnet ungå at smile igen, for hun smiler næsten altid når andre smiler til hende. " Det var så lidt... har også selv skullet sluge piller engang, men det er jeg heldigvis sluppet for nu... Men hvis man har tilladelse til at spørge, hvorfor tager du så piller?" spurgte Madelaine forsigtigt og bed sig lidt i læben, imens hun kløede sig kort på øjenbindet igen.

Han så på hende, og syntes hun havde et sødt smil. Han så lidt ud på forlystelserne "det er iorden, der er mange der spørger og det er okay.. jeg tager piller mod en blodssygdom jeg har, hvis jeg ikke tager pillerne ryger jeg en tur på hospitalet, på grund af at min krop lukker ned fordi mit blod er meget svagt." sagde han stille og så på hende. Han smilede så lidt igen, og kørte en hånd gennem sit hår, selvom håret så snart han havde sluppet det røg på plads igen.

Madelaine lyttede opmærksomt til hvad han sagde og virkede faktisk også meget interesseret i hvad han havde at fortælle. Men det var det gode ved hende, hun var nysgerrig og var god til at lytte, men hun kunne så også styre hendes nysgerrighed, hvis hun stak næsen for langt frem, længere end hun faktisk måtte. "Ahh okay... jeg kan ikke engang forestille mig, hvordan det må være at have sådan en sygdom, jeg har det helt mærkeligt ved tanken, men jeg håber da at du bliver rask en dag" sagde hun og smilte svagt til ham og lagde hovedet lidt på skrå.

William smilede til hende "jeg bliver nok ikke rask igen, jeg har haft det her siden altid" sagde han stille. Han så op på himlen, stadig med et smil på læberne "men jeg prøver at se på tingene med et smil, ellers bliver det hele så kvælende syntes jeg" sagde han roligt, og så på hende. "Hvor er jeg uhøflig, jeg har slet ikke spurgt hvad du hedder, hvad hedder du?" smilede han.

Madelanies smil forsvandt, da han sagde at han nok ikke ville kunne blive rask igen og bed sig lidt i læben, " lige nu, ville jeg så faktisk ønske at min evne var healing, så jeg kunne få din sygdom væk" sagde hun stille og kløede sig kort på øjenbindet igen, det havde kløet siden i morgens og det var begyndt at irritere hende lidt. Men hendes smil kom lidt op igen og hun nikkede lidt til det han sagde, " ja det gælder bare om at se lyst på tingene, ellers når man ikke særlig langt" sagde hun og tænkte kort. Men begyndte så lidt at grine og rystede kort på hovedet, " det skal du ikke tage dig af, jeg kan også selv glemme at spørge ind til hvad folk hedder, men jeg hedder Madelaine" svarede hun og smilte blidt til ham. " Hvad hedder du?" tilføjede hun så lidt efter og holdte sit blide smil.

Han så på hende, og smilede varmt "tak, det er virkelig en pæn tanke, og jeg ville ønske det samme" sagde han let rørt og så på stoffet om hendes øjne. Han kiggede på de blinkende lys. Han smilede stille "hvis man ikke kan se lyst på tingene, kan man lige så ligge sig til at dø" sagde han fast, for det mente han af hele sit hjerte når han sagde det. Han så på hende "madelaine? det er da et kønt navn" han smilede til hende. Han så lidt op mod nattehimlen "Jeg hedder William" sagde han stille.

Madelaine smilte venligt til ham, men rystede så lidt på hovedet og folede sine hænder på sit skød, " du behøver ikke takke mig, jeg kan bare godt lide at hjælpe andre, selvom det er ret svært i din situation" sagde hun og smilte svagt til ham, men der var stadig en anelse venlighed i det. Hun bed sig tænkende i læben over det han sagde, men nikkede så lidt og lagde hovedet svagt på skrå, " hvad så med dem som en gang imellem ikke kan se lyst på tingene også at de næste dag godt kan?" spurgte hun nysgerrigt og bed sig let i læben. Men slap så sin læbe og rystede lidt på hovedet, " der er ikke rigtig noget specielt ved mit navn... men hyggeligt at møde dig William" sagde hun og smilte venligt til ham igen.

"Mmm, men jeg sætte nu pris på tanken, for det er den der tæller" sagde han stille og smilede. Han betragtede Madelaine, og lagde hovedet på skrå "det kan jeg så godt genkende, for jeg kan desværre gså godt få nedtur en gang imellem."sagde han stille. Han så lidt på sine fødder, lyttede til hendes åndedræt, og fornemmede en svag ensomhed ved hende som han ikke havde mødt før. Han smilede stort "jeg syntes nu det er kønt, sådan kvindeligt og passer til dig.. tak og i lige måde" sagde han smilende.

Madelaine smilte varmt til ham og nikkede lidt til det han sagde, " ja.. det er det vel" sagde hun stille og smilte svagt til ham, hun viste heller ikke hvad hun som sådan skulle sige til det, men hun ville være høflig at svare alligevel. Hun lyttede nøje efter hvad han sagde og tænkte kort over det, " nedture er ikke særlig sjove... det er noget som man helst vil undgå" svarede hun og lagde hovedet lidt på skrå selv og så kort rundt, selvom det bare var sort for hende under bindet, men hendes evne hjalp hende lidt med at se skitser men ikke farverne. Dog vendte hun ansigtet tilbage imod ham og smilte varmt, " tak, men jeg føler mig mere som en baby end en kvinde, siden jeg bliver passet næsten døgnet rundt" sagde hun og smilte svagt til ham, men havde skam heller ikke noget imod det, siden det næsten var hendes eneste selvskab lige for tiden.

Han nikkede "nedture skal helst bare.. ikke være der" sagde han stille. Han så på hende "det er jeg ked af, det kan ikke være rart ikke at kunne klare nogen ting selv" svarede han. Han så lidt ned i jorden "må jeg spørge dig om noget?" han så på hende og smilede forsigtigt. Han sad stille på bænken, havde glemt hvad han skulle. Han nød nu også Madelaines selvskab, han kunne godt lide at snakke med hende, og han syntes at hun var ganske sød.

Madelaine nikkede lidt på hovedet og smilte svagt til ham, " man ville i hvertfald have lettere ved at være glad, hvis der ikke kom de nedture... så ja.. de må helt gerne bare forsvinde" sagde hun stille og vendte kort ansigtet ud mod menneskerne og tænkte lidt over det han sagde. Men hun vendte hurtigt ansigtet ham igen og smilte svagt, " man vænner sig til det... det er endelig ikke så slemt, især ikke når min hjælper er en af mine eneste selvskaber lige for tiden" svarede hun stille og sendte ham et blidt smil. Madelaine kørte roligt en hånd gennem noget af sit hår og det faldt roligt ned på hendes skuldre igen, " det må du godt.... bare spørg løs" sagde hun og nikkede kort.

Han så på hende, og nikkede "jeg er enig" sagde han stille og smilede let. Han så på farverne og derefter op på nattehimlen for at se om der var nogen stjerner "det er altid noget at du tager det med et smil... jeg tror jeg ville dø eller i hvertfald give op" sagde han og så på hende. "Hvor længe har du været blind?" spurgte han forsigtigt, da han endelig ikke ville såre hendes følelser. Han sad roligt på sin side af bænken og så på hende.

Madelaine smilte svagt til ham og trak kort på den ene skulder og tænkte lidt over hvad det endelig var han sagde til hende, men trak bare endnu engang på den ene skulder, fordi hun lige skulle tænke en ekstra gang over sit svar. " Jeg smiler for det meste... hellere det end at sur mule" sagde hun og kunne ikke lade være med at grine lidt, men det var meget lille hendes grin og ikke særlig kraftigt, men dog alligevel meget sødt. Hendes smil forsvandt ikke, selvom han spurgte ind til hvor lang tid hun havde været blind, " jeg har været blind i 6-7 år nu" svarede hun stille og nikkede lidt. Men vendte så ansigtet lidt op mod himlen, " sig mig William... er der nogle stjerne på himlen i aften, jeg savner faktisk at kunne se dem" sagde hun stille og bed sig blidt i læben.

William smilede stort til hende da han hørte hendes latter, så vidste han at de ting han sagde og spurgte om ikke var helt åndsvagt "ja det syntes jeg er en fed indstilling" svarede han glad. Han betragtede hende med interesse, for hun var virkelig interessant og lyttede til hendes svar. "Okay.. det må være svært at have set alt før, og så pludselig ikke kan se det mere.. må jeg spørge hvordan?" han spurgte lige så stille og forsigtigt som før. Han så kort på stjernerne "Man kan svagt skimte dem, men lysene fra forlystelserne er så kraftige at himlen bliver mørkere at se på. Hvis man havde stået på en mark, ville de have været fantastisk smukke" sagde han stille.

Madelaine vendte ansigtet imod ham igen og kunne ikke lade være med at smile blidt til ham og nikkede lidt, " ja det synes jeg også det er, hader negativ energi... man bliver så dårlig af det, synes jeg" svarede hun og kunne godt forstå hvis han syntes at det lød mærkeligt, men sådan havde hun det bare med det og når folk var sure eller triste. Hendes smil blev svagt, imens hun nøje lyttede til hvad han sagde og spurgte om og nikkede kort, " det var også hårdt... jeg manglede stadig at se en hel masse ting, men det måtte jeg jo opgive.." hun stoppede da hun kom til hans spørgsmål og bed sig tænkende i læben, " jeg blev angrebet af en vampyr.." mere sagde hun ikke og vendte hovedet lidt ned. Men gad ikke være trist, så derfor rystede hun kort på hovedet og smilte svagt til ham igen, " det lyder dejligt... jeg elskede stjernerne engang, selvf elsker jeg dem stadig, men jeg bliver lidt forhindret i at nyde deres skønhed" sagde hun stille og vendte ansigtet op mod himlen igen.

Han så på hende. Tænkte at nok måtte skifte emne for han ville ikke gøre hende trist "det forstår jeg godt... så mange ting at se, så lidt tid" mumlede han stille. Han så ned i jorden "det var ikke godt.." hviskede han stille. Han så lidt ud på forlystelserne. Han vendte hovedet mod hende og så at hun smilede, det gjorde ham lettet, og han smilede venligt tilbage. "Mmm.. men du kan jo forestille dig dem, eller du kunne få nogen til at fortælle dig om dem" sagde han, og smilede.

Madelaine tog benene op til sig på bænken og lagde armene om dem, men havde stadig ansigtet imod ham og smilte svagt til ham, hun ville ikke lade være med at smile, selvom emnet ikke lige var det bedste. Hun nikkede lidt til det han sagde og tænkte kort, " nemlig, vi har alt for lidt tid at kunne se så mange ting i... selvom vi lever evigt" sagde hun stille og smilte svagt til ham igen. Derefter rystede hun lidt på hovedet og pillede lidt ved sine fingre, men sagde ikke noget, for hvad skulle hun også sige? Men derefter smilte hun blidt til ham og trak lidt på den ene skulder, " jeg kan sagtens forestille mig dem.. for det er svært at beskrive stjernerne" sagde hun og vendte ansigtet op mod himlen igen.

William bed sig kort i læben. Han valgte at svare hende med et kort "mmmm.." som om han tænkte lidt over det. Han så op mod himlen "jeg vil da gerne give det et forsøg?" sagde han stille. Han vidste ikke om det ville gå, for tænk nu hvis han bare gjorde hende trist, ved at forsøge? Han sad stille og så på hende, med et lille smil på læberne. Han var stille Lyttede til forlystelserne der begyndte at lukke ned, og så lidt over på dem. *Det var den aften..* tænkte han stille, og kom i tanker om at det var meningen at han skulle være taget hjem. Han så på Madelaine, og tænkte med det samme at det kunne han udskyde.

Madelaine vendte ikke ansigtet imod ham selvom han svarede, men istedet grinte hun bare lidt igen og smilte blidt op mod himlen og tænkte kort. Men vendte så ansiget imod ham lidt efter og lagde hovedet svagt på skrå, " du behøver ikke... jeg skal nok komme til at se stjernerne en dag.. jeg skal bare finde ud af hvordan" svarede hun og smilte blidt til ham. Men da hun hørte at forlysterne var ved at lukke ned, vendte hun ansigtet ud mod gaden og tænkte sig lidt om. Hun gad ikke hjem, ikke lige nu, hun havde det lige så hyggeligt. Men hun vendte ansigtet imod ham igen og sendte ham et varmt smil, inden hun kløede sig kort på øjenbindet igen og bed sig blidt i læben.

William smilede til hende "jeg ville godt...ja okay.." sagde han stille. Han så lidt rundt "hvor er hende der hjælper dig egentlig henne?" han så lidt søgende rundt, men der var ingen mennesker at få øje på. Han sad stille og betragtede de sidste lys blive slukket. Han rettede øjnene mod himlen og kunne denne gang se stjernerne helt klart. Han smilede svagt og så lidt ned i jorden, overvejede hvad der mon ville ske i den nærmeste fremtid.