Indianer Vampyren (William)

Hun rykkede lidt tættere på ham, så de næsten sad helt tæt. "Ja, paralelparkering er bare det værste!" sukkede hun teatralisk. Hun hadede at parkere... Hun kunne ikke lade være med at smile af hans tonefald. Han var så hyggelig at tale med, især på denne måde. Han måtte virkelig kunne lide hende, da han gav hende lov til at drikke sit eget blod.

Han syntes kun det var hyggeligt at hun rykkede tættere på. Han smilede af hendes teatralisme. Han lagde hovedet på skrå, og smilede skævt. Han syntes hun var nice at snakke med, hun kunne fjolle ligeså meget som han selv, og grine til hun fik tårer i øjnene.

"Men hvorfor parkere, når man kan side lige her, her i sterinlysenes skær?" hun ville lyde hemlighedsfuld og kærlig, men det kom til at lyde som en spøg, fordi hun kæmpede for ikke at komme til at dø af grin. Hun kærtegnede hans kind, der hvor knurhårene havde været malet på.

"Man skal vel parkere et eller andet sted, ellers får man en parkeringsbøde og så har man måske ikke råd til stearinlys?" sagde han i et skælmsk tonefald, og måtte kvæle en fnisen. Han nød kærtegnet og lukkede sine øjne, og smilede varmt. Han lænede sig ind over hende og kyssede hende varsomt på panden.

"Og så ville vi side her - i mørke," hviskede hun mod hans ansigt. Hendes stemme dirrede svagt. Hun havde det som om hendes hjerte bankede med dobbelt hast, og hun regnede med at det var på grund af blodet, men hun viste desvære bedre end det.

"ja" svarede han mod hende pande, og smilede. William syntes at det var rart at have hende der, det var som regelt ensomt, bare at sidde og stresse over sit arbejde. Det gav et lille ryk i ham og fik ham ud af stemningen "fuck" mumlede han stille, og så på sit sofabord der flød med papirer.

Hun flyttede sine lyseblå øjne mod papirene på bordet, men var stadig helt tavs. Hun ville ikke skrige eller noget, selvom hun følte sig virkelig ked af at stemningen var blevet ødelagt på den måde. Hun fjernede focuset fra hans læber, og slap langsomt hans hænder.

Han så på hende med undskyldene øjne "undskyld" hviskede han stille og kyssede hende let på kinden. "Du er forresten velkommen til at sove her, det er jo snart lyst og du kan tage min seng hvis det er, der er rullet gardinerne for" sagde han stille, og mærkede at hun slap hans hænder.

Hun fnes lavt, og lænede sig ned for at kysse ham på panden. "Mange tak." hviskede hun, og ville lade ham alene med hans papire. Hun viste ikke hvad han ville med dem, eller hvad han var igang med at lave, men hvis han gerne ville være alene med dem, så ville hun lade ham være alene. Hun fandt rummet helt af sig selv, og var utrolig glad for hans tilbud. Hun satte sig på sengekanten.

Han smilede af kysset "så lidt" sagde han roligt, og fulgte hende med blikket da hun gim ind på værelset, han vendte sig mod papirerne, og begyndte at lave lidt orden i dem, mens han tændte sin bærbar. Han lyttede til de ting hun foretog sig i soveværelset, og smilede stille. Han var lidt ked af at han havde ødelagt stemningen for det havde virket som om hun var blevet lidt ked af det.

Hun trak dynen over hovedet, og sad i mørket. Men der gik kun et par sekunder før hun igen så så godt derinde, som om hun slet ikke sad indenunder dynen. Hun smilede svagt, og holdte hånden op foran hendes ansigt. Hun tænkte lidt på hvad hun skulle vise sig selv, med hendes evne. Det endte med at en lille dæmon-pige-danser lavede piruetter og spring på hendes hånd. Hun havde med vilje lavet en dæmon-pige, istedet for en menneske-pige, for vampyrer var altid smukkere at se på.

Det var hans dyner der lå i sengen, og han havde ikke fået skiftet sengetøj den morgen, så de duftede af ham, det gjorde hele rummet for den sags skyld. Han begyndte at taste på bærbaren, hurtigere end normale folk ville gøre det. Han brugte alle ti fingre, og kiggede ikke på det han lavede men kiggede på nogen papirer ved siden af. Hans taster var lydløse så det ikke generede ham, eller andre. Han kunne høre hende møfle rundt i dynerne derinde, og smilede lidt.

Hun lukkede hånden sammen så synet forsvandt, og så lyttede hun. Hun kunne kun svagt høre ham, men fornemmede at han stadig var derinde. Hun følte en knude i brystet, og den voksede til vrede. Hun havde lyst til at græde eller sætte tænderne i hans dyne, men det ville simpelthen være for dumt. Hun havde allerede gjort nok.

Han fik skrevet nogen ting færdigt, gemte, og slukkede så sin computer og pustede lysene på bordet ud. Han kunne ikke høre hende derinde mere, hun sov nok. Han lagde papirerne pænt på bordet. Så rejste han sig og gik ind i værelset, han trak sin yderste trøje af så han havde en t-shirt på. Han så lidt på Curia, da hun lå med nakken vendt mod ham. Så lagde han sig ned og trak lidt af dynen over sig, men ikke for meget så Curia også havde lidt. Han lå og så lidt på det røde hår der kunne anes i mørket.

Hun lå helt stille imens han lagde sig tilrette, og trak vejret langsomt. Så vendte hun forsigtigt ansigt mod ham, med et svagt smil. Hun skjulte et gab med hånden, og rodede op i sit hår. Hun var faktisk ret træt, men ville nyde hvert et sekundt sammen med ham, især når de lå... faktisk ret tæt. Hun smilede svagt over tanken, og rødmede svagt.

Han så på hende da hun vendte sig om "jeg troede du sov?" hviskede han stille, og smilede lidt til hende. Han kunne ikke se hendes rødmen i mørket, kun de små kendetegn ved hendes ansigt blev markeret ved skygger. Han trak vejret dybt, og lukkede sine øjne på klem. Han slappede af, og lå stille.

Hun søgte efter hans hånd under dynen, og fandt den da også. "Det gjorde jeg også, men så vækkede du mig." hviskede hun, og rykkede tættere på ham. Hun kravlede ind i hans arme, og klemte sig ind til ham. Hun søgede for at lidt af dynen var imellem dem, så deres hud aldrig rørte hinanden - så ville han måske begynde at fryse...

Han smilede da han mærkede hendes bløde hånd i sin under dynen. Han tænkte ikke meget på deres varmeforskel og lagde armene om hende, selv var han jo lidt af en kuldebehersker. "Det må du undskylde" hviskede han stille. "Det var ikke min mening sov du bare igen" hviskede han mod hendes pande. Hans ånde var underligt kold, ikke som alle andres og duftede lidt af nyfalden frost.

Hans duft - fært - gjorde noget mærkeligt ved hende, men det fremkaldte dog et svagt smil på hendes læber. Det skete helt af sig selv, og det kunne også ske imens hun sov, ligesom folk gik i søvne eller noget. Langsomt dalede sne ned på dem, som dermest kom fra ingenting. Hvis man så på dem, ville man sværge at de var virkelige, men hvis man havde lukkede øjne ville man slet ikke opdage dem. Hun kunne ikke manipulere med følelser, men kun med synet.

Han smilede. Han så snefnuggene og blev undrende. Han så lidt på hende, for han kunne ikke mærke snefnuggene mod sin hud, så det måtte være illusioner hun lavede. "hvor er du dygtig" sagde han smilende. Så pustede han op mod loftet, og der faldt et par enkle rigtige snefnug ned, et af dem ramte Curia på næsen, og han kyssede det bort. "Se jeg kan også" sagde han og smilede skævt.

Et af hans egne landede på hans læber, og hun strøg det forsigtigt væk. Så forvandt hendes langsomt, som om de var smeltet væk. "Dine er ægte, men mine er falske." Et svagt, bedrøvet smil gled over hendes læber, og hun kærtegnede hans kind. Hun var trist over ikke at kunne manipulere med folks følelser, men kun med deres syn. Hvis hun nu kunne, så kunne hun lave dem delvist ægte...

Han smilede bare af hendes ord "det er da ligemeget om de er ægte eller falske bare de er smukke" hviskede han. For selv elskede han snefnug det var noget af det smukkeste i verden. Den eneste grund til at han levede, bildte han sig selv ind nogen gange. Han havde engang glemt sine piller, en vinterdag. Der havde han ligget, uden at kunne røre sig, med ansigtet vendt mod vinduet hvor sneen dalede ned. Der havde han smilet, og tænkt at det nok skulle gå. Han bed sig kort i læben ved de tanker, for han var blevet fundet af en ven som var fået i panik og havde ringet efter en ambulance.

Curia fik en knude i halsen, som om hun skulle til at græde. "Det lyder bare så overfladisk når jeg siger det højt, men så sødt når du siger det." hikkede hun, og gned sine øjne. Hun klemte sig - måske liiidt for hårdt - ind til ham, og så op i loftet, hvor de sidste af dem dalede ned. Hun blinkede hurtigt, næsten en helt almindelig bevægelse, og så forvandlede de sidste fnug sig til rosenblade.

Han så på hende. Han syntes det lød som om hun blev ked af det og han trykkede hende forsigtigt ind til sig "det lyder overhovedet ikke overfladsik" sagde han overbevisende og kyssede hende på panden. Han så godt at snefnuggene blev til rosenblade og han smilede stille "se de er da smukke" hviskede han varmt, og så på hende. "Du må stole på dig selv Curia, for du er så meget mere end du tror" hviskede han stille til hende, og selv om hun klemte sig hårdt ind til ham, nussede han hende blidt i nakken "se om du kan sove lidt" hviskede han igen "det kan være det hele er lysere imorgen.. eller aften" sagde han og grinede lidt af sit roderi med ordene.

Hun løftede ansigtet, og kyssede ham blidt på læberne, inden hun puttede sig ind til hans bryst, og lagde sig ordenligt tilrette. Nu han sagde det, var hun faktisk helt vild træt, hun følte at hun hurtigt ville falde i søvn, i hvert fald. Hvis hun ikke havde fået noget af hans blod, ville hun helt sikkert have sovet nu, og sovet dårligt. Nu viste hun at hun ville komme til at sove dejligt, især efter han lige have muntret hende op.