Indianer Vampyren (William)

Selvom bilen havde stået stille i et stykke tid, sad Curia stille. Hun skulle lige lægge en plan om hvad hun nu skulle gøre. "Jeg har ikke set noget lignene, men det var lige det værste de overhovedet kunne vise mig," lo hun. Hendes latter var en anelse hystrisk, men hun havde styr på den. Hun åbnede forsigtigt døren, efter hun havde taget nøglen ud igen. Hun svajede svagt da hun støttede på jorden, men havde det ellers okay.

Han så på hende, efter at have trukket håndbremsen, og lagde hovedet på skrå ved hendes hysteriske latter. Han knab stille øjnene kort sammen men sagde intet. Han så hende stige ud, og åbnede sig dør. Han steg ud af bilen uden at banke hovedet mod døren hvilket han somregelt gjorde, og på den måde blev han hurtigt vred, han hadede at slå sig. Han lukkede døren efter sig og så over på Curia "er du sikker på at du er okay?" spurgte han.

"Ja, det går." svarede hun lavt, og sank en gang mere. Hun gik med sikre skridt hen mod ham, og tog hårdt fat i hans hånd, trods hendes pludselig skrøbelige udseende. Hun ville ikke slippe ham igen, og hvis han gjorde det, ville hun løbe efter ham. Pludselig følte hun sig mere tryk. Han var her. Nu ventede hun bare på at hun måtte se det sted han boede.

Han lod hende tage sin hånd, og mærkede igen den styrke som han ikke kunne sætte sammen med den skrøbelige, pigede skikkelse. Han gav den et venligt klem "okay godt" sagde han så, og begyndte at gå med hende i hånden. Han gik mod en høj bygning og skubbede døren op til den og trak hende med inden for og hen til en elevator. "Jeg bor i tag lejligheden" sagde han stille, og så på hende.

"Det er vel bedre end ingensteder?" sagde hun tomt, og stillede sin ind i elevatoren. Hun stillede sig op af vægen med lukkede øjne, og lyttede til mekanismerne, og til hans hjerteslag. Det var enlig ret hyggeligt, hvis hun ikke lige var blevet skræmt fra vid og sans, af sit værst maridt. Pludselig kunne hun ikke klare at stå alene, og stillede sig så hen til ham, hvor hun igen flettede sine fingre ind i hans.

Han så på hende, og syntes at den tomme stemme genlød i elevatoren men han nikkede bare "ja" sagde han stille. Han lænede sig lidt op af en anden væg, han kunne mærke på det hele at han var lidt træt, det havde været en lang begivenhedsrig dag, og nu orkede han ærlig talt ikke flere overraskelser, så han glædede sig til de bare var oppe i tag legligheden som han kendte hver en krog i, også selvom han rodede lidt med sine bøger alle vejne. Han mærkede hun stillede sig ved han side og tog hans hånd og flettede deres fingre. Det var okay med ham, han forstod at hun behøvede nogen at være tæt med på grund af den forskrækkelse hun fik før.

Da hun slet ikke var kendt her, stod hun bare stille, med sin hånd i hans. Hun ville aldrig have at han slap hende, og hun ville aldrig hjem. Igen slog det hende, hårdt og koldt som en lussing, at hun ikke havde noget hjem. Hun boede ingen steder. Ingen savnede hende. Det fik hende næsten til at tude igen, men udenfra ville man slet ikke have opfattet den svage ændring i hendes ansigt. Hendes ben begyndte pludselig at ryste under hende, og truede med at lade hende falde sammen på gulvet.

Han så dørene på elevatoren gå fra hinanden. *nu er vi der* tænkte han, og skulle til at gå ud, men lagde mærke til at Curia stod stille. Han vendte sig om mod hende "Curia er der noget galt?" spurgte han forsigtigt og vendte lidt tilbage til hende. Han så hendes ben rystede, så han slap hendes hånd, og gik om bag hende og tog et fast tag i hendes skuldre så hun ikke skulle falde sammen. Han bed sig let i læben "vil du have jeg skal bære dig?" hviskede han til hende. Han ville ikke have at hun faldt sammen, heller ikke selvom hun ikke ville blive skadet af det.

Mest af alt havde hun mest lyst til at skrige, men gjorde det ikke. Hun ville råbe, og gøre et eller andet dumt, men gjorde det ikke. "Det må du hellere." mumlede hun usikkert, men med et svagt drillende, glimt i øjet. En svag rødmen skød op i hendes kinder, og hun fik en svag trykken for brystet. Hun bed sig i læben, og sukkede af sig selv. Hun var virkelig blodtørstig nu... Bare tanken om engleblod fik hendes ben til at ryste endnu mere. Hun var lidt nervøs for om Will nu kunne bære hende.

William så på hende, og smilede blidt til hende "det skal jeg nok så" svarede han stille. Han lagde en arm om hendes ryg og bøjede sig ned og lagde den anden arm om hendes ben. Han løftede hende, roligt og uden besvær og gik ud af elevatoren med hende i armene. Han kom hen til døren til sin lejlighed og stoppede op. Han så lidt på Curia, og bed sig kort i læben "to sekunder" sagde han stille, og satte hende ned, og løftede hende så lidt anderledes op så hun havde benene om hans hofter, og en arm under hendes bagdel. Han brugte den anden hånd til at åbne døren og gik ind med Curia i armene. Han lukkede døren bag sig og bar hende ind i stuen.

Den svage rødmen blev om hendes kinder, men måske var den kun så tydelig fordi hendes hud var så bleg. Hun smilede svagt, og kyssede ham på næsen, da han havde åbnet døren. Så vendet hun sin opmærksomhed ind i rummet, som virkede utrolig hyggeligt. Rodet som hendes eget værelse. Der duftede af William alle steder, og det fik hende blot til at slappe af. Allerede inden hun kom derind, elskede hun bare rummet.

Han rødmede kort og stille af hendes lille kys på hans næse. Han tænkte lidt mens han stod med hende i armene midt på gulvet. "Hvor vil du sættes ned henne?" spurgte han hende forsigtigt, og så op på hende. Det var kun bøger der rodede, på gulvet omkring bordene og ovenpå bordene. Åbne, lukkede, slået op på en bestemt side, og en masse papirer på sofabordet og en bærbar.

Imens hun lå i hans arme, var hendes udsyn begrænset. "Tja, hvis du ikke har en sofa, så sæt mig bare på en af dine stabler med bøger," svarede hun lavt. Hun ville ikke have haft noget imod hvis han slet ikke ville sætte hende ned. Hun ville gerne holdes af ham resten af livet. Et lille smil gled over hendes læber, og hun kyssede ham igen på næsen, og smagte lidt på ansigtsmalingen som nu var på hendes læber.

// Sorry, skal smutte.. Ses ^^

Han kunne ikke lade være med at grine. "Jeg har skam en sofa" sagde han og skulle til at sætte hende i den da hun kyssede ham på næsen igen. Han så lidt af den sorte farve på hendes læber, og smilede så kort. Han satte hende stille ned i sofaen. "Jeg vil lige vaske mit fjæs fri for snask, kan du vente her imens eller skal jeg lade badeværelsedøren stå åben?" spurgte han roligt.

// vi skrives ^^

Curia følte sig allerede bedre tilpads. "Bare lad døren stå åben," svarede hun, og lagde sig ordenligt tilrette i sofaen. Hun hvilede sit hovede på armlænet, og lod det røde hår flyde ud over sofaen. Hun pustede ud, og sukkede svagt. Hun havde en dunrende hovedpine, men hun havde det meget bedre end før. Han forstod virkelig at gøre hende glad, og det kunne hun godt lide. Hun strøg fingrende over sine læber, og tørrede den sorte maling væk. Så gned hun sine kinder, og fjernede det meste af den røde og blå maling.

William smilede kort til hende, og nikkede "det skal jeg nok så" sagde han, og gik ud på badeværelset. Han lod døren stå åben og så på sit katteansigt, og lavede kort en grimasse. han rakte ud efter en klud og gjorde den våd, så tørrede han sit ansigt fri for maling, og følte det som enorm lettelse. Han tørrede sit ansigt, og gik ud fra badeværelset. Han betragtede stille Curia som hun lå der på sofaen. Så satte han sig hen i en stol ved siden af, og tænkte lidt.

Curia vendte atter sine blå øjne hen imod ham, og lagde sin hånd ved siden af hans, bare for at være sikker på at han ikke ville blive sur, da hun tog fat i hans hånd igen. Hun ville allerhelst være i fysisk kontakt med ham, imens hun ledte efter et okay emne at tale om. Men så så hun ordenligt på hans ansigt, nu hvor det var rent. Han havde nogle utrolig smukke træk.

Han bemærkede hendes hånd, og gav den et varmt klem og så kort på Curia og smilede venligt. Han tænkte stadig på hvad der mon var sket siden hun reagerede så voldsomt. Derfor var han utrolig optaget af sine tanker og så lidt hen mod vinduet, og betragtede mørket udenfor. "Skulle jeg tænde noget lys?" spurgte han hende stille, og så på hende. Han havde lagt mærke til at lejligheden var utrolig mørk.

Curia havde faktisk slet ikke lagt mærket til mørket, da alle vampyrer havde et ret godt nattesyn, men hun var ikke sikker på at det også galdt for dæmoner. "Jeg ser okay, men du må godt." svarede hun, og håbede svagt at han ville sidte sig over til hende, når han havde tændt lyset. Det gibbede svagt i hendes da hun fandt ud af hvorfor. Hun gispede næsten af foragelse over sig selv, og hvis hun havde været alene, ville hun havde kastet sig ud af vinduet, bare for at straffe sig selv.

William smilede til hende "så tænder jeg bare lysene på bordet" sagde han roligt , gav hendes hånd et klem og rejste sig. Han fandt nogen tændstikker og satte gang i lysene. Så satte han sig ned på sofaen og sukkede udkørt. "jeg er helt færdig" hviskede han træt. Han slappede bare af, og nød at Curia også var der for så var det ikke så ensomt det hele. Han slap tændstiksæsken på sofabordet med et lille suk.

Den svage, søde duft af svovlet og det tændte lys, kærtegnede hendes følsomme lugtesans, og det fik hende bare til at slappe endnu mere af. Hun masserede sin ene tinding, og sank. Hun kunne ikke lade være med at hade sig selv, fordi hun var blevet tiltrukket på den måde - af hans blod. Det var hun sikker på. Hun så op på ham igen, med et helt roligt blik. Han så smuk ud i det flakkende skær fra lysene.

William skævede lidt til hende, og smilede venligt. Han kunne godt lide den måde lyset gav hendes hår et brændene skær, og han smilede skævt "dit hår ligner ild" hviskede han stille. Han slappede af i Curias nærvær. Selv havde han suget glæde fra folk i van martens park så han var mæt og havde ikke brug for mere. Han bed sig i læben og tænkte.

"Tak." hviskede hun, helt vildt påvirket af den svage belysning. Lyset flakkede omkring hendes ansigt, og fik hende til at ligne en lille, skrøbelig porcelæns-dukke. Hun smilede svagt, og lod sine fingre vandre lidt længere op af hans håndled, og lod pegefingreren hvile på hans pulsåre, den som sad i håndledet. Hun pressede ikke hårdt eller noget, mærkede bare hans puls. Den fik hende næsten til at blive helt opstemt. Hun var virkelig tørstig!

// Jeg skal lige besøge nogle, og jeg håber at det bliver et kort visit T_T

"Så lidt" svarede han smilende. Han betragtede hendes ansigt i stearinlysets skær, og lagde kort hovedet på skrå. Han smilede varmt, og så på lysene, han kunne svagt mærke hendes fingerspidser på hans håndled. Han så på hende igen, og så på sit håndled, og derefter på hende igen "er du okay?" spurgte han forsigtigt. Han kom i tanker om at hun måske kunne være sulten. Han tænkte lidt over det.

// Okaj vi skrives bare :3

"Tja.. Delvist," sagde hun bare, unden at give ham et præsist svar. Hun løftede forsigtigt og blidt deres hænder op, og holdte hans håndled op til hendes ansigt, for hun ville fornemme hvordan en dæmons blod duftede. Hun ville slet ikke bide ham, for det ville sikkert ødelægge deres skrøbelige venskab. Men tanken om at smage, fik hendes tænder til at løbe i vand. Hun var en vampyr. Sådan var vampyrer.