første gang... (william)

Dato : d. 17 juli
Årstid : sommer
Dag : lørdag
Vejr : stille men let overskyet og små vindpust
Sted : the reggie club
Tid : 24.00


zandy stod ude på dansegulvet omringet af mange andre mennesker. hun var ny i clubben men fik en masse opmærksomhed.. hun var udkørt og besluttede sig for at gå i baren og få en drink, hun sadte sig på en halvslidt barstol, og så på flaskerne bag disken der reflekterede lysene fra clubben.

William havde sin pande lænet mod barkanten. Han tænkte. I sin anden hånd havde han et shotglas, fyldt med en underlig klar substands der lignede vand. Han rettede sig stille op, og fik øje på en pige der havde sat sig ved siden af ham. Han så på sit shot og bundede det, og satte derefter ned og skubbede det lidt væk *jeg vil ikke have mere nu* tænkte han. Han havde fået nok, var blevet fuld, havde nået det han ønskede for den aften.

hun tog en slurk af sin drink, hvorefter hun så lidt på fyren hun havde sadt sig ved siden af. hun smilede stille men venligt. hendes blik gled ned på glasset. hun tænkte, hun havde fået nok af at danse og feste, af formeget opmærksomhed på den forherte måde.. hun lugtede stille til lugten i rummet og opfangede lugten af sved, vodtka og perfume... ikke en behagelig lugt...

Han bed sig i læben, han ville hjem nu, hjem til duften af sin egen dyne, hjem til sit rod. Han rejste sig stille "Tjener kan jeg få en regning?" spurgte han stille. Han så kort på pigen ved hans side, hun virkede underligft mut. "Er der noget galt?" spurgte han forsigtigt mens tjeneren baksede med regningen.

hun så roligt på fyren der var den første der spurdte hende om et relavant spørgsmål.. hun smilede stille og sagde, "kander du det når alt det sjove er gået af en fest, at det bliver overfladisk og folk forlanger for meget af en...." hun sukkede stille og så ned i sit glas.... hun var faktisk lidt glad for at han havde spurgt hende og det.... musikken var for høj og der stank af alt for meget... hun var helt udkørt og varm..

Han så på hende og smilede venligt. "Ja jeg kender det udemærket godt, og denne her fest er mere kedelig end min fugleklat på vinduet derhjemme" sagde han og skar en grimasse. "Folk der kommer her er som regel ikke ude efter meget mere end at blive fuld og have sex med en eller anden ubetydelig person" sagde han roligt. Selv var han kommet for at blive stinkende stiv, og det var lykkedes udemærket, han trængte virkelig til frisk luft.

hun så på ham, og betalte i mens.. "du her helt ret.... jeg hader fester som denne, jo det er da rart en gang imellem, men denne her gang er det bare for meget....." hun sukkede stille og betragtede ham lidt. "vil du med udenfor... jeg kan ikke klare stanken her inde..." hun så roligt på ham med et venligt blik.

Han betalte da han fin sin regning, og så derefter på hende. "Jo det vil jeg godt, jeg skal også snart hjemad så vi kan følges udenfor" sagde han roligt. Han rejste sig og gik hen mod døren, og så tilbage på hende og ventede lidt. Han var glad for at slippe ud, det eneste han kunne tænke på var dyner, dyner, dyner.

hun så lidt efter ham, og fulgte så med ham udenfor... hun så roligt på ham, og nød på den friske vind og klare duft.... hendes hovedepine lettede, og hun mærkede en dejlig blid brise. hun så lidt på ham. "hvor bor du henne....?" spurgte hun venligt, mens hun så på ham. hendes dybt blå øjne gav månen genskind. hun fugtiggørede stille sine læber.

Han så på hende da de var kommet ud af lugten af bræk og sprut og svedene mennesker. Lidt af alkoholen lettede, og han trak vejret dybt og pustede langsomt ud "her i Deepshell" svarede han roligt. Og så på hende "hvad med dig, bor du også her?" spurgte han roligt.

hun så roligt på ham og nikkede.. "ja jeg bor forenden af vejen her, lidt længere ude af byen, vi har lige købt det hvide hus der ligger der nede" hun smilede roligt og undgik at fortælle at det var en stor villa. hun betragtede ham lidt, og nød den rene luft, der kertegnede hendes kinder.

"Dig og din familie?" svarede han roligt, først nu gik det op for ham at hun var menneskelig. Han var van til væsner og de ingen familier havde. Selv havde han en, men så dem næsten aldrig. Han pustede lidt ud i luften, og så på hende "så er der jo ikke så langt, så undgår du også ulækre idioter der vil føre sig frem" sagde han og smilede venligt til hende. "Hvad var dit navn egentlig?" spurgte han så, han var ikke sikker på om han havde fanget det under deres samtale.

hun så på ham og nikkede.. "ja... min mor min far og jeg... " hun betragtede ham lidt, hun udtryggede et stille kort grin. "det har du ret i.... det var også grunden til at vi flyttede" sagde hun roligt med et venligt smil på læben.. hun så roligt på ham med et blidt smil i mundvigen. "jeg hedder zandy.. og dig?.." sagde hun og smilede venligt.

Han så på hende "okay" sagde han roligt, og smilede stille. "Hmm.." svarede han og så lidt ned i jorden hvor han stod "det var smart" sagde han roligt, og så op mod himlen. "jeg hedder William" svarede han og så på hende, og hans pandehår gled lidt væk fra hans særprægede øjne.

hun så på ham og smilede, "ja". svarede hun...... hendes blik fangede hans øjne, og hun betragtede dem blidt, man kunne se månen i hendes dybt blå øjne.. hun så så lidt ned og rødmede svagt efter at have betragtet hans øjne i noget tid.. hun tænkte. vinden kærtegnede hendes kinder og fik hendes hår til at følge vindens rytme.

Han stod og så lidt på hende *der er noget ved hende der minder mig om mig selv..* tænkte han, og kunne ikke finde ud af hvad det var ved hende. Han så lidt mod vejen der gik forbi the reggie club. Han sagde intet til at hun så ham i øjnene, det var der så mange der gjorde folk var ikke van til to forskellige øjenfarver. Han stod lidt og vippede på sine fødder.

hun så lidt på ham, og smilede så.. "dine øjne...... de er smukke" sagde hun roligt og så lidt ned, i et venligt og blidt smil. hun nød vinden der omkrænsede hende i slangeagtige bevægelser. man kunne svagt høre musikken fra the reggie club. der var en høj støj, men ikke ligeså meget som da man var der nede. hun så lidt på ham igen, der var noget ved ham der gjorde at hun følte sig sikker..

Han smilede kort "tak, og en smule skræmmende får jeg også tit at vide" sagde han og grinte lidt. Han så ned af gaden "nå skulle man være en gentleman at følge dig hjem eller kan du selv?" sagde han roligt og så på hende. Han kunne udemærket høre musikken fra diskoteket, ogg han skuttede sog og kom til at tænke på at nu ville han altså bare hjem, medmindre hun ville have ham til at følge hende hjem, så ville han tage hjem bagefter.

hun så på ham og grinede en lille kort latter. hun smilede og så på ham.. "det behøver du ikke.... der er ikke så langt så det går nok" sagde hun og smilede venligt. hun tænkte lidt, efter lidt tid skulle hun gå. "jeg håber vi ses en anden gang" sagde hun og smilede blidt.. og hun begyndte at gå. *en rar mand... jeg håber jeg vil se ham igen* tænkte hun lidt for sig selv. hun så tilbage på ham, selvom hun næsten ikke kunne se ham længere.. hun gik ned af en lille sidegade da det var hurtigere at komme hjem på den måde.. hun ville ikke virke som en rig tøs, og vise sig frem.. hun ville bare have at folk skulle tage hende for den hun var.. natten var mørk, og hun var ret bange for de mange skygger der var i mørket. da hun var kommet langt væk og ingen kunne se hende, gik hun og nynnede stille.. hun blev pludselig slået ned bagfra af en mørkklædt mand, han trak hende om mag et hus og skulle til at voldtage hende, hun lagde bevistløs, af et slag hun havde fået i baghovedet, og hun kunne indet gøre, manden var høj og muskuløs.. pludselig vågnede hun mens voldtægten var i fuld gang, manden plev forskrekket og slog hende igen i hovedet og hun blev slået bevistløs, han smuttede hurtigt efter mens hun lagde der bevistløs, i græsset..

William var født med en trang til at hjælpe andre, men han smilede let til hende "vi ses nok" sagde han roligt, og så efter hende. Han var ikke tryg ved at hun skulle gå hjem selv, Deepshell kunne være et forfærdeligt sted nogen gange. Han begyndte at gå, langsomt og tankefuldt. Men han stoppede op på grund af en uro i maven, og vendte om. Han små løb, og satte så farten op hans tanker faldt på Zandy der måtte være sket et eller andet med hende, han nåede frem og så hvad der skete. Det gjorde ham frygteligt vred og han skyndte sig hen og hev manden på benene "Har du ingen skam i livet!?" råbte han vredt, og skubbede ham hårdt mod en husmur. William så ikke ud af noget specielt men han var stærk han vidste bare ikke. Han gik hen og løftede Zandy mens han sendte den anden fyr et isnende rasende blik, der gav ham frostsår på hænder og arme. Så begyndte han at gå, med Zandy. *arme pige* tænkte han bekymret.

zandy lå bevistløs i hans arme, hun havde blå og gule mærker på hendes lår og arme, og en lille flenge ved øjbrynet. manden skyndte sig væk, og sagde indet i frygt. der var ikke meget liv i zandy, men hun trak dog vejret normalt, hun var kold, og beskidt af jorden, man kunne tydeligt se at hun ikke havde det godt selvom hun var bevistløs..

Han så bekymret på hende. *hvor var det nu hun boede?* Han holdt fast om hende, og gik han bed sig i læben og besluttede sig for at det var nemmere at tage hjem til ham, da han ikke kunne spilde unødig tid på at prøve at finde hendes hjem. Da han kom hjem havde han lidt ondt i armene af at have slæbt rundt på hende, men han gik ind i elevatoren og holdt hende fortsat oppe "Zandy?" spurgte han forsigtigt, det kunne jo være hun vågnede. Han gik ud af elevatoren da den åbnede og gik hen til sin lejlighed, og åbnede ind til sin lejlighed, han fik båret hende ind på sin seng, og så bekymret på hende "Zandy??" sagde han og ruskede let i hende igen.

zandy vågnede ikke første gang han sagde hendes navn, men anden gang åbnede hun stille øjnene, hu så på ham, og fik tåre i øjnene. hun sadte sig op, og holdte om sig selv mens tårene trillede ned af hendes kinder, hun var bange... og følte sig verdiløs og beskidt.. hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller reagere.. men hun var glad for ast det var ham hun så, da hun slog øjnene op.

Han så på hende, og og krammede hende forsigtigt "shh shh.. rolig min ven" hviskede han forsigtigt. Han anede ikke hvordan det måtte være, men det var sikkert ikke særlig fedt. "Nåede han..det?" spurgte han stille, og holdt om hende, hvad skulle han gøre?

hun rystede over hele kroppen og kunne ikke rigtig sige noget.. hun nikkede bare stille.. hun løftede stille sine arme op og lage dem om ham.. tårene trillede ned af hendes kinder.. hun var grædefærtig.. hun var kold og man kunne se nogle store mærker på hendes lår, arme og mærker i hendes ansigt hvor flængen var. hun vidste ikke hvad hun skulle gøre eller sige, hun var bare glad for at være i sikkerhed, og glad for at det var en hun følte sig tryg ved.. hun var stadigvæk bange, og kunne ikke stoppe med at ryste..