På jagt. - Qadir

Gæst

Dato : Irl
Årstid : Forår
Dag : Tirsdag
Vejr : Roligt. Overskyet, men lunt
Sted : Den triste skove
Tid : 15.02
Omgivelser : Træer og andet natur
Påklædning : Corsage og busker med en forfærdelig masse lommer.

Det røde hår hoppede op og ned, i takt med de lette skridt. Et ubekymret smil hang på de rosa læber, og de mørke øjne udtrykte intet. Måske lige ud over ro. En bleg hånd fingrede ved koldt metal, der var gemt væk i en lomme, og en skræbelig følelse af tryghed bredte sig i den slanke krop.

Dana havde for en gangs skyld bevæget sig ud i skoven, for at se om der kunne være nogen af interesse der. Det så godt nok ikke sådan ud, men hun ville ikke give op endnu. Hun var trods alt lige kommet? Hendes røde har hang som altid ned over den ene skulder, og udtrykket i hendes ansigt var på ingen måde til at læse. Ikke at der var noget nyt i det... Hun havde rent faktisk besluttet sig for at gå på jagt.. En ting Dana ellers sjællent gjorde. Hun plejede bare at møde folk... Folk hun kunne få penge for, men nu hvor hun ledte efter dem, var der ikke en enste at se...

Gæst

Qadir havde været på jagt denne dag. Han havde fået sig en hjort at spise og følte sig vældig godt tilpas. Han havde forladt resterne af dyret, så ræve og andet småkralv kunne få glæde af hans fangst. Det var nu en dejlig følelse at få fyldt maven op, og nu da han vandrede igennem skoven, i sin menneskeform vel og mærke, overvejede han om det var på tide at finde sig et sted hvor han måske kunne få sig en lur. Som varulv havde man vel også behov for at ligge ned når man fordøjede, havde man ikke?

Han gik i et forholdsvist tjept tempo, og holdt øjne og øre åbne, i et forsøg på at holde et solidt overblik omkring sig. Der var ikke så meget vildt i nærheden, bemærkede han og konkluderede at der måtte være andre i skoven. Han sænkede kroppen en smule og sneg sig afsted, da han fik færden af et andet individ. Efter at have lokaliseret og indhentet personen, betragtede han hende fra afstand. Han betragtede kvinden med et vurderende blik og forsøgte at sætte en finger på, om hun mon var en større trussel. Hans 6. sans fortalte ham, at han burde smutte derfra så hurtigt som muligt, men hans nysgerrighed tvang ham til at blive. Det røde hår tryllebandt ham nærmest...

Gæst

Den sagte lyd, af noget der bevægede sig gennem underskoven fangede Danas opmærksomhed. Der var nogen. Nogen der sneg sig ind på hende. Det var jo fantastisk! Selvom hun uden tvivl ville komme i problemer, hvis hun med fuldt overlæg blev angrebet af et væsen, kunne hun ikke lade være med at håbe at den person der så tyst sneg sig gennem bevoksningen, sprang frem, i det mindste for at overraske hende..
*Intet.. Hvor skuffende! Nej, vent nu og se! Måske kommer der nogen alligevel? Vi kunne også bare se os om?*
Disse tanker fór gennem Danas hoved, som om der var flere end kun hende - og den ukendte fremede - til stede.
Hun nikkede let for sig selv, og vendte sig dernæst, for at se om ikke hun kunne få øje på dette element, der forsagede diskutionen. Blikket gled rundt, og søgte efter en skikkelse i skoven. Det var bare svært. når man ikke anede hvordan denne skikkelse ville se ud, om man - som Dana - havde en fantasi, der kunne selv den mest banale ting, drejet og forvredet, så det så ud som et større mysterium.. Og let kunne gøre en fredelig skov til sted med ufatteligt mange personer, der bare ventede på at angribe...
Dana var lige ved at bestemme sig for at hun nok havde hørt forkert, da hendes blik fangede et vådt glimt midt i alt det grønne. Dér. Et øje, nej, to øjne! Den fremmede var lokaliseret.. Smilet på de rosa læber voksede en tand.

Gæst

Qadir betragtede hende indgående fra sit skjul mellem blade og grene. Han konstaterede, efter nogen overvejelse, at kvinden foran ham var forholdsvis ung. Nærmest kun et barn. Hun var menneske, ingen tvivl om det. Så et ungt menneske stod nu foran ham, med et grumt smil. Han krummede tæerne, da det gik op for ham, at hun kendte til hans position. Et smil bredte sig over de smalle læber. Tørklædet hang dovent om hans hals, og han måtte trække det op over næsen, før han trådte frem fra buskadset. Han var højere end hende; men på den anden side så var han højere end de fleste.

"Godeftermiddag," mumlede han. Hans stemme var neutral, let hæs. Der var ingen desideret undertone at finde. Det var blot en ligegyldig hilsen.

Det grå vejr henlagde den tætbevoksede skov i et dystert lys. Qadir skævede imod himlen, og kunne svagt ane den mellem trækronerne; det så ud til regn. Han vendte atter opmærksomheden imod den rødhårede. Der var et eller andet ved hende, som han ikke brød sig om.

Gæst

Dana betragtede manden, da han var kommet ud af sit skjul. Hvor var han dog høj! Nu var Dana jo heller ikke ligefrem helt vildt stor, men hun var heller ikke lav. Hvad mon han var? Åh, god han ikke var menneske! Mennesker var altid så kedelige! Nej, han lignede nu ikke noget menneske.. Han så for kraftig ud til det.. Selvfølgelig var der også kraftige mennesker, men Dana havde de særeste måder at genkende racerne.. Han kunne ikke være vampyr.. Han var jo ikke spor bleg. Og han så ikke ond nok ud til at være dæmon. Han lignede ikke en engel, og Dana håbede ikke at han var en elver.. Elvere var endnu kedeligere end mennesker var det...

"Goddag" gengældte hun hans hilsen, og flyttede først nu blikket fra hans ansigt. Smilede endnu. Faktisk, så smilede Dana altid.. På nær hvis hun følte sig fornærmet, eller vred. Men, der skulle nu meget til før hun nåede en af de punkter, så et smil kunne stort set altid findes på hendes læber. Det var bare ikke altid at det smil var så afslappet, og roligt, som deet var i øjeblikket. Hun fingrede stadig ved pistolens metal i lommen. Mon hun skulle trække den? Nej, hun ville først være sikker på hvad han var.. Men måske hun bare kunne pege på ham med den? Nej, blev der sagt! Hun kunne jo også bare skyde efter hans ben kun, bare for at skræmme ham? Nej... Nej, hun måtte vente. Måtte holde sig tilbage i stramme tøjler.
Dana vidste nemilg næsten ikke noget bedre, end når folk blev bange for hende.. Jo, det skulle da lige være når de døde for hendes hånd. Det var simpelthen sådan en vidunderlig følelse af tilfredshed!

Gæst

Qadir anede en vis usikkerhed i pigens blik. Han rynkede næsen og hævede det ene øjenbryn, imens han ganske tålmodigt afventede hendes hilsen. Imens han ventede, tog Qadirs tanker ham væk fra virkeligheden. Han mærkede varmen i luften; himlen pressede skyerne sammen over skoven, som hvis den nedtrygte energi omkring skoven tiltrak de dunkle skyer. En kuldegysning sneg sig ned ad den varme ryg og kroppen skuttede sig per automatik. Han kom tilbage til virkeligheden da han hørte hendes stemme.

Han betragtede hende indgående, alt imens han forsøgte at sætte en finger på, hvad hun var for én. Han vidste at hun var et menneske; det fortalte hans sanser. Men der var noget mørke over hende, en slags negativitet der printede sig som et massivt 'danger!' skilt for hans indre øje.

"Hvad laver en ung kvinde som Dem herude, helt alene? Ved De ikke hvilke farer der lurer i skovens mørke dyb?" spurgte han, denne gang tydligere end før. Han stirrede på hende med et stift blik; hverken tanker eller følelser kunne spores.

"Eller måske er De typen er opsøger farer?"

Gæst

*Farer? Hvilke farer? Vi er farerne her! Men det skal vi ikke sige! Hvorfor ikke? Vi kan da gøre som vi vil.. Hold så mund I to! Det er mig der bestemmer! Siger hvem?! Siger jeg, for jeg er ældst!* Dana diskuterede voldsomt med stemmerne i hendes hoved. Men det gjorde hun så ofte, så det var der ikke noget nyt i. "Jeg er udemærket godt klar over hvad der befinder sig en skov som denne. Men jeg vil ikke sige jeg er typen der opsøger farer." svarede hun, og lagde let hovedet en smule på skrå, så det røde hår vælede længere ned. "Men det gør De måske? Eftersom De kommer snigende på den måde som De gør?" spurgte hun, og løftede svagt det ene øjenbryn

Hendes hånd havde lukket sig om metalet i lommen, men hun havde endnu ikke besluttet sig. Skulle hun skyde eller lade være? Skulle han leve eller dø? Hun hældede mest til at lade ham dø, men det ville hun altid gøre. Døden.. Folk frygtede den, ingen ville snakke om den, af frygt for at den så ville komme efter dem. Dana forgudede den. Den følelse af spænding, styrke og tilfredshed det gav at se lyset for lade et par øjne..

Hun lod let hånden glide gennem håret, og betragtede igen hans ansigt. Eller... Han øjne egentlig.. Øjne kunne sige så meget, eller de kunne være fuldstændig lukkede. Uanset hvordan de var, så fortalte de altid en masse om en person...

Gæst

Qadir så en anelse overrasket ud, da han hørte hendes svar. Han krummede tæer i skoene og missede med øjnene. En ubehagelig uro bredte sig til hele kroppen og han vippede fra side til side, ved at placere vægten skiftevis fra den ene fod til den anden. Normalt var han ikke så let påvirkelig, og han plejede også at kunne bevare fatningen i de fleste situationer, men alligevel brød han sig ikke om dette tilfælde.

"Jeg vil nu vove at påstå, at man netop ikke søger farer når man ser en potentiel fjende an før man træder ud i lyset." påpegede han og lagde armene over kors. Han fortrak en bitter mine. Den sorte jakke og de mørke cowboy-bukser var dog alligevel valgt, med det formål at deres bærer kunne skjule sig i tættere beplantning under jagt og lignende, så de fleste ville umiddelbart få det indtryk, at han var en mere eller mindre... Ja, hvad skal man sige, farer-opsøgende person. Det var nok ikke et sundt førstehånds indtryk at give andre, konkluderede Qadir og rømmede sig.

"Jeg beklager hvis jeg forskrækkede Dem. Det var i sandhed ikke min mening," erklærede han ydmygt og lavede et lille nik med hovedet. "Vi må blot huske vores forholdsregler når vi befærder os omkring, iblandt alskens grumme væsner." tilføjede han med et skuldertræk. Sandt var det.

Gæst

Dana kunne ikke tilbageholde en klukkende latter. Grumme væsner? Mente han virkelig det?!? "Hvad er De da, for et grumt væsen?" spurgte hun, med latteren siddende i stemmen endnu. Hun rystede svagt på hovedet, og latteren svandt ind til det afslappede smil fra før. Hun kørte igen håret over den ene skulder, og betragtede den høje mand.

Grebet om metallet strammedes let, og hele armen blev spændt en smule. Et kort nik, der næsten ikke var til at se, fik smilet til at bredes en lille smule. Dana betragtede ham fortsat, og ventede på hans svar.

Gæst

Der var noget galt. Qadir kunne mærke det langt ned i maven. Han spændte musklerne og missede med øjnene. Den afslappede attitude, som han havde tvunget frem før, var forsvundet som dug fra solen. Det var gået op for ham, at hun havde noget i hånden, som han umiddelbart ikke kunne se. Han måtte være forsigtig, da han nu var helt sikker på hvad hun var for én. Desværre. Dusørjægere... Meningsløse individer. Mordere der uden noget pjat fik lov til at kaste vildt rundt med knive, sværd og kugler. Et smil dannede sig på de smalle læber, der endnu var gemt væk bag de sort-hvide tern. Han så ingen grund til at frygte hende; kun det hun knugede sin hånd omkring. Det var udentvivl et våben. Hun afventede hans svar, ganske tålmodigt. Blot så hun kunne sætte en kugle for hans pande, i det sekund han røbede sit sande jeg. Sådan skulle det bestemt ikke gå.

"Jeg er noget så grumt som et menneske. Nok det værste af alle grumme væsner, synes De ikke?"
Det var et retorisk spørgsmål. Han satte venstre fod foran det højre, og skråede til siden, endnu med en passende afstand til mennesket. Under alle omstændigheder, så havde han hørt rygter om, at der var en god pris på varulve, og han havde bestemt ikke tænkt sig at gøre pigebarnet rigere end hvad godt var.

"Jeg vil foreslå at de slapper af, frøken. Så er jeg nemlig sikker på at vi klarer os igennem denne situation uden nogen form for blodudgydelse," hvislede han bittert og havdet fæstnet blikket imod hende. Hans krop var i alarmberedskab og han var dels klar til at forsvare sig eller smutte fra stedet, hvis det blev nødvendigt. På nuværende tidspunk forsøgte han at danne diverse planer i hovedet, så han var helt klar på hvad som helst, når pigebarnet endelig ville angribe.

Gæst

Dana lo højt ved det han sagde. "De er da i den grad intet menneske." sagde hun, og lagde hovedet på skrå. "For et menneske ville ikke blive bange før jeg trak pistolen." tilføjede hun, og hev våbenet op af lommen. Hun hævede roligt armen, så pistolmundingen pegede mod mandens hoved.
"Jeg er nu altså ret sikker på at vi ikke slipper fra dette uden blodudgydelse." sagde hun, og nikkede bekraftende til sine ord.
*Skyd! Skyd nu! Se ham falde! Iiiiih! Kom nu! kom nu, kom nu, kom nuuuu! Jaah!* Stemmerne var for engangs skyld enige. Det var de som regel når det omhandlede drab. Drab var det eneste der gjorde dem alle glade, og tavse. Derofr var drab også en af Danas ynglings ting. Stilheden der fulgte var guddommelig.. Ligesom så meget andet ved drabet. Pengene var blot et lille plus, som Dana ikke to særligt nøje. Nej det der betød noget var drabet...

Gæst

Han stirrede på hende med et køligt blik. Han rørte sig ikke ud af stedet, da hun trak sit våben og pejede det imod hans krop. Han holdt vejret i et par sekunder og overvejede hvordan han skulle håndtere situationen. Det var jo latterligt, dette her.

"Jeg har ikke lyst til at skade dig," sagde han i en klar tone. Han var ikke rigtig bange for hende; snarere bange for hvad hun kunne tvinge ham til. Han var en soldat, og havde ære til en vis grad. Desuden så satte han ikke livet på spil i slagmarken, for bagefter at tage hjem og slagte sine egne landsmænd. Det var der jo ingen mening i, og mening var meget betydningsfuldt for Qadir.

"Jeg ser ingen grund til at du skal peje dit våben imod mig." fortsatte han, efter en kort pause. "Men du behøver vel ingen grund. Penge og blod, det er hvad du lever efter."
Han sukkede højlydt. "Folk har ingen ære nu til dags."

Han vendte kort hovedet nedad, og betragtede den mørke jord. Han mærkede regndråber på toppen af hovedet. Hvad nu? Hvad skulle han gøre? Regnen tog til og snart stod vandet ned, som et umætteligt skylle. Han tøvede. Skulle han angribe hende og 'get done with it'? Eller skulle han se tiden an, og give hende en chance for at komme til fornuft?
Han rettede atter blikket op og analyserede hende med et borende blik. Han overvejede et ganske kort øjeblik om det overhovedet var lovligt for sådan en ung pige at have våben på sig.

Gæst

Dana smilede stadig. Lagde let hovedet på skrå. Han havde ikke lyst til at skade hende? En skam, for hun havde lyst til at skade ham. Stemmerne råbte og skreg. "Hvor kedeligt. Men jeg har lyst til at skade dig." svarede hun, og lød faktisk helt ærgende. Dog ikke ærgende over at hun ville skade ham, men over at han ikke ville skade hende.. Et slagsmål var altid godt til at sprede tankerne en smule..

"Du tror jeg gør det for pengene?" spurgte hun undrende, og betragtede ham nøje. Rystede så på hovedet. "Jeg gør det fordi jeg kan. Fordi jeg vil. Og fordi at hvis jeg ikke gør det, så er der en anden der gør det. En der ikke gør det af fornøjelse, men af grådighed." Fortalte hun, og lod ikke til at kunne høre det barske i sine ord.

//Logger

Gæst

Hans øjne blev smalle og han borede neglene ind i huden. Hun lavede tydeligvis ikke sjov og det gjorde ham vred; hvordan kunne hun dog sige sådan noget? 'Hun dræber fordi hun kan? Fordi hun vil? Og hvis hun ikke gjorde det, så gjorde en anden det bare?' Han lukkede øjnene og lyttede til regnens trommen på træernes blade. Han tænkte på det Rose havde sagt. 'Fred er nyttesløst.'
Verden var så sort og hvid, tænkte han. Død, kaos og ondskab var en realitet og fred ville aldrig eksistere. Det var folk som kvinden, der nu pejede på ham med et våben, der var skyld i at verden aldrig kunne være et sikkert sted. Han bed tænderne sammen og slog blikket ned i afsky.

Efter et par sekunders tavshed imellem dem, trak han på smilebåndet og gav sig til at le. Han vendte ansigtet imod hende og trak tørklædet væk fra ansigtet, da vandet gjorde det svært at ånde.
"Så... Du tror at du er bedre end dén der slår ihjel for penge?" hvislede han.
"Du skal blot bevise at du kan. Hvorfor? Du har vel haft en eller anden episode i dit liv, hvor folk så ned på dig." han sukkede, dog forlod smilet ikke hans læber.
"Og nu skal du vise hele verden at du er hellig, og at det er dig der skal udryde alle de racer som du ikke bryder dig om. Og måske tager jeg fejl... Måske gør du det bare fordi du har en eller anden pervers tankegang når det gælder død."
Endnu et suk forlod hans læber. Hans hår var gennemblødt.
"Men inderst inde så ved du slet ikke hvad død er. Du kender ikke til det. Har aldrig rigtig følt det. Du ved ikke hvordan det smager, hvordan det føles. Du kender ikke til frygt, vrede, ære, styrke, liv... Død." Han missede med øjnene og stirrede hende ind i øjnene.
"Men lad mig så fortælle dig hvad disse ting er. Folk kan le af død og smerte, når det ikke sker for dem selv. Når det hele anspændt så ved du ikke hvad der sker; verden er kold, og 20-årige knægte bliver smidt ud i verden, fejer de støvede veje med skudsikre veste og sved på panden. Mennesker der kæmper for deres egen ære og andre menneskers liv. Folk der forsøger at skabe fred; noget som hjerteløse væsner som dig altid skal spolere, ødelægge og se ned på. Det er ironisk, at soldaterne, vi der beskytter jer, fra tid til anden ønsker at I falder på krigens slagmark, i stedet for os."
Han holdt en pause fra sin lange talestrøm.
"Og nu står jeg her, og forsøger at få fornuft ind i dit hovede, selvom jeg ved at det er umuligt. Du er lige så blind som alle andre. Du ved ikke hvad død er og du vil først forstå det den dag døden rammer dig selv. Og den dag vil du spørge 'Var der et liv før døden?'. Så fint. Hvis du vil dræbe mig, så prøv."

Hvorfor havde han pludselig holdt sådan en tale for hende? Han missede med øjnene og stirrede på hende med et vredt blik. Han havde æren i behold; noget han var stolt af. Trods man aldrig rigtig døde med ære, men det var jo blot endnu en god grund til ikke at dø i dag.

Gæst

Dana lagde hovedet en smule på skrå, og så undrende på ham. Alle hans fine ord om krig og fred, ære og død, nåede slet ikke ind til hende. Det var som om de ganske enkelt prallede af på hende, før de nåede hendes øre. Alt det han snakkede om, det eksiskterede ikke i hendes verden. Jo folk døde i krig, men det var jo kun fordi de havde mødt en der var stærkere end dem? Lige som dem hun dræbte var svagere end hende.. Og den der fik ram på hende ville være stærkere. Der fandtes ikke noget som nådighed, og medlidenhed i hendes verden. Det var uvirkelige begreber som hun ikke kendte betydningen af.

//Det er lidt kort, har ikke mere strøm//

Gæst

Han sukkede højlydt.
"Stakkels barn," lød det fra ham og han himlede med øjnene, for derefter at lægge armene over kors. "Udemærket. Så lad os da se at få det her overstået. Han ønskede stadig ikke at skade hende, men hvis hun selv bad om det? Han fnøs og rystede en anelse på hovedet, som den hund han jo inderst inde var.
Han placerede den ene fod foran den anden; klar til at undvige og springe, hvis dette blev nødvendigt. Han hadede at slås imod folk der var yngre; især kvinder. Der var noget uværdigt ved det.

( OOC: Det her blev også ret kort. Beklager )

» varm dag på engen - Qadir
» Tænk at der er så mørkt her.. - Qadir.
» fuglene synger (qadir)
» På jagt.
» En Jagt- Emi

Glædeligt og F-ing godt Nytår alle sammen!

Så gik Deploratus ind i 2015.

2014 har været all over en smule hårdt ved os på rigtig mange måder. Vi har haft nogle udskiftninger i Teamene bag siden. Der er kommet nye brugere til og andre er faldet fra.

Vi har en efterhånden forholdsvis højgravid lille engel herinde :baby:

Så vi glæder os til hun spytter ud så vi kan beundre …

Kære Losties, ved I hvad vores Kaos-NPC kan være for jer?

Indhold
Uddrag af chat
Link til Kaos-NPC Tilmeldningstråden
Eksempel på hvordan man starter et emne - Hvad du gør hvis emnet er frabedt, men du selv er interesseret
Hvad hvis jeg vil have en NPC lige NU?
Hvad er en NPC?
Hvad kan jeg bruge Kaos-NPC til?
Hvad er forskellen mellem en Kaos-Tråd og Kaos-Npcén på Deploratus?
Andre …