Sand, vand og i luften? (Artemios)

Jara så ud over havet og smilede for sig selv. Det var utrolig beroligende, og hun blev glad af lyden af bølgerne. Han spejdede hen af stranden og så ikke andet end sand. Hun bøjede sig ned og greb sine sko og begyndte at gå, og kunne mærke det kolde sand kilde hende under fødderne. Hun åbnede sin sorte jakke og hoppede lidt rundt om sig selv i sin egen lille glædesrus, det var alt for længe siden hun bare havde haft lov til at være sig selv, tankerne havde bare ophobet sig. Hun samlede en sten op og kylede den ud i vandet og stod så helt stille, og lyttede til plasket og grinede helt stille.

Artemios bevægede sig stille langs stranden. Hans lange sorte hår havde fået lov til at hænge løst, når nu han ikke befandt sig i kirken.Han var iført en ganske normal sort skjorte, og et par lettere brugte busker. Det eneste der sådan synligt skilte ham ud fra en hver anden mand, der nød en aftentur langs stranden, var den lille hvide strips i kraven, der indikerede hans kirkelige status, som Fader. Han betragtede let de få, der - som ham selv - havde begivet sig ned til stranden. Dog var der en speciel der tiltrak hans opmærksomhed. En ung pige, der så ud til at være ganske godt tilfreds med situationen. Han smilede let. Hun var ikke menneske... Næsten en skam.. Men hun så nu ikke så ond ud.. Hvem gjorde også det? Han så jo heller ikke ond ud, og der fandtes jo nogen, der ville beskrive ham som djævelen selv...

Jara smilede let, og så på vandet og lagde hovedet lidt på skrå. Hun hørte skridt i sandet, som man nok ikke hørte ellers men hun hørte en ganske svag knasen fra en muslingeskal og det kunne den naturligvis ikke gøre af sig selv. Han vendte sig lidt om og fik øje på en høj mand, for hun var lav så i hendes øjne var alle enormt høje. Hun så lidt på ham, og konkluderede at han måtte være menneske "Hej" sagde hun venligt og smilede lidt. Men der var noget ved hans duft, som ikke var menneske, men det var svært lige at præcisere. Hun så lidt på hans tøj *en... præst?* tænkte hun og undrede sig lidt mere, gad vide hvad han lavede her, eller måske mer hvorfor han ikke havde taget den lille hvide strips ud af kraven.

"Godaften." svarede han venligt, så hende let an, og afgjorde aå at hun var engel. Hmm... Nej, dem fik man ikke så meget for. Ikke med mindre man solgte dem på det sorte marked. En ting Artemios faktisk holdt en del af. Det gav han flere penge... Men på den anden side, så var det sjællent han benyttede sig af det. For han slog som regel ikke ihjel, med mindre det virkeligt kunne betale sig. Og det var yderst sjællent at det kunne betale sig at slå en engel ihjel. Desuden var de fleste af dem ganske fornuftige at snakke med... Og Artemios ville under ingen omstændigheder slå godt selvskab ihjel... Med mindre der altså var en klækelig dusør på dette selvskab...

Jara så på ham og smilede han virkede ikke som en præst, og det var heller ikke det han duftede af. "Hvad bringer.. en præst? Hertil hvis man må spørge?" spurgte hun, og lod sig dumpe ned og sidde i sandet, for hun var meget frisindet af sig og havde egentlig ikke lyst til at stå op mere. Hun slog ud med hånden i retning af sandet foran sig "sid ned" sagde hun og grinede lidt, for det var jo ikke meget at sidde på, men sandet var blødt så mon ikke det gik? Desuden ville hun knække koden, for der var noget under facaden, eller måske noget hun ikke lige lagde mærke til med det samme men han var præst og...noget mere.. det irriterede hende at hun ikke rigtig kunne finde ud af det, men hun smilede fortsat og så på ham med et bundroligt blik.

"En rask gåtur, ganske enkelt." svarede han, blinkede let med det ene øje, og satte sig ned foran hende. Artemios passede så afgjordt ikke ind i standard opskriften på en god katolsk præst, men han var ung, og kunne derfor lokke en bredere skare i kirke. Han kunne nemlig gøre en gudstjeneste spændende for unge væsner, uden at fornærme de ældre. Desuden var der brug for yngre præster, der ikke stod til at skulle på pension inden for de nærmeste år...

Hun smilede skævt af hans blinken "hyggeligt" sagde hun "det er også lige vejr til det, det har været så trist ellers" sagde hun og så kort ud på det lette gyldne skær man stadig kunne ane inden det blev helt mørkt. Hun vendte ansigtet mod ham igen "jeg hedder Jara" sagde hun og rakte hånden frem mod ham, hvilket hun aldrig ville have gjort hvis hun havde vist hvad han ellers var, det havde hun hørt for mange skrækhistorier til "Hvad hedder du?" spurgte hun, og smilede. "Jeg syntes det er imponerende at du har valgt at være præst, der er så mange der søger væk fra kirken og bliver ateister for tiden" sagde hun og lagde interesseret hovedet på skrå.

Artemios smilede let af hedne, og tog hendes hånd. Lod let læberne strejfe håndryggen før han svarede hende. "Artemios. men du kan kalde mig Alexander. - Det er lettere at huske" svarede han, og smielde skævt til hende. Artemios var meget. Ond, nådesløs, og ubamhjertig. Men han var også en sand gentleman... En ganske egendommelige blandingen så at sige...

Jara så på ham og smilede, men rødmede let da han lod sine læber strejfe hendes håndryg "det lyder unikt det navn er jeg ikke stødt på før.. men iorden vi holder os til Alexander" sagde hun og smilede muntert til ham. Det gjorde hendes mistænksomhed mindre at han var så charmerende, men hun tænkte ikke over at det måske kunne være meningen. "Går du meget ture her?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå, han var stadig interessant, for hun havde ikke fundet ud af noget egentligt om ham andet end hans navn og arbejde, men hun vidste at der selvfølgelig var mere.

"Jeg går i det hele taget mange ture. Det går det lettere at klare hovedet." svarede han bekræftende, med et nik. "Men hvad laver sådan en ung pige som dig her?" spurgte han, da han jo ikke kun skulle svare.. Han skulle også spørge. Ellers ville en samtale med et væsen jo være ganske spild af tid for hans vedkommende. Hvis altså han ikke fik nogen information ud af dem.

Jara smilede lidt "ja det giver jeg dig ret i" sagde hun og trak sine ben op til sig og lagde armene om dem. "Jeg gik bare her ned for at få luftet mine tanker lidt" sagde hun roligt "lidt i stil med dig" sagde hun og smilede. Det slog hende pludselig at han kunne være dusørjæger, men det troede hun ikke rigtig på, alligevel blev hun lidt nervøs, men viste det ikke.

Artemios nikkede, og betragtede hende let. En lille ændring i hendes øjne... Hmm.. Hvad mon det betød? "Jamen, det lyder da også fornuftigt." sagde han, og nikkede igen. Funderede over hvad den ændring i hendes øjne betød. Hun havde da vel ikke allerede afsløret ham, havde hun? De havde jo slet ikke været i nærheden af noget er så meget som lignede emnet om racerne, eller hans øvrige arbejde..

Hun så på ham "jeg er også meget fornuftig" sagde hun og grinede lidt, for det var vist en overdrivelse. Hun smilte til ham "hvordan er det at være præst?" spurgte hun, for hun kunne ikke tro at han var dusørjæger hvis han var præst, hvad var det for en sammensætning? Hun fnøs af sig selv, fjollede tanker. Men den duft var der stadig, og hun agtede at finde ud af hvad den betød, for den var der vel ikke for ingen nytte? Nervøsiteten forduftede, og hun var atter rolig.

"Hm.. Det er... Spændende faktisk. Man møder så mange forskellige personligheder." svarede han, med et et glimt i øjet. Jo, han elskede sit arbejde. Både det civile, og det mindre civile. Selvfølgelig var der den ulempe, at al seksuel omgang var streng forbudt, men så igen.. Andre unge mænd forsøgte at scorre hver eneste aften.. Han forsøgte at dræbe.. Hvilket han faktisk fandt ganske tilfredsstillende.. Omend på en lidt anderledes måde...

Hun hævede et øjenbryn af overraskelse "okay, jeg havde en forestilling om at det var meget kedeligt, men det er da godt, det kan være du kan sætte lidt fut i prædikenen så det ikke bliver så tørt" sagde hun smilende "er du så meget religiøs? Eller bare sådan en lille smule" spurgte hun, for hun kendte mange der bare var kristne og tog i kirke juleaften, men hun kendte ikke så mange der gjorde det hver søndag, og bad til gud og sådan noget. Hun realiserede pludselig at hun måske ikke burde spørge så meget til hans arbejde, det irriterede ham måske "undskyld hvis jeg spørger for meget så må du sige at jeg skal klappe i" sagde hun roligt og smilede venligt.

Artemios smilede af hende, og så på hende med leende øjne. "Det gør skam ikke noget." forsikrede han, og nikkede let for at bekræfte dette. Strøg så tænkende hånden gennem sit lange hår. "Tjoo.. I betragtning af at jeg har valgt at uddanne mig til præst, må man nok sige, at jeg er ret religiøs." svarede han, med et skævt smil. Nok var han ikke fanatisk, men religiøs var han. Det var man jo også næsten nødt til når man arbejdede som præst...

Jara så ind i hans leende øjne, og smilede lidt "jeg kunne godt forestille mig at du var religiøs, men der er mange måder at være det på" sagde hun stille med et lille grin. Det var blevet koldere, så hun trak sin jakke tættere om sig, og duftede diskret til kraven. Den duftede af noget man engang kunne have kaldt hjem, noget der forbandt tryghed og minder sammen. "Fryser du ikke?" spurgte hun, for han havde jo kun skjorte på, det måtte da være koldt tænkte hun.

Artemios så kort ned af sig selv, som om han først nu opdagede at han sad i skjorteærmer. "Nej, egentlig ikke." svarede han så, og rystede på hovedet. Når man lige havde været vant til det nordlige Ruslands kulde, så var her faktisk ganske lunt.

Jara så overrasket på ham "virkelig? Okay imponerende, jeg sidder her og klaprer tænder" sagde hun og lo lidt, hun trak derefter lidt på skuldrende og smilede, det var ganske hyggeligt at finde selvskab så sent på en strand. Det var ikke noget der var hændt hende før.

Artemios, så lidt på hende, og rejste sig så op. "Jamen så lad os da gå? Det er noget varmere end at sidde stille." sagde han, og rakte hende sin hånd, for at hjælpe hende op at stå.

Jara så op på ham og smilede så lidt "du har ret, det er bedre at røre sig end at sidde stille hvis man fryser" hun tog hans hånd og rejste sig, ved hjælp af den. Hun så lidt op på ham og måtte igen indrømme at han var høj. Hun slap ikke hans hånd men begyndte istedet at gå "prøv at se man kan stadig lige ane solnedgangen" sagde hun og pegede på det svage røde skær ude ved horisonten.

Artemios fulgte hendes blik, og nikkede. "Det kan man også." gav han hende ret, og trak forsigtigt sin hånd til sig. I stedet lagde hans deres arme sådan et de gik arm i arm. Armkrog, det kunne gå an, men at gå hånd i hånd med en så meget yngre pige, eller i det hele taget med en kvinde, det var ganske uhørt.

//Må logge

Hun smilede bare til ham da han gjorde det, det havde hun intet imod om det var hånd eller arm hun holdt i var ligegyldigt, for det der talte var at han var en god ven som hun måtte holde fast i. Lidt metaforagtigt nu hun tænkte over det. "Hvor gammel er du så Alexander?" spurgte hun, for han var ikke rigtig til at placere på skalaen, sådan tidsløs kaldte man det.

"Jeg er 30 åt gemmel. Og hvad med dig Jara?" svarede han, og så ned på hende med et svagt smil. Hvordan ville hun mon reagere på hans alder? Hun så jo ud til at være omkring halvt så gammel som ham, men det kunne jo selvfølgelig være at hun var ældre... Det ville hun naturligvis ikke indrømme overfor ham, da hun forhåbenligt regnede med at han ikke var andet end et menneske...

Hun så på ham og smilede bare "Okay, jeg er 16" sagde hun roligt, og så frem for sig. Hun tog sig ikke af det faktum, at hun kun var halvt så gammel som han, syntedes kun at det var spændene mange i den alder havde allerede set hvad livet kunne byde på, så hun syntedes kun det var lærerigt "Er det i Werclare kirke du holder til?" spurgte hun og så op på ham.