Sand, vand og i luften? (Artemios)

"Det er der jeg holder gudstjenester ja." svarede han bekræftende, og smilede svagt ned til hende. "Men det er ikke hvor jeg bor." tilføjede han så, og blinkede let til hende.

Jara så på ham og nikkede "javel" sagde hun og smilede skævt. "Nej det må da også være uhyggeligt at bo i en kirke" udbrød hun. Der var jo folk der blev begravet og sådan noget. Hun rystede det uhyggelige af sig, og så kort rundt på stranden, hun havde taget sine sko i sin frie hånd, og gik og svingede let med dem.

Artemios lo dæmpet af hendes udtalelse, og nikkede så. Selv havde han faktisk boet i en kirke for en kort bemærkning. Han fandt dem nu ikke så uhyggelige... Han så jo så også alle de rum, som var skjult for menigheden.

"Folk bliver jo begravet.. eller nej der bliver holdt gudstjenste for døde mennesker der.." mumlede hun og gøs, hun ville aldrig kunne bo et sted hvor der havde været døde mennesker, hun var en frygtelig piveskid med hensyn til spøgelser, genfærd og andre skræmmende ting. "Er du bange for spøgelser?" spurgte hun og så på Artemios, eller Alexander som han kaldte sig. Hun kunne ikke rigtig forestille sig at han var bange for noget, sådan virkede han ikke.

"For spøgelser?" gentog Atremios, tydeligt overrasket. "Jeg må ærligt indrømme, at jeg har svært ved at tro, at spøgelser eksisterer." svarede han så, og rystede på hovedet. "Men det er du måske? - Bange for spøgelserne altså?" spurgte han så, og klappede hende let på hånden.

Hun nikkede og så på ham "hvorfor tror du ikke på dem?" spurgte hun roligt, og lagde hovedet på skrå. Hun så lidt sjov ud i hovedet da han spurgte om hun var bange for spøgelser "Naaa..h.." sagde hun og trak lidt på det "måske en lille smule" indrømmede hun så, og mærkede klappet på hånden og smilede lidt af det.