vandet er sort - Harley

Dato: irl
tid: 23.02
vejr: stjerneklart og vindstille
sted: på en lille bro ud til havet
omgivelser: vandet og havnen bagved
----------------

Jake stod med hænderne begravet i hans sorte hættetrøjes dybe lommer og hætten trukket op over hovedet, han stod helt ude på spidsen af en lille bro og hans fødder hang havt ud over det mørke vand, det var sjovt som folk sagde at vand var blåt for alt han kunne se var en blank sort overflade, det var sådanne ting de seneste dage var gået med at undersøge ting som disse og det var død kedeligt, tiderne var ikke hvad de havde været men det var vel også godt nok tænkte han mens hans øjne gled hen over den mørke overflade noget i ham forventede at der hvert sekund kunne hoppe noget op og bryde den smukke overflade, men det gjorde der ikke, sådan blev han stående i et godt stykke tig.

Harley sad med sine lange bed ud over kanten. Det var lige før hun kunne nå vandet, men der manglede stadig omkring en meter. Hun smilede lidt. Vandet var spejlblankt og hun kunne sagtens se sit eget spejlbillede. Vandet var en del flottere end om dagen, hvor det var en en eller anden grumset blanding mellem blå og grøn. Nu var det helt midnatssort. En utrolig pæn farve.
Hun tog en dyb indåndning og var straks på vagt. Lugten af dæmon var temmelig kraftig. Derfor så hun sig omkring, for måske at kunne få et glimt af den. Dog var det temmelig mørkt.

Jake havde kunne mærke det i et stykke tid nu, lugten af en varulv, det var intressant da det ikke var så tit at han mødte en varulv, det var som om at det blanke vand bar lugten hen til ham og han havde på fornemmelsen at den ikke var langt fra vandet faktisk temelig tæt på også at den var et sted til hans højre side, men det var for mørkt nu til at han kunne skimte den derude i møret. Måske var han heldig at den ville slås? eller måske var den venligsindet? alt dette ville snart komme til en konklusion.

Ud fra lugten, kunne hun konkludere at dæmonen, måtte være ret tæt på. Til hendes venstre. Den havde sikkert stået der et stykke tid, ellers ville lugten ikke være så kraftig. Al hendes opmærksomhed, var rettet mod lugten. Hendes sanser prøvede at opfange alle andre tegn på at der var en dæmon. Synet var dog ikke til meget hjælp, men hun mente at kunne høre en vejrtrækning. Hvis det ikke var et menneske, som befandt sig på en af bådede eller gik tur ved havnen.
Håbede at dæmonen, var venlig. Hun havde ikke den store lyst til at slås, men hun kunne jo blive nødt til at forsvare sig selv, hvis dæmonen gik til angreb eller noget.

Jake synes at have fundet varulvens position nogenlunde og samlede en lille sten på bruen op, han vendte den lidt i hånden, den var hård og kold, minede ham lidt om ham selv, han fyrrede den ned i jorden i det der gerne skulle være rimelig tæt på varulven, han gjorde det bare for at se om den ville reagere, andet var det ikke. Nu lukkede han øjnene og ventede på en reaktion, selv den mindste bevægelse ville sikkert være godt nok til at han kunne fastslå hvor den var. Hvorfor gik han egentlig ikke bare i retning af lugten? det ville være for besværligt eller ville det? som at det han lavede ikke var besværligt nok.

Harley havde hørt hver eneste bevægelse, dæmonen havde lavet og bukkede derfor hovedet for at undgå stenen, som blev kastet efter hende. Havde dæmonen, virkelig kunne se hende i det mørke? Måske havde de meget bedre syn end hun havde troet de havdet. De andre væsner var tit anderledes end hun troede. Bortset fra vampyrene. De var altid de samme. Ligeså kolde i r*ven, som deres hud var. De tænkte sikkert aldrig på de mennesker de dræbte.
Så i retning af hvor sten var blevet kastet fra. Rejste sig op i et hop.

Jake smilte ved lyden af nogen der rejste sig op, selvom det ikke var meget lyd kunne han høre lidt grus blive kvast og det var nok, han løftede hovedet og kiggede i retning af varulven som han dog endnu ikke kunne se, dette behøvede den dog ikke vide "nå der var du" sagde han så med et overlegent lille smil som han stort set altid lavede når han var corect i noget.

Harley havde nemt ved at høre det overlegne smil i hans stemme. Så i retning af stemmen og knurrede stille. Hun brød sig ikke om at hun ikke kunne se ham. Hun følte sig blind i mørket og hun var nærmest afhængigt af sit syn. Ligesom menneskerne var det. De havde jo ikke de fine sanser, som væsnerne havde. Dog var dusørjægerne en undtagelse.
"Og der var du" mumlede hun stadig knurrende.

jake grinede lidt af den knurrende lyd, endnu en opdagelse, hun var hun hvilket faktisk ikke var en speciel overraskelse da hendes bevægelser næsten havde været for elegante til at være en mands "ja du har ret" begyndte han stadig smilende "her er jeg" sagde han så og elskede det, han elskede at køre andre op og få deres aggresive sider frem.

Harley gik tættere på, så hun kunne ane hans omrids. Det gjorde hende en del tryggere. Smilede lidt. "Ja, det kan jeg se" sagde hun med et smil i sin stemme. Så på ham med et nysgerrigt blik i sine hasselfarvede øjne.

//Ska' logge//

Jake grinede lidt igen, han var i godt humør inat og det vel rart, han kunne så småt begynde at skimte pigen ud for sig, men kiggede ikke over på hende da han godt viste hvor hun var "og hvad har vi så her?" spurgte han med et overlegent smil på læben.

//helt iorden^^//

Harley prøvede at undtrykke en knurren, men den undslap alligevel hendes strube. Kunne ikke lide hans overlegne attitude. Men sådan var dæmoner og vampyre vel? De havde jo levet mange år, så de var vel blevet sådan med tiden.
"Hvad tror du?" spurgte hun og hævede et øjenbryn.

Jake lavede et elegant hop, der strakte sig over flere meter da han jo var dæmon, han lannede lige bag hende med ryggen til og kløede sig lidt i panden med den ene hånd "hmmm en lettere agrresiv varulv?" spurgte han stadig med front den anden vej, måske blev denne aften mere intressant end han havde regnet med.

Harley vendte sig om, i det han landede, så hun kunne se ham. Det var vigtigt at hun kunne se hvor hun havde ham henne. "Har du nogensinde mødt en varulv der ikke var bare lidt agressiv?" spørgsmålet var næsten retorisk. Hun vidste ikke ret meget om dæmoner, om der var flere racer eller om der kun der den normale, der spiste sjæle for at overleve. Derfor vidste hun heller ikke noget om deres temperamenter.

Jake grinede lidt igen, på trods af varulvens irreterede fremtræden så var Jake i ganske godt humør idag "nej, men jeg har dog aldrig mødt nogen der hadede mig fra starten" svarede han stadig i sin sædvandelige overlegne tone. Jáke var scuro dæmon og var af natur ikke særlig aggresiv udadtil som en sjæle dæmon måske ville være, dog morede han sig meget over når andre var aggresive han elskede at hise dem op.

Harley kneb øjnene en smule sammen. Kunne ikke undgå at knurre af ham igen. Han tirrede hende og det gjorde hende endnu mere vred end hun var i forvejen. Det var nitten ved at være varulv. Ens temperament var alt for stort.
"Jeg kender stort set intet til dæmoner, så jeg er bare på vagt" knurrede hun. Tog korte, hurtige vejrtrækninger. Hvis hun blev endnu mere vred ville hun sikkert komme til at skifte skikkelse.

Jake smilte lidt igen af hendes knurren, han skulle love for at hun var på vagt, han havde knap nok udvekslet et ord inden hendes knurren havde lyt ud i natten. "hmm jeg bliver jo helt bange" svarede han med en sarkastisk tone, dette var dog ikke personligt Jake så ikke nogen som stærke inden de havde bevist at de var det.

Harley blev endnu mere provokeret af hans sarkastiske tone. Knurrede og viste tænder. Noget en hund eller ulv, der var vred ville gøre. Hendes tænder var dog ikke så skarpe, men hendes hjørne tænder, var da lidt skarpere end et menneskes. "Hvorfor så.. Sarkastisk?" hvæsede hun.

Jake løftede hænderne op og spredte dem med håndfladerne opad og rynkede panden, han ændrede dog ikke sin sarkastiske tone "hvad snakker du om knurhår?" sagde han så. han var i rigtig drillehumør og vidste meget godt hvor irreteret hun var ved at være og det var lige det han sigtede efter, folk reagerede altid forskeligt, men denne varulv var sjov at lege med eftersom hun havde et stort tembrament

Harleys krop begyndte at ryste voldsomt af vrede. Det var næsten et spørgsmål om sekunder, inden hendes tøj ville gå i stykker og en ulv ville ersatte hende. Hun lukkede øjnene et par sekunder og trak vejret dybt. Lukkede hans stemme ude og koncentrerede sig om at slappe af. Det gik jo ikke at hun skiftede skikkelse, hvis nu et menneske fik set dem. Hun kunne jo ende med at blive dræbt.
Da hun fik slappet så meget af at det nu kun var hænderne der rystede, åbnede hun øjnene igen. Smilede skævt. "Knurhår? Den har jeg aldrig hørt før" indrømmede hun i en lidt imponeret tone. "Den vil jeg huske"

Jake trak en smule mere på smilebåndet både af hendes kommentar og af hendes hænder der rystede, han havde bemærket dem ryste ved hjælp af hendes næsten usynlige skygge der strakte sig hen over jorden "du ryster? og hvorfor mon" fortsatte han, hans stemme var gået over til sin normale overlegne tone og han valgte at ignorrerer hendes knurhår kommentar

Harley undgik lige med nød og næppe at knurre af ham igen. *Tag dig sammen, Harley!* Tænkte hun vredt og tog et par dybe indåndninger. "Hvorfor tror du jeg ryster?" spurgte hun. Det generede hende stadig, at hun ikke kunne se ham ordenligt og kun hans omrids. Det ville være rart hvis hun også fik set hans ansigt og krop ordenligt.

Jake var næsten ved at begynde at grine igen ved hendes svar, da hun morede ham virkelig meget med hendes store temprament "fryser du? eller er du bare bange?" svarede han mens han fortsatte den overlegne tone, han vidste udbærget godt at hun rystede fordi hun var vred, men dette svar var sjovere end det korekte

Det krævede så mange kræfter, ikke at gå direkte i flæsket på dæmonen at hendes krop igen begyndte at ryste. Ikke voldstomt meget, men man kunne stadig se det. "Jeg er vred" sagde hun nærmest i stavelser og med sammenbidte tænder. Hvordan kunne et væsen være så øretæveindbydende?

Jake vendte sig rundt så hans ansigt ikke var langt væk fra hendes, han havde sit overlegne smil på læben og hans øjne blimtede en smule i skæret fra en lygtepæl i nærheden "jamen er det da mig der har gjordt dig vred ?" spurgte han mens han holdt masken, han var en smule bange for at bryde ud i latter da dette væsen var yderst underholdende