Forbandet meget lyst til blod.

"Jeg vil hellere dø fro besta.." længere nådede Artemios ikke, før armen igen var mod hans mund. Irriterende. Han brummede utilfredst igen, men sørgede dog for ikke at synke blodet. Så lavt ville han alligevel ikke gå. Ikke at han havde det mindste imod vampyrer. Faktisk beundrede han dem, men eftersom han var ved at være kommet på sporet af sin søster, så ville det være yderst ubelejligt at lade sig forvandle netop nu. Unge vampyrer var jo ganske ustyrlige i menneskers selvskab.

Lyonaro kæmpede med at presse armen mod hans mund, bare for at sikre sig, at han bare ville få en lille sjat. Følelsen af at miste blod var bestemt ikke rar, og derfor ville han ikke fejle. Han knugede hånden for at få det til at bløde mere. "DRIK DET NU!" Råbte han vredt og var snart ved at miste tålmodigheden med ham og bare slå ham ihjel. Det eneste der holdt ham tilbage fra at gøre det af med ham var, at han virkelig gerne ville have netop Artemios, fordi han allerede havde det i sig.
Artemios havde efterhånden fået blod i hele ansigtet fordi han tværrede armen så meget imod hans ansigt.

Artemios kunne ikke holde den gående længere. Fandens! Han var ganske enkelt nødt til at synke. En ganske almindelig refleks i den menneskelige motorik. En dødbringende motorik også, viste det sig. For første gang i lang tid, trådte der en vrede frem i hans blik. Den skidne vampyr havde faktisk vundet! Han nægtede dog at tage mere, end den ene mundfuld han allerede havde fået. Håbede et eller andet sted det ikke var nok.

Lyonaro hørte synkelyden tydeligt med sine vampyrsanser. Han smilte pludselig bredt og ondt over sin sejr og han fjernede armen fra hans mund. "Nu er du min, Alexander!" Sagde han med en meget begejstret stemme. Han rejste sig op med den blodige arm, og gjorde intet ved såret. Han skulle nok finde en lille pige eller dreng og gøre sig mæt på inden solen stod op. Hans tidsfornemmelse sagde, at det ville blive morgen indenfor få timer, og han skulle nå hjem til La Sunisha inden.
Han løftede Artemios op i sine arme i et overraskende stærkt greb og begyndte at gå. Da han jo var vampyr var man en pæn del stærkere end det man så ud til, hvilket på alle måder var til hans fordel. "Jeg skal lære dig alt hvad jeg ved, og en dag vil du takke mig for at have gjort det" Smilte han syrligt ned til den svækkede eks-jæger.

"Du... Er en nederdrægtig vampyr. At du ved det." sagde Artemios sammenbidt, og lukkede øjnene. Hvordan skulle han nu kunne tage kontakt til sin søster, uden at fryge for hendes liv? Han kunne heller ikke kontakte noget andet af sin familie, uden at frygte for både deres, og sit eget liv. Åndsvagt altså! Ej heller kunne han fortsætte i sin proffesion(Staves) som en kirkens mand. Han sukkede tungt. Idiotisk var det. At genoptage sin hidtidige tilværelse ville være selvmord. Og selvmord kunne ikke komme på tale, på nogen tænkelig måde...

"Nej, det er jeg da ikke" Smilre Lyonaro stolt over sin fangst. Han bevægede sig i et normalt menneskeskridt, men nåede hen til La Sunisha, hvor hans egen skaber Daisuke boede i et stort palæ. Han begyndte at gå ned ad landevejen og kunne se huset henne ved horisonten, omgivet af skov og marker, samt stranden. "Du må hellere lytte til hvad jeg siger, for ellers går det kun galt for dig".

Artemios brummede et eller andet utydeligt, og så utilfredst op på vampyren. Dumme vampyr. Han måtte dø. Når altså han først havde lært Artemios, hvordan han skulle klare sig, og så videre. Men derefter måtte han dø. Et svagt selvtilfredst smil krydsede kort hans læber. Selvom han måske var svag nu, så ville det ikke blive ved på den måde. Og selv om Lyonaro var en ældre vampyr, så havde Artemios mange års erfaring som dusørjæger...

Senere kom de hen til palæet, hvor Daisuke heldigvist ikke var hjemme nu. Daisuke havde det med altid at blande sig og ødelægge det hele, ligesom sidste gang med Nick. Han gik derfor ned med ham i kælderen og lagde ham i sengen. "Her er ingen vinduer i dette hus, så du kan trygt sove" Smilte han overlegent og placerede sine hænder i sine sider "Når du er kommet til dig selv igen, går vi igang med optræningen".

Artemios skubbede sig op at sidde i sengen, og så olmt på Lyonaro. "Jamen det lyder jo straks mere betryggende." sagde han med ord, der nærmest dryppede af sarkasme. På trods af situationen - og sin meget svækkede tilstand - smilede han svagt. Han gned let sit ansigt, og ventede egneltig mest på at Lyonaro ville gå sin vej, da han faktisk var ret træt, og intet havde imod at lægge sig til at sove... Så længe han ikke skulle gøre det foran den åndsvage vampyr.

"Ha.. Du skal nok blive god med tiden, når du finder ud af hvor meget du får brug for mig" Smilte han håndligt af ham. Han kunne se hvor meget Artemios bare ventede på at han skulle forsvinde, og derfor gik han hen til ham og bukkede sit hoved ned til ham. Han kyssede ham svagt på panden og rettede sig op igen "Sov godt. Det er den sidste søvn du vil opleve resten af dit liv".

Artemios ville egentlig slå ud efter ham, men lod være. "Gå med dig." sagde han roligt og så olmt på ham. Lagde sig så ned, og så op i loftet.

//Senere, går jeg ud fra?//

//Bet you're rigth xD//