Leg med mig Nick.

Lyonaro kiggede rundt på de travle mennesker, og han lugtede diskret til folk, når de gik forbi ham. De var allesammen gamle, hvis ikke de var fede eller hvis ikke de så klamme ud. Det var ikke ligefrem Lyonaros drømmemåltid og ikke ligefrem folk han gad sætte tænderne i. Han foretrak folk med en sund kost, og helst unge, da de havde rent blod. Hvis der ikke snart kom noget ordenligt, så ville han blive nødt til at plyndre et børnehjem eller lignende, eller måske en skole? Men der var formentligt lukket, nu da det var aften.

Nick gik stille ned af gaden med hænderne i lommerne mens hans blik bare var rettet en smule stift fremad. Det var et stykke tid siden han sidst havde hørt fra Sean hvilket havde gjort ham lettere irretabel på ham, for hvem vidste hvad han mon lavede i dette øjeblik? Måske havde han fundet sig en anden? Nick rystede svagt på hovedet af sine tanker, og skubbede dem hurtigt væk mens han bare fortsatte med at gå i et normalt tempo. Duften af vampyr lagde han ikke mærke til, da han gik i sin egen lille verden...

Lyonaro skulle til at gå videre mog udgangen af byen, men så stoppede han da han pludselig kunne dufte en dæmon. Dæmoner smagte for det meste godt, da de jo levede af sjæle eller sådan noget. Den slags havde Lyonaro ikke rigtig styr på, men var dog interesseret, da han jo var sulten og i legehumør. Han fik øje på Nick, hvor duften kom fra, og han ventede på at han kom tættere på, så han kunne bruge sin evne på ham.
Diskret stod han og lod som ingenting, mens han brugte sin evne på sine omgivelser, lige idet Nick gik forbi ham. Det var spænende at se hvad dæmonen kunne finde på af måder at komme i snak med ham på.

Nicks sorte øjne fandt en vampyr lidt længere fremme og før han vidste af det, var han blevet nysgerrig på hvem denne person mon var. Vampyrduften fik minderne af Sean til at vende tilbage, hvilket ikke lige var hvad han havde brug for, men nu koncentrerede han sig også mest om den fremmede selvom det blev på et meget diskret niveau. Han var vant til at tage kontakt til folk, men ikke steder som dette og derfor var han lidt usikker da han med et lille forsigtigt smil nærmede sig vampyren "ehm hey" hilste han og så lidt interesseret på den ældre person og vidste egentlig ikke hvorfor han gjorde dette?

Lyonaro kunne ikke lade være med at afsløre hvor morsomt han egentlig fandt det, og smilte bredt. Han kiggede på Nick og bedømte, at han nok var omtrent fem centimeter lavere end ham selv, hvilket han egentlig havde det meget godt med. "Hey" Svarede han ham og kom hænderne i lommerne. Han kiggede på ham som om han havde kendt ham længe, men han var generelt åben overfor folk "Leder du efter nogen at bruge natten på?". Han lo lidt med en indvendt latter og blev hurtigt stille igen. Folk gik ubekymret forbi dem.

Nick lagde hovedet på skrå og betragtede den andens brede smil mens det gav et lille gys ned af hans ryg "det gør jeg altid" svarede han og løj ikke, selvom mange nok ville tro han gjorde det. Nick så på vampyren og undrede sig faktisk ret meget over spørgsmålet. Enten var han meget åben eller også havde han skumle bagtanker, men det tog Nick sig ikke af da det egentlig ikke generede ham.

"Det var godt. Jeg gjorde netop det samme" Svarede han og kiggede undersøgende på ham for at bedømme resten af ham. Han fandt Nick som en meget smuk dreng og han fornemmede at han nok skulle få det morsomt med at lege lidt med ham. Han lagde den ene arm om skulderen på ham og førte ham hen ad fortorvet, mod den vej som Nick egentlig var på vej mod. "Hvor skal vi så hen?" Spurgte han "Hjem til dig?".

Nick betragtede ham og kunne på en måde ikke lide hans blik på sig, men så alligevel da det virkede lidt mystisk og specielt. Da Lyonaro lagde armen om hans skulder kunne han godt mærke han blev en smule anspændt men skjulte det nu meget godt selvom han måske synes det hele var gået meget hurtigt frem "Mener du det her alvorligt?" spurgte Nick da han ikke brød sig om når folk lavede sjov med den slags og ikke tog det seriøst. Han kunne ikke lide at være offer for en liderlig vampyr som bare ville knalde, selvom han nok også selv var sådan til tider...

Lyonaro gik lidt langsommere da Nick spurgte ham om noget, men bremsede ikke helt op. "På hvilken måde alvorligt?" Spurgte han og lod sig virke rimelig alvorlig idet han spurgte tilbage "Jeg tager ikke gas på dig, hvis det er det du tror. Jeg tager glædeligt med dig, hvorend du skal hen". Han kiggede mod fortorvet igen og fulgte sit eget tempo.

Nick lyttede til hvad han sagde og overvejede lidt om han bare skulle være ligeglad med alt og tage ham med hjem eller noget. Sådan plejede han jo altid at gøre, men denne gang føltes anderledes "ehm, okay tak" sagde han og besluttede sig for at tage det som det kom og så se hvad der skete "Men hvis det nu er...kunne vi så muligvis tage hjem til dig?" han så op på ham med et spørgende blik og tænkte at det nok ikke var så godt hvis Sean var hjemme hvis de gik hjem til Deeshell. Godt nok havde de aftalt at det var okay at have sex med andre, bare der ikke var følelser med i det, men alligevel...det ville være en smule akavet.

"Mit oprindelige hjem er brandt ned" Svarede han og så tænksomt op i luften. Han stoppede lidt op og lod blikket falde tilbage på Nick og overvejede det grundigt igennem. "De sidste par dage har jeg sovet hos min skaber, men så skal vi tage til La Sunisha.. Han blir nok ikke glad for at jeg tager gæster med hjem". Han kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan Daisuke ville reagere. Endten ville han flå dem begge levende, eller også ville han kræve at deltage i deres sex.

Nick så lidt overvejende på omgivelserne og tænkte lidt på det. Han havde det ikke godt med at tage hjem til sig selv i Deepshell da der jo som sagt var en risiko for at Sean var der hvilket ikke var en bahagelig tanke, for hvis det var tilfældet skulle han jo til at forklare det og få ham til at gå, så ham og Lyonaro kunne gøre det. "Trist" sagde han og så på Lyonaro mens han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige til det med at hans hus var brandt ned, for han anede jo ikke hvad vampyren selv mente om det. "Hmm...problem...men vi kan heller ikke komme hjem til mig, deværre" oplyste han, og tænkte lidt over hvad de så kunne gøre.

Lyonaro nikkede kort og vendte dem om så de gik mod La Sunisha i stedet. Da de var i Werclare var der ikke så lang vej mellem de to byer, og det var ikke så slemt at gå. "Jeg kan ikke love at det går stille og roligt til så.." Tilføjede han, da han fik Nick til at gå med ham igen "Men måske er han ikke engang hjemme. Han plejer at være rundt omkring om natten".

Nick fulgte med ham og lagde tøvende sin arm om hans talje og gik bare med ham i retning af La Sunisha. Et smil fandt dog dæmonens læber ved Lyonaros ord og han bed sig i læben Han bed sig i læben men dog med et lille smil, og så frem for sig "Vi må vel tage det som det kommer" sagde han blot, og betragtede kortvarigt menneskene før han lod blikket glide over til vampyren. "Hvad hedder du egentlig?" spurgte han interesseret da han kom i tanke om at de ikke kendte hinandens navne.

"Ja det må vi. Mit navn er Lyonaro, bare kald mig Lyo, hvis det er.." Svarede han og smilte forventningsfuldt ned til ham. Han gik ud fra at han nok selv skulle præcentere sig, så han spurgte ikke igen. De kom lidt væk fra Wareclares gader, og nåede til udkanten af byen, og starten af La Sunisha. Dasukes palæ lå tæt på stranden, så det varede ikke længe før de ville være der.

Nick så hans smil og smilte tilbage "Og jeg hedder Nick...ved ikke om der findes en forkortelse af det" sagde han med et lille grin og så lidt på hans mørke hår hvorefter han fjernede blikket igen, for at orintere sig. Dette var jo næsten hyggeligt i forhold til hvad de havde tænkt sig.

Han grinede selv lidt, og nussede ham blidt på skulderen. Han længtes efter hans blod, men ville dog vente, så Nick kunne få lidt tiltro til ham først. Blod smagte bedst, hvis folk blev chokeret over at blive bidt af en eller anden grund.
"Jeg tror nu at Nick allerede er en forkortelse" Svarede han kiggede frem for sig og spejdede rundt efter palæet med blikket. Det begyndte at komme til syne helt nede ved horisonten.

Nick nød at blive nusset men stolede dog ikke på ham endnu, hvilket han nok heller ikke burde, selvom han ikke frygtede bid eller noget i den retning. Han nød jo smerte hvis bare det blev holdt på et acceptalt niveau. "Ja...Men det er bedre end Nicholas eller Nicolai..." sagde han og synes egentlig deres samtale var ret steneren, og han så egentlig bare frem til at komme i bukserne på Lyonaro. Han blik gled over på et Palæ men tænkte ikke over at det kunne være der vampyrene boede.

"Det er det ja" Svarede han "Mit rigtige navn er Takashi.. Men jeg skiftede navn da jeg blev færdiguddannet som dusørjæger i min tid som menneske". Han syntes selv han lød gammel efter at have sagt den sidste sætning, men det var han jo egentlig ikke. Hverken som menneske eller som vampyr. "Han ser ikke ud til at være hjemme..." Sagde han med en dæmpet tone. Han kiggede på palæet og slap armen om Nick, og gik hen til døren og åbnede op for ham Han fulgte blikket på ham.

Nick så kort på ham og så tilbage til palæet længere væk "dusørjæger? hmm...hvordan var det så at være dusørjæger?" spurgte han med et tilfredst smil på læberne da han egentlig godt kunne forestille sig ham som dusørjæger, men nu var det en smule ironisk eftersom han var vampyr. Nick så på ham igen, og nikkede til det Lyonaro sagde, mens han bare betragtede det store palæ "perfekt" sagde han, lod ham slippe armen om sig og trådte med lidt tøvende skridt ind over dørtærsklen mens han så sig omkring.

//Der er kommet et billede af palæet ind på Daisukes profil. Det er fedt ^^//

"Jeg troede jeg var et af Guds sendinge. Jeg var født og opvokset på en præstegård sammen med mine søskende. Jeg var meget religiøs" Svarede han tomt "Men så blev jeg vampyr og fandt ud af, at der jo nok ikke findes nogen Gud alligevel. Men det er bare kedelig snak".
Lyonaro Så sig omkring og tænkte om han skulle gå ned ind på soveværelset hvor der var hyggeligst eller ned i kælderen, hvor det var mere sikkert. *Han kommer nok ikke før solen står op* Tænkte han og hev ham med sig ind på soveværelset ovenpå. Han kiggede mod sengen og vendte sig mod Nick.

//wow imponerende hytte^^//

Nick lyttede til hans lille fortælling og nikkede svagt da han sluttede, men svarede ikke på det. Personligt troede han ikke på ét eneste ord som stod i biblen eller var blevet fortalt af Kristus...Kristendommen var for naiv, og blot for folk som behøvede noget at klamre sig til i svære tider. Den unge dæmon så sig lidt omkring med et imponeret glimt i øjet da det efter hans mening virkelig var et flot palæ af slagsen og så gik hans tanker over på hvordan Lyonaros skaber mon så ud og var? Han fulgte blot med idet vampyren trak ham med op til soveværelset og det gav et lille sus gennem hans krop da han så rummet som var smukt og specielt sengen som nærmest synes at kalde på dem.....
"Det er smukt" sagde Nick og vendte sig mod Lyonaro før hans lagde sin ene hånd på hans brystkasse og nød at mærke kulden

//Ja, det er mit hjem irl <3.. not, but I wish :3//

Lyonaro lukkede øjnene på halv og blev i et øjeblik sagelig da Nick lagde ud. Han kørte sin hånd igennem hans pandehår og strøj det tilbage så han kunne kysse ham ordentligt. Det var ikke særlig blidt da det mere skulle være en appetitvækker til sex, og han løftede ham let op og gik hen til sengen med ham og lod dumpe ned i sengen. Han trak trøjen af, smed den på gulvet og kravlede op i sengen og over ham. Det skete nok en anelse hurtigere i dæmonens hoved, men for Lyonaro var det overskueligt. Han kunne mærke at det strammede i sine bukser, og han var allerede godt tændt og parat.

//we all do^^//

Nick nød at mærke hans hånd stryge igennem sit hår, og kyssede med så længe det varede inden han blev løftet hen til sengen og lagt i den. Indtil videre gik det hele i et fint tempo, og Nick nød synet af Lyonaros bare overkrop da han blottede den for ham ved at trække trøjen af, og afsløre den blege og kolde hud som var et kendetegn for vampyre. Dæmonen smilte drillende da den anden var over ham, og med blide bevægelse lod han sine fingerspidser glide ned af hans overkrop og videre ned til hans bukseåbning hvor selv Nick kunne se den begyndende bule. Han kyssede ham kort med ømt på halsen og knappede så hans bukser op, hvorefter han lynede dem ned...

Lyonaro nød at blive kigget på, at blive rørt ved, ja i det hele taget opmærksomheden. Det var ikke hver dag man fik sådan en god fangst med hjem. Selve Daisukes seng hjalp i det hele taget på stemningen. Han blottede tænderne i et svagt smil, og bed sig i læben med de bløde tænder. *Jeg vidste han var den helt rigtige at hive hjem* Tænkte han og lo skummelt og lavt, før løftede op i Nicks trøje og slikkede ham langsomt op ad maven og brystet med tungespidsen.