Caféen får en til at tænke.. - Axel.

Dato : 16 Maj 2010
Årstid : Forår.
Dag : Søndag.
Vejr : Solen sender sine sidste stråler - dog er det sæson for lyse nætter. Jorden er smattet og våd, fordi der har regnet hele dagen.
Sted : Inde på en café i Werclare.
Tid : ca. 19.00
Omgivelser : Et par mennesker - eller andre væsener - rundt omkring ved bordende.
Påklædning: mørkeblå regnjakke, sorte tætsiddende jeans med en lille smule hængerøv, sort t-shirt med print, hvid hjemmestrikket hue og sorte slidte converse all stars.

Matthew sad ved bordet med en kop kaffe. Han holdte begge hænder omkring koppen, for at varme dem. Han havde lige været ude i kulden, og trængte derfor til lidt varme, hvilket cafeén klarede helt fint. Selvom der var meget lyst udenfor, og solen havde skinnet hele dagen, så var der meget koldt udenfor, og regnen gjorde det ikke bedre. Matthew kunne nu godt lide regn, han kunne bare ikke lide kulden, der desværre fulgte med regnen. Han trak den sorte strikhue af, og roede lidt i håret, for ikke at have hattehår. Huen lagde han på bordet ved siden af den hvide kaffekop, med caféens logo, og sukkede let. Han førte kaffekoppen op til hans mund, og tog en slurk af den varme, sorte kaffe. Han sad lidt og tænkte over det hele - alt det han havde fået at vide af David omkring væsenerne, alt det med Kristy, alt det der egentlig var sket, her på det sidste. Alt det der var sket i hele hans liv. Han sad bare og tænkte og faldte helt hen i sine egne tanker..

Axel var sur. Sådan rigtig muggen. Han hadede regnvejr, han hadede vand, og han havde aldrig kunnet lide det. Det var den rene kamp for ham at komme i bad, men han måtte gøre det, for han brød sig ikke om at blive snavset. Han var blevet våd af regnen, og gik derfor ind på den nærmeste café,
Han stoppede derinde, og gik så hen til skranken "Hejsa.." mumlede han, og skubbede en tot af sit våde hår om bag sit øre. Han tænkte sig lidt om "en... kop kaffe tak.." sagde han stille. Axel havde aldrig været god til at være sur længere af gangen, men lige nu gik det meget godt, men han snakkede pænt til damen bag skranken. Han fik sin kaffe og gik ned og satte sig ved et bord. Han sank nærmest helt sammen, og foldede sine lange slanke fingre om kruset *Vaaarme..* tænkte han og lukkede kort sine øjne. Han åbnede dem igen og så sig lidt omkring og fik øje på en ung fyr der så ud som om han tænkte meget.

Matthew var helt væk i sin egen verden af tanker. Midt i virvaret af tanker var det som om han fik et chok, for pludselig kiggede han skræmt rundt i caféen som om der var en bombe der var sprunget, uden nogen havde opdaget det. Han kiggede mistroisk på folk, og kunne ikke forstå hvorfor de ikke reagerede som ham. Hele caféen var rystet, som om der var et jordskælv. Pludselig begyndte folk at skrige og råbe og loftet begyndte at falde ned over dem. Døren blev hurtigt blokeret af en stor del af loftet, så det var umuligt at komme igennem udgangen. Folk gemte sig under bordende og i baren. Mange blev ramt af de hårde mursten og loftet der væltede ned over dem. Flere og flere blev såret, og Matthew skreg, og tårende væltede ned af kinderne på ham, ved synet af de sårede. Intet af dette var i virkeligheden sket. Hele jordskælvet var en hallucination der var i Matthews hoved. Folk kiggede forfærdet på den skrigende dreng der sad under bordet, og kiggede grædende ud på dem. En dame gik forsigtigt hen til ham, og satte sig på hug ved bordet, for at spørge om hvad der var galt. Det Matthew så var; En dame kom kravlende imod ham, og faldt såret om, foran ham, hvilket fik Matthew til at græde endnu mere. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Han var skræmt fra vid og sans, og kunne ikke finde rundt i hvad det var der skete. Matthew løb væk fra sit skjul under bordet, og på vejen hen mod døren for at flytte mursten, tabte han sin medicin ud af lommen. Han forsøgte at flytte nogle af murbrokkerne fra døren, men han var ikke stærk nok. Han kiggede sig febrilsk omkring efter noget, og så en dreng der ikke var blevet såret. Han råbte; "Kom her og hjælp mig med at flytte de her!". Han kiggede direkte på Axel, som sad og drak kaffe ligsom alle andre, mens de forfærdet kiggede på Matthews drama.

//Undskyld tiden, men jeg har virkelig ikke haft overskud til at svare. >.<'

Axel sad stille med sine fingre foldet om kruset, og med sine lukkede øjne. Et skrig rev ham ud af sin sagelighed, og han åbnede øjnene og blinkede lidt. Han så lidt rundt og fok øje på en ung fyr der sad under et af bordene i caféen, og skiftevis skreg og græd og begge dele. Axel så kort rundt på de andre i caféen og mødte deres lamslåede skræmte udtryk. Selv så han lettere overrasket på den unge menneskelige fyr, og fik øje på noget han tabte ud af lommen da han pludselig rykkede sig. Han rejste sig tøvende da han bedte ham komme og hjælpe, og gik hen imod ham. Han lavede en lille fejende bevægelse på vej hen imod Matthew og samlede medicinen op. Han standsede henne ved Matthew og så på døren "hvad er det jeg skal hjælpe med?" spurgte han, og kiggede kort på medicinen for at få et prej om hvad der var galt. Han forstod ikke et muk af hvad hvad medicinens mærkat forsøgte at fortælle ham, og han kunne jo ikke tvinge munden op på drengen foran ham, og bare proppe pillerne i ham uden at vide at det ikke var medicin mod høfeber eller sådan noget. "Hvad er det der sker?" forsøgte han og så på Matthew og forsøgte at se ham i øjnene, hvis nu drengen havde taget stoffer og det var en slags hallucinationer. Han rakte forsigtigt ud og rørte ved Matthew skulder, som for at berolige ham.

//det er okay, har selv haft lidt at slås med ^^ //