Solen skinner

Dato : 19/5
Årstid : forår
Dag : onsdag
Vejr : solen skinner
Sted : Stranden
Tid : lidt hen af eftermiddag
Omgivelser: stranden, kun få mennesker

Thrándil kom sjældent ned til stranden, han havd det bedst i skoven, på engen eller andre frodige steder.
Men i dag var han altså taget til stranden, mest for at se den smukke solnedgang der ville være om et par timer.
Selv om solen skinnede godt var der alligevel lidt frisk vind og det gjorde det lidt besværligt at gemme sine ører under håret.
Måske ville menneskerne nok også undre sig over hans tøj, grønne bukser, grøn trøje og langt gyldent hår.
Men de fleste syntes bare han var smuk og gik vidre.
Han gik gennem det bløde, lune sand og ned til vandkanten, lige så vandet ikke ramte ham, og så ud over vandet.

Hun holdte vejeret i lang tid inden hun kom op til overfalden. hun havede kun lige næsen oppe over vand overfalden og kiggede rundt på den snart helt forlatte strand. der var kun en lang lyst håret fyr lige i kandten af vandets grænse. Hun stod en dyb indånding og dykkede ned under vandet igen.
vandt var ikke så koldt mere nu når hun havede vændet sig til det. men hendes lange røde hår var belvet mørkt og filtredt på grund af der saltede vand. hun prøvede stille på at redde det ud under vandet med hendes fingere, men det lykkedes ikke rigtigt.

Han så et hoved dukke op af vandet for så at forsvinde ned i vandet igen.
Selv om solen skinnede burde vandet stadigvære koldt på denne tid, men det var jo også lige meget.
Han begyndte at gå langs strandkanten mens han så tænkende frem for sig.
Han var ret forvirret for tiden, han forlovet var som forsvundet og han var begyndt at kunne lide en anden....Og det værste var hun var varulv, en venlig og alt andet end krigerisk, men alligevel...
Han så ud over vandet igen.

Hun svømmer op til overfladen igen. hun ser at fyren er forsvundet, hun kigger ned af stranden og får øje på ham lidt længere nede af stranden. Hun svømmer efter ham men passer på ikke at blive set. hun gemmer sig bag ved en sten tæt på ham. hun kigger forsigtigt frem for at få et bedre kig på ham, vinden blæser og tager lidt fat i hans hår. og som han står der syntes hun det er som om der er noget i ham hun kender, og så afligevel ikke.
hun gemmer sig hurtigt bag ved stenen igen og holder stille øje med ham.
¤gad vide hvorfor han står der helt alene¤ tænker hun og bliver pludselig meget ængstelig for at tale med ham. men hun ved at det ikke er en særlig god ide, og desuden kan hun ikke vise ham at hun har fulgt efter ham. han ville nok bare tro hun var sindsyg.

Han hørte lidt plasken bag sig og lidt efter fornemmede han at noget så på ham.
Han stoppede op og vente sig om, hans blik gled fra vandoverfladen til ud over stranden.
Længere nede stod en pige og legede med sin hund, ellers var her ret tomt.
En bevægelse nær en sten fik han til at se på stenen.
Han overvejede om han skulle gå hen og se, men måske var det en fælde, måske ville nogen angribe ham vis han nærmede sig...På den anden side, vis det ikke var en fjende ville han nok ligne lidt en idiot som han stod der.

Hun kunne ikke holde det ud mere hun måtte væk, det var blevet alt for koldt at være i vandet, hun måtte finde en måde at få ham væk på. han ville nok regne ud hvad hun var det sammen øjeblik han så hende.
hun tænkte og tænkte i nogle minutter og kiggede så hurtigt frem for at se om han stadig var der. hun viste ikke hvad hun skulle gøre, hun kunne jo selvfølgelig svømme men vandet var før mørkt til at hun kunne se hvor hun svømmede hen. det var alt for risikabelt, hun måtte bare vente til han forsvandt af sig selv.

Måske var han bare dum eller også var han et eller andet andet, men ihvertfald gik han hen mod stenen.
Han gik helt hen til den.
"Hallo" sagde han med sin smukke og venlige stemme
"Hvem der?" han vidste der var nogen, men ville ikke gå helt om bag stenen da han ikke helt vidste om personen bag ham var godt eller ondt.
Han havde dogen følse af der ikke ville ske noget, men han havde altid lært at han skulle være forsigtig.
En lidt for frisk vind fik skubbet hans hår væk, men han var hurtig og hans ører var kun synlige i et sekund eller to.

Hun havede ikke set ham komme og stodmed rykken imod stenen, så snart hun hørte hans stemme frøs hun, men vendte sig stille om imod ham og så op på hans ansigt. "hej" sagde hun stille. hun kiggede genert op på ham og smilte skævt.
¤man hvor har jeg klokket i det¤ tænkte hun og så bare forstenet op på ham , hun kunne ikke finde på andet at gøre, hendes hjerte hamrede afsted.
men pludselig kom hun i tanke om at hun intet tøj havede på og blev taknemmelig over at vandet var blevet så mørkt og at hende lange hår skjulte hende over krop

Han så overrasket på hende slappede lidt af, altså ingen vampyr, varulv, dæmon eller hvilke fjender hans race nu havde.
Han var dog lidt overrasket ved synet af hende, selv om han ikke kendte hende virkede hun bekendt alligevel.
Hun lugtede ikke at noget specielt, som de fleste racer, måske tilhørte hun hans egen?
Han var også lidt overrasket over at hun var...Hrm....Nøgen. Men glad for hun var dækket.
"Øhm, hej?" sagde han med et lille smil

hun ser ham ind i øjene, og kan mærke at hun bliver rød om kinderne. " har vi møtes før?" hun viste at det var meget lige frem, men hun haede at være uviden.hun så hurtigt ned af sig selv og rødmede. " øhm giv mig lige to sekunder? og luk lige øjene" hun kiggede afventende på ham.

"Selvfølgelig" han både lukkede øjnene og vente ryggen til hende, imens han stod der med lukkede øjne sagde han:
"Nej, det tror jeg ikke.... Men har en følse af jeg kender dig...." han skulle passe på, det var stadig en chance for hun kunne være menneske selv om hun ikke virkede sådan.

Hun løber op af vandet så hurtigt hun kan og ind imellem nogle trær der står i udkanten af skoven, og tager sit tøj på. hun tører også hendes hår og begynder så at gå hen imod ham igen. "Sådan du må godt kigge nu" siger hun da hun står foran ham og smiler.
" det var lidt en mærkelig måde at mødes på" siger hun og rødmer.
hun ser op på ham med sin øjne rettet mod hans. Hendes hår ligger godt omkring ørene så de ikke kan ses.

Han åbnede øjnene og smilte til hende.
"Dejligt med en svømmetur?" gættede han, han så lidt på hende, vandrede så rundt om hende og besluttede sig for at tage chancen, men ville alligevel være forsigtig.
Han ville gætte på hun nok var af samme race som ham selv.
"Jeg er Thrándil" smilte han da han igen stod foran hende.

hun følger ham med øjene da han går rundt og hende.
Hun fniser stille, " jeg hedder Elena der er rat at møde dig Thrándil" siger hun og smiler stille til ham og ser sig bag efter ud over vandet. "Jeg svømmer her normalt hver dag. jeg elsker at mærke saltet på mig når jeg går op fra vandet." hun fniser igen og kigger så ned i jorden.
Hun syntes selv at det lød lidt plat når hun selv sagde det højt, og specielt når hun sagde det højt foran andre.

"Aha" sagde han og syntes ikke det var det mindste åndssvagt.
Han havde kun sjældent badet i havet, normalt nøjes han med ferskvandet i en flod eller sø inde i skoven.
"Jeg synes det klister og filtre håret" sagde han og så på hende
Vis hun nu skule være et menneske ville hun nok tro han var åndssvag, det skadede nok intet at spørge
"Er du elver?"

hun blev først lidt bange, men da hun allerede havede set hans øre blev hun hurtigt rolig igen.
"Ja, ligesom dig" svarede hun og lagde hendes hovede lidt på skrå. hun løftede stille hånden, og flyttede håret der var foran hans øre væk. "ja det tænkte jeg nok, jeg var næsten hunrede procent sikker på at du var en elver" hun fjerner stille hendes hånd igen og ladder den falde ned langs med siden.
Hun smiler igen til ham men siger intet.

Han trak på skuldrene
"Ville bare være helt sikker...Og ja, ser det ikke alt for vigtigt at skjule det, de finder nok ud af det på et tidspunkt alligevel" sagde han med et smil.
"Bor du så i skoven?" sagde han, det havde han selv gjort hele hans liv.

Hun ser væk et øjeblik men vender sig så om imod ham igen.
" kom med" siger hun og tager han hånd og prøver at føre ham med imod den skov hvor hendes tøj lå før.
Hun går stille for ikke at trække for hårdt i ham. mens hun går vender hun sig om imod ham og siger." du kan stod på mig !" og smiler så til ham.

Han gik med hende, med stod gik han ud fra hun mente stole.
Han vidste godt han kunne stole på hende, han kunne mærke det og han vidste at elvere normalt ikke gjorde andre fortræd.
Desuden havde hun jo heller ingen grund til at gøre ham fortræd, så han gik med hende over mod skoven.

( ja jeg mente stole:-) skrev bare lige forkert)


Hun gik helt ind i skoven mod et lille hus der stod omme bag ved et stort brike træ.
Hustet var lille og lavet af træ og med runde gald vinduer med gals i forskelling farver. Døren var også af træ med små cirkel mønstre indgraveret i den.
Uden for huset løb der en lille bæk hvor der voksede fordigt med vand blomster i flere hunerede forskellige farver og former.

Hun så tilbage på ham og smilede. " her bor jeg " siger hun og kigger tilbage på huset. efter hånden som de når huset giver hun stille slip på hans hånd.

Han lod armen falde ned langs siden mens han fuldte efter hende.
Han så opmærksomt på alt det han kunne.
skoven var smuk, ja, men man fandt sjældent virkelige flotte steder, som et paradis og dette var sådan et sted.
"Wow, her er flot!" smilte han glad og så på de spændende blomster nær bækken.
"Her er virkelig smukt" han så hen mod huset og på Elena

Hun smiler lidt genert. " tak, jeg har selv lavet det hele" siger hun og kigger forvendtnings fuldt på ham.
" vil du vide en anden grund til at jeg ved du er en elver og ikke bare et eller andet menneske der leger fastalavn?" spørger hun stille" Huset kan ikke ses af mennesker. hvis et mennesk så herhen nu ville de kun se og to stå her og snakke sammen i en hel almindelig skov"
Hun smiler og kigger over på huset igen.
"det er en del af magien her i skoven" siger hun og går hen imod vandet. hun putter en af sine fingere ned i vandet og leger lidt med en af blomsterne.

Han så hen mod huset.
"Jeg kan da godt se huset" sagde han og gik hen til hende.
Han satte sig ved siden af hende, han gik meget op i planter og så nysgerrigt på nogen af dem.
Nogen af dem tilhørte en sjælden art som han kun havde set få gange ved et vandfald eller noget.
Han plukkede en af dem og duftede til den.
"Ahh" smilte han
"Min mors ynglings blomst" sagde han, han plukkede hoved af stilken og tillod sog at sætte den i Elenas hår.
"Undskyld, kunne ikke lade være" smilte han og så på sit "kunstværk"

Elena kigger op på ham og smilte.
"kom med dig der er noget jeg gerne vil vise dig " sagde hun og tog ham stille i hånden igen. Hun gik hen imod døren og åbnede den op for ham så ham kunne gå ind. Hun tændte for lyset og gik hen imod en stor komode der stod i det højere hjørne og åbnede den. inde i komoden lå en lille æske. Hun gik hen imod ham med den lille æske i hånden og stillede sig foran ham , og rakte den frem imod ham.

Mens de gik gennem huset så han sig lidt omkring endtil de stoppede op og hun holdt en æske mod ham.
Han kiggede lidt og vidste ikke helt hvad hun ville, men tog så imod æsken og så lidt på hende
"Hvad er det?" spurgte han hende, lidt tøvende, men åbnede den så