Legepladsen...

Sted. Leeeeeegepladsen! xD
Omkring. No ooone
Vejr. Det er koldt og fuldmåne
Tid. 00.01
Dag+ dato. IRL
Påklædning. http://www.republic.co.uk/content/ebiz/republic/invt/82910/82910_lg1.jpg

Rose var ved legepladsen. Der var et muntert smil på hendes læber. Hun sad på en af gyngerne og svingede sig frem og tilbage. Hun havde lige haft trukket sine vinger tilbage, så hun følte sig lidt svag i det. Det var afslappende at være ved legepladsen ved denne tid. Der var ingen små skrigende børn. Hun elskede at gynge og ville blive ved i evigheder hvis hun kunne. Det var kun hendes lugt som afslørede hende som engel, ellers lignede hun et menneske.

Vicente kom gående mod legepladsen. Han kunne dufte en engel i nærheden, men alt han kunne se var en pige længere fremme. Pigen havde ingen vinger, men duften kom vist fra hende. Der var i hvert fald ingen andre i nærheden. Han strøg en lok af sit lang sorte hår om bag sit ene øre, rettede lidt på sin sorte jakke og stak så sine blege hænder i lommerne på de sorte bukser. Han syntes han kunne genkende duften, men det var sikkert bare selvindbildning. Han havde ikke fået engleblod meget længe, han havde svært ved at finde dem, så han havde levet af menneskeblod. Det var selvfølgelig bedre end ingenting eller dyreblod. "Hm.." Mumlede han lavt og så mod pigen. Hans grønne øjne var så småt begyndt at blive røde.

Rose satte hurtigt hælene ned i jorden som fik hende til at stoppe brat. Hun havde kunnet mærke ens tilstedeværelse. En bekendt person. Hun rynkede panden lidt og kunne mærke at det var et væsen, og hun vidste at der ikke var særlig mange gode væsner ude på denne tid.. Så det kunne kun være noget slemt noget. Hun lod sit blik gå hurtigt over skulderen hvor hun kunne se en mørk skikkelse komme nærmere. Allerede dér kunne hun mærke sit hjerte banke hurtigt i brystet på hende, og var ikke særlig glad for dette. Men hun blev dog siddende hvor hun var og betragtede vedkommende som kom nærmere, og så på ham med et varsomt blik og så nøje på alle hans bevægelser som han lavede.

Vicente stoppede kort fra pigen og gyngestativet. "Godaften." Sagde han. Hans stemme var mørk og rolig. Han havde set denne engel før. Det var længe siden han sidst havde bevæget sig væk fra sin lille skovhytte. Han havde levet af vildfarne mennesker, dem som var kommet for tæt på hans område og hans eneste selskab havde været menneskernes lig, som han havde brug som modeller til sin kunst. Han slikkede sig let over sine spidse hjørnetænder. Lysten til bare at springe på hende og prøve at bide hende var stor, men han prøvede at beherske sig. Det sjove måtte vente lidt endnu.

Rose så på fyren som nu stoppede. Men selvom at han stod nogenlunde tæt, så var hendes øjne jo ikke gode til at se i mørket, så derfor var han stadig lidt utydelig for hende. Hun lagde hovedet let på skrå og smilte et venligt smil som var en vane for hver gang hun mødte nogen "... Godaften" sagde hun lidt tøvende og kunne mærke at hun havde mødt denne person før. Hun lod sit blik gå undersøgende op og ned af ham og kunne gætte sig frem til at han var en vampyr, men hun kunne dog ikke se hvor hun havde mødt ham henne før. Hun havde mødt ham, ja. Men hvor? Hun kunne mærke en nervøs og bange følelse i hendes mave, så hun vidste at hun ikke burde være sammen med ham alt for længe. Hun havde blevet siddende på gyngen indtil videre, men var nødt til at rejse sig op da hun ikke brød sig om at sidde ned og ikke have chancen for at flygte hvis der skete noget. Hun rejste sig langsomt op og bevægede sig med varsomme bevægelser og stillede sit et skridt væk fra gynge stativet og et skridt længere væk fra ham så hun havde lidt afstand med ham.

Vicente trådte hen til gyngestativet. "Legepladsen.. Så stille og tomt. Det stik modsatte af, hvad man normalt hører om legepladser." Sagde han selvom det mest af alt var til ham selv. Han fjernede blikket fra englen og så på gyngestativet, som han let rørte ved med sin ene hånd. Hans fingre var lange og tynde og som alle andre vampyrer, så var han ligbleg. "Ganske morsomt, synes De ikke?" Spurgte han og rettede så sit blik mod englen igen. Han tog et skridt imod hende. Før han ville forsøge sig med at få sat tænderne i hende, så ville han finde ud af hvem hun var og hvorfor hun virkede bekendt. "Jeg har set Dem et sted før. Hvad er Deres navn?" Spurgte Vicente så. Han betragtede hende og hans øjne var nu mere røde end grønne.

Rose lod ikke sit blik gå væk fra fyren som nu var mere tydelig og hun kunne mærke sit hjerte banke endnu hurtigere end før. Hun havde i sandheden set ham før. Men hun kunne stadig ikke huske hvor pokker det var og hvornår. Det måtte have været længe siden. Hun løftede et øjenbryn af det han sagde og rystede svagt på hovedet "Nej.. Det syntes jeg ikke.." sagde hun med en forsigtig stemme og vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige da det ville være mærkeligt hvis der faktisk var børn på legepladsen på denne tid. Hun så på at han kom nærmere mod hende og tog hurtigt et skridt tilbage og rystede på hovedet "D-d-det kan være lige meget.." mumlede hun stammende og ville helst ikke fortælle ham sit navn og så på ham og var virkelig ikke glad for hans selskab.

Vicente lagde hovedet let på skrå. Hun var jo bange. Et lille smil viste sig på Vicentes farveløse læber. Han kunne sjældent skjule det smil når folk var bange. "Du har ingen grund til at være bange." Sagde han selvom han godt vidste, at det var en stor løgn, da han hvert sekund kunne finde på at springe på hende. "Så må jeg vel introducere mig selv.." Sagde han og strøg en lok af sit lange sorte hår om bag det ene øre. "Vicente Valentieri." Præsenterede han sig selv og rakte sin blege, tynde hånd frem mod hende. Han regnede ikke med, at hun ville trykke hans hånd, men hvis hun gjorde, så var det en perfekt chance til at tage fat i hende og prøve at bide hende.

Rose så på fyren og vidste at han løj. Selføli havde hun grund til at være bange for ham! Hun så på ham og skjulte den endnu større frygt i hende da hun hørte hans navn. Hun pressede sine læber hårdt sammen så de kun var en tynd streg og fik selv tvunget til ikke at sige sit eget navn for at være høflig og vidste at han ville huske hende hvis han hørte hendes navn. Hun nikkede svagt som forståelse og tog ikke imod hans hånd og gik i stedet endnu et skridt væk fra ham da hun nu havde meget stor grund til at holde afstand til ham.

Vicente betragtede hende fortsat. Han lagde mærke til, at hun tog et skridt væk fra ham efter, at han havde sagt sit navn. Måske var det ikke bare selvindbildning, at han mødt hende før. Måske huskede hun ham fra et eller andet sted? Det irriterede ham i hvert fald, at han stadig ikke kunne sætte navn på hende. Han trak sin hånd til sig igen og kørte den så igennem sit lange sorte hår. "De ved godt, at det er uhøfligt ikke at præsentere sig overfor en, som lige har præsenteret sig, ikke?" Sagde han og rystede let på hovedet af hende. Hun var vist ikke meget for at afsløre sit navn. Vicente skulle nok finde ud af det og så var han sikker på, at han også ville få svar på, hvorfor hun ikke ville ud med det.

Rose så på Vicente og knyttede sine hænder hårdt sammen og vidste godt at det var uhøfligt ikke at præsentere sig. Men hun nægtede at fortælle ham det, da hun var bange for konsekvenserne af det og ville virkelig ikke have at han skulle kunne huske hende. Hun rystede svagt på hovedet og tog en dyb indånding for at få kontrol over sig selv og sin stemme "Som sagt.. Det kan det være ligemeget" sagde hun roligt, men man kunne let høre en usikker kant i hendes stemme. Hun betragtede ham og gik ikke videre baglæns, da hun ville komme for langt væk fra ham og hun derfor ikke kunne se ham mer hvis hun gjorde. Og så vidste hun jo ikke hvor han var og var bange for at han lige pludselig ville komme op bag hende eller what ever.

Vicente tog et par skridt imod hende. Han tænkte så det knagede, men han kunne ikke sætte navn på hende. Han kunne dog forbinde hende med skoven. Var han stødt ind i hende i skoven for længe siden? Han var ikke sikker, han forbandt efterhånden alt med skoven. "Engel. Hvor har jeg mødt dig?" Spurgte han og var blevet enig med sig selv, at det ikke bare var selvindbildning. Han var sikker på, at de havde mødt hinanden før. "Skoven måske?" Spurgte han så.

Rose tog hurtigt et par skridt yderligere tilbage og rystede benægtende på hovedet "Jeg ved ikke hvad du snakker om.." sagde hun lavmælt og ville ikke begynde at give ham ledetråde om hvor han havde mødt hende og hvem hun var. Hun så ned i jorden, så hun ikke gav væk sit usikre og bange blik og holdt øje med om Vicente kom nærmere på hende ".. Vi har ikke mødt hinanden før.." fortsatte hun mumlende og ville bare prøve at få ham overbevist om at hun blot var en fremmed for ham og at hun heller ikke kendte ham.

Vicente var ikke dum og vidste, at hun løj. Han kunne huske, at han havde haft en kamp i skoven, en kamp mod en engel, men om det lige var hende var han ikke sikker på. Det gættede han i hvert fald på indtil videre. Han tog et spring imod englen og i håb om at få fat på hende. "Hm.. Hvad hvis nu jeg lover dig, at jeg holder mine tænder for mig selv, hvis nu du fortæller mig dit navn?" Spurgte han. Han havde droppet sit høflige sprog. Han var blevet utålmodig, hvilket han hurtigt blev når han tørstede efter blod.

Rose gispede forskrækket da han pludselig sprang mod hende og kunne kun knap og nap undvige ham. Hun rystede hurtigt på hovedet og havde næsten faldet over sine egen fødder da hun undveg ham og fandt langsomt balancen igen. Hun ville simpelthen ikke. Men så.. Så ville han jo bide hende. Hun lod sin ene hånd stryge langsomt over sin hals og bed sig i underlæben ".. Rose.." hviskede hun tøvende og så lidt væk fra Vicente og rystede svagt.

Vicente blev stående, hvor han var landet og så på Rose. Han huskede hende klart og tydeligt nu. "Rose.." Gentog han og nikkede let. "Det bliver svært at holde, hvad jeg lovede dig." Sagde han strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. "Hm.. Hvordan kunne jeg dog glemme dig, Rose. Vi har jo haft mange... Spændende møder." Sagde han og et lille skummelt smil viste sig på hans læber.

Rose så på Vicente med et ventende blik. Hun vidste at der snart ville ske et eller andet, men vidste bare ikke hvad lige præcis. Hun knyttede sine hænder hårdt sammen og lyttede til det han sagde og vidste ikke hvordan og hvad hun skulle svare på det. Hun trak svagt på skuldrene som svar og kunne ikke komme på noget bedre og begyndte langsomt at gå baglæns og ville helst ikke blive og finde ud af hvad der ville ske med hende.

Vicente fulgte hende med sit blik. "Rose, hvis du går nu, så går du jo glip af det sjove." Sagde han og begyndte at gå imod hende. Enhver der havde mødt Vicente ville have kunnet gættet, at han bestemt ikke ville holde sit løfte når der var chance for, at han kunne få engleblod og når han var så tørstig på samme tid, så var det dumt at stole på ham. Han var parat til at springe på hende hvert øjeblik, han ventede bare på, at hun prøvede at flygte. Han havde nu savnet at jagte engle. Den sidste jagt han havde foregik dog i skoven, men der havde han ikke fået fat i englen. Han hadede virkelig når de slap fra ham.

Rose begyndte at trække vejret i paniske drag og ville slet ikke være der til at se det såkaldte 'sjove' som han kaldte det. Hun rystede på hovedet og blev ved med at gå tilbage da han begyndte at gå mod hende "Skrid fra mig, Vicente!!" snerrede hun vredt og vendte sig hurtigt om og begyndte at løbe og begyndte at få sine vinger frem til at kunne flyve væk fra ham.

"Du ved, hvad jeg vil have og jeg skrider ikke før jeg får det." Sagde han og hoppede ud efter hende i håb om at få fat på hende, så hun ikke kunne stikke af. Det føltes, som om han tørst kunne mærke, hvor tæt han var på at kunne få blod. Tørsten blev nærmest større for hvert sekund, hans krop var ivrig efter at smage engleblod igen. Det var flere måneder siden han sidst havde fået engleblod, så det var klart, at han ikke lod denne chance slippe væk. Hvis hun skulle slippe væk, så skulle hun kæmpe sig væk fra Vicente.

Igen slap Rose kun med nød og næppe væk fra Vicente og så sig over skulderen "Jeg giver dig ikke lov til at komme tæt nok på!!" råbte hun tilbage mod ham og fik endelig sine vinger frem og begyndte at baske vildt med dem for at komme til at lette fra jorden. Neeej, hun ville ikke give sit blod frivilligt.. Ikke på vilkår!

Vicente så vredt op på hende, hvorefter han så rundt for at finde noget, som han kunne kravle op på og så springe hen på hende. Der var en enkelt lygtepæl, men han var ikke sikker på, om den var tæt på på til, at han ville kunne nå hende. Han ville dog gøre et forsøg. Han satte i løb og det tog ham ingen tid at kravle op på lygtepælen. "Jeg skal nok få fat på dig!" Sagde han med sammenbidte tænder. Han ville ikke lade hende slippe væk. Han hoppede ud efter hende og håbede på, at han kunne få fat på hende.

Rose havde troet at hun havde sluppet væk fra ham da hun havde lettet fra jorden og havde ikke forventet at han ville springe efter hende oppe fra en lygtepæl, så hun så ikke at han kom og skreg da hun kunne mærke ham mod sig. Hun faldt hurtigt ned mod jorden og kunne jo ikke holde ham oppe sammen med sig selv. Hun skreg af den smerte der gik gennem hende da hun landte hårdt på jorden og trak hurtigt sine vinger ind da hun ikke kunne se nogen udvej nu. Hun så op på ham og prøvede med det samme at komme op at stå og væk fra ham og håbede bare på at han var langsom nok til at det ville lykkes.

Vicente smilede kort for sig selv, da han fik fat på hende, men smilet blev dog hurtigt til en grimasse, da han landede på jorden med hende. En smerte jog igennem hans ene arm og hans ribben, men han kom alligevel hurtigt på benene, da han så, at hun havde rejst sig. Han satte i løb efter hende og håbede bare, at han kunne få fat på hende før hun lettede fra jorden igen. Han hadede englenes vinger, det var altid det, som stod imellem ham og deres blod, men selvfølgelig også deres utrolige viljestyrke til aldrig at give op. De ting forpurrede altid hans planer om at sætte tænderne i dem.

Roses stedfornemmelser var røget lige et par sekunder og syntes at hendes verden snurrede rundt og vendte sig hurtigt om og begyndte at løbe, men vidste ikke hvor og vidste at hun ikke kunne løbe væk og ved hvert skridt hun tog gik der et jag af smerte gennem hendes ribben efter faldet, og hun kunne hurtigt mærke at det simpelthen ikke nyttede noget..