I Vicentes total klamme hytte xD

Rose lavede nogle brokkende lyde da hun hørte på lydene af hud som blev skåret op og farede næsten sammen ved lyden af knogler brække. Hun tog hurtigt sine hænder op til sine øre så hun ikke var nødt til at høre på det og lukkede sig selv inde i sin egen lille bobbel.

Vicente stak hånden ind og rev hjertet ud. Han gik forbi Rose, hen til et skab, som stod med fronten imod hende. Han åbnede det og en masse glas med en flydende substans var at se, i nogle af glassene var der dog mere end den flydende substans, der var hjerter. Han tog et af glassene, skruede låget af og en eddike-lignende lugt steg fra glasset. Han lagde hjertet derned, skruede låget på igen og stillede så glasset ind. Han samlede på hjerter, hvilket bare var et andet bevis på, at Vicente ikke var helt normal oppe i hovedet. Han lukkede skabet igen og satte sig så ved bordet.

Rose havde lukket sine øjne imens han havde gået rundt og sørgede for at trække vejret gennem munden og åbnede først øjnene da hun kunne mærke at Vicente satte sig ned ved bordet. Hun tog langsomt sine hænder væk fra sine øre da hun kunne se at han var færdig med hvad end han havde været i gang med "Er du færdig nu?" spurgte hun med væmmelse i stemmen.

"Nej, kan du ikke se liget på bordet?" Sagde han med sarkasme i stemmen. Han var færdig nu. Det var en slags hobby han havde. Han tog hjertet fra de lig, som havde været modeller til hans kunst, ikke en helt så normal hobby, som træskæring.. Hvornår havde hun dog tænkt sig at gå? Han kunne i hvert fald ikke forlade hytten, mens hun stadig var her. Han var sikker på, at hun så ville stikke ild til lortet eller noget i den retning.

Rose så advarende på ham og ville ikke have at han skulle snakke sår'n til hende "Drop sarkasmen.." mumlede hun og lændte sig tilbage i stolen og så på ham. Det var egentlig ret fristende at sætte ild til hans hus mens han ikke kiggede.. Meget fristende endda. Hun så på ham og ville først gå når hun havde en som kunne følge hende ind til byen så hun ikke skulle gå gennem den mørke skov helt alene.

Vicente betragtede hende med sine grønne øjne. "Hvorfor er du så bange for at gå igennem skoven alene? Bange for, at den pæne engel bliver spist?" Spurgte han og lo derefter kort. Han placerede sine blege hænder på bordet. Han vidste i hvert fald, at hvis der skete noget med hans hytte, så var det Rose han skulle have fat i. Hun var nu den eneste ikke-vampyr, som vidste hvor hans hytte lå.

"Det er mørket, Vicente! Mere har du ikke brug for at vide!" snerrede hun og var bare ikke glad for mørke og skygger og lyde og sår'n noget. Hun ville dø af skræk ude i den skov, og hun var ret glad for at leve, så hun ville helst gerne beholde sit liv som det var nu.

"Så tag en lygte med dig eller noget." Sagde han og rystede let på hovedet ad hende. Ifølge ham var der intet farligt ved mørket, men han var jo også vampyr, så man skulle nok ikke tage hans ord for gode. "Man skulle jo næsten tro, du havde lyst til at være sammen med mig." Sagde han så.

"Du forstår det ikke.." mumlede hun og rystede på hovedet af den dumme og uvidende Vicente. Hun grinte sarkastisk og hånligt over ham og så på ham "Yeah, right!" snerrede hun og ville for alt i verdenen bare væk fra ham.

"Hvorfor tager du så ikke en lygte og smutter? Du kan endda flyve væk og bruge dine evner, hvis du bliver angrebet." Sagde han og folede hænderne på bordet og lænede sig lidt ind over det og støttede sig med albuerne. Han kunne ikke se, hvorfor hun blev hængende her. Hun behøvede jo ikke at gå, hun havde jo vinger, så hun kunne jo bare flyve igennem skoven eller flyve op over træerne.

Rose grinte over det han sagde "Det er mørkt udenfor, Vicente. Jeg tager ikke en lygte med da det jo ville være tidspilde da en lygte ikke kan beskytte mig fra væsner som var derude. Og man kan ikke flyve rundt i skoven.. Man kunne da flyve ind i et træ!" snerrede hun og snakkede til ham som om at han var dummere end en dør.

"Du har vel øjne i hovedet, kvinde." Sagde han og rystede let på hovedet ad hende. "Så flyv over træerne?" Foreslog han så og lænede sig derefter tilbage med et suk. Engle var vist også besværlige uden for kamp, den opfattelse havde Vicente i hvert fald fået. Han strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre og vendte så blikket imod et vindue.

"Hold nu bare kæft, Vicente!" snerrede hun og lagde sine arme over kors og vendte sit blik ned i gulvet og hadede ham virkelig. Han ville squ da heller ikke være til særlig meget besvær for hende og omvendt. Han havde jo næsten lige fået noget blod.. Så hvorfor ville han have hende ud så hurtigt?

Han rettede sine grønne øjne mod Rose igen. "Du kunne blev en del af min kunst." Sagde han. Det lød sikkert, som om han ville gøre med hende, som han havde gjort med liget på væggen, men det var nu ikke sådan han mente det. Han havde hverken tænkt sig at flå hjertet ud på hende eller slå hende ihjel. Ikke endnu i hvert fald. Det måtte vente til en anden gang, hvor han måske også havde en grund til at gøre at gøre det. Det havde han i hvert fald ikke nu. "Du kunne stå model." Sagde han så. Han tænkte selv ikke meget over, at det måske lød, som om han havde tænkt sig at gøre ved hende, som han havde gjort med liget.

Rose så på Vicente med et mærkeligt blik og rynkede panden "Hvad?" spurgte hun og lød lidt forvirret, men forstod det så til sidst og rystede på hovedet "Aldrig!! Det bliver squ over mit lig! Du kan fanme ikke få mig til at gøre sår'n frivilligt! Never ever!!" snerrede hun og ville squ ikk gå med til sår'n noget.

Vicente rystede let på hovedet. "Jeg har ikke tænkt mig at slå dig ihjel. Du kan sidde lige der på stolen, hvis det er det du vil. Jeg har tænkt mig at bruge dig som en -levende- model." Sagde han og lagde ekstra tryk på levende. Han havde skam ikke kun døde modeller, hvilket også kunne ses på andre af hans kunstværker, som han dog ikke havde hængt op endnu.

Rose så på ham med et mistænkeligt blik og vidste ikke rigtig hvor god en idé dette var "Hmm.." mumlede hun og strøg en hånd gennem sit hår og trak så på skuldrene "Så fint da.." mumlede hun og ville bare ikke blive hængt op og tortureret som den anden engel på hans andet 'kunstværk'.

"Men det bliver nok ikke færdigt idag. Denne form for kunst kan tage op til flere dage." Sagde han og hev en blank, tyk træplade frem. Den var mere aflang end den var bred og havde en mellem størrelse, perfekt hvis man skulle lave portrætter. Han hev en kniv og forskellige mejsler op og lagde det ved siden af. "Jeg ved dog ikke, om jeg vil begynde nu eller senere.." Sagde han så.

Rose trak svagt på skuldrene "Hvis du ikke vil følge mig ud af skoven har vi jo masser af tid" sagde hun lavmælt og så på den store træplade og derefter tilbage på Vicente "hvis du ikke vil lave den nu.. Hvad vil du dog så lave?" spurgte hun og lagde hovedet let på skrå.

Vicente trak svagt på skuldrene og tog så en af de brede mejsler og begyndte så at køre den på træpladen i lidt buede bevægelser. Dette var for at lave dybte i billedet. Efter et kort stykke tid var der allerede mange træflager på bordet. Han havde fået lavet en æggeformet form, som fyldte det meste af billedet. Det var sådan træskærerne startede deres billeder. Så begyndte de på motivet bagefter, så detaljerne og til sidst finpudsede de det så.

Rose betragtede ham mens han gjorde dette og løftede et øjenbryn. Hun sad helt stille og sagde intet mer til ham og syntes at han var ret underlig. Men sår'n var det jo bare.. Han var jo oss en vampyr som hun ikke brød sig særlig meget om.

Vicente pustede let på træpladen for at få savsmuld og træflager væk. Han kunne begynde på motivet nu, men ville dog vente til senere. Han lagde mejslen på bordet igen og så så på hende. "Har du nogensinde set denne form for kunst?" Spurgte han så og lænede sig tilbage.

Rose så på Vicente og rystede på hovedet "Næææ.. Ikke rigtigt" mumlede hun og havde ikke rigtig prøvet at se sår'n noget slags kunst før.

"Forestil dig, at dit ansigt ender i træet.. Bare af træ, selvfølgelig." Sagde han og rejste sig derefter. Han gik over til sofaen og satte sig, lænede sig tilbage og rettede sine grønne øjne mod loftet. Hans blege, tynde fingre trommede let på lædersofaen. Et lavt, tænkende "Hm.." Kom fra ham.

Rose så på Vicente og derefter ned på den plade med træ som han havde ordnet og nikkede svagt. Hendes blik gik hurtigt tilbage på ham da han gik over til sofaen og bed sig blidt i underlæben og ville ikke bare blive siddende. Hun rejste sig langsomt op fra stolen og gik over og satte sig i den anden ende af sofaen og så over på ham med et lidt undrende blik.