I Vicentes total klamme hytte xD

Vicente lo ad det hun sagde og rettede blikket mod hendes hals. Han trak sin ene hånd op ad lommen og lod sine kolde fingre løbe let hen over hendes hals ved det sted, hvor han havde bidt hende. "Du kom ikke kun til skade med dit hoved." Sagde han og tog sin hånd til sig igen. "Så du kan sagtens komme til skade igen." Tilføjede han så.

Rose goes da hun maerkede Vicentes kolde haender mod hendes hals og slog dem hurtigt vaek fra sig. Hun vendte sit hovede mod ham og saa paa ham med et advarende blik "Det vil jeg ikke tillade igen!" snerrede hun og ville ikke lade ham komme i naerheden af hendes hals med hans taender. Aldrig igen!..

"Hm.. Det vil tiden vise og jeg er sikker på, at skæbnen er på min side." Sagde han og nikkede let. Hun skulle da bare være glad for, at han ikke gjorde andre ting end at bide hende. Tanken havde strejfet ham før, men han havde holdt sig til kun at være ude efter hendes blod. Det kunne dog stadig ændres.

"Jeg advare dig, Vicente!" snerrede hun og saa op paa hans ansigt "Jeg vil ikke lade det gaa ustraffet for sig hvis du bider mig igen!" snerrede hun og var en utrolig staerk engel og ville ikke bare lade ham tro at han kunne bide hende uden at hun gjorde noget ved det. Hun havde jo to evner som hun kunne bruge mod ham. Og hvis han bed hende eller proevede paa noget andet, saa ville hun ikke toeve med at skade ham.

"Jeg har skam også en evne." Sagde han og lo kort. Han kunne jo bare bruge sin skyggeevne, han kunne få skyggerne til at holde hende fast, hvis hun bare var uopmærksom nok til, at de kunne få fat på hende. Skyggerne kunne mange andre ting, mange ting som Vicente end ikke havde fundet ud af endnu og de kunne skam også påføre andre skade. Det var der ingen tvivl om. "Men ja, lad os se, hvor klart du tænker næste gang, vi har en lille kamp. Panik og rædsel har det med, at få en til at tænke uklart." Sagde han og den sidste del hentydede til, at hun de sidste par gange havde været ret bange for ham.

Rose løftede et øjenbryn af ham og vidste egentlig ikke at han havde haft en emne, da han jo aldrig havde brugt noget mod hende. Hun rynkede panden da han begyndte at hentyde til at hun havde været bange sidste gang og rystede på hovedet af ham "Jeg vil ikke være bange næste gang.. Det vil jeg ikke tillade mig selv at være.." mumlede hun og ville sår'n set kun være bange hvis der nu skete noget nyt. Nu havde hun jo prøvet at blive bidt af ham og sår'n, så hun var ikke særlig bange for det længere. Selføli var hun usikker og sår'n noget, men stadig væk. Det var ikke så skræmmende længere.

Vicente lo en kort og skummel latter imens han rystede let på hovedet af hende. "Det er lettere sagt end gjort, hvilket du sikkert også ved." Sagde han og lagde sine arme over kors imens han lænede sig op ad hytten. Han ville nok også til at begynde at bruge sin evne noget mere, den kunne jo være til stor nytte i mange tilfælde. Hun var nok meget selvsikker nu, men var hun også det når han havde fat i hende næste gang? Det måtte tiden vise.

Rose så på ham og brød sig ikke om den skumle latter han gav hende og så væk fra ham med et stædigt blik "Nej det er ikke.." mumlede hun, stædigheden stærk i hendes stemme, og mumlede derefter noget uforståeligt af ham.

"Du kunne altid takke mig for ikke at efterlade dig." Sagde han og vendte sig mod døren og tog så fat i håndtaget. "Jeg har været åh så ensom på det sidste." Sagde han og åbnede så døren og trådte ind imens han grinede sit typiske skumle grin. Han satte sig ved bordet og regnede ikke med at hun ville komme ind i hytten igen.

Rose vendte sig om til at kunne se ham mens han forsvandt ind i hytten igen. Hun ville aldrig takke ham. Hun gå langsomt over og stillede sig i døråbningen og så over på ham og undgik fuldstændig at se tilbage på hans såkaldte 'kunst'.

Vicente rettede blikket imod hende, da hun stillede sig i døråbningen. "Du er ikke meget for at være sammen med mig, men det ser nu også ud til, at du ikke er meget for at forlade mig." Sagde han og lænede sig tilbage. "Enhver anden ville være smuttet for længst. Hvorfor bliver du egentligt her?" Spurgte han. Det undrede han sig faktisk over. Det var jo ikke just fordi, at de to var gode venner, så hvilken grund havde hun til at blive?

Rose så på ham og lagde sine arme over kors. Selføli ville hun hellere være derhjemme lige nu, men hun turde ikke gå ud i skoven da hun ikke kunne lide den mørke stemning som var over den og det var oss så pokkers mørkt. Og Rose var ikke særlig glad for mørke. "Jeg kan ikke lide skoven alene.." mumlede hun og lod sit blik gå ned i gulvet.

Vicente betragtede hende med sine grønne øjne. "Så du venter bare på, at jeg spørger om jeg skal følge dig hjem?" Spurgte han og strøg en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre. Hun var da lidt speciel. Hun ville ikke gå i skoven alene, men så ikke ud til at have det store imod at være sammen med en vampyr, som havde haft tænderne i hende. Han vidste selvfølgelig godt, at hun hadede ham, men hun hadede ham åbenbart ikke nok til at ville igennem skoven alene. Sådan forstod Vicente det i hvert fald.

"Jeg er lidt ligeglad med hvad du gør!" sagde hun og lød lidt irriteret. Hun havde ikke særlig meget lyst til at være sammen med ham, men hun havde heller ikke lyst til at gå rundt ude i skoven og finde væsner som var meget værre end ham.

"Hvorfor er du så stadig her, hm?" Spurgte han og rejste sig op. Han tog et skridt hen imod hende og så fortsat på hende. "Hvad er det du venter på?" Spurgte han så. Han havde ikke i sinde at hjælpe hende før han fik en eller anden form for tak. Han var typen, som levede efter udtrykket "noget for noget."

Rose så op på Vicente og løftede et øjenbryn af ham og gik ikke tilbage da han kom nærmere mod hende "Jeg venter på at du vil hjælpe mig tilbage til byen!" sagde hun lidt strengt og så op på hans ansigt og havde ikke bedt om at blive trukket hele vejen med til den triste skov.

"Og hvorfor skulle jeg hjælpe dig?" Spurgte han og ind i hendes øjne. "Hvad får jeg ud af at hjælpe dig?" Spurgte han så og blev stående. Han så ingen grund til at hjælpe hende ind til byen og kunne heller ikke se, hvad han kunne få ud af det. Han kunne selvfølgelig bide hende på vejen, men alt det besvær gad han næsten ikke til, når han ikke var specielt tørstig.

"Du skylder mig det efter dit lille trick med bidet!" sagde hun hårdt og så ham ind i øjnene og strøg en hånd gennem sit hår "Jeg har jo ikke noget at give.. Hvad vil du da have?" spurgte hun og lagde hovedet undrende på skrå og vidste ikke rigtig hvad hun kunne give en vampyr som ham.

"Som sagt, så har jeg været så ensom her på det sidste." Sagde han og satte sig over ved bordet igen og kunne ikke lade være med at komme med en kort latter. Han lænede sig tilbage og betragede hende fortsat med sine grønne øjne. Hun havde nok ikke bedt om at blive taget med, men han kunne have efterladt hende til alle de andre magiske væsner, så hun burde vel være taknemmelig, selvom han var personligt ligeglad med, om hun var taknemmelig eller ej.

"Så du vil ikke følge mig tilbage til byen?" spurgte hun og rynkede panden og lagde sine arme over kors "Så er det jo din egen skyld at du skal være sammen med mig.. For jeg går ingen steder alene" sagde hun og smilte hånligt over ham. Hun kunne sagtens holde ud at være sammen med ham. Hun skulle jo ikke have blod på et tidspunkt. Det skulle han. Og hun ville ikke lade ham bide hende en gang til.

"Jeg har ingen grund til at hjælpe dig." Sagde han og rystede let på hovedet. "Men så kunne vi jo.. Slå en streg over tidligere sammenstød og hygge os." Sagde han, dog med sarkasme i stemmen. "Men fint, så kan du jo bare blive.. Hvis du altså kan holde det ud." Sagde han og kastede et blik på liget, som hang på hans væg. Han havde flere af den slags i skuret, som han ryddede op i engang om ugen. Der kastede han de ubrugelige lig væk, så der var plads til nye lig, hvis han nu skulle få brug for dem. Skuret stod ikke særligt langt væk fra hytten.

Rose så irriteret på Vicente og hadede at hun igen var fanget hos en vampyr. Hun så væk fra ham og rystede på hovedet af ham ".. Idiot.." mumlede hun, men kom dog alligevel indenfor og lukkede døren efter sig. Hun ville helst ikke stå udenfor i kulden og stod op af døren og havde sit blik ned i jorden og ville ikke se over på Vicente eller hans 'kunst'.

Vicente rejste sig op og gik over til liget på væggen. "Du kan bare sætte dig ned." Sagde han til Rose, dog uden at se på hende. Han trak en kniv frem og lod knivens flade side løbe hen ad ligets brystkasse, nogenlunde omkring der, hvor hjertet sad. Han lignede en, som stod og tænker over, hvor han skulle lægge et snit, hvilket også var præcist det, som han tænkte.

Rose kom langsomt gående ordentligt ind i hytten og sørgede for at trække vejret gennem munden da hun ikke brød sig om den lugt som var inde i hans hytte. Hun undlod at se over på liget og satte sig langsomt ved bordet og havde et blik ned i gulvet.

Vicente begyndte at skære i brystkassen. Rigor mortis slået ind for længst, så der kom ikke noget blod. Han skar ind til knoglerne, igennem væv, muskler og scener. Det så ud til, at han måtte brække knoglerne for at kunne få fat på hjertet. "Hm.." Mumlede han lavt og tog så fat om en af knoglerne og hev så til. En høj knæk-lyd kunne høres, bagefter en til, da han så tog fat i en anden knogle og også brækkede den. Han kunne nu stikke hånden ind til hjertet.