Skovtur? - Vicente

Sted. Skoven
Tid. 23.03
Vejr. Så mørkt som det nu bliver om sommeren
Omkring. Ingen
Dag+ dato. IRL

Lette skridt bragte Raquel gennem bevoksningen. Et lettere køligt, observerende blik gled konstant hen over omgivelserne. Ledte efter bare et lille spor af anden tilstedeværelse. På trods af årstiden var hun iført en løs, højhalset strik trøje, i neutrale farver. Hun strøg let en tot af det tykke hår om bag øret, og så sig om. Egentlig så hun ikke ud til at være videre vagtsom, men hun sørgede konstant for at holde øje med alle eventuelle forandringer i omgivelserne.

Vicente kom gående mellem træerne. Han spejdede området for et muligt bytte, han var tørstig, hvilket også kunne ses på hans blodrøde øjne, som lyste let i mørket. Han var iført sit sædvanlige sæt tøj, de sorte cowboybukser, den sorte bluse og den sorte jakke. Han bevægede sig lydløst, da han ikke ville alarmere nogen i området, hvis han nu fik øje på et menneske eller et andet væsen, som kunne være hans middag. Han strøg hurtigt en lok af sit lange sorte hår om bag sit ene øre, mens han bevægede sig fremad.

Raquel stoppede op, da hendes blik blev fanget af en bevægelse længere fremme. Da hun fik øje på skikkelsen begyndte hun igen at gå. Trak dog hænderne op i ærmerne på den store trøje. Hun betragtede let den fremmede, og pustede en hår lok væk fra ansigtet. En ung mand var det... Hvilken race var han?... Udgjorde han nogen fare?... Sandsynligvis... Lige meget.

Vicente, som så godt i mørket pga. hans vampyrisme, fik øje på en kvinde længere fremme. Et oplagt offer, tænkte han og satte så kursen imod kvinden. Hans røde øjne var tydelige i mørket og de var rettet imod hende. Han gjorde allerede klar til at sætte i løb efter kvinden, da de fleste plejede at stikke af så snart de så de røde øjne. Det var vel også meget normalt at stikke af fra en fremmed mand, som bevægede sig rundt i en skov midt om natten.

Raquel skænkede dog ikke flygt en eneste tanke. Hun så godt hans røde øjne, og afgjorde hans race ud fra dem, og den blege hud. Stadig var hun fuldstændig rolig. Hun lod igen hænderne komme ud af ærmerne, men havde nu en lille flaske med vievand i den ene hånd. Hun havde absolut ingen intentioner om at blive måltid for nogen som helst.

Vicente lagde mærke til den lille flaske i hendes hånd, men var ikke sikker på, hvad det kunne være. Han vidste jo ikke, at hun var dusørjæger, så hans gæt lå ikke ligefrem ved vievand. Han syntes heller ikke, at det var helt normalt, at hun blev ved med at gå imod ham, så rolig og selvsikker. Han fjernede ikke sit blik fra hende, men gjorde sig klar til at hoppe imod hende i en tackling, så snart hun kom tæt nok på. Noget sagde ham, at han skulle få dette hurtigt overstået og ikke give hende den mindste chance til at gøre noget som helst. Nemt ville det dog ikke blive, havde han en følelse af.

Det var jo næsten til at se, hvordan han planlagde sit angreb på hende!... Raquel tog det ikke så tungt. Det betød at hun ikke behøvede at gøre det føreste udfald. Hun listede stille låget af flasken, så vandet var klar til brug. Egentlig var hun glad for sin højhalsede bluse lige nu... Den ville da i det mindste forhindre bid til en vis grad.. Ikke meget ganske vidst, men nok til at skaffe tid til et mod angreb.

Vicente trak hurtigt en kniv ud fra sin inderlomme. Han sendte den afsted med et hårdt kast og satte så i løb imod hende. Han var hurtig, ikke kun på grund af hans lange ben, men også på grund af hans vampyrisme. Hans lange sorte nærmest flagrede efter ham og han kneb sine øjne let sammen. Han havde stadig flasken i tankerne og var sikker på, at han skulle holde øje med den.

Raquel nåede knapt at opfatte kniven, før hun trådte et skridt til siden. Så slyngede hun flaskens indhold mod ham, og placerede den ene fød let bag ved den anden. Hun trak en træpæl frem, og stirrede indædt på vampyren, mens han hastigt nærmede sig.

Vicente trak en ny kniv med sin ene hånd og tog sin anden arm ind foran sit ansigt, så han ikke blev ramt i ansigtet. Vievand! Han hvæsede af smerte og smed hurtigt sin jakke, som var blevet våd af vievandet. Hans ene arm sitrede af smerte. Den kælling! Hun var dusørjæger, var han nu klar over og han fik så øje på træpælen. Han skulle passe på her ellers så kunne det koste ham dyrt. Hans andre knive lå i jakken, som han nu havde smidt, så han havde kun én enkelt kniv tilbage. Han stoppede op og så ned på sin brændte arm og rettede så sine røde øjne mod dusørjægeren. "Jeg slår dig ihjel.." Hvislede han.

Raquel løftede let et øjenbryn, ved vampyrens truende hvislen. Havde ellers ikke fortrukket en mine. "Du kan i hvert fald gøre et forsøg." svarede hun med komplet ro i den bløde stemme. Der var ikke nogen følelser at spore i hendes øjne. Egentlig ventede hun bare. Ventede på vampyrens næste træk. Så hun kunne lægge sit træk, og forhåbenligt skade vampyren yderligere.

Vicente betragtede hende med et gennemborende blik. Det med vievandet havde gjort ham godt sur. Han ville nok få brug for sin evne her, han havde i hvert fald taget den i brug, hvilket kunne ses på hans skygge. Fra hans skygge snoede der sig lange, bredde skygger, men de holdte sig tæt på hans skygge. Det var som slanger, der kun kunne bevæge sig på alle overflader og ikke i luften. De var gode, hvis han skulle holde nogen fast, men de dog også bruges til andet. De kunne gøres sylespidse og gå igennem huden, som en masse nåle.. Det var dog en teknik, som Vicente langt fra mestrede, så han holdte sig til de mere paralyserende teknikker.

Raquel, der stadig var yderst opmærksom på de øvrige omgivelser, bemærkede de slangelignende skygger, og rynkede svagt panden.
"Du blev da vel ikke skræmt af en smule vand, vel?" spurgte hun i et næsten ømt tonefald. Dog var det tydeligt at se, at det var mente som alt andet end en ømsindig bekymring om hans ve og vel. Det ville også vare fuldstændig sindsygt, om hun begyndte at bekymre sig om hans helbred, når hun praktisk taget planlagde at slå ham ihjel...

Skyggerne begyndte at sno sig imod hende, men han blev dog stående. Hun var hurtig, fandt han ud af, da hun havde undgået hans kniv. Han måtte ikke miste fokus et eneste sekund i denne kamp, det kunne betyde hans død. Han ventede med at gå tættere på, han ville se om hun så tog det næste træk. Han havde stadig et fast tag i kniven, som han havde nået at tage, inden han blev ramt a vievandet. Han ville ikke kaste den med det samme, han ville vente til noget andet havde taget hendes opmærksomhed og han så kunne kaste den, uden hun ville lægge mærke til den.

Raquel knep svagt øjene sammen, da skyggerne bevægede sig i mod hende, og havde ærlig talt på fornemmelsen at hun ville gøre klogt i ikke at lade dem komme for tæt på sig. Hun trådte let tilbage, og strammede grebet om sin træpæl. Hun bed tænderne sammen, fiskede en lille kniv frem af ærmet med den frie hånd. Sendte den så afsted mod hans skulder med en svirbende bevægelse. Det var ikke sådan at hun regnede med at den kunne skade ham, men forhåbenligt kunne den distrahere ham, eller pisse ham så meget af at han angreb...

Vicente blev ramt i skulderen af kniven og gav en "Hng" lyd fra sig. Han trak den ud med sammenbidte tænder. Han var godt sur, men han havde dog nok kontrol over sig til, ikke at hoppe på hendes små numre. Hun kunne bare blive ved med at kaste knive på ham, det kunne ikke skade ham videre meget og det ville jo kun give ham flere knive, som han så kunne bruge imod hende. Hans øjne nærmest glødede af raseri, hun prøvede at provokere ham til at angribe og det var han godt klar over.

Raquel kneb øjenene yderligere sammen, da hendes teknik ikke virkede. Dumt. Hun blev stående som hun stod, og betragtede ham. Tænkte næste træk. Nej, hun måtte vente til han besluttede sig for at gøre et udfald mod hende. Det var den sikreste teknik indtil videre...

Han tog et skridt imod hende, hans blik var plantet på hende og han havde ikke i sinde at tage blikket fra hende lige foreløbigt. Det ville være for risikabelt. Kniven, som hun havde kastet mod ham og ramt ham med, sendte han afsted mod hende med et hårdt kast. Han skulle holde sig på afstand for, hvis hun fik banket den pæl i hjertet på ham, så var han færdig. Han havde sigtet efter hendes ene lår og hvis han ramte, så ville han forhåbentligt have tid nok til at kunne angribe hende, inden hun var i stand til at angribe ham med træpælen.

Raquel trådte endnu engang til siden, for at undgå kniven. Dog til den forkerte side. Kniven ramte ikke det ben, som han havde sigtet efter, men borede sig ind i det modsatte lår. Raquel spærrede øjnene op, skreg kort ved smerten. Så bed hun tænderne hårdt sammen, og stirrede vredt på vampyren. Dog lod hun kniven sidde i benet. Hun havde ikke tid til at lægge nogen form for forbinding, og hun ville miste alt for meget blod hvis hun trak den ud.

Vicente satte i løb imod hende og sendte derefter den anden kniv afsted med et hårdt kast. Han sigtede efter hendes andet lår, det som han ikke havde ramt. Han ville se om hun kunne undgå kniven og tage sig af Vicente, som kom stormende imod hende på samme tid. Han havde dog ikke flere kastevåben nu, så nu ville resten af kampen foregå, for ham med næverne, men han var sikker på, at hun havde flere trick i ærmet end flasken med vievand og træpælen.

Raquel koncentrede sig om at undvige kniven, også selvom det betød at hun måtte tage imod hans angreb. Hun havde ikke råd til at lade sig skade på den måde. Hun rettede spidsen af træpælen mod vampyren, i håb om at den ville gå ind bare et eller andet sted, når han kom med hende med så høj fart. Hun bed tænderne sammen, og stirrede på vampyren, med et overraskende roligt blik.

Vicente kunne ikke nå at stoppe eller undgå træpælen. Den røg direkte ind i hans lår og smerten fik ham til at udbryde et stort brøl. Han stoppede på stedet og lod blikket glide ned på sit lår, som pælen havde ramt. Han rettede så sine røde øjne mod hende igen og lod en bleg hånd glide ned og tage fat i pælen. Nu var han ederspændt rasende og det var tydeligt at se. Han bed tænderne sammen og så ind i hendes øjne. Hvis et blik kunne dræbe, så var hun død nu.

Raquel lod sig ikke mærke med hans blik. Hun havde før mødt utæmmeligt raseri. Uden at fjerne blikket fra hans ansigt, strammede hun grebet om pælen i hans lår, og trak til, for at få den ud af ham. Samtidigt smadrede hun sin albue op i fjæset på ham, mest for at distrahere ham. En albue i ansigtet kunne trodsalt ikke skade ham voldsomt. Jo, det kunne gøre ondt som bar pokker, og det kunne gøre ham vred som ind i helvede, men det kunne ikke skade ham. Ikke rigtigt. Hun bed smerten i sig, og løftede det sårede ben, for at hamre knæet op i mellemgulvet på ham. Raquel var nok kun et menneske, men hun var et menneske der i den grad havde lært at kæmpe.

Vicente bed smerten i sig og prøvede at holde pælen fast, så de forblev tæt på hinanden. Han parerede hendes albue og fik så et knæ i maven. Knæet gjorde ondt, men slog ikke luften ud af ham. Som vampyr havde han jo ikke brug for at trække vejret. Begge hans hænder var optaget og hans ene ben var såret, så han støttede sig til sit andet. Det eneste han kunne skade hende med lige nu, var hans tænder. Han prøvede så at hugger tænderne i hende.

Raquel knep øjnene sammen, og sendte ham et ulæseligt blik. Hun spærrede øjnene op, da han huggede ud efter hende, men kunne ikke rigtigt gøre så meget, sådan som de stod. Hun stønnede svagt ved smerten, da hans tænder sank ind i hendes skulder. "Slip mig, bæst!" hvislede hun, og hev og flåede i træpælen, for at få den ud af has lår, så hun kunne bruge en mod ham. Selvfølgelig kunne hun bruge en anden i stedet, men det ville være ensbetydende med at give ham et nyt våben. En ikke videre tiltalende tanke.