I wish I could see the light.

Han grinte bare af hende og sprang så op på sine ben som om det var det letteste i verden, han kiggede lidt på hende men begyndte så at gå igen, uden at svare hende.

Evelyn fulgte ham med blikket, og rejste sig op.
Hun løb lydløst efter ham, "Hvorfor svarer du ikke? Er der noget galt?", hun ville ikke lade ham slippe så let.

Han vendte sig mod hende og tog fat i hendes ene arm imens han pegede på hendes ansigt med den anden, "Du gør klogt i ikke at rørte mig eller følge med mig" hans blik hvor koldt.

Evelyn kiggede forfærdet på ham, hun ville ikke svare ham.
Hun kiggede ned på hendes håndled, det gjorde ondt, og hun rynkede sin pande.

Han slap hende og begyndte igen at gå.

Evelyn fulgte ham med blikket, og tog sig om sit håndled..
Hun sukkede, *Jeg lærer det bare aldrig.*

Han kørte sin hånd igemmen håret og mærkede hvor vådt det var, han sukkede og kiggede sig hurtigt omkring.

Hendes bukser var nu også driv-våde, ligesom resten af sit tøj, så hun besluttede sig for at gå hjemad. Hun skulle samme vej, som Demetri lige var gået. Demetri skulle i hvert fald ikke bestemme om Evelyn måtte gå hjem, også selvom de skulle samme vej.

Han sad længere nede af park stien, han sad i en sovende tilstand på bænken.

Evelyn begyndte at gå hen af stien.. Hun havde stoppet sin musik, og proppet Ipod'en i lommen.
Det styrtregnede stadig, og der var næsten ingen at se, indtil hun kunne se bænken, hvor Demetri sad på..

Han hoved var sådan at han blottede sin hals, og hans mund var åben med et lille smil i mundvigen.

Evelyn stoppede op, og kiggede på ham.
*Der må altså være et eller andet galt..*, hun studerede ham, og overvejede hvad der var galt.

Han åbnede øjene med et sæt, og kiggede over på Evelyn han smilte et velkendt smil som Evelyn nok kendte godt nu.

Hun spærrede øjnene op, da han pludselig kiggede på hende, med et velkendt smil.
*Han forvirrer mig! Er han glad, eller er han sur?*
Hendes fødder var som plantet til jorden, men hun begyndte at gå meget stille over imod ham, men kun fordi hun skulle den vej. Hun kiggede stadig på ham.

Han kiggede uden at blinke hans blik var på engang forførerisk og lumsk.

Hun var næsten helt henne ved ham nu. Hun kunne ikke lide den måde han kiggede på hende på, men alligevel tiltrak det hende. *Er det ikke noget med at vampyrer har sådan en evne med at tiltrække folk med deres udseende, ånde, bevægelser osv?*, spurgte hun sig selv, inde i hovedet. Hun slap ikke hans blik, og stod nu foran ham. Hun vendte sig imod ham, og studerede hans øjne. Hun var ca 2-3 meter fra ham.

Han smilte skævt til hende, og kørte så sin hånd på bænken som betød at hun kunne sidde.

Evelyn kiggede stadig på ham, men så - ud af øjenkrogen - hans hånd. Hun gik stille og svævende hen imod ham, og satte sig ude på kanten af bænken. Hun studerede stadig hans øjne, og kunne nu se dem bedere.

"Stakkels dig" sagde han og grinte.

"Jeg kunne sige det samme..", sagde hun svagt, og slap stadig ikke blikket.

Han lænte sig tæt ind mod hende og kiggede først på hendes mund og så hendes øjne, "i det mindste kan jeg styre det" hviskede han uden at flytte sig væk fra hende.

*Hvorfor dufter vampyrer altid så godt?!*
Hun kiggede på hans bevægelse, og kiggede nu også på hans øjne.
"Styre hvad?", spurgte hun stille.

Han rykkede langsomt tilbage, "Mine tænker" sagde han og smilte til hende.

Hun studerede den måde han bevægede sig på, og kiggede derefter på hans øjne igen.
"Er du sikker?", spurgte hun lidt flabet, men stille.

Han nikkede imens han lod en finger køre over sine læber, og blikket rettet mod mørket.