Midsommerens lys

Dato :: 21 Juni, Midsommer.
Årstid :: Sommer.
Dag :: Mandag.
Sted :: Den Triste Skov.
Tid :: To minutter før midnat.
Vejr :: Helt roligt og stadig lyst, det kan dog ikke ses på grund af alle de tæt sammenvoksede træer.
Omgivelser :: man kan hører en masse puslen, men ikke se nogle.

Alyss stod bag et træ i halvmørket.
Man kunne overhovedet ikke se hende pga. skyggerne der havde gemt hende .
Hendes bue hang over hendes skulder og hendes 3 kasteknive sad som altid i hendes smukke læderbælte sammen med hendes saxkniv.
Hun havde 24 pile i sit pilekoger som hang på sin ryg.
En lille spøg sagde at hun bar 24 liv på sin ryg, men Alyss var ligeglad med hvad andre sagde om hende.
Hun bedømte alt ting selv, og havde ikke brug for andre.

Kala gik rundt i skoven og små dansede lidt. Af og til foldede hun sine vinger ud og fløj lidt rundt, men nu havde hun taget dem til sig igen og skjult dem. Hun kunne svagt fornemme en anden i skoven, men vidste ikke hvilken race det var.
Derfor trak hun bare på skulderne og fortsatte med at gå i skoven.

Alyss havde nu øjne på pigen.
Hendes vinger var kort kommet frem, og Alyss smilede ved sig selv.. En Engel, hva?
Hun blev atter rolig og hendes øjne og ansigt afslørede intet.
Hun rørte sig meget langsomt og trak ned i sin hætte for at skjule øjnene.
Alyss lavede en hurtig bevægelse på brøddelen af et sekund, så englen ville højst sansynligt ikke opfatte bevægelsen.
Hun Spændte bugen, det her ville blive morsomt, og så målet for sit indre øje.
I Træet, der var mindre end 30 centimeter fra hende, hamrede en sortbroget pil ind med ufattelig styrke..Nu skulle man tænke på at det sagtens kunne være englen. Men Alyss havde jo ingen grund til at gennemhulle denne smukke skabning.

Kala så sig forvirret omkring.
Den anden person var et menneske kunne hun mærke, men hun vidste ikke helt præcis hvor mennesket befandt sig. Hun foldede sine vinger ud og skar en grimasse. Det gjorde en smule ondt når hun tog dem frem, men hvis hun gjorde det tit nok ville det gå over.
Hun stoppede alt vind i skoven og stoppede op. Hun stod helt stille.

Alyss stod stille.
Et øjeblik havde englens øjne mødt hendes, men hun var øvet nok til at vide at Engel ikke vidste hvor hun var.
Hun mærkede alt vind stoppe..Alle lyde blev lavere og hun trak næppe vejret.
Alyss grinede indevændigt, det her var en prøve for hende selv, meget sjov.

Kala kunne fornemme en stod og trak vejret lige så stille i skyggerne.
Hun smilede skævt og begyndte at gå videre. Det virkede ikke som om mennesket var et normalt menneske, så det var højst sansynligt en dusørjæger. De var også gode til at gemme sig og gøre sig så usynlige som muligt.
Hun håbede ikke at dusørjægeren havde gennemskuet hendes evne.

Alyss grinede dæmpet, nu så det kunne høres, afsløret.
Hun smilede kort inden hun atter blev helt rolig. Hun trådte kort ud så hun kunne sees og slog hætten væk fra hendes ansigt.
der hvor kappen dækkede hende flimrede det ud i et med baggrunden go det gav hende den mystiske aure.
På grund af kappen lignede det at hun trådte lige ud af træet.
Et let nik med hovedet viste hendes hilsen.

Kala smilede og drejede hovedet og kroppen mod dusørjægeren, som havde vist jeg at være en kvinde.
Hun nejede lidt og nikkede så, som hilsen.
"Vil du skyde mig ned nu eller senere?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun var lidt nervøs over hendes svar. Derfor gjorde hun vinden klar til at forsvare sig.

Alyss' øjenbryn skød op i hendes pande i et spørgende lidt flabet udtryk.
"Hmm...Jeg har ikke den store lyst til at skyde dig med den vind" Sagde hun med et usynligt smil i svaret.
Hun havde en rolivænteds af en dusørjæger der plejede at have ru og barske stemmer.. Det sagde nok også noget om at hun var den eneste kvinde.
Hun betragtede englen og lod sit hævede øjenbryn falde ned igen.

Kala lo kort.
"Jeg har faktisk altid undret mig over jeres job" indrømmede hun. "I slår os ihjel og hvad sker der så med os?" Spurgte hun oprigtig nysgerrigt. Hun havde kun hørt nogen rygter, men hun havde lært aldrig at stole på dem.
Hun slap vinden kort. Den gjorde hun knap kunne høre hvad hun sagde.

Alyss kiggede atter på Englen med hævet øjenbryn.
"Slår jer ihjel" Sagde hun tænksomt.
"Så..Du tror at jeg bare går og dræber folk for at dræbe?" Hendes øjne sagde at hun morerde sig utrolig meget over hendes misforståelse af hendes job.. JAmmen dog xD

Hun rystede på hovedet.
"Nej, ikke folk, men væsner" Sagde hun med et smil. "Som dæmoner, engel, elvere osv"
Hun bed sig i læben. Måske solgte de ligene til samlere eller sådan noget for gigant store priser.

Alyss' stemme var urtrolig munter, hvilket hendes øjne ikke var..De var bare rolige og en anelse ligeglade.
"Hmm..Så Du tror at JEg dræber VÆSENER for derefter at sælge dem til en enorm stor sum penge?" Gentog hun skeptisk og smilede.
"Tjaah..Hvis det er din holdning..Såeh ved jeg ikke hvor meget jeg har lyst til at fortælle om mit job, det er jo bedt at folk er uvidende..Ikke? For så har jeg overraskelsesmomentet på min sig og det vil sige at der er fordel til Moi"
Hun stoppede sin rolige stemme og betragtede let interaset pigen.
Det var en Yderst morsom holdning.

Kala betragtede hende lidt. Hun sagde ingenting.
Så foldede hun sine vinger ud. "Det var hyggeligt at møde dig" Sagde hun og smilede.
"Men nu er jeg nødt til at smutte"

Alyss trak på skuldrene..
"Og pas nu på ikke..For vi kan jo ikke have at jeg kommer til at skyde en pil igennem dit kønne hovede" Hun tilføjede det sidste i et let muntert tonefald så det kunne hørers at hun ikke mente det.
Alyss kiggede beundrene på hendes vinger..Hmm..Hvor ville det være vidunderligt at have sådanne vinger

"Kan du lide dem?" Spurgte hun hende. "For jeg vil gerne af med dem" Mumlede hun og satte vinden i gang.

//Er nødt til at logge nu. Skal op og til ridning mega tidligt i morgen. Skrives xD//

Alyss nikkede kort.
"Har altid beundret jeres vinger" Sagde hun dæmpet og smilende.
For første gang idag viste hun en følelse for et andet mennes...Væsen! xD

Kala smilede.
"Jeg har altid synes at de var meget upraktiske og det tager mange kræfter at tage dem ind" Fortalte hun.
Hun kunne godt forstå at hun beundrede vingerne. Det havde hun også selv gjordt da hun var lille og havde set billeder af engle

Alyss nikkede forstående.
"Selfølgelig...Men du må nu indrømme at det er federe end at være menneske, right?" Sagde hun med hovedet lagt på skrå og et skævt smil

Kala smilede blidt.
"Alt som er over det menneskelige er federe" Sagde hun roligt.
Det var sandt, syntes hun selv. Mennesker var så almindelige at det var til at kede sig ihjel over. Når man så mødte nogen væsner var det straks mere spændende.

Alyss nikkede bifaldende.
Hvis hun havde spurgt andre havde de bare kiggede på hende og sagt at: Nej nej, det var skam dejligt at være Menneske..
Men det var kun dejligt at være menneske hvis man ikke kendte til andre væsner. Tænkte hun kort og trak på skuldrene.
Alyss vidste at hun aldrig kedede sig, hun lavede altid noget..Selv til set på aftenen.

"Hvorfor blev du dusørjæger?" Spurgte Kala hende nysgerrigt.
Hun havde aldrig forstået om det var noget man var født til eller om det var noget man valgte.

Alyss ebtragtede vagtsomt englen..
Hun spurgte direkte ud til hendes fortid? Det var klart at der ikke var en stor viden omkring dusørjægere.
"Tjoh...Det kommer an på om du vil fortælle det vidre?" sagde hun og håbede på at englen sagde nej..Måske var det en god idé at fortælle om sig selv.

Kala rystede smilende på hovedet.
"Nej da, det er af interesse jeg spørger" Fortalte hun. "Jeg kan godt lide at høre folks historie og sådan. Det er spændende" Hun bed sig forsigtigt i læben.
Hun håbede ikke at dusørjægeren ville blive sur eller sådan noget.

Alyss smilede til hende.
Det var da fint nok.
"Tjah..Jammen så må jeg da hellere fortælle ikke?" Sagde hun muntert men stadig med de rolige øjne.
Hun satte sig op af et træ og hyllede sig ud af kappen så englen ikke skulle blive forvirret over farverne der flød sammen.
"Hvorfor jeg blev dusørjæger?..Jeg vil tro at mit svar er enkelt:"
Hun nikkede.
"Jeg har aldrig kendt mine forældre og har derfor aldrig haft den omsorg man får som lille barn. Jeg var rimlig hård som lille og lærte mig selv en masse tæng, blant andet at jage."
Hun smilede svagt.
"Jeg havde set nogle af de store mænd gå på vildsvinejagt og på et tidspungt tog jeg en bue og nogle pile fra dem.." Hun holdt pause.
"Jeg har altid være utrolig fingernæm og kunne derefter(i min 8 års alder) begynde selv at fremstille bue og pile..Den her er en langbue" Hun pejede på sin bue..Nå"Men min første bue var tilbagerkrummet hvilket gør så man ikke bruger så mange kræfter. Nå, men altså. Jeg lærte mig selv at jage og jeg blev utrolig god til at snige mig lydløst omkring..Jeg har altid været nysgerrig" Tilføjede hun med et dæmpet grin.
"Nå..Jeg fulgte altid skyggerne og en dag fandt jeg det her stof..Det ligner det flyder ud i et med træerne og sådan"
Alytss tænkte hurtigt over det..Hun havde allerede sagt alt for meget..men pyt skidt..Hun kunne gennemhulle englen hvis hun trugede med at sladre.
"Så jeg lærte ligesom alt det med at lytte og så vidre.."
Hun smilede atter ved tanken på hendes minder.
"I 14 års alderen var jeg fulgt efter en køn dreng ind i skoven fordi jeg ikke anede hvad i alverden han skulle alene derinde...Så så jeg hans vinger" Hun betragtede hende smilende.
"Og jeg var så betaget at jeg ikke kunne slippe ham af syne..Jeg var utrolig glad og på en måde stolt over mig selv..Så jeg fulgte endnu mere efter ham.."
Hun bed sig i læben..
"Så skete der det at jeg så denne anden engel, en pige..Og de omfavnede hinanden og bla bla..Men så kom en anden mand frem..Han havde horn i panden og hans øjne var helt røde."
Hun smilede svagt på en sørgmodig måde..
"Denne Dæmon skræmte mig utrolig meget og jeg stirre måbende på dem imens de kæmpede.. Selvfølgelig havde englene en klar fordel men det lykkeds dæmonen at få dræbt pigen.."
Hun stirrede ned i jorden imens hun fortsatte:
"Så...Jeg skred til handling..Det var SÅ tæt på at han døde..Men jeg var hurtig og nåede lige at skyde pilen igennem dæmonen der allerede var såret så den..Stak af..Eller noget i den retning." Hun bed sig i læben.
"Engle drengen..Som hed Will.." Tilføjede hun langsomt. "Ja..Will han var ved at dø så han begyndte at snakke til mennesket der havde redet ham..Mig.. Jeg skulle se om jeg kunne forfølge Dæmonen og dræbe Ham..Og Will ville belønne mig for penge" Hun smilede.
"Jeg tror egentlig bare at det var det at jeg ikke kunne finde dæmonen igen at jeg så blev sur på mig selv og ikke troede at jeg kunne dræbe folk.. Jeg så at politiet søgte en mand i 20'erene og jeg spurgte om jeg kunen stille mig til rådighed.. Nogle ville nok kalde mig en snigmorder, men jeg gør kun mit job" Sluttede hun og undertrykte et lavt grin