Mørkt og overskyet. - Embry.

Embry så på hende, og betragtede de mørke øjne blive næsten sorte. Han brød sig ikke om den næsten ukendte følelse af vrede. Han plejede at være det mest rolige man overhovedet kunne omgås, også når han jagede. an tvang den ukendte følelse til at forsvinde. Først tøvede han, han kunne ikke tage hende med hjem til David, men Jamie? Han bed sig i læben, hvis Jamie ikke opførte sig ordentligt skulle han nok sætte ham på plads desuden kunne Jamie ikke være meget ældre end hende. Han nikkede "Jo.." sagde han så og rejste sig. Tøjet lagde sig anderledes da han rejste sig, og det gav ham kort kuldegysninger. Han rakte sin grå/hvide hånd frem mod hende, i dette lys var den nok mest hvid og varm, altid varm. Hånden var mest af alt ment til at hjælpe hende op og stå. Han skodede smøgen og smed skoddet fra sig.

Kim tog usikkert hans hånd, og kom kluntet på benene. Hun kiggede op på ham, og det at han rørte ved hende gjorde at hun bare... bare ville omfavne ham. Hun kiggede ligefrem for sig, og kom så i tanke om sine briller. Hun slap hans hånd, og fiskede sine lilla briller op fra lommen. Hun satte dem på plads og kiggede nu direkte ned på sine blå gummistøvler. "Han..." hun vidste ikke om hun skulle sige det. "Vil du virkelig vide det?" spurgte hun efter noget tid. Hun forventede næsten et nej. De næsten sorte øjne rettede sig nu mod den smukke Embry.

Embry så på Kim, og lod hende komme på benene. Han var stadig ikke sikker på om det var en god idé at tage hende med hjem til der hvor han rent faktisk havde sine ting. Han nægtede at kalde det hjem. Han lod hende tage sine briller på, og hev kort noget af den friske luft ned i sine rygerlunger. Han strammede ubevidst grebet om hendes hånd, og havde lyst til at sige nej "du kan.. fortælle mig det på vejen.. og så må du aldrig fortælle mig hvor du bor" mumlede han og trak hende med sig da han begyndte at gå. Hvis hendes bror havde gjort noget der kunne få ham til at koge over ville han ikke turde nærme sig hendes hjem af frygt for sin vrede.

"Jeg kan huske..." begyndte hun. "Der var denne her gang, for... omkring... nogle måneder siden... jeg lå og sov. Lige pludselig mærkede jeg nogen nusse mig på inderlårene, så jeg åbnede øjnene, og imellem mine ben lå Jason. Han nussede mig. Jeg havde sådan lyst til at skrige, men mor ville jo ikke gøre noget, hun var jo fuld. Han... trak langsomt mine trusser af... Og hans finger... den..." Hun kunne ikke sige mere, men gik bare i tempo med Embry. Hun bed sig hårdt i læben, samtidig med hun begyndte at gå mere stift. Hun ville ikke fortælle mere... Det måtte være nok. Virkelig.

Embry lyttede, og blev mere og mere stiv i masken efterhånden som hun fortalte. Det var så.. grotesk, det var hendes egen bror? Jo mere hun fortalte, desto mere knyttede han sin frie hånd, mens han fornemmede neglene skar ind i hans håndflade "Stop.." bad han stille "jeg har forstået.." mumlede han og bed sine tænder sammen i en sammenbidt grimasse. "Svin.." hvislede han ud mellem tænderne, og så på hende igen "kim.. hvor gammel er du?" spurgte han stille, og lagde sit hoved lidt på skrå. Han forsøgte inderligt at holde vreden nede, men han kunne ligeså godt være eksploderet, og have bedt om hendes adresse og flået den... den ting i stumper og stykker! Han gik behersket videre, og forsøgte ikke at hive hende med sig.

Kimberley gik efter Embry, hvilket var lidt besværligt når hun var så lille. Hun kiggede forsigtigt op på ham. Hun kunne tydeligt mærke hans vrede, men hun sagde ikke noget til det. "13," sagde hun kort. Hun vidste hun ikke skulle have fortalt det, det var dumt! Hun tog sin frie hånd op til hovedet, og rystede opgivende på hovedet. Hun gav hans hånd et lille klem, bare for at berolige ham. Den mutte, ensomme og kedelige fornemmelse gnavede i hendes bryst, men det var samtidig med en anden fornemmelse. En fornemmelse af tryghed, nærhed og beskyttelse. Det dragende ved Embry, var kun blevet stærkere ved at han rørte ved hende, og den vilde lyst til at kramme ham, var nu næsten ustyrlig.

Embry så på hende. Hans mund snerpede sig sammen til en tynd streg, hvordan kunne nogen mennesker være så hjerteløse, og ubetænksomme? "okay.." mumlede han utydeligt. Eller måske ikke hjerteløse og ubetænksomme bare.. klamme og dumme. Han var som regel åben nok til at give folk et kram, men på det tidspunkt var han jo våd, og Kim var måske ikke den ideelle at kramme, nærhed var måske noget hun hadede? Han fornemme godt det lille klem, og så ned på hendes hånd i hans. Det løsnede lidt op, og han fik sine egne blege læber tilbage istedet for den sammensnerpede streg. Han klemte blidt hendes hånd tilbage, og så fremad "vi er der snart" sagde han, og pressede et lille smil frem for at berolige hende.

Kimberley smilede og hun elskede den tryghed Embry gav hende. Det var beroligende. "Hvor gammel er du?" spurgte hun og kiggede op på ham. Smilet forsvandt igen, og det samme gjorde hånden fra hovedet. De dybblå øjne ramte deres hænder, og en glad fornemmelse skyllede ind over hende. Hun ville ikke give slip, ikke for noget i verdenen. Hun havde aldrig prøvet at holde nogen i hånden før. Det var rart at føle sig så tryg, især med en som Embry. Han vidste noget om... det. Om hans bror. Det var en lettende følelse. Trykket i brystet var lettet lidt, men det var der endnu.

Embry så fremad mens de gik, og lyttede til spørgsmålet som han havde været forberedt på "19... tyve til vinter" svarede han, og så på hende med et smil. Han havde glemt sin fødselsdag, der var ingen der havde fejret den, og derfor var den langsomt gledet bort. Han vidste bare at det var i December. Han holdt godt fast om hendes lille hånd, et eller andet sted var han måske bange for at den ville glide væk. Han rystede tanken af sig, og trak Kimberly med ind i en lidt mørkere del af Werclare, den gamle del. Han trak hende med hen til en gammel bygning af sten. Meget af den gamle del så uhyggelig ud og havde det der gotiske udtryk i form af de gamle gadelygter. Men han elskede det, og kunne aldrig i sit liv foresttille sig at bo uden for Werclare. Han trak hende med ind i bygningen og låste op til en lille lejlighed. "det kan være min roomie er hjemme, og han kan godt være lidt af en pestilens" sagde han langsomt "men bare rolig mit værelse er forbudt område" mumlede han roligt, og trak hende med indenfor.

Kimberley nikkede, og trådte indenfor. Hun kiggede på Embry, og hun kunne straks mærke at den rødhårede dreng følte sig mere... hjemme. Det var imponerende, at se et andet sted en Werclare, et andet sted end den dumme lejlighed! Hun kiggede på ham. "Hvordan irriterende?" spurgte hun svagt. Det var rart at være tæt på ham, men ikke for tæt, selvom hun havde lyst til at kramme ham. Skulle hun gøre det? Hun tog sin gule regnfrakke af og kiggede lidt rundt. "Hvor skal jeg gøre af den?" spurgte hun svagt.

Embry trak på skuldrende "han er ikke meget ældre end dig og han spørger meget.." sagde han med et skuldertræk. Imponerende nok var det Embry der var flyttet ind hos Jamie, selvom Jamie var en del yngre end ham selv havde han anskaffet sig en lejlighed, og havde derefter mødt Embry som var stukket af fra psykiatrisk og tilbudt ham at han kunne bo der. Han snuppede hendes gule regnfrakke og hang den på en knage "så.." sagde han og smilede til hende. Han så kort ned af sig selv, og trådte ud af sine våde sneakers som blev placeret under radiatoren. "Du kan bare sætte gummistøvlerne under jakken" sagde han, og så sig lidt om, indtil videre var han overbevist om at Jamie ikke var der "jeg bliver nødt til at skifte tøj, jeg er ikke ligeså godt klædt på som dig" mumlede han, og smilede til hende.

Kimberley kiggede på ham, og nikkede. Hun satte sig på gulvet, og tog sine støvler af, på samme måde som man gjorde da man var omkring 8-10 år. Hun rejste sig igen og kiggede rundt i gangen. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre, så hun blev bare stående. Det lysebrune hår klistrede til hendes ansigt, ører og hals. Brillerne sad lidt skævt, men det var fordi de var ødelagte. Hendes dybblå øjne spejdede rundt i gangen, og hendes blik ramte radiatoren. Hun lagde sine hænder mod dem, bare for at få lidt varme i blodet.

Embry forsvandt ind på sit værelse, og trak sin våde t-shirt af. Kulden i rummet fik ham til at gyse, men tøvede ikke med at smide resten af sit tøj, og derefter at trække noget lidt varmere på. Han gik ud i gangen igen og standsede nogle skridt fra Kim. Hun så ud til at fryse, sådan som hun lagde hænderne på radiatoren. Han forsvandt kort ind i værelset, og kom tilbage med et tæppe, som han lagde om skuldrene på den lille skabning. Han nikkede ind mod stuen "vil du sidde lidt ned?" spurgte han, og håbede ikke hun følte sig behandlet som en gammel bedstemor. "Er der noget du vil have?" spurgte han så af almindelig høflighed selvom han og Jamie nok ikke havde så meget andet end marmelade.

Kimberley blev tydeligvis overrasket over den pludselige vægtforandring på hendes skuldre. Hun kiggede mod stuen, og derefter på Embry. "Hvorfor ikke?" sagde hun og gik ind i stuen. Hun satte sig elegant i den nærmeste sofa, og kiggede på ham igen. Hendes dybblå øjne mødte hans grønne og hun rystede på hovedet. "Nejtak." sagde hun høfligt. Den lille spinkle person, hun nu var, så endnu mindre ud med det store tæppe slået om sig. Men det hjalp. Hun frøs ihvertfald ikke mere. Det var rart med noget luftforandring. Især fordi hun vidste at hér kunne ingen nå hende. Især ikke hendes bror. Det var... rart. Nærmest en betryggende tanke.

Embry placerede sig overfor hende i en halvslidt lænestol. Det var egentlig looket i stuen og i resten af lejligheden. Slidt. Han trak sit ene ben op til sig og lagde en arm om det. Han nikkede bare til hendes nej tak, det gjorde det også lettere at have hende på besøg. Han betragtede hende som en kat betragtede en mus, det var egentlig ikke noget han kunne gøre for det skete bare når han stenede på folk. Han rystede kort på hovedet for at rive sig selv ud af tilstanden "hvor er din mor og far?" spurgte han så. Gud hvor han hadede samtaler om familier det gjorde ham dårlig, men han besluttede sig for at koncentrere sig om denne ene for Kims skyld.

Kimberley kiggede på ham. "Min mor er derhjemme.. Hvis ikke hun er taget på Reggie eller Petronia," sagde hun med sin bløde stemme. "Og min far..." hun kunne ikke færdig gøre sætningen. Hun kunne ikke sige 'Ham kender jeg ikke'. Det ville være for... stupidt. Hun var bange for at han ville blive vred, ligesom med hendes bror. "Han er der bare ikke." det blev hendes endelige ord. Tæppet lå ved siden af hende, da hun ikke frøs mere. Det var som om... det pres der altid lå mod hendes bryst... Nærmest forsvandt. Hun kiggede ned på sine hænder, der lå på henes lår.

Embry så på hende og lod hende fortælle. Denne gang følte han sig ikke så dum da han regnede ud at Kimberleys mor sikkert var alkoholiker, eller prostitueret. Han nikkede stille. Han ville næsten ønske at hun kunne have fået en familie som hans. Et kort tilbageblik flimrede for hans øjne og det gav et lille ryk i ham. Tanken om at hun kunne have fået en familie som hans talte ham pludselig voldsomt imod. Men så idet mindste en mor der ikke drak og en søster istedet for en bror. Han så på hende med et stille smil "vi behøver ikke tale om det.. jeg taler heller aldrig om min familie" sagde han forsonende. Han så sig kort omkring, før hans blik igen faldt på det lille menneske, og han overvejede om hun kendte til væsnerne.

Kimberley smilede svagt da hun hørte hans ord. "Tak." sagde hun lavt. Hun kiggede op på ham. De dybblå øjne undersøgte ham. Der var noget dragende ved ham, men hun vidste ikke hvad det var. Hun vidste ikke hvorfor han var så lokkende og indbydende. Igen fik hun lyst til at kramme ham. Til at sidde hos ham, og græde ud. Hendes øjne søgte nu mod hans ansigt igen, og hun fugtede sine læber. Hun trak sit hår, der efterhånden var ved at være tørt, om bag ørene, med et lille smil.

Embry smilede "ingen årsag" hviskede han tilbage og lænede ryggen mod det gamle læder der gav en svag knirken fra sig. Hans eget røde hår havde det med at skye vand så det var tørt nærmest med det samme. Han fangede det blå blik så snart det søgte hans ansigt, han så altid folk i øjnene, på den måde kunne de også aflæse om han løj når han snakkede, for han løj ikke, han løj aldrig. Der var som om et eller andet i hendes øjne bedte ham om at sidde hos hende lidt, bedte om trøst. Tanken sendte en kuldegysning ned af rygradden på ham, han kunne ikke trøste, kun gøre alting meget værre. Men alligevel rejste han sig og satte sig over i sofaen ved hende, dog med lidt afstand. Han vidste stadig ikke hvor tæt på han kunne vove sig uden at hun fik det dårligt.

Kimberley fulgte drengen i hans bevægelser. Hun var faktisk ikke bange for at han nærmede sig yderlige. Hun ville faktisk gerne have at han satte sig tættere på hende. Hendes blik blev fastholdt af hans øjne, og den dragende kraft var kun blevet stærkere. Hun trak sine knæ op til sin brystkasse, og lagde armene om sine ben. På den måde sad hun beskyttet, hvis der nu skulle ske noget. Den måde hun sad på, fik hende til at se mere normal ud. På den måde så hun ikke undervægtig ud, på nogen måder. Hun lænede sin kind mod sine knæ og kiggede fortsat på Embry.

Embry så på hende, og følte kort vreden over at hendes bror kunne havde ødelagt hende på den måde, det fik ham til at skamme sig over sit køn. Heldigvis var han ikke vred i længere tid, for sin egen og Kims skyld lod han være med at være vred. Han lagde hovedet på skrå "er du okay?" spurgte han så, og lagde forsigtigt sin hånd på hendes. Han blev dog siddene, ville ikke invadere hendes kropsrum, men det fik det i hendes øjne til at forsvinde en smule, som om det hjalp at han havde sat sig lidt tættere på. Selv gjorde han ikke meget ud af at skjule sin undervægt, jo han gik i løse bukser, men ellers ikke.

"Jeg har det fint." sage hun lavt, og stirrede stadig på ham. Hendes øjne blev lysere ved at være så tæt på en hun stolede på. "Har i noget musik?" spurgte hun stille. Hun havde lyst til at høre My Chemical Romance. Eller Green day. Bare noget musik i en eller anden stil. Hun svingede sine ben ned på gulvet, og kiggede fortsat på drengen. Skulle hun ligge hovedet på hans brystkasse? Nej, det var bare dumt. Hendes øjne afslørede næsten hendes tanker. Det lysebrune hår var efter hånden tørt, så hun rystede på hovedet, så det sad i den normale pjuskede og søde frisure.

Embry så på hende og virkede ikke ligefrem overbevist, men sagde ikke noget. Han betragtede ændringen i de mørkeblå øjne, og nikkede "ja men mig og Jamie har meget forskellig musiksmag.. Jamie hører klassisk og jeg hører.. nærmest alt" sagde han og gjorde mine til at rejse sig for at sætte noget musik på. Han så kort på hende, først på hendes øjne og derefter på hendes hår, og smilede lidt "dit hår er tørt.." kommenterede han roligt.

Hun smilede svagt, og nikkede bekræftende. "Ja," Hun tav et par sekunder og spurgte så efter nogle sekunder: "Har i My Chemical Romance : The Black Parade?" hun kiggede ned på sine lyserøde sokker, og derefter op på den røhårede dreng, med... beundring i blikket. Hun havde brug for at holde om nogen, og hun ville ikke have noget imod det var ham. Inderst inde var hun bange for hun var ved at blive småforelsket i ham. Kærlighed var ikke noget hun havde det godt med, og et forhold til en der var seks år ældre end hende selv ville bare være frustrerende. *Jeg ER forelsket i ham* tænkte hun. Hendes ansigt rømmede intet og hun smilede bare lidt.

Embry så ud til at tænke over det, og begyndte at bladre nogen cd'er igennem. "Within temptation, Type O negative, Rascal Flatts, uh det er min.." mumlede han og lagde en enkel cd over til en anden bunke. Instinktivt var han gået i Jamies bunke da han hørte mere Rock og metal end Embry gjorde. Han fandt en cd frem og viftede lidt med den "der står My chemical romance på den.. så mon ikke den dur?" sagde han med et smil, og åbnede den. Nu håbede han bare Jamie havde fået orden på sine cd'er der altid lå i de forkerte bokse. Han skubbede cd'en i anlægget og trykkede play. Så gik han over og placerede sig overfor hende med et lille smil "jamie er den med mest rock.." mumlede han med hensyn til de to bunker af cd'er.