Mørkt og overskyet. - Embry.

Embry grinede lidt og vippede hende baglæns så hun lå på ryggen på sofaen "det skulle du ikke have sagt" sagde han drilsk og smilede djævelsk inden han begyndte at kilde hende. Han var ikke selv kilden som sådan, jo måske under tærerne, men det skulle man ikke prøve. Jamie havde engang gjort det og han var kommet til at sparke ham i hovedet. Han tænkte ikke over at det djævelske smil kunne have afsløret hans hugtænder, men det ville nok heller ikke overraske Kim.

Hun lo hjerteligt og prøvede at få sit snit til at kilde ham. Den lille spinkle skabning hun nu var, var meget kilden og hun virkede meget gladere på denne her måde. Hun lagde ikke mærke til den rødhåredes tænder, men hun grinede bare fortsat. "Lad v.. være!" grinede hun. Hun kunne næsten ikke få luft, så meget grinede hun. "Stop!" hun lo, og vred sig for at komme fri.

Embry nød at høre hendes latter, og se hende så glad. Han stoppede lidt og så på hende "undskyld hvad sagde du?" spurgte han drillende, og prikkede hende en enkelt gang i siden. Han satte sig på hende ben så hun ikke så let kunne komme væk, men han ville høre hendes argurmenter før han begyndte at kilde hende igen. Han lænede sig ned og slikkede hende en enkelt gang på næsetippen og smilede skævt "overtal mig til ikke at kilde dig" hviskede han legesygt, og så på hendes dybe øjne.

Hun grinede da hans tunge ramte hendes næse. "Jeg får helt ondt i maven af at grine." fnisede hun. Hun kiggede på ham. Hendes briller sad megaskævt, og fik hende til at ligne en idiot. Det korte hår sad nu over det hele på hendes hoved, totalt urergereligt(staves?) ligesom vinden. Hun så ham i øjnene, og holdt hans blik fast.

Embry grinede "det kan jeg se, du hulker jo nærmest efter vejret" sagde han muntert, og bøjede sig fremad og fik fat i hendes briller med læberne og trak dem af og lagde dem på sofabordet så de ikke generede hende. "Nu kan du vel ikke se?" spurgte han drillende, og så ind i hendes blå øjne der gnistrede af morskab. I det mindste kunne han give hende det. Han trykkede hende blidt i maven "hvornår har du føsdag?" spurgte han muntert.

Hun grinede da hans næse ramte et af hendes kildne steder. "Den 13 juli." hun smilede til ham. "Hvad med dig?" Hun undersøgte ham. Det mindste hun kunne gøre var at give ham en gave. Nu havde hun jo et sted at være, og en at stole på.

Embry smilede af hendes latter "den 13.. et ulykkestal for nogen og et lykketal for andre.." sagde han, og trykkede hende blidt på næsen inden han flyttede sig fra hendes ben så hun kunne komme op og sidde igen. Han rystede på hovedet "jeg kan ikke huske det, et tidspunkt i December" sagde han og smilede stille inden han lænede ryggen mod armlænet i den anden ende af sofaen og så lidt op i loftet. Nogen gange føltedes det som om hans gamle liv var blevet blokeret. glemt.

Kimberley satte sig op, og kiggede på ham. "December..." sagde hun eftertænksomt. Hun lagde sig på hans mave og lyttede til hans hjerte igen. Det slog ret hurtigt, men det måtte da også være forpustende at lege. Et smil spillede på hendes læber, og hun kiggede over mod den slidte lænestol. My Chemical Romance spiller stadig i baggrunden. Hun elskede at ligge hos ham, at være så tæt på ham.

Embry var på ingen måde van til at dyrke motion og med alle de smøger som han røg, blev han nok kun dårligere til det. Han kunne knap løbe fem meter uden at knække sammen i den tro at han skulle dø. Han lagde en hånd i hendes hår da hun lagde sit hoved på hans mave og nussede hende blidt i håret. Han gabte kort og var glad for at Kim ikke var så spørgelysten som han havde været. Han trak blidt i de bløde korte totter på hendes hoved.

Kimberley hørte et brag, og få sekunder efter, regnen der spillede på ruden. Hun kiggede op på Embry og hviskede: "Nu regner det igen." Smilet på hendes læber blev bredere. Hun lagde sig længere op, og lå nu på hans skulder. Hendes arme gled om hans ryg, og hun puttede sig helt ind til ham. Hans hjerte slag var beroligende, og det gik op for hende at hun havde fundet en ven. En virkelig god en af slagsen.

Embry lukkede øjnene, og smilede skævt "det er godt at sove til" mumlede han og lod hende kravle længere op og lagde armene om hende, og nussede hende på ryggen. "Bor du ude omkring legepladsen?" spurgte han så, og havde glemt alt om ikke at ville vide hvor hun boede for ikke at flå halsen ud på hendes bror, men ligenu tænkte han ikke på hendes bror, men på hende. Han mærkede hendes varme åndedræt mod sin hals, og åbnede øjnene igen.

Hun lukkede øjnene. "Nej, jeg bor inde i byen." hviskede hun stille. Hendes spinkle fingre kildede ham blidt på ryggen. Hun kyssede ham på halsen, et blidt kys. Et vennekys. Han betød virkeligt meget for hende. Næsten alt. Han var hendes ven. Bare han ville flå hendes storebror. Det forpestede møgsvin.

Embry nikkede stille "okay" sagde han stille, og smilede varmt. Han nød kysset på sin hals, denne gang var det noget andet end før. Han nød den blide nussen på sin ryg, og nussede hende lidt på lænden mens han tænkte. Han måtte til at være mere hjemme fra nu af, hvis Kim skulle begynde at besøge ham. Han rynkede let på næsen, tanken om ikke at måtte gøre hende fortræd strejfede ham igen, men han frsøgte at ignorere den.

Hendes hænder kørte op ad hans side og op mod hans brystkasse. Hun lagde sig godt til rette hos ham og mærkede hans hjerteslag under hendes hånd. Hun bemærkede at han ikke havde røget siden de kom ind, men sagde ikke noget til det. Hun nød hans varme, som gjorde at hun følte sig endnu mere tryg. I hendes øjne kunne man ikke være mere tryg end det her. Hun lukkede øjnene i. "Jeg er træt," hviskede hun lavt, og gabte.

Embry lyttede, specielt til hende, men også til regnen udenfor. "Du må gerne sove.." hviskede han næsten lydløst, og kærtegnede hendes kind. Her kunne hun sove uden at der var nogen der rørte ved hende på den grimme måde. Sex havde pludselig fået en lidt nyere betydning for ham. Dog kunne han ikke blive munk han var stadig en dæmon! Han smilede ved tanken, og kyssede hende i håret.

Hun kiggede op på ham med et døsigt blik. "Er du sikker?" hun lagde hovedet mod hans skulder igen, og lukkede øjnene. Hun kunne godt mærke hvordan trætheden var ve at overvinde hende.

Embry nikkede "sov bare" hviskede han til hende, og gav hende et varmt klem og håbede at hun forstod at ingen ville gøre hende noget ondt der. Han havde ikke lyst til at sende hende hjem, hun skulle ikke være der. Han nussede hende fortsat, for at få hende til at slappe af. Han turde ikke falde i søvn af frygt for at hans evige mareridt ville vække hende.

Hun gled langsomt ind i søvnen. Hun var totalt lydløs når hun sov, og hun kunne sagtens gå for at være død. Eller bevidstløs. Hun lå helt stille, og det svage åndedræt var det eneste der bekræftede at hun var i live. Et kort smask lød fra hende, ellers sov hun lydløst.

Embry lå stille, og turde ikke røre sig af frygt for at Kim ville vågne. Langsomt begyndte hans øjne at glide i, selvom han prøvede at holde sig vågen. Hendes svage beroligende åndedræt hjalp også lidt til at han til sidst gled ind i søvnen. Han trak vejret roligt, men efter få minutter begyndte det med det samme.

Han djævelske smil var som limet på og hans øjne glitrede lilla som havde der været to lilla sten og en lommelygte bag dem til at lyse dem op. Han bøjede sig over pigen. Hun så bønfaldene på ham og forsøgte at dække for sit forslåede ansigt. Der var noget der bønfaldte ham om at stoppe, noget i hans hoved og krop der forsøgte at forhindre ham i at løfte kniven. Men det var for svagt. Han så ind i de grønne øjne, og så blodet!

Han vågnede med et gisp. Hele hans krop rystede, og hans øjne var spærret vidt op. Der lå noget på hans bryst og han satte sig op med armene om det, for det måtte ikke falde fra ham. Hvad var det overhovedet?! Han kiggede ikke engang, stirrede bare paralyseret ud i luften, mens han forpint hev luft ned i lungerne. Tårerne stod allerede på spring efter et par sekunder og han bed tænderne sammen for ikke at slippe dem ned af kinderne. I mellemtiden holdt han stadig om Kim så hun ikke faldt ned.

Kim vågnede ved at Embry gispede. Hun kiggede på ham, og kunne se frygten i hans ansigt. Hun lagde armene om hans nakke og holdt ham ind til sig. "Hvad skete der?" spurgte hun. Forvirret. Var det hendes skyld? Var det hende der havde gjort ham så bange? Hun kunne se at han var på randen til at græde. Hun lagde sin hage mod hans skulder. "Hvad skete der, Embry?" spurgte hun. Han havde skræmt hende lidt, men nu var hun bare virkeligt bekymret for ham.

"Hvad skete der.." gentog han langsomt og svagt. Han så ikke på hende, stirrede fortsat ud i luften. "Det var ikke min skyld.." hviskede han så "jeg gjorde det, men jeg gjorde det ikke, hun så på mig... hendes øjne, hun var bange bange for mig men... men jeg ville aldrig.. Piper.." hviskede han, og knyttede sin hånd så hårdt at neglene skar sig ind i håndfladerne og blodet begyndte at løbe. Han trak stadig vejret på den der forpinte måde, men var nu ved at opfatte hvor han var, og hvad der sad på ham.

Kimberley var lettere forvirret. Havde det været et mareridt? "Hvad skete der med Piper? Fortæl det..." hviskede hun beroligende ind mod ham. Hun aede ham forsigtigt i nakken, og satte sig op på ham. Hendes arme søgte om i hans nakke, og hun nussede ham på ryggen. Hun duftede til ham. Hans rare duft. Men ligenu kunne hans duft være ligemeget, hun ville berolige ham, og få ham til at slappe af. Den tynde pige holdt den rødhårede skabning ind til sig og nussede ham fortsat på ryggen.

Embry trak stadig vejret usikkert, og lænede sin pande mod hendes skulder da hun satte sig hos ham og lagde armene om nakken på ham. Han var vågen nu, han havde forstået det bare var et af utallige mareridt. Han nød hendes forsigtige nussen "det er okay Kim.. jeg er vågen nu" fik han hæst fremmumlet. Selvom han var mere rolig nu, kunne han stadig se de grønne øjne i sin drøm hvilket fik ham til at bide tænderne sammen "jeg skal bare have noget kaffe.. du må gerne sove videre" hviskede han, og lagde en hånd på hendes ryg, og kærtegnede hendes skulderblad, eller noget i den stil, han var stadig lettere desorienteret. Men kaffe skulle nok holde ham vågen.

Kimberley rystede på hovedet. "Du vækkede mig." grinede hun. Hun satte sig ned mellem hans ben, og kiggede op på ham. "Jeg kan godt lave kaffen, hvis det er?" foreslog hun. Hendes dybblå øjne mødte hans grønne/brune, og hun holdt hans blik fast. Nu var stemningen imellem dem lige pludselig dødalvorlig. Det brød hun sig ikke om, hun ville hellere fjolle ligesom før. Det havde været rart. Men... Embry havde åbenbart drømt noget, og det så ikke ud som om han var særligt begejstret for det.

//Hopper lige i bad ^^//

Embry tvang et lille smil frem på sine blege læber "undskyld, jeg skal nok ligge stille en anden gang" sagde han, men det ville nok kræve at han lå væk fra Kim. Han elskede at sove sammen med andre, men han var urolig om natten og det var generende, og så havde han mareridt. Han rystede på hovedet "Jeg vil hellere have du får lidt søvn" sagde han og mødte de smukke blå øjne der næsten var sorte i aftenmørket. Cd'en var for længst slut, og han rejste sig fra sofaen. Han havde ligget lidt dumt kunne han mærke på sin ryg, men det var der ikke noget at gøre ved. Han kørte en hånd hen over sine øjne og op i sit hår, mens han gik ud i køkkenet.