I byen - Mihael

Dato: Irl
Tid: 01:00 ca.
Vejr: Mørkt og lunt i vejret.
Omgivelser: Ingen.

Artemis gik stille gennem de tomme gader. Hendes blik var rettet ned mod jorden, men alligevel havde hun faktisk rimeligt styr på sine omgivelser. De nyligt skærbede sanser hjalp en del. For en gangs skyld, var hendes øjne klare og grønne. Grunden dertil var let at se, hvis hun åbnede munden, da de ellers fine hvide tænder, var tilsølet i blod... Det var første gang hun bevægede sig ind i byen på egen hånd, efter forvandlingen... Man blev træt af skoven, og naturen, når man var henvist til at blive der hele tiden...

Mihael trak vejret dybt ind, mens han gik en stille aftentur.
Hans hænder var som altid begravet i lommerne på hans mørke jeans og ellers havde han en hvid t-shirt på og som kronen på værket, bare fødder.
Han kunne ikke rigtige sove i sin nye lejlighed, især ikke nå han tænkte på derhjemme, sammen med alle de andre engle.
Han sukkede lidt mens han så op mod himlen, stjernerne var ikke så klare herinde fra byen.

Artemis løftede blikket, da hun opfangede de fremmede skridt. Kort efter fik hun også øje på ejermanden. Hun fortrak ikke en mine, men gik roligt vidre, og lod blikket hvile på ham. Hvem var han?.. Hvad var han?.. Hvad skulle han?... Mon han havde tid til at bemærke hende?..

Han så ned igen da han ligeså hørte skridt og så en pige komme gående.
En pige? alene i byen? på denne tid? Hun kunne kun tilhøre en af racerne, så meget havde han da fundet ud af om menneskerne, de lod ikke deres børn gå alene rundt om natten.
Men hvilken race? og hvar hun født det eller blevet det? I så fald, hvem ville forvandle et barn? Ødelægge hendes liv? Eller måske var der sket et eller andet.
De nåede nu hinanden og han kunne ikke ignorere hende.
"Hej" smilte han og stoppede op.
Et svagt skær synes at strømme ud af ham.

Artemis stoppede op, da han snakkede til hende. Så havde han altså tid til at bemærke hende.... "Godaften." svarede hun, og så op på ham med et ulæseligt blik, i de klare grønne øjne. Hvor længe han mon havde tid til at bekymre sig bare den mindste smule om hende?... Eller lyst?... Hvad var han?... Det var egentlig det der irriterede hende mest.. Spørgsmålet om hvad han var...

Han kunne se der var noget det irreterede hende, hvad kunne det mon være? At blive stoppet midt på gaden? Han huskede hvad Raquel havde sagt til ham og snusede ubemærket i luften, den duft...Måske var hun vampyr? Han så lidt på hende
Men nok ikke sulten.
"Jeg er Mihael" smilte han, hans mørkeblå øjne var beroligne og hans stemme blid

"Artemis." svarede hun kort, da han præsenterede sig. Artemis havde aldrig rigtigt været et barn af mange ord, og det var på ingen måde blevet bedre efter at hun var blevet forvandlet...

"hyggeligt" smilte han
"Jeg har ret i du er vampyr ikk?" sagde han lidt tøvende, var det uhøfligt at spørge sådan? ellers var det forsent nu.
Han lænede sig med ryggen op af den nærmeste mur, hænderne i lommerne og så på hende.

Artemis nikkede kort. "Hvad er du?" spurgte hun så, og så nysgerrigt på ham. Hun kløede sig let på kinden af ren vane, og lod så blikket glide let ned af gaden. Nej, der var ikke andre. Hmm... Hvor mon folk var henne?... Sikkert hjemme og sove...

Han grinte lidt, da han var van til andre normalt godt vidste hvad han var.
"En engel" svarede han blidt.
"nærmere end skytsengel" han så også lidt omkring, og blev ligeså overrasket over den totale stilhed der var.

"Skytsengel?... Hvem er du skytsengel for?" spurgte hun med barnlig nysgerrighed i ansigtet. Artemis havde vist nok enkelte gange mødt andre engle... Men ikke rigtigt så mange hun var helt sikker på var engle... Kun en enkelt gang faktisk...

"Øhmm" sagde han
"Det er en af grundene til jeg er sendt til jorden, jeg skal finde en at være skytsengel for" sagde han med et lille smil, jo hurtigere han fandt en og jo hurtigere han lærte lidt om alle racer, jo hurtigere kunne han komme hjem igen, og hjemve, det havde han lige nu.

Artemis nikkede tavst, og betragtede ham en stund.
"Bor du i himlen?" spurgte hun så, og lagde let hovedet på skrå.
Det var det eneste sted hun sådan rigtigt kunne forestille sig at en engel skulle bo...

Han trak på skuldrene
"Ikke direkte, vi har vores eget lille sted, men jeg vil ikke kalde det direkte himlen" smilte han, det var typiske spørgsmål fra et barn.
Men det var okay.

Artemis nikkede kort. "Savner du det?" spurgte hun, før hun stille begyndte at gå igen. Hun var blevet træt af at stå stille, og havde erfaret at folk for det meste fulgte efter hende, hvis hun begyndte at gå midt i det hele. I hvert fald hvis hun undrede dem...

Han rettede sig og fra væggen og gik rigtig nok med hende, bare for ikke at stoppe en samtale midt i det hele.
"Ja" sagde han ligeud
"Lider nok af hjemve, men det går nok snart over" sagde han
"Er du født her?" han så sig lidt omkring

Artemis trak kort på skuldrene. "Det tror jeg, ja." Så vidt hun kunne huske havde hun boet i et stort hus sammen med sin mor og far et sted i udkanten af Sheria. Senere var hun jo så kommet til at bo hos Far i la Sunisha...

Han nikkede
"Hvordan blev du vampyr?" spurgte han og regnede med hun sagde til vis det endten blev for personligt eller hun bare ikke gad snakke om de ting...eller vis der var en anden grund.

"Jeg blev bidt?..." svarede hun, og vidste ikke helt hvad han mente. Det var jo sådan man blev vampyr?... Man blev bidt, og så tvunget til at drikke noget af vampyrens blod... Artemis rynkede kort på næsen. Blod var stadig ikke noget hun brød sig synderligt meget om...

"Men bliver man bare bidt og så er man vampyr?" sagde han
"Der skal ikke noget andet til end et enkelt bid?" han så lidt på hende, han vidste jo intet om det.

Artemis så et øjeblik overrasket op på ham. Vidste han det ikke?.. Åbenbart ikke... Så rystede hun kort på hovedet. "Man skal også drikke noget af vampyrens blod. Og så går der nogle dage før man er helt forvandlet." svarede hun, og smilede så svagt. Ikke fordi der var noget at smile over, men ind imellem var man bare nødt til at smile så det hele ikke blev at for trist og ubærligt...

han nikkede og tænkte lidt over det, så han bedre kunne huske det.
"Og hvad så? bliver man så lært op af en? og så begynder man ellers bare at drikke blod fra forskellige?" sagde han og så på hende, hun var en nyttig kilde vis han ville lære om vampyre.

Artemis så usikkert på ham, før hun vendte blikket frem for sig. "Je-jeg ved det ikke... Det tror jeg. - Jeg bliver lært op... Men jeg har ikke været vampyr særligt længe." mumlede hun, og så ned mod sine fødder. Egentlig var hun utroligt usikker omkring det at være vampyr. Hun kendte ikke engang selv til alle racerne. Dog vidste hun at der var flere end dem hun vidste af.

Han nikkede, men hun var stadig brugbar, han kunne finde ud af hvordan en nyskabt vampyr udviklede sig.
Han smilte lidt, vis det blev ved i dette tempo kunne han snart komme hjem igen.

Artemis holdt tavst blikket rettet mod sine fødder. Han spurgte meget... For meget næsten... Artemis brød sig ikke synderligt meget om spørgsmål. - De førte ofte ting med sig som hun helst ville undvære...