Det kan kun blive bedre (Rose)

s: den triste skov
o: triste træer
t: eftermiddag
v: lunt, men med en let kølig vind
påklædning: mørke jeans, hvid T-shirt, bare fødder.

En ung mand i starten af tyverne kom roligt gående mellem træerne, afslappet og med hænderne dybt begravet i lommerne på sine bukser.
Han havde kort mørkt strithår med lyse ender, rolige, mørkeblå øjne og et lille smil.

Mihael så sig roligt omkring, som altid synes han den triste skov var..trist.
Han kunne mærke en blanding mellem visne blade og småkviste under sine fødder, ud over den sædvanlige bløde skovbund.
Han kunne heller ikke undgå at ligge mærke til hvor overraskende lidt dyreliv der var, men det havde jo noget at gøre med at skoven jo heller ikke selv struttede af liv.
Endnu engang tænkte han på Zandy, den unge menneske kvinde han jo var skytsengel for, igen tænkte han på at han jo ville have lidt svært ved at beskytte hende ordentligt, da kampkunst jo ikke var hans stærke side.
Han havde selvfølgelig sin evne, men den brugte han kun vis det var nødvendigt.
Han sukkede blidt.

Rose kom gående gennem skoven med hastige skridt. Hun kunne mærke en engels tilstedeværelse i skoven og havde jo lovet højt og helligt at hjælpe engle fra at lave dumme ting. Og vedkommende var ved at gøre noget meget dumt lige nu. Hvem vidste hvem der lå på lur et sted i skoven. Der var nogle væsner som godt kunne finde på at angribe en engel ude i skoven. Roses blik gik over sine omgivelser og prøvede at finde det fjols som havde vovet sig derud. Hendes isblå øjne var rolige og blide og hun havde en hvid sommerkjole på som bølgede let i vinden, og man skulle tro at hun ikke kunne slå fra sig, på den måde hun så ud. Rose så bare ikke ud som om at hun var stærk overhovedet, men det var jo en dum tanke. Rose var stærkere end man skulle tro og man var dum hvis man prøvede at komme op at slås med hende når man var engel eller bare ikke særlig stærk...

Han lukkede øjnene og trak vejret dybt ind en gang.
skoven duftede af gamle træer, hvilket ikke var nogen overraskelse.
Han åbnede øjnene da han også fornemmede noget andet, noget der ren faktisk var levende og ikke dødt som resten af skoven.
Han kom til at tænke på om han nu også skulle være gået her ud, okay, godt nok var han ikke den bedste slagsbror, men bange var han sjældent, selv efter mødet med en vampyr.
Han koncentrerede sig om den person der nu engang måtte være et sted omkring ham, for et dyr var det sikkert ikke.
Det mindede ham lidt om engel, men han var ikke helt sikker, desuden kunne engle også være farlige.

Rose så sig omkring og kunne ikke rigtig se noget for bare træer og hoppede derfor hurtigt og elegant op på en gren i en af de mange træer rundt omkring hende. Hendes blik gik endnu engang rundt og denne gang kunne hun sagtens se en person lidt fremme for sig. Hun sukkede lavmælt og sprang hurtigt, gren efter gren, tættere på den engel som havde vovet sig ud i skoven. Da hun var tæt nok på, sprang hun ned lige bag ved englen, som hun nu kunne se at var en fyr, og tog blidt og forsigtigt, men dog bestemt, fat i hans skulder. Hun vidste godt at det ville se lidt komisk ud, da hendes krop så yngre ud end hans, men det var hun altså lidt ligeglad med.

Han i sine egne tanker som så tit, han havde ikke glemt den lille følelse af tilstedeværelse, men tænkte bare ikke så meget over den.
Det vil sige lige endtil en svag lyd af noget træ der endten blev kvast eller bare trådte lidt på eller noget, kunne høres.
Lyden løb hurtigt af sted, derfor måtte den der lavede lyden bevæge sig hurtigt.
En dump lyd bag ham vidnede om at nogen var hoppet ned bag ham, han skulle lige til at stoppe op selv da han mærkede nogen tage fat i hans skulder på en lidt hård og bestemt måde.
Først frygtede han en sulten vampyr, men det var jo ikke helt mørkt endnu.
Da han så vendte sig halvt om og kiggede så han en engel...Ikke bare en engel, en engel som han straks vidste ville kunne banke ham gul og blå vis han gjorde noget forkert, selv om hun ikke lige frem lignede sådan en.
Men man skulle sjældent tro på hvad øjet så....Han så overrasket på hende med sine mørkeblå øjne.

Rose så op på englen som stod foran sig og fjernede langsomt hånden fra hans skulder og lagde sine arme over kors. Hendes blik var skeptisk og alvorligt rettet op mod ham og hun så ikke særlig tilfreds ud "Hvad tror du lige at du laver?" spurgte hun og betragtede ham med sine isblå øjne "Ved du lige hvor farligt det er herude?" fortsatte hun hurtigt, og lod ham ikke svare på hendes første spørgsmål.

Han så lidt på hende og ville svare på hendes første spørgsmål da hun bare fortsatte.
Han tænkte sig kort om og vente så hele fronten mod hende, forblev med hænderne i lommerne og slappede af.
Da hun var færdig smilte han roligt
"Jeg vælger at ignorere dit første spørgsmål" sagde han
"Og nej, jeg har faktisk ingen helt præcis følelse af hvad der er herude og mystikken gør mig nysgerrig" han trak på skuldrene
"bare kald mig dum vis du synes" han smilte lidt, men passede også på ikke at smile for meget da hun nok bare ville tage det som respektløst eller næsvist...måske begge dele.

Rose sukkede over hans attitude og kunne nu godt huske dengang hun selv var sår'n. Hun strøg en hånd gennem sit hår og tog en dyb vejrtrækning, før hun fortsatte "Ved du lige hvor stor en knibe du ville være i, hvis der var nogen forkerte personer som fandt dig herude?" spurgte hun og ville ikke have en engels død hængende over hovedet.

"Helt ærligt? ingen anelse" svarede han ligeud
"Man har sine forstillinger, men det er også det" han trak på skuldrene og så lidt på hende
"hvorfor bekymre du dig om det?" spurgte han så, da han kom i tanke om det underlige ved at blive stoppet af en anden engel og belært om diverse farer

"Så vil den lille engel være.. Farveller.." sagde hun alvorligt og mente med det, at han ville være så godt som færdig. Død. Gone. Og kommer aldrig tilbage. Hun så op på hans ansigt og tænkte lidt over til sit svar til hans spørgsmål og rømmede sig så "Ved de hvem jeg er?" spurgte hun og lød lidt mere høflig nu. Han vidste nok ikke hvem hun var. Det gør de fleste ikke, før at hun præsentere sig og sår'n.

Han nikkede, ja, altid nævne den uheldigste udvej.
Han så tænkende på hende, overvejede om han kendte eller havde set nogen der bare lignede hende.
Men ingen klokke der ringede.
Han rystede på hoved
"Niks, jeg aner ikke hvem du er" smilte han

Rose så op på englen og nikkede og forstod godt at han ikke vidste hvem hun var. Kun få vidste hvem hun var hvis hun ikke havde snakket med dem inden. "Rose Dorian" præsenterede hun sig "Ærkeengel" sagde hun så og prøvede at smile venligt, men fik det kun til et halvt smil da hun stadig var ret alvorlig og sår'n.

Han så lidt på hende og sukkede pludselig.
"ærkeengel er noget meget stort og magtfuldt ikke?" smilte han lettere usikkert og kom til at tænke på om hun forventede en speciel behandling, eller om hun ikke gjorde.
Han besluttede sig for bare at blive stående og så.... Så kunne hun jo altid rette ham vis det var helt forkert.

Rose så på englen foran sig og trak på skuldrene "Det er det vel.." sagde hun muntert, men havde sår'n set ikke fået nogen speciel behandling for det, og forventede det heller ikke. Hun hadede at få opmærksomhed for sådan nogle ting.

Han nikkede lidt
"okay da" han så sig lidt omkring og endte med at kigge på hende igen.
"Men vis det er så farligt, så lær mig at kæmpe" forslog han
"For jeg forbliver ikke væk herfra bare af den grund her er farligt" han så lidt på hende, hun ville nok ikke, men han kunne jo prøve at overtale hende, for slås kunne hun sikkert...Desuden havde han jo også brug for det.

Rose løftede et øjenbryn af ham og kunne ikke lade vær med at smile over ham "Lære dig at kæmpe?" sagde hun spørgende og gik langsomt rundt omkring ham for at se undersøgende på ham "Kan du da ikke kæmpe selv? Har dine forældre ikke lært dig det?" spurgte hun og så på ham og undersøgte ham for muskler og spor at kamp i hans fortid.

Han tøvede lidt, faktisk var han ikke så glad for at få sin fortid på banen.
Han tænkte lidt på sin og far
"Nej" svarede han bare kort til det hun spurgte om og drejede så hoved om mod hende.
Man kunne godt høre på ham at han ikke rigtig ville snakke om det.
"Nej, jeg kan ikke kæmpe"

Rose stoppede op igen foran ham og så ham ind i øjnene og smilte skævt, men dog muntert og nikkede så "Jamen så okay" sagde hun venligt og ville da med glæde hjælpe en engel med at lære sår'n noget.

Han smilte til hende, hun havde faktisk sagt ja til det.
"Dejligt" svarede han og mærkede samtidig en svag usikkerhed, han vidste ikke om det ville blive svært eller nemt, han havde altid taget afstand fra kamp på en eller anden måde, men nu skulle den snart blive hans hverdag...Eller næsten i hvert fald.
Han slog lidt ud med armene
"Hvor begynder vi?"

Rose smilte op til ham og var da glad for at han smilte og var glad. "Det som vi starter med.." mumlede hun tænkende og huskede at hun ikke engang havde præsenteret sig for ham "Mit navn er Rose" sagde hun og rakte en hånd frem til ham.

Han så lidt på hende
"Ja, Rose Dorian, det sagde du" svarede han og håbede han huskede efternavnet rigtigt, ellers var der jo intet at gøre ved det.
"til gengæld tror jeg ikke du ved hvad jeg hedder?" han kunne ikke huske om han havde præsenteret sig, han mente det ikke.
"Mihael"

Rose smilte svagt og nikkede "Ja, det sagde jeg.." sagde hun og havde en dårlig hukommelse omkring sådan nogle ting "Men jeg syntes at jeg skulle præsentere mig ordentligt end at have gjort det på den måde som jeg havde gjort det først.." sagde hun lavmælt og havde jo været så pokkers alvorlig da hun sagde det første gang. Nu var hun jo kommet lidt mere ned på jorden og lød jo mere rolig. Hun nikkede til hans præsentation "Mihael.." mumlede hun for at få hans navn ind på hukommelsen. "Okay så, Mihael.." sagde hun tænkende og gav så et nik med hovedet i en retning hen af stien "Kom med" sagde hun muntert og begyndte at gå ned af den retning ned ad stien og ventede ikke med at se om han fulgte med.

Han nikkede lidt til det hun sagde.
Da hun begyndte at gå ned af stien gik han med hende og lod automatisk sine hænder glide ned i lommerne, mens hans skuldre hang let.
Han lod sit blik glide rundt på omgivelserne og savnede lidt at en fugl kom flyvende eller noget.
Han så op på himlen, noget han så tit gjorde, havde altid gjort, men hvorfor vidste han faktisk ikke, kun at det beroligede ham.

Rose blev ved med at gå og til sidst brød hun sig ikke rigtig om tavsheden og så op på ham "Ser du, Mihael..." begyndte hun og så hurtigt frem for sig igen "Jeg vil helst ikke have en engels død hængende over hovedet. Jeg vil få nogle problemer hvis der er en engel som dør. Det er mit job at beskytte dem som er svage. Det er derfor jeg ikke kan lide at du går rundt ude i denne skov helt alene. Og det gør mig endnu mer utilpas at du går herude og du ikke kan finde ud af at kæmpe" sagde hun og strøg en hånd gennem sit hår og var i færd med at føre dem ud af skoven.

Han opdagede træerne blev færre mens hun snakkede og så hurtig ned fra himlen.
Han kunne ikke lade være med at himle lidt med øjnene, han var jo stor nok til selv at bestemme hvad han ville.
"Svag? Tak for det" svarede han og lød lige så rolig som før, selv om nogle af hendes ord havde ramt forkert.