Ankomsten på bjerget

Varyl kom roligt og elegant gående langs bjergsiden, hun udforskede området i et stort perspektiv, hun smilte svagt for sig selv imes hun gik. Vinden dansede blidt og let med hends hår og svang det roligt rundt om hendes ansigt som det ville, hun tog sig ikke af det og nød bare at kunne mærke den frie luft og naturen, hun lod roligt sin hånd glide langs klippen imens hun elegant gik videre, hun tog sig heller ikke af hvor koldt det var, hun følte sig bare meget fri herude.

Nora hørte skridt og trak vingerne ind, med en smertefuld grimasse.
Hun sukkede stille over smerten og måtte stødte sig lidt til en stor sten da det svimlede for øjnene.
Hun bannede lavt på kinesisk, og tog sig til hovedet.

Varyl kom længere op af bjegsiden og kom til en lidt åben plads
Hun så sig kort omkring da hun så en pige se lidende ud og Varyl så bekymret på hende og gik med hurtigere skridt over til hende, " er der noget glat?" spurgte Varyl roligt, men så bekymret ud

Hun så op og fik øje på en pige der så ud til at være lidt yngre end hende selv.
"Nej jeg er okay..." sagde hun selv om det var løgn. Hun var god til at lyve, fordi hun var skuespiller. Hun kunne se overbevisende lykkelig ud, selv om hun var syg af sorg...
Ikke at hun havde det sådan nu, hun hadede bare smerten ved at tage vingerne ind i ryggen.

Varyl nikkede og bed sig i læben, selvom hun ikkefølte at det var sandt
"Okay, jeg ville bare være sikker" sagde hun roligt, og hendes varme øjne hvilede på pigen, før hun vendte sig elegant og roligt om og begyndte at gå længere ind på den åbne plads og så sig nysgerrigt omkring

"Hvad hedder du?" spurgte hun nysgerrigt og fulgte efter hende.
Hun ville gerne lære nogle at kende da hun jo lige var ankommet.
Hun smilede sit stille engle-smil, og så på den anden pige

Varyl så kort på pigen og smilte blidt
"Det kommer and på hvad for et navn, du vil bruge, i den tid jeg har levet er jeg blevet kaldt mange navne, vil du have mit rigtige navn, eller det folket kaldte mig?" spurgte hun roligt og lod hånden glide over et træ som var lidt revnet og hun lukkede kort øjnene og lidt efter var træet healet igen og Varyl smilte svagt

"Dit rigtige navn ville være rart" smilede hun stille.
Hun slappede af og så på træet der blev healet.
*Så det er en elver... Dejligt* tænkte hun glad.

Varyl vendte blikket på pigen og smilte blidt
Hendes blik var roligt og blidt ligesomVaryl og der var også en underlig varme ved dem, " hmm.. mit navn er Varyl, må man så spørge om dit?" spurgte Varyl nysgerrigt og smilte blidt igen og så sig omkring

"Nora" svarede hun stille.
Hendes kinesiske agsang skar stærkt igennem da hun sagde sit navn.
Selv efter så lang tid havde hun sin agsang... Hun ville nok aldrig lægge den fra sig...

Varyl nikkede og lagde godt mærke til hendes accent
Hun smilte blidt og så kot væk fra hende, " mig en fornøjelse Nora" sagde hun roligt og begyndte at gå rundt langs træerne og så tænkende på dem imens hun svagt mumlede

"I lige måde Varyl... Hvor gammel er du?" spurgte hun nysgerrigt.
Hendes nysgerrighed hvad fået hende ud i nogle uheldige situationer, men hun havde som regel været i stand til at rede sig ud af dem selv...
Andre gange var det så gået mindre heldigt.

Varyl smilte svagt og havde regnet ud at denne pige var meget nysgerrig, men Varyl havde ikke noget imod nysgerrighed
"Hmm.. det kommr and på i hvad forbindelse, for ialt er jeg 250 år gammel, men min krop er 19" sagde hun roligt og vendte blikket på Nora igen og smilte blidt, " hvad med dig?" spurgte hun og lød selv lidt nysgerrig

"Min krop er 23 år... Men mit sind er 1230 år gammel." svarede hun og smilede blidt.
Hun valgte at hun ikke gad at holde sine vinger inde da det jo var en elver hun var sammen med.
Så hun lod dem glide ud af ryggen med et befriende suk.
Hun hadede at have dem inde og elskede egentlig sine vinger...
Det var bare surt at hun ikke kunne have dem ude blandt mennesker

Varyl smilte svagt over Noras vinger og tænkte kort
Hun kunne godt lide vinger, specielt helt klare hvide vinger, så de glitrede smukt i morgen solen, hvis lyset ramte dem rigtig.
"Hvor må det endelig være hårdt" mumlede hun stille og hendes rolige ansigt, blev afstattet med et fortvivlet udtryk og Varyl så tænkende op på træerne igen

"Hvad må være hårdt?" spurgte hun forsigtigt.
Hun var bange for at hendes spørgsmål skulle blive opfattet
som snagen.
Men det var jo ikke det hun ville, hun var bare nysgerrig.
Hun blafrede lidt med de ravnsorte vinger,
og nød at have dem ude igen.

Varyl vendte sit fortvivlede blik imod Nora, men det blev langsomt roligt igen og hun tænkte kort
"Presset hos jer engle, vingerne kan drive kræften fra jer og i bliver jagtet konstant ned af vampyrer også møder man en dusørjæger som jager alle racerne, også siger han at han ikke skyder elvere, hvad er så forskellen på engle, det er det der er hårdt, for engle er ligeså fredelige og smukke som elvere" sagde hun roligt og stille, selvom man en enkelt gang godt kunne høre at der var vrede i hendes tone, men den var så utydelig at man ikke så godt lagde mærke til den

"Ikke alle engle er lige fredelige... Der findes dem, der bruger udseendenet til at lokke mennesker og dusørjægere i fælder, og slå dem ihjel... Derfor er der mange dusørjægere der ikke har det mindste i mod at dræbe en engel..." sagde hun og så ned i jorden.
Hun var ikke bange. Hverken for vampyrere eller dusørjægere.
Ikke fordi hun kunne kæmpe, for det kunne hun på ingen måde,
og hun var da også blevet bidt en del gange før.
Men hvis man var forsigtig nok så var der ikke noget at frygte.

Varyl rystede på hovedet og så kort på Nora
"Det er det samme med elvere, elvere kan også gå over til den mørke side, tvinge eller lokke folk imod dem og så dræbe dem, men alligevel lader dusørjægerne os være, måske er det fordi der ikk er så mange af os tilbage" sagde hun stille og sukkede, hun bevægede sig roligt langs træerne igen og mumlede noget utydeligt og bed sig i læben

Hun nikkede stille og tænkte over hendes ord.
Det var en hel del engle, vidste hun,
men selv om hun havde levet længe havde hun kun set få elvere.

Varyl stoppede og så tænkende på Nora igen
"De fleste elvere bliver jagtet ned af de andre væsner, såsom vampyrer og dæmoner, andre elvere søger væk fra omverdnen og væk fra andre så det kun er dem, måske i en lille gruppe, andre går bort med troen på at elvernes tid er forbi" sagde hun stille og fik et trist udtryk og så derefter på træerne igen

Hun nikkede igen.
"Det lader da heller ikke til at være det nemmeste i verden at være elver."
sagde hun stille. Hun kom til at tænke på en anden elver hun havde mødt for lang tid siden,
og smilede svagt men varmt

Varyl sukkede lydløst og trak på den ene skulder og smilte svagt
"Ikke altid, men nogen gange er det rart, så føler man heller ikk at man er væk helle tiden, jeg har meget at tænke på, så jeg er altid beskeftiget hvor jeg end er, i nogen situationer er det bare ikk særlig godt at stille sig op at tænke" sagde hun og bed sig svagt i læben og derefter fugtede hun den og smilte svagt til Nora

Hun lo lidt da hun fandt den sidste del af sætningen
humoristisk.
"Nej det kan du have ret i" sagde hun med leende stemme.