På bjerget

Dato : 25/01
Årstid : Vinter
Dag : Onsdag
Vejr : Fint årstiden taget i betragtning
Sted : Dreins mountain 0o
Tid : Irl
Omgivelser : Kinda ingen..

Dimitra sad på en stor sten, og holdt nænsomt om sin ene fod. Den var brækket, men var efterhånden ved at være helet sammen på den rette måde igen. Åndsvage vampyrer..
Et eller andet sted kunne hun vel egentlig godt for stå dem, men det var ikke en ting hun havde tænkt sig at indrømmer overhovedet! At havde medlidenhed, eller bare den mindste smule forståelse - med de dræbende racer var ganske enkelt uhørt! og ikke noget Dimitra ville tage sig selv i at føle..

Terion sad oppe i et træ og kiggede på hende, han hviste ikke helt hvordan han skulle kom ned.

Dimitra sukkede kort, og løftede blikket fra foden. Hun scannede de nærmeste omgivelser for at sikre sig at hun ikke blev overrasket af nogen eller noget. Hun fik øje på en skikkelse i et træ, og lod blikket hvile på den. Det tog lidt tid før hun genkendte den som den dæmon dder havde formået at narre hende ved havnen. Al form for følelse forlod hendes ansigt. Udtrykket der kom i det, var hverken fyldt med kulde, had eller væmmelse. Det var ganske enkelt helt og aldeles ulæseligt.

Han kiggede ned og så Dimitra, han vinkede men klamrede sig så til grenen da han var ved at falde.

Dimitra reagerede ikke synligt på hans vinken. Hvorfor var han nu også dukket op?.. Nu var det jo næsten lykkedes hende at glemme ham... Hendes indre var i voldsomt oprør. En del af hende var kommet til at synes om ham under den samtale de havde ført ved havnen, mens den anden del skreg at han jo var en dæmon, og derfor arbejde, og ikke en man begyndte at synes om.

Han slap grenen og faldt bare helt ned og faldt på maven til sidst.
Han ømmede sig lidt og kiggede så op på Dimitra imens han lå der, hvis han havde væretr menneske ville han havde brækket en hel del ting.

Dimitra reagerede stadig ikke udover at følge ham med blikket. Hun masserede blidt sin ankel, og diskuterede heftigt med sig selv i tankerne. *Han er en DÆMON pigebarn! Ja men.. Men hvad?!? Men ikke noget! Men slå ham ihjel! Der er ingen undskyldninger Men han..* og sådan blev det ved. Hun kunne på ingen måde nå til enighed med sig selv, og valgte derfor ikke at vise ham noget overhovedet.

Han kiggede roligt på hende og rejste sig langsomt.
Han gik 1 skridt over mod hende, "Din fod" sagde han undrende.


//skal logge//

"Vampyr" sagde hun kort uden videre forklaring. Vampyr.. Åh ja iden grad, og en vampyr hun ikke havde tænkt sig at lade overleve deres næste møde.. En vampyr der ganske enkelt skulle dø. Det skulle selvfølge helst alle vampyrer, men lige denne vampyr skulle dø for hendes hånd, og ikke nogen andens.

Han gyngede lidt frem og tilbage, "Vampyr" gentog han som en slags bekendtgørelse til sig selv.
Han stirrede længe på hendes fod og derefter på hendes ansigt.

Dimitra nikkede svagt, og tog ikke blikket fra ham. Hendes ansigt var stadig komplet ulæseligt. Hun så ikke sur ud på nogen måde, men heller ikke glad.. Så mest af alt ud som en statue som hun sad der på stenen, og forsigtigt masserede sin ankel.

Han kiggede lidt rundt ingen var i nærheden, han gik langsomt hen til hende og rørte hendes ben.
"Vampyrer" svarede han hunnernde var til tider underlige...men måske var det også hårst engang imellem at være vampyr, men dræbte for det meste for at overleve, lige som normale mennesker.

Af ren refleks greb Dimitra fat i hans arm, og vred den rundt i det han rørte hendes ben. "Kom ikke for nær" sagde hun lavmælt, og havde fået rejst sig op ret hurtigt på trods af foden. Hun havde rent faktisk ikke lyst til at skade ham, men det stred i mod alle principper at lade nogen som helst race komme så tæt på, når hun ikke var i stand til at kæmpe ordenligt. Hun slap hans arm, og gik et skridt væk fra ham.

Det gjorder ikke ondt på ham da hun gjorder alt det men bare det hun rørte ham fik en lille vrede til at komme frem en vrede der endnu kunne styres.
Han kiggede op på hende, stemmen i hans hoved sagde, *Så hun vil havde det sjivt* han rystede på hoved til stemmen og prøvede at ignorre den.

Dimitra hverken sagde noget, eller flyttede sig mere. Hun betragtede ham bare, og skændes stadig med sig selv. En lille stemme havde sneget sig frem, og hviskede om det forskellige muligheder for angreb. Dog ignorede den da hun vidste at hun aldrig ville kunne vinde nogen som helst kamp i øjeblikket.

Han rejste sig og stod nu og kiggede på hende, hans syregrønne øjne var på hende og ville sikkert kunne for hendes stemmer til at gå endnu mere i krig mod hianden da de var syregrønne en typisk farve for Dæmoner.
Han smilte ikke, men så bare på hende, hvad sukkende øjne-

//Hvad sukkende øjne??//

Dimitra røbede stadig intet. Hun var faktisk stadig vred over at han havde narret hende, og at han kendte hendes navn. Nomalt lod hun ingen af de dræbende race vide hendes navn, da det kunne være ret farligt... Man blev lettere sporet og dræbt hvis de kendte ens navn.. Derfor var der også mange jægere der brugte dæknavne, eller jævnligt skiftede navn. Dimitra gjorde dog ikke sådan.. Hun var vel for stolt af sin herkomst, selvom den faktisk ikke var noget mange ville være stolte over..

//Det er en slags triste øjne var der ses sadness//


Han gik langsomt tilbage han var ikke ønsket og han mærkede at hun væmmede sig ved ham, som alle andre i verden selv hans egen art havde efterladt ham.
Han kiggede ned i jorden da han mærkede det begyndte at regne, regnen formede sig ved hans øjne som var det han grad, dog grad han overhoved ikke, eller han kunne ikke, han hviste ikke hvordan man gjorder.

//Über så er jeg med igen^^//

Væmmelse... Det følte Dimitra ikke. I hvert fald ikke på grund af nogen race. Hun væmmedes ved nogens gerninger, men ikke deres race. Hun hadede ganske vidst de dræbende racer, og afskyede deres overlevelses metoder. Blev vred over dem, men væmmedes ikke... Hun væmmedes ved sexualforbrydere, og det var ligegyldigt om det så var mennesker, engle eller vampyrer, så væmmedes hun ved dem.

Regnen havde allerede gjort ham helt våd i hår og i krop.
Han kiggede op på hende igen og sukkede så, han gik langsomt tilbage, og blev og ved.

Dimitras ansigt blødede kort op, og et lille glimt af.. Ja af hvad?... Venlighed?... Nej det var ikke direkte venlighed, men det var så langt fra fjendlighed. Dog varede det ikke mere end nogle sekunder før hun igen blev ulæselig. Hvor ville det dog have været meget nemmere hvis de ikke havde haft snakket sammen.. Ikke at hun direkte følte noget for ham, men der var en grund til at hun aldrig snakkede særligt meget med 'arbejdet'..

"Dimitra" sprugte han og så anspændt på hende.

"Terion?" svarede hun og rettede kort på den hat der forhindrede hendes hår i at blive vådt. Hun havde stort set altid den hat på.. Den var mere eller mindre et kendetegn på at hun var hende...

"Det gør ikke noget" han vendte sig om og begyndte at løbe.

"Det gør ikke noget... Hvad gør ikke noget?..." mumlede hun lavmælt, og så efter ham. "Af alle dæmoner er han dog den mærkeligeste..." sagde hun derefter, og sukkede kort. Hun gned sig i ansigtet og vendte blikket mod himlen. "Jeg ved det, jeg ved det.. Blot endnu en prøvelse jeg må bestå for at vise mit værd for dig... Men hvilken prøve du dog har valgt Allah... Hvilken prøve..." sagde hun op mod himlen før hun igen så den retning han var løbet. Så begyndte hun langsomt - og humpende - at gå ned mod byen.