Working.. or not - Rasmus

" definér kendskab" sagde han og rykkede en smule mere
tættere på. Han stod ret på hende.
Han var højere end hende. Han kiggede ned på hendes blå
øjne, han smilede og et lille venligt grin kom fra ham.

Musikken som kørte omme bag dem, begyndte at spille
en sang som Rasmus kendte ret godt.
Sangen bragte mange minder frem i ham, og han blev lidt
stille. Men Rasmus kastede det hurtigt væk igen.
Når han kiggede på Jameelah, blev han lidt forvirret,
det lignede hun stod og tænkte en masse tanker.
Han blev lidt bekymret for hvad hun dog stod og undrede
sig over.
Det lignede det i hvert fald at hun gjorde.

Jameelah havde noget med at sende ham smil, som var så søde
at man vidste hun var en engel.
Han havde intet imod engle, kun at de næsten var søde mod alle.
De kunne sende et bestemt smil, som folk, i hvert fald, mest mennerskerne
til at få en bestemt følelse i kroppen.

"Hvordan fandt du ud af vi eksistere og ikke bare er skrøner?" spurgte hun og så op på ham, med et uskyldigt blik. Han var en del højere end hende, men det havde hun ikke så meget imod. Godt nok havde hun høje hæle på, men der var stadig drenge, som var højere end hende. Da de stadig rimelig tæt, trådte hun et halvt skridt tilbage. Ikke fordi hun havde noget imod det, men hun ville helst ikke stå og ånde ham ind i hovedet.
Smilede svagt til ham.

Rasmus blev lidt forbavset og kiggede lidt skævt.
men taber blikket da han kom med forklaringen.
" jeg har haft nogle venner som var, som dig.
Mine gamle venner...". Han kiggede lidt i jorden
og tænkte på hvor meget han endlig savnede dem
og hvor meget sjov og ballade de havde lavet igennem
årene sammen.
Ham og en masse andre. Det var ret utroligt hvordan
gruppen kunne fungere, fordi, næsten.. NÆSTEN, alle i
gruppen havde forskellige race. Men det gjorde det egentlig
osse meget interessant, da vi så havde forskellige meninger,
og interesser.

"Du kunne rende rundt med engle, vampyre og dæmoner uden at de prøvede at dræbe hinanden?" spurgte hun forundret. Det var da hel klart en sjældenhed. Væsnerne som levede her, var jo en en slags konstant krig. Fjender mod fjender. Det var helt uhyggeligt, men de var jo fjender, og kunne ikke leve sammen. Eller det var i hvert fald meget, meget svært for dem, men det skete da at nogen af dem, som var fjender faktisk blev venner og nogle blev kærester.

" det rigtigt nok. Vi havde dog tit store skænderier.." svarede han.
Det var faktisk utroligt mystisk at det kunne fungere, og de fleste
troede aldrig på det.
Så når han kendte deres race, blev de altid truende, fordi de troede
nogle havde sendt ham for at .. ordne noget.
Men de var bare en flok unge, som kom fra hver deres kultur/race.

"Men hvordan reagerede de når du fortalte dem, at du vidste hvad de var?" kunne hun ikke undgå at spørge ham. Selv ville hun have troet at han var en dusørjæger, som var blevet sendt for at slå hende ihjel, for så at kunne få penge. Men han virkede en som typen, der var dusørjæger. Godt nok var der udadvendte dusørjægere, men der var også en del som var virkelig mystiske og nogen sagde slet ikke et ord, når de kæmpede.

" de blev for det meste mundlamme, og de vidste ikke
rigtig hvordan de skulle håndtere det.
Men jeg lovede at holde det for mig selv.
Jeg er en åben person, så jeg var den i vennekredsen
snakkede med hvis de havde nogle problemer."
Han kiggede sødt på hende, men blev i et hurtigt
øjeblik, da han fik et lille flashback fra fortiden.

"Jeg ville have troet du var en dusørjæger" indrømmede hun. Men hvem ville ikke det? De fleste mennesker, som faktisk kendte til deres eksistens, var jo dusørjægerne. Så var der jo så dem, som det var blevet fortalt af væsnerne selv, eller dem som bare havde gættet det selv og holdt hårdnakket fast i det. Men de fleste var altså dusørjægerne. Derfor blev hun altid lidt overrasket når et almindeligt menneske kendte til deres eksistencs.

Han lo, halv højt.
Men stoppede rimeligt hurtigt, da det ikke
skulle opfattes som om han gjorde nar.
" nej undskyld." han rømmede sig
" jeg er ingen dusørjæger".
asfsluttede han med og smilte til hende.
Han havde intet imod at snakke om det,
men følte det var så alvorligt.
Han havde mere lyst til at slå sig løs,
og fyre den af.

"Godt" sagde hun lettet og smilede glad. "For så havde du ikke holdt længe herind" mumlede hun drillende og gjorde et nik i retningen af vampyrene og dæmonerne. Egentlig bare alle de væsner, som nu befandt sig derinde. Men for hende, var dæmonerne og vampyrene de stærkeste af væsnerne derinde. Hvilket de sikkert var. Det ville da ikke undrende hende det mindste, hvis de var.

" skal vi ikke finde på noget?" spurgte han med et charmerende
smil som osse havde et stræf af noget frækt i.
" Vi kan lide gå udenfor og tage en smøg?" forslog han
og hentydet til døren.
Han gik hen mod døren.
På vejen ud tog han hendes hånd for at hun ikke
skulle forsvinden imellem vrimlen.
Da han vandrede imellem væsnerne, følte han hvordan
de lugtede til ham, og prøvede at få ham hid.
Flere kvinder stod med blikkene imod ham.
Deres øjne var fyldte med sult og styrke.
Det skræmte ham og gik hurtigere ud af døren.

"Fint nok" sagde hun og lod ham tage sin hånd. Manøverede let gennem væsnerne, som lugtede til dem begge to. Mest Rasmus, men også hende. Hos vampyre og dæmoner var engle en delikatesse. Vampyrene elskede deres blod og det gjorde bloddæmoner også. Sjæledæmonerne elskede deres uskyldige sjæle. Det var ret uhyggeligt og meget farligt at være en engel i byen. Specielt på Petronia.

Rasmus klemte lidt hårdere om hendes hånd.
Ikke hårdt, men bare et klem.
De kom ud af klubben, og det var ret meget
noget frisk luft, og musikken var osse
begyndt at blive lidt for meget, da de var begyndt
at sætte noget andet musik på en Rasmus lige
elskede.
Han havde intet imod det, men han havde brug for
lidt ro.
Igen svang han en smøg op af lommen.
Han svang den i op i munden og hurtigt havde han
sin zippo lightere fremme og tændte den.
" Vil du havde en?" spurgte han mens han koncentration
var på at få tændt smøgen.

Klemte blidt han hånd igen. Væsnerne skræmte hende lidt, så derfor satte hun tempoet op. Hvis de fulgte efter dem og angreb, ville hun nok folde sine vinger ud, for at de kunne komme væk derfra. Der var ting hun elskede ved at være engle. Det at de kunne flyve var en af dem. Men at de var så lette, gjorde at knoglerne også var skrøbelige. Hendes var i hvert fald.
Da de kom udenfor tog hun en ordenlig mundfuld af den friske, kølige luft. Det var dejligt at komme lidt udenfor og få en pause fra musikken. Hun var ved at få hovedepine af den. Hun rystede på hovedet. "Nej tak" sagde hun roligt.

Rasmus den anden smøg ned i lommen igen.
Han gik over til muren og stilte sig op af den.
Hans blik var rettet på Jamelah. Hun så nervøs ud
syntes Rasmus.
Han syntes osse hun havde virket nervøs meget af
tiden af aftenen.
Hans øjne fangede hendes blik og han lavede et lille
vrik med hovedet, som hentydet til at hun skulle
kommer hen til ham.

Jameelah trådte hen i mod ham, men holdt en afstand på omkring 1 meter. Så på ham med et mysgerrigt blik. Hun skjulte den smerte hun havde følt hele aftenen. Smerten i ryggen var altid uudholdelig. Men hun var nødt til at holde den ud, for at kunne være i blandt menneskerne. Ellers ville de se hende vinger, og så ville de først flippe ud. Derfor var hun nødt til at udholde smerten, indtil hun var sikker på der ikke var mennesker tilstede, som ikke kendte til væsnerne.

Rasmus kunne begyndte at mærke
øllene mere og mere.
Han stilte sig op og smed sin smøg.
Han gik hen til Jameelah.
" er du okay?" spurgte han mens han
bøjede sig lidt ned for at se hendes
kønne ansigt, som det lignede
hun gemte lidt væk.
Hvad var der med hende?
der var et eller andet galt?
og det påvirkede Rasmus.

Hun rystede smilende på hovedet. "Nej, min ryg gør forfærdelig ondt" svarede hun og lavede en bevægelse med sin hånd om mod sin ryg. Bed sig svagt i underlæben og så op på ham. "Du ved.. Vingerne.. Det gør ondt at holde dem inde i ryggen" forklarede hun stille og roligt. Man skulle bare lige vænne sig til den. Bort set fra at det gjorde man vist aldrig. Det havde hun meget svært ved at forestille sig, at man kunne. Det var en lettelse at folde dem ud, men en pinsel at folde dem ind i ryggen igen.
Så op på ham, smilende.

Rasmus kiggede ned af begge gade sider.
" kom med " sagde han og tog hendes hånd.
Han gik med lidt raske skridt ned af en af side
gaderne.
Han gik ned af lille bitte vej hvor man lige kunne
en person. Hans ansigt var koncentreret og han gik
derefter om bag et forladt hus som der lå i byen.
Der var ingen og ingen boede omkring huset,
da de sagde det var hjemsøgt.
" giv slip på dem" sagde han til hende, og gik et skridt
tilbage.
Han ville bare hjælpe hende, da han på en måde
godt kunne forestille sig hvor ubehageligt og ondt
det måtte gøre at holde vinger inde, som bare ville
udfolde sig.
Han havde armene over kors, og ventede på at hun
ville give slip og lade sig selv, slappe af.

Hun fulgte ham lydigt, som en slags livløs dukke, der blev styret af en anden end hende selv. Dog havde hun intet imod at han ledte hende hen til det forladte hus. Jo hurtigere hun kunne få sine vinger foldet ud, desto hurtigere kunne hun slippe af med smerterne i ryggen, hvilket var noget i så virkelig meget frem til.
"Okay" sagde hun og smilede svagt. Det lyste dog hele hendes ansigt op og fik hende til at se helt lykkelig ud. Gav slip på kontrollen og foldede sine vinger ud. De rev hul i trøjet, men kun der var vingerne kom ud, så hendes trøje stadig var intakt. De var store og kridhvide. Bed sig nervøst i læben og ventede på hans reaktion.

Rasmus blev helt mundlam, da synet var utroligt smukt.
Der stod en smukt kvinde hvis hvide vinger foran ham.
Godt nok havde engle venner, men de ville ikke vise deres
vinger.
Han smilede og hans øjne var helt spiret op.
han var utrolig fascineret.
Han gik roligt hen mod hende. skridt for skridt.
Han gik hen til hende og kiggede hende i øjnene,
han stod tæt på hende. Han smilede, men fjernede
blikket og kiggede på hendes prægtige vinger.
" De er godt nok..." sagde han men stoppede
da han var mundlam.
han havde aldrig set mage.

"De er godt nok hvad?" spurgte hun nervøst og bed sig hårdere i underlæben. Vingerne var hendes ømme punkt. Hvis folk ikke kunne lide dem, blev hun ked af det, for de var jo en stor del af hvem hun var. Faktisk beviste de hvad hun var. Uden dem ville hun ikke være en engel og dermed være i stand til at flyve. Det ville have været et trist liv. Derfor ville hun ikke miste dem, uanset hvor meget hun ikke brød sig om dem.

" smukke?" sagde han med en charmerene stemme
og en kært blik.
Han gik hen til hende stilte sig tæt, og kiggede
hende dybt i øjnene.
Hun var fascinerende hende her.
Han tog hånden om bag hendes nakke, og kyssede
hende så blidt.
Meget ømt og blidt.
Det var begyndt at blive godt mørkt, og det eneste lys
der var, var lamperne ude fra gaden.
Og to store projektøres lys som lyste op på skyerne.
De kom nok fra en af klubberne i området.

"Tak" sagde hun stille og med et forsigtigt smil. Hun så på ham med store øjne, da han gik helt tæt på hende og lagde en hånd på hendes nakke. Hun anede ikke helt hvad der skete eller hvordan hun burde reagere. Måske fordi hun aldrig havde fundet sig selv i den situation før. I hvert fald ikke med et menneske. Aldrig. Med at væsen, ja flere gange, men ikke med et menneske. Hun troede at de kun fandt vampyre og dæmoner attraktive.
Forsigtigt og usikkert gengældte hun kysset. Nok mest per automatik, men også fordi hun et eller andet sted havde lyst.

Han fjernede sine læber få milimeter fra hendes
og kiggede hende i øjnene før han gik ind i et
mere dybt kys.
Han startede med at kysse hende blidt, og
i længere tid, så åbnede hans mund sig lidt
og de kyssede.
så åbnede hans mund sig en gang mere og
hans tunge kom langsomt med ind i kysset
Han tog han hånd længere om bag hendes
nakke.
Hans anden hånd satte han på hendes hofte.