Working.. or not - Rasmus

Han kørte sine hænder ned af hendes sider.
Han kiggede inde i hendes mukke øjne og
smilede et lille tandsmil.
Han havde utrolig meget lyst til hende,
og var utroligt tændt.
Han tog om hende og vente dem begge om
så han lå øverst. Han grinede lidt af
alt den tomullen.
Han kærtegnede hendes hals med vådekys,
overalt på hendes hals.
Imens hans mund kyssede og slikkede
hendes hals, trængte han langsomt op i hende.

Hun smilede nervøst til ham. På en måde havde hun lyst til det her og på en måde ikke. Hun havde aldrig været til sådan noget. Bare at hoppe på den første og bedste fyr hun lige spottede. Aldrig. Det var nok første gang det var sket.
Egentlig havde hun det temmelig ubehageligt med situationen. Hun anede ikke hvad der skete eller hvad der skulle ske. Det var en slags instinkt, mente hun.
Derfor gik hun lettere i panik, da han trængte op i hende.

Rasmus mærkede Jameelahs reaktion og trak sig ud igen
da han blev forbavset.
" er du okay?" spurgte han hende og kiggede på hende
med spørgende øjne.
Havde han gjort noget forkert?
Han havde prøvet at opført sig så pænt som muligt.
Han flyttede sig en smule fra hende og satte sig.
En skuffelse kom over Rasmus.
Havde han lyst til hende, men følte sig en smule
afvist.

Et lettet, lydløst suk undslap hendes læber, da han trak sig ud. Det havde været helt, helt forkert. Hvad havde hun dog tænkt på? Det var jo totalt imod alt hvad hun troede på! Var hun blevet sindsyg eller noget..?
Hun satte sig hurtigt op, med benene knuget ind til brystet. Holdt om dem med armene og så på Rasmus. Hendes øjne udtrykte dyb ydmygelse og var undskyldende. Hun turde nærmest ikke sig noget, af frygt for at hendes stemme ville knække over. Derfor nikkede hun bare som svar på hans spørgsmål.

Han satte sig hen til hende.
Lagde en arm om hende og spurgte
med venlige og tiltroende øjne
og spurgte igen.
" jeg kan se der er noget galt. Fortæl mig det"
En rolig tone lå på hans stemme.
Det var tydeligt på hendes kropsprog der var noget galt.
Rasmus følte sig osse en smule dum.
Han tog den anden hånd til hovedet.
Imens han ventede på hendes svar, stile han sig op
og tog noget af sit tøj på igen.

Hun tog et par dybe indåndninger, for at sikre sig at følelserne var under kontrol. Hun ville for alt i verden ikke begynde at græde. Der var ikke noget mere ydmygende end at græde foran folk, man kun lige havde mødt.
"Det her er bare så.. forkert" mumlede hun og rystede svagt på hovedet. Rejste sig op og hurtigt sit tøj på. Hvorfor skulle hun også være sådan? Han måtte føle sig totalt afvist og ydmygt!

" hvorfor? "
han var skuffet og en smule irriteret.
Men det er ikke alle der er til at have sex
med folk de lige har mødt.
Rasmus havde prøvet det før,
det var dog ikke noget han gjorde tit.
Han tog sin skjorte på, efter han havde taget sine
busker på.
Han rettede på håret og stilte sig lidt og kiggede på
Jameelah.
Han var en smule forvirret.
En lyd udenfor fik hans koncentration til at flytte
sig fra hende.
Det lød som om nogle kom.
Han kiggede lidt ud af vinduet, men så ingen.
Han flyttede blikket tilbage på jameelah.

"Det er bare ikke mig!" sagde hun undskyldende og følte sig totalt ydmyget. Men hun var bare ikke til sex med folk hun lige havde mødt. Så skulle det være med en, som hunn havde forelsket sig sindsygt meget i. Det var bare ikke tilfældet her. Selvfølgelig var han lækker og charmerende, men han var ikke lige præcis hendes type. Noget mere uskyldigt, var lige hende.
Hun rettede straks sin opmærksomhed mod lyden. Stod helt stille et par sekunder, men kunne ikke helt mærke om det var et menneske eller en af de andre væsner. Rasmus forstyrrede det lidt med sin menneske duft, så derfor kunne hun ikke sige præcist hvad det var. Derfor tog hun hurtigt sine stiletter i hænderne og gemte sig bag en slags forhæng.

" bare rolig " sagde Rasmus og kiggede ned i gulvet.
Han vidste ikke hvad han skulle sige, da han var mundlam.
Det var en akavet situation.
Rasmus kiggede stadig ned i gulvet, med sine hænder
placeret på hofterne.
Der var helt stille, indtil at døren pludseligt blev sparket op.
Flere politi mænd kom løbende ind med lygter og løftede pistoler.
Rasmus fik et chok, og kiggede overrasket på politimændene.
To politimænd fik i en fart fat i Rasmus.
Rasmus prøvede at få sig løs fra de to politimænd, som havde
taget fat i hans arme, og taget dem om på ryggen.
" Hvad fanden!? " råbte Rasmus halv højt, mens han kiggede forvirret
rundt i rummet.
Politimændene var tysse, og sagde ikke andet end deres store støvler
som trampede i det gamle trægulv.
De trak ham mod døren og Rasmus kiggede småt tilbage på
Jameelah, som stod gemt bag et forhæng.

Jameelah fik et gigantisk chok, da politiet stormede ind. Hvorfor var de der dog? Havde nogen tilkaldt dem, fordi de havde set Rasmus og hende gå derind? Uanset hvad, så var der nu og var i gang med et slæbe Rasmus med sig, uden så meget som at opdage hende. Hvad gjorde hun så i denne situation? Hun kunne vælge mellem at holde mund og vente til de gik eller blande sig.
Hun valgte det sidste. Tog hurtigt sine stiletter på og rettede sig hår, så det sad normalt igen. Så trådte hun ud og så overrasket på politiet. Hun udstrålede en fantastisk ro, som ville påvirke dem alle sammen. Folk følte sig jo trygge i engles nærhed. "Hvad sker der?" spurgte hun blidt og lagde hovedet en smule på skrå.

" i er begge gået ind på privat område. indbrud " svarede politimanden
med alvorlig stemme. Dog var roen faldet over ham.
Men taget på Rasmusses arm var stadigt hårdt.
Rasmus kiggede med blanke øjne på Jameelah. Han nød hendes
skøndhed.
Politimændene kiggede på Jameelah. De alle blevet roligere, og mindre
voldelige.
Men alligevel skete der ingen ting.
To mænd gik over til Jameelah og tog fat om hende osse.
" hvis du går med friviligt, så blir vi nød til at anholde dig"
sagde en af betjentene til Jameelah.
Rasmus kiggede undrende på omstændighederne.

"Vi vidste ikke det var privat område" svarede hun ærligt. De ville ikke være i tvivl om at hun var ærlig. Det kunne ses på hende, at hun ikke løj. "Hvorfor hænger der ingen skilte?" spurgte hun blidt og venligt. Hun kunne mærke at roen havde sænket sig over dem, men alligevel var de stadig voldlige. Hendes udstråling blev om muligt endnu roligere.
Da de to mænd, tog fat i hendes gjorde hun ingen modstand og skar heller ikke nogen grimasser, selvom det gjorde ondt på hende. Hendes skrøbelige krop, lavede nogle ret uhyggelige lyde, da de fat om hende. Nærmest som en slags advarsel.
"Hvis jeg går friviligt med, så anholder i mig? Mener i hvis jeg ikke går friviligt med?" hjalp hun dem med et venligt smil.

" hvis du ikke får med friviligt, så anholder vi dig, var det jeg mente"
svarede politibetjenten
en smule irreteret.
Han kiggede med et mystisk blik på Jameelah.
Rasmus stod stadig fanget i betjentenes tag.
En anden betjent trådte dog frem og sagde med venlig
og blid stemme," lads bare hende gå, hun vidste ikke det var privat".
Han var vist blevet fanget af hendes uskyldighed, og han smilede venligt,
som om at han var blevet en smule hypnosiseret.
" men med dig unge herre, dig tager vi med " fortsatte han mens hans
stemme blev mere hård og bestemt.
De to betjente som havde fat i Rasmus fortsatte ud af huset, og ud mod deres bil.

Hun sendte et engleblidt smil til ham, der fik betjentene til at give slip på hende. Hun vidste at det kunne smelte hvem som helst. "Min ven vidste heller ikke her var privat" sagde hun roligt med sit engleblide smil på læberne. Hvis hun kunne ville hun prøve at få ham fri ved at bruge sin udstråling. Ellers måtte hun tage mere.. hårde midler i brug og det havde hun bestemt ikke lyst til.
Hun gik stille og roligt efter dem.

De to betjente kiggede med store blanke øjne på den uskyldige,
unge og kønne kvinde.
Hendes udstråling var rolig og stille. Betjentenes hårde tag, blev
slappere, og Rasmus kunne lige vride sig løs.
" vi undskylder meget " svarede Rasmus med en vær så venlig
stemme og kiggede lidt irriteret stemme.
Deres tag havde lavet lidt røde mærker på hans arm,
og han stille gned sine hænder ved dem, for at lindre
smerten, som ikke var særlig stærk.
Politibetjentene, sendte et nik til dem begge, og forsvandt
så ud af den gamle dør.
Rasmus kiggede på døren i lidt tid, før han gik over
og tog sin læderjakke på.
Han smøg landte osse i hans mundvig, og han kiggede
spørgende på Jameelah.
Nu havde han bare lyst til at tage hjem.
Hjem til sin hund patrick, og hans lille hus.

Hun så efter betjentene, som gik deres vej efter at have givet slip på Rasmus. Så smilede hun glad til ham. "Jeg troede jeg var nødt til at bruge min evne for at få dem til at slippe dig" indrømmede hun ærligt og lo nervøst. Tænk at nogle pænt hardcore betjente blev så påvirkede af hendes rolige udstråling. Det måtte hun huske, hvis hun nogensinde var tæt på at blive anholdt igen.

" mhm... tak by the way" sagde Rasmus og satte sig ned i sofaen.
Han tændt sin smøg, med en langsom og rolig bevægelse.
Han kiggede på Jameelah, i et intenst blik, imens flammen
fra hans zippo tændte hans smøg.
Han svingede zippo'en ned i lommen igen, og fjernede blikket
ned på gulvet, hvor han i det, sukkede en smule.
Egentlig burde de gå da, de ikke måtte være der, og Rasmus ville
ikke tilbage på politistationen igen, som han desværre havde
været før..

"Det var så lidt" sagde hun med et let tone i stemmen. Stod bare og så på ham. Hun følte sig ikke ubehagelig til mode, da han intenst på hende. Næh, hun nød det nærmere. Selvom hun aldrig ville indrømme det, så kunne hun godt lide når folk så på hende. Det fik hende til at føle sig.. speciel. På en god måde og ikke bare pga. af at hun ikke var menneskelig. Nej, speciel i en andens øjne.

Rasmus var blank om hvad næste skridt var.
Han gik hen mod døren med smøgen i mundvigen.
Han rettede på sit tøj, da han rejste sig, og kørte
hånden endnu en gang igennem sit let vådte hår
af sveden fra deres kærtegnelse til hinanden.
Han stoppede lidt foran døren og kiggede tilbage
hvor Jamelaah stod.
Han kiggede på hende med et tomt blik, men ikke
helt blank, så det var ubehageligt, eller et mærkeligt
blik.
Men bare med et forvirret tomt blik.
Han var skuffet over det skulle ende som det gjorde.
Han var osse træt nu.
Han tog i døren og sagde " hmm... tak for alt. Hav et godt"
Et suk kom fra ham, og han ville ønske hun ville tage
kontakt, da hun var interessant.
Men han havde forstået det som at hun intet ville.
og han havde nu heller ikke tænkt sig noget seriøst
med hende.

Hun vendte sig mod døren da han rejste sig op, men han kom først derhen. Alligevel gik hun helt hen til døren for at komme ud. "I lige måde" sagde hun og sendte ham et engleblidt smil. Kyssede ham forsigtigt på kinden og gik så uden om ham, ud af døren. Det var egentlig lidt trist det endte sådan. Han var jo meget flink og de havde snakket meget godt sammen, syntes hun. Men hun havde ødelagt det. Sådan var det bare og nu var det lidt svært at lave om på.
Hun gik et stykke og så tilbage på ham. Smilede igen til ham, glad. Så foldede hun sine kridhvide vinger ud af ryggen og et svagt støn undslap hendes læber. Lettet over at slippe for smerten. Så bredte hun dem, baskede et par gange med dem og var så i luften. Vinkede til ham og fløj mod sit hjem.

//out//

//out//