The Lone Wanderer.

Medivh kom flyvende i sin ravneform. Han fløj over de mange træer, som dannede den fredfyldte skov. Han kunne godt lide at være i den fredfyldte skov, selvom han for det meste var sådan lidt over det hele. Han vendte dog altid tilbage til den fredfyldte skov. Han dalede ned imellem træerne og den store sorte fugl landede på et stor gren i et af træerne, hvor den så sad og betragtede omgivelserne. Medivh bevægede sig altid rundt i sin ravneform, så var der nemlig ingen som lagde mærke til ham. Han kunne gå for at være en simpel fugl, dog en stor fugl. Det var kun de "specielle," som fik lov til at se Medivhs rigtige skikkelse og fik lov til at snakke med ham.

Et let smil hvilede på de blege læber. Et smil, der ikke havde været at finde der, i uendeligt lange tider. Artemis så sig om i skoven med et roligt blik i de grønne øjne. For en gangs skyld var hun faktisk ikke sulten. Hun havde plukket en lille, lilla blomst, som hun nu gik og nuldrede mellem to fingre. Hun gik blot der for sig selv, og lyttede til omgivelserne, mens hun betragtede skoven. Følte sig glad inden i. Det var længe siden hun havde gjordt det. Faktisk, så havde hun ikke følt sig rigtigt glad siden... Siden før alt det onde, med monstrene begyndte.

Medivh lettede fra grenen, da han følte en vampyr i nærheden. Han ville finde denne vampyr for at finde ud af, hvem det var som vandrede igennem skoven. Medivh holdte jo også øje med hvem end han fik øje på, for at se om de var en af de "specielle" eller ej. Han fløj rundt imellem træerne og fik så endeligt øje på vampyren. Det var en lille pige. Han dalede ned og landede kort fra hende, et stykke foran hende. Hans blik hvilede på hende og han hakkede lidt i jorden for at virke som en mere normal fugl. Han fik fornemmelsen af, at denne lille pige kunne være speciel. Hun var jo blevet vampyr i den alder, så han kunne nok godt finde noget specielt ved hende.

Artemis betragtede fuglen, som den dalede ned foran hende. "Hej med dig, Fugl." hilste hun, skønt hun naturligvis ikke regnede med at dyret ville forstå det. Hun bed let i en tot af det blonde hår, som hun havde for vane, og gik roligt videre. Hun så et øjeblik ned mod jorden, hvorefter hun drejede af, ud af ingenting. Som om den mosbegroede skovbund havde fortalt hende, at lige præcis den vej, ville være en god vej at tage. Hmm... Hvad skulle hun egentlig give sig til at lave? Mon hun skulle vende snuden mod byen, for at lede efter noget der var mere interessant, end at gå rundt her for sig selv?

Medivh lettede fra jorden og fløj et stykke hen foran hende, hvor han så landede igen. Han gav et enkelt ravneskrig fra sig og spredte så sine lange sorte vinger og bukkede let hovedet. Den begyndte at ryste let og de lange sorte fjer spredte sig langsomt og et grønt lys kom ravnen, som den voksede og begyndte at ligne et menneske mere og mere og det så til sidst var en mand, som stod foran hende. Han var høj og slank og klædt i en lang rød kappe, som var syet sammen mange steder. En rød hætte dækkede for det meste af hans ansigt, det eneste som kunne ses var hans grå skæg. Hans skulderplader var to metalplader med flotte snoede mønstre på og hele vejen rundt i kanten på skulderpladerne var der sorte fjer, ravnefjer. Skulderpladerne var i fronten holdt sammen af et stykke metal, hvori der var en rød rubin i midten, næsten på samme størrelse som det stykke metal, som holdte skulderpladerne sammen. I hans ene hånd holdte han en stav af træ, som var højere en ham selv. Stavens hoved lignede en fugl, som sad på toppen af staven, det var også en ravn. Fuglen var selvfølgelig også lavet af træ. Medivh udstrålede næsten en aura af visdom og mystik. Medivh var elver, hvilket hun sikkert også kunne føle nu. Hans ravneform havde det med at skjule, at han var en elver, da folk sjældent spejdede efter andre racer, når de blot så en ravn flyve rundt og selvom de gjorde, så mistænkte de sjældent ravnen for at være andet end en simpel fugl.

Da ravnen endnu engang fløj op foran hende, åbnede hun munden for at sige noget til den. Dog forblev hun tavs, da den begyndte at ryste, og fjerene spredte sig. Hun begyndte at blive mere, og mere nevøs, som ravnen forvandlede sig til en høj mand.
"Hv-hvem er du?" spurgte hun med en let rystende stemme. Mænd, der kom ud af det rene ingenting i skove, havde som regel en tendens til at bringe problemer med sig. Dog var der noget ved ham her, der mindede om Thrándil.. Og han havde jo ikke, på nogen tænkelig måde bragt problemer. Han havde været usædvanlig venlig faktisk. Så måske, denne mand var bare en smule ligesom Thrándil, når nu de var samme race?... Artemis håbede det egentlig, for hun havde ikke rigtigt lyst til nogle problemer lige nu... Nu var hun jo lige sluppet fra de fleste, af dem hun havde haft tidligere.

Medivh så ned på den lille pige og sendte hende et venligt blik. "Vær ikke bange." Sagde han. Hans stemme lød yngre end han så ud. Den var mørk ren, ikke rusten som en gammel mands stemme typisk ville være. Han satte sig ned på hug, så han næsten sad med ansigt til ansigt til hende. Han sendte hende et lille venligt smil, hvorefter han lagde en hånd på hendes skulder. "Jeg har observeret dig i et kort stykke tid. Jeg tror du er speciel. Derfor har jeg kontaktet dig." Sagde han og hans grønne øjne mødte hendes. Han fjernede sin hånd fra hendes skulder og kløede sig let i sit grå skæg. Det lille venlige smil var stadig at se på hans ansigt. "Hvad er dit navn?" Spurgte han så.

Artemis lyttede til hvad han sagde, og betragtede ham en stund efter uden at sige noget det første stykke tid. Det var jo ikke fordi, at hun ikke havde hørt de ord før, og set sådanne blik og smil før, hvor hun alligevel var kommet galt afsted, fordi hun havde valgt at tro på det.
Et stædigt udtryk trådte frem på hendes ansigt. "Du besvarede ikke mit spørgsmål." påpegede hun så, uden at svare på hans. Før ville hun blot have givet ham sit navn, og så ventet på at han svaret, men ikke længere. Det var for naivt, hvis man ville overleve, havde hun efterhånden lært.

Et grin kom fra Medivh, et venligt og roligt grin. "Du er en klog pige! Det er klogt at være på vagt." Sagde han og nikkede let, hvorefter han gav hende et enkelt klap på skulderen. "Jeg går under mange navne, flere end jeg kan husker, men dog er jeg bedst kendt som Ravnen, men du kan kalde mig Medivh." Sagde han og endnu et let grin kom fra ham, hvorefter han rejste sig op. "Du har intet at frygte. Jeg er blot en ven." Sagde han og sendte hende endnu et af sine venlige smil.

Hans latter fik Artemis's ansigtsudtryk til at ændres. Det stædige gled af, og efterlod hende med et tænkende, overvejede blik i de klare grønne øjne. "Jeg er Artemis." svarede hun så, på det spørgsmål han havde stillet hende. Hun kunne godt lide hans latter. Den var... Den var god, det var hvad den var. Han havde en god latter. Og han virkede ganske troværdig. Og så var han lidt lige som Thrándil. Mon han ville være lige så let, at bide, som Thrándil havde været det? Eller måske lettere? Nu havde hun jo - til forskel fra dengang hun mødte Thrándil efter sin forvandling - fundet sin anden evne, og var sådan nogenlunde i stand til at styre den. Faktisk, så var den lettere at bruge, end den første evne. - Og den var meget sikrere at bruge... Ikke at Artemis rent faktisk havde tænkt sig at bide denne Medivh, hun overvejede blot sine muligheder.

Medivh lod kort blikket gå rundt på træerne omkring dem, nogle af de mange, mange træer som dannede denne store skov, som Medivh mange gange havde fløjet rundt i. Det var en flot skov og den levede bestemt også op til sit navn, for fredfyldt var den uden tvivl også og det var også en af de ting, som Medivh meget godt kunne lide ved denne skov. "En fornøjelse at møde dig, Artemis." Sagde han og rettede sit blik imod Artemis igen. "Artemis, lad os gå en tur, skal vi ikke?" Spurgte Medivh så og vendte sig halvt, parat til at gå. "Så kan du fortælle mig lidt om dig selv." Tilføjede han så med endnu et af sine venlige smil.

Artemis lagde hovedet let på skrå, og sagde ikke noget, da Medivh foreslog at de skulle gå en tur. Dog fulgte hun med ham, og lod blikket være vendt op mod ham.
"Om mig selv?... Hvorfor skule jeg fortælle om mig selv?" spurgte hun overvejende, med et tænkende blik rettet op mod ham. Hvor var det egentlig irriterende at han skulle være så høj... Høje mennesker.. Eller væsner... Eller... Folk! Høje folk burde forbydes! Så fik mindre folk, som Artemis, ikke hold i nakken af at forsøge at se de høje folk i øjnene...