Et lille kaffehus. //April.

Dato: IRL.
Tid: 15:00-tiden.
Sted: En lille café på strøget.
Omgivelser: Den lille behageligt indrettede café i gammel stil.
Vejr: Sløvt snevejr, det er koldt, men ikke ubehageligt.
Tøj: En hvid skjorte med tilhørende vest, sorte og løse bukser, grå-stribet halstørklæde og machende håndvarmere.

Vincente havde lige sat sig, da dørklokken bimlede igen. Det var forståeligt at folk søgte indenfor med det vejr der var udenfor. Han lænede sig tilbage i det bløde sæde og krydsede benene mens han læste menukortet, som han egentlig kunne næsten udenad.
Da han fik chancen, vinkede han en servitrice over og bestilte en lille kop kaffe. Han var ikke sulten; som alle de andre var han kun kommet ind for at komme i ly fra uvejret. Eftersom han var kommet alene, brugte han tiden på at studerer de andre gæster. Hun kunne godt bruge noget selskab - bare at drikke sin kaffe med.
Efter få minutters ventetid fik han sin kaffe. Han smilte venligt til servitricen og fik et smil tilbage. Så sank han blikket og sukkede svagt.

Klokken bimlede atter engang, da en lille pige trådte ind i caféen. Hun var iført en hvid sommerkjole, der tydeligvis havde været ganske fin engang men bestemt ikke var det længere, og en cardigan, der matchede de purpur røde strømpebukser. På fødderne havde hun et par postkasserøde gummistøvler, der var mindst to numre for store til hende. I den ene hånd hvad hun en kaninbamse, der så ud til at have været ude for lidt af hvert. Det venstre øje hang lidt, og det højre manglede helt. Skindet, der tidligere havde haft en cremet lysebrun farve, var nu nusset, og farven var blevet en ubestemmelig blanding af skidt, mudder, og originalfarven. Hun blev skubbet væk fra døren, da et nyt hold kunder kom ind på caféen, men hun fandt sig det. Hendes små fingre, og runde kinder var helt røde af kulde, og sneen havde lagt sig i de lyse krøller, der ikke så ud til at have set så meget som skyggen af en børste i dage, måske uger. Hun trak bamsen op i favnen, og hviskede let ned i øret på den, mens hun lod de store, runde øjne glide rundt over omgivelserne.

Vincente løftede øjenbrynene svagt og kiggede på den lille pige, som lige var trådt ind. Hun så en smule nusset ud - for at sige det mildt - og at bedømme ud fra hendes udseende var hun ikke mere en 6, måske 7 år gammel. *Hvad laver hun dog herinde helt alene?* Han kunne ikke lade være med at undre sig, og smilte pludseligt nysgerrigt. Han lænede sig en smule forover og nippede til kaffen. Og slog så blikket væk. Han ville ikke virke påtrængende, og... en 17 årig der stirrer på en lille pige? Nejtak. Måske skulle hun bare møde nogle herinde. Det skulle hun sandsynligvis. Han trak på skuldrene af sig selv og overvejede om han skulle bestille en kop kaffe mere, da han opdagede at den anden var tom.

April så lidt rundt efter en ledig plads, hvor hun kunne sidde ned. Der var ikke nogle borde ledige, men der var nogle enkelte borde, hvor der kun sad en enkelt person. Det måtte være godt nok... Hvis nu hun spurgte pænt, mon hun så ikke kunne få lov til at optage en plads ved et af de borde? Bare indtil hun havde fået varmen igen?... Jo, det ville hun satse på. Hun udså sig et bord, hvor der kun sad en enkelt mand.. Eller... Dreng var han vel. Lige meget, han sad alene, så chancerne for at han ville afvise hende var mindre, end hvis han havde været sammen med noget. Men så igen.. Måske han ventede på nogen? Tanken var lige ved at få April til at ombestemme sig. Måske skulle hun bare gå ud igen, og se om hun ikke kunne finde et andet sted der var varmt? Nej, nå! Hun forvandt et øjeblik i mængten af mennesker, før hun dukkede op igen henne ved det bord hun havde udset sig. "Undskyld... Må jeg sidder her?" hendes stemme var spinkel, og fik hende til at virke utroligt lille, og skrøbelig...

Vincente kiggede overrasket på den lille pige. Han var en smule forvirret, man fik hurtigt skiftet sit overraskede ansigtsudtryk ud med at venligt smil. Han nikkede kort og slog ud med hånden. "Du sætter dig bare" svarede han hurtigt og skubbede en antik stol ud med spidsen af foden. Bare for at være høflig.
Han var ikke helt sikker på om pigen bare tilfældigt havde udvalgt en tilfældig café (han gættede sig til, at i forhold til andre caféer var denne jo næsten belejligt tom) eller om hun havde gået herind af en speciel grund. Igen undrede han sig over pigens alder. Han følte mere eller mindre medlidenhed med pigen - måske en smule beskyttertrang - at gå rundt i byen i den alder var bestemt ikke ufarligt, lav kriminalitet eller ej.

April smilede næsten umærkeligt. "Mange tak." sagde hun, før hun satte sig op på stolen. Hun trak fødderne op på sædet, sådan at hun havde knæene op mod brystet. Et øjeblik så hun rundt i den efterhånden ret fyldte café, før hun igen vendte blikket mod ham. "Mit navn er April. Hvad hedder du?" spurgte hun så, og så nysgerrigt på ham. April var som regel ret god til at få vilje, på den ene eller den anden måde. For det første fordi de færreste var koldhjertede nok til bare fuldstændigt at afvise en lille pige, der var helt alene i kulden.

Vincente rørte rundt i den sidste lille kaffesjask med sin ske. Så åbnede han papirsposen med sukker og hældte det ned i koppen. "Vincente," svarede han så og så tænksomt på pigen, mens han puttede den nu sukkerfyldte ske i munde. "skal du have noget at drikke?"
Han krydsede benene under bordet, så man kunne se de sorte støvler der dryppede af smeltet sne fra den anden side.
Han fangede en servitrices blik, nikkede hende over til bordet og bad om en re-fill til sin kaffe. Så vendte han spørgene blikket mod April.