skibene synker [sakref morladin]

Anne stod og så ud over horisonten hvor skibene sejlede mod solnedgangen, hun smilede skævt, da hun forestillede sig at skibene ville synke.
der var helt stille, hun havets brusen hen ad sandet, der omrisede havet.
hun sadte sig ned i sandet og lod hendes ben glide gennem sandet.
blodt hun kun havde et par hott-pants på var det lækkert hvordan der ingen var, og hvordan den stille brise, gled gennem
hendes ild røde hår.
mens hun kiggede ud over horisonten så hun skibene falde på stribe....

skibende sprang faktisk i luften, de stod i vilde flammer imens de sank imod havets bund. Pludslig kom der en skikkelse flyvende hen af luften med store drageagtige vinger. Det var en mand. Han var klædt i et flot sort jakkesæt hvor vingerne stak ud af ryggen. Han havde flotte sorte læderhandsker på men dog lyste hans venstre hånd svagt rødt som om der var et lille lys der gemte sig i hans hånd. Han landede på vandet og gik faktisk PÅ vandet som om at det var en hel normal fortorv. Han havde ikke lagt mærke til den flotte kvinde ved breden fordi hans tanker var et andet sted da hans blik var vendt imod hans venstre hånd som han holdte lige foran sig imens han gik hen imod breden. Han havde en kridthvid maske på der så ud til at have horn i panden men om det var hans egen eller om det var nogen der sad på masken var et godt spørgsmål efter man så de store dragevinger. Dog var dragevingerne væk fra hans ryg nu som om de havde kravlet ind i hans ryg for at forsvinde for evigt.

det var ikke gået op for anne at det ikke bare var en ilution.
hun havde tit bare sadt der på stranden og foretillet sig at skibene ville synke.
men da hun så en skikkelse gå på vandet, var det lige ved at blive for mærkeligt.
hun gned sine øjne en gang, og så ud over vandet igen.
da hun så skikkelsen blev hun lettere forfærtet.
hun rejste sig op og børstede let sandet af hendes ben..
meget havde hun set i sit liv, men ikke at der var en der gik på vandet....
*den nye jesus?* tænkte hun for sig selv i en grinene tone.
hun stod bare der, skulle hun løbe væk eller blive stående.
hendes nysgærrighed tog over og hun blev blodt stående.

han hørte den unge kvinde der stod ved breden da hun rejste sig. Han rettede blikket frem og så hende, Han lukkede med det samme sin hånd som lyste og blev ved med at kigge på hende. "hvad har vi her et menneske der ikke er løbet skrigende bort ved første øjekast?" sagde han med en venlig dog uhyggelig tone. Han gik stille og roligt hen imod hende og da han var kun nogen få meter væk fra hende stoppede han op.

hun stod bare der og så nysgærrigt på ham, hun havde aldrig set noget eller
nogen som ham. der var noget anderledes over ham.
var han et bærkelig væsen fra en anden dimention?.... hun var sikker på at han ikke
kunne være et helt normalt menneske, for ellers ville han synke hver gang han trådte
et nyt skridt hen over vandet.
hun så forundret på ham da han kom tættere på hende, hvorefter hun
tog nogle skridt mod ham, "hvad eller... hvem er du?" sagde hun med et skævt smil på læben
og et roligt nysgærrigt blik.
hun så helt roligt nærmest studerende på ham....
jo mere hun så på ham jo mere havde hun lyst til at kende alt om ham, hun måtte bare vide hvad han var... og hvor han kom fra..

"mit navn er sakref morladin også kaldt skyggernes herre og hvem er du så?" spurgte han nogenlunde lige så nysgerrigt det var jo ikke hver dag at han mødte et menneske der turde være i nærheden af ham uden at skide i bukserne af skræk af ham.

hun så på ham og smilte roligt "Anne.... bare Anne..." svarede hun roligt..
hun gik lidt rundt om ham, hun blev virkelig nysgærrig, hun havde aldrig set noget eller nogen lignene.
hun stoppede foran ham, og så på ham, "hvad er du så, fra rummet eller hvad?" sagde hun roligt, med et skævt smil på læben.

"næ jeg er fra denne verden som alle andre væsner af min race er ser du da du kun er et menneske så ved du ikke den verden der faktisk er i skyggerne af din verden" sagde han venligt dog stille og roligt. Han bevægede sig ikke da hun gik rundt om ham men da hun kom til syne for ham igen kiggede han imod hende.

hun så undrende på ham.. "væsner?... sådan noget overnaturligt noget?... var det derfor du kunne gå på vandet?" sagde hun roligt med et form for skæptisk noget. hun smilede roligt, og var slet ikke bange for ham, hun var nysgærrig, og elskede nye ting.
hun så på ham, uden frygt, uden nogle bekymringer..

"ja det som i kalder overnaturligt er faktisk ikke så overnaturligt som i tror, alle de væsner som i har engang troet og frygtet lever faktisk iblandt jer fx dæmoner, engle, vampyrer, varulve og sådan nogen de lever faktisk iblandt jer men i har bare glemt dem" sagde han venligt og vis.

hun så studerende på ham, "virkelig?..... " hun var meget overrasket, men troede
faktisk på hvad han sagde, hun studerede ham med et venligt blik, "så.... er du så ham den 'værste' af dem alle sammen eller hvad?" sagde hun roligt med et skævt smil på læben, og et glimt i øjet.

"hmmm... man kan i hvert fald sige at jeg er... ældre end jeg ser ud til at være men ja man kan godt kalde mig den værste af dem alle men jeg er også den bedste af dem alle" sagde han stille og venligt man kunne faktisk næsten fornemme det venlige smil under masken.

hun så roligt på ham, hun havde faktisk aldrig rigtig haft sådan en lang samtale med en fremmede, de plejer kun at have en ting i hovedet.
"men du virker ikke, speciel 'farlig'" sagde hun roligt mens hun studerede has udseende.
der var noget betagende noget mystisk over ham, og det kunne hun godt lide.
hun havde et roligt blik.

"fordi selv jeg vil gerne have måske en samtale med andre væsner eller mennesker eller bare i det hele taget slappe af uden at være bange for at man bliver jagtet til verdens ende også selv om det vil kræve hele verden at få mig til at flygte" sagde han med en venlig stemme stadig.

hun så roligt på ham... "det må være svært.... jeg kender kun følelsen far et menneske syn, og selv jeg synes det er svært at være anderledes.... jeg vil ikke kunne forestille mig hvor svært det må være for dig nogle gange.... tænk at folk ville flygte fra det ukendte, istedet for at lære"
hun så roligt på ham, med et venligt smil på læben, et varmt kort vindpust kom ind fra vest og fik hendes lange røde hår til at glide om på hendes ryg med en bølgende bevægelse.

"hmmm du ser ud til at være et meget nysgerrigt og venligt menneske så hvad siger du måske til et tilbud?" spurgte han med venlig stemme. Han tog sin maske af og afslørede et ungt ansigt. Han så ikke ud til at være ældre end en på 17-19 år, Hans hud var bleg men der var ingen tegn på urenheder og han havde et venligt smil på læbene. Hans øjne lyste ikke mere men var istedet bare meget meget grønne. Hans hår var velplejet halvlangt sort hår som strittede ud til alle sider men det klædte ham dig virkelig meget.

hun smilede, "det kommer an på hvad tilbudet skulle gå ud på.." sagde hun med et smil på læben.
hun så roligt på ham da han tog masken af, hun studerede ham roligt, han havde nogle fantastisk smukke øjne, men så alt for ung ud...
hun smilede venligt, med et glimt i øjnene. det hele passede virkelig godt sammen, blodt at det var en synd at han så yngre ud end hun helt ville have...
men det fratog hende ikke hendes nysgærrighed, eller venlighed.

"mit tilbud er at du går under oplæring hos mig og til gengæld vil du adlyde alle mine ordre og ønsker" sagde han med et smil.

"oplæring?.... " hun stod lidt og vidste ikke helt hvad hun skulle sige...
hun så roligt på ham.. "hvad skal det betyde... ? oplæring til hvad?..." svarede hun roligt
med et venligt smil.

"i oplæring af alt styrke... magt... magi... og måske andre ting du måske vil undervises i og jeg kan love dig et eventyr der aldrig vil se ud til at stoppe alt du kender vil blive skruet rundt til ukendelighed" sagde han imens han gik rundt om hende.

hun grinede kort, det virkede lidt underlig lidt uvirkelig, "jammen jeg vil jo aldrig kunne det der du ka..." svarede hun med et smil på læben.
hun trak derefter lettere på skuldrene, men der var var jo så meget der ikke var helt normalt, hun kunne næsten ligeså god bare gøre det, hvad havde hun at midste.... intet.... hun havde intet... hun så roligt på ham mens han studerede hende... "hvorfor ikke..... verdenen er aligevel syg og forkert i forvejen, hvorfor så ikke få det bedste ud af det" svarede hun roligt. med et smil på læben.

"hehe lige mine ord men hvis du vil have en større forklaring så hvad siger du til at du får den når vi fremme ved der hvor jeg bor?" spurgte han venligt.

hun nikkede roligt "jo... hvorfor ikke?"... svarede hun helt stille og roligt stadigvæk med et smil på læben, og et glimt i øjet.

"nå men skal vi tage den hurtige vej eller den lidt langsommere vej?" spurgte han venligt.

hun var begyndt at blive ret nysgærrig, "hvorfor ikke den hurtige" sagde hun roligt med et skævt smil og et ihærtigt glimt i mundvigen. hun så roligt på ham og smilede.