Waiting for a 'friend' - Oliver

Oliver kiggede lidt ned i sine hænder der stadig rystede en anelse, Mathias burde ikke lege med ilden, hvis han gjorde ham vred nok ville han ikke kunne styre det og det ville være svært at sige hvad han kunne finde på. Han rystede hurtigt på hovedet igen og rettede sig op. ”Vil du se hvis du er skyldig..” svarede han efter en kort tøven. *Fandens!* Tænkte han irriteret og mærkede hans blod koge. Han ville virkelig ikke have noget valg hvis dæmonen havde gjort Duff noget, ikke efter hvad ham og Duff var blevet enige om. ”Jeg håber virkelig ikke for dig at du har rørt min pige” fortsatte han og slog hovedet let tilbage, Mathias skulle ikke presse ham ud over kanten uden selv at få kamp til stregen. Han frygtede lidt ikke at kunne styre det, men så igen hvis det kun var Mathias det gik ud over, så turde han tage chancen, hvis han havde gjort noget havde han fortjent det.

Mathiases åndedragt tog et skridt ned i fart, imens han overvejede situationen. Han havde ventet på dette her, han var så tæt på at få den kamp han havde ønsket, siden deres kamp på værtshuset. Han mærkede hvordan hans mund blev tør, og hvordan vreden rejste sig i ham. "Din pige?" spurgte han langsomt, han vidste det jo godt, men at høre ordene fra dennes mund var forfærdeligt. Det var en underlig smerte, der for et øjeblik holdte hans hjerte tilbage for at slå. Foragt var malet i hans ansigt da han rettede blikket imod Oliver, væmmelse fik hans mundvige til at pege ned af. "Jeg rør din pige, når jeg har lyst," snerrede han, spyttede ordene ud, som var det noget af det fæleste han nogensinde havde faldet over. Han måtte selv holde sine hænder under kontrol, vreden rystede igennem ham. Hans ansigt var så indbydende at plante en næve i, men han nægtede at være den første til at reagere, han ville tirre Oliver længe nok til at det var ham der angreb. Det var sådan det ville blive sjovest.

Oliver knyttede hårdt næverne sammen og mærkede hvordan hans øjne truede med at få den spejlblanke farve, men han holdt det stadig tilbage. Han ignorerede det første, han gik ud fra at Mathias godt havde vidst det et eller andet sted og det frydede ham at se den vrede der passerede igennem dæmonen, hvis han bare så ikke selv var ved at miste kontrollen havde det været perfekt. Det var så fristende bare at slippe og lade sin underbevidsthed tage sig af fyren. ”Hvorfor finder du dig ikke en andens pige du kan falde for var?!” røg det vredt ud af ham, men han fortrød det hurtigt, han vidste jo ikke hvordan Mathias havde det med Duff, men det virkede bare som om at det var et ligeså svagt punkt på Mathias som på ham selv. En underlig følelse startede op i hans mave, han følte sig på en eller anden måde helt fortabt, han havde selv været skrækslagen for at Mathias havde vundet Duff. Fornemmelsen i hans mave som normalt plejede at gøre ham trist tog en ny vending vreden blusede atter op. Hvorfor troede han at han var så meget bedre? Det irriterede og forargede ham grænseløst.

På en måde gav det, at Olivers øjne skiftede farve hver gang at hans humør tog en drejning, Mathias en stor fordel. Han ville ikke på noget tidspunkt blive overrasket hvis han lige pludselig ville angribe ham, for han holdte godt øje med englens øjne. Hele hans ansigt var anspændt, det var tydeligt at han var tæt på at eksplodere. "Fordi at dette er alt for sjovt," sagde han med et hånligt smil, "Hvorfor gå efter en andens, hvis jeg kan få jalousien til at lyse ud af dine øjne?" Det ville betyde at han var nødt til at gå imod sine ord, han ville selv blive såret i dette trekantsdrama, men han kunne ikke få sig selv til at bakke ud og opgive sig. Det ville være et forkert tidspunkt at fortælle englen at han ikke var forelsket i Duff, han nærede ikke følelser for hende på den måde, men det ville sikkert få ham til at slappe en smule mere af, hvilket jo ikke ville være godt. Så ville han nemlig ikke få den kamp han så inderligt ønskede. Han lod sine fingre glide ind og ud af en næve, som for at varme sine hænder op. Desuden var Duff ikke en man kunne eje, og det irriterede ham at han fik hende til at lyde som et objekt, som tilhørte ham. I Mathiases øjne, tilhørte hun nemlig ham, lige så meget, som hun tilhørte englen han stod overfor.

Oliver slog op i en anstrengt latter *jalousi?* tænkte han en smule forarget og kunne godt huske at han havde følt det før, men ikke nu, ikke i dette møde havde han følt at han hellere ville være Mathias, tanken gav ham ligefrem kvalme. ”Jalousi? Jeg kan informere dig om at mine øjne bliver gule hvis det er tilfældet, sig til hvis de bliver den farve, men tror jeg ikke de bliver” svarede han koldt og tog et skridt hen imod Mathias, velvidende at det var første gang han havde nævnt farveskiftet, men han regnede med at dæmonen havde bemærket det, det var han dog skarp nok til. ”Tanken om at være jaloux på dig, at ville være dig, giver mig kvalme!” fortsatte han og knyttede sine hænder hårdere sammen. Han fnyste højt og tænkte til sig selv hvor overlykkelig han var for ikke at være Mathias, en kold smart-ass der troede han ejede hele verden. ”Du ved, problemet med dig er at du tror du er så god, men i virkeligheden kan du ikke engang klare en lille engel som mig” Afsluttede lidt lavt og kneb hårdt sammen af vrede, han skar kort tænder og overvejede stærkt bare at hoppe på ham, men ville alligevel ikke angribe med mindre han mistede kontrollen.

Hvad var det der var så sjovt? tænkte han ført undrende, men lagde så mærke til hvor anstrengt latteren var. Hvor dum var denne engel, fortalte hvordan hans humør fik øjenfarven til at skifte, "Hmn, skal nok sige til," sagde han en smule for afslappet, prøvede at dække over hvor irriteret han var. "Ikke at du ikke har været det før vel?" spurgte han hånligt, huskede tydeligt raseriet fra da han havde kysset Duff. Han rynkede sin næse en smule da englen trådte en smule tættere på. Ordene der kom fra Oliver, om hvordan han ikke kunne klare en sølle engel, gik over hans grænse. En dyrisk snerren lød fra ham, "Du kan jo bare afprøve mig?" sagde han og trådte selv et skridt frem imod englen. Han vidste at han var god, at han kunne gøre hvad der passede ham, det havde han oplevet igennem sin tid. Han var aldrig blevet besejret, ellers ville han jo ikke have stået hvor han stod i dag. "Hvorfor kommer du ikke bare og prøver mig af?" spurgte han igen, "Eller er du for bange for at møde din overmand?" lo han tørt.

Oliver slog let ud med armene. "Måske, måske ikke, jeg har ingen grund til at være jaloux på dig nu." Med øjne der næsten lyste af had. Han slog hovedet lidt tilbage så hans hår ikke ville falde ned i øjnene. "Så, så, det er ikke pænt at knurre af andre." svarede han Mathias' næsten dyriske knurren. Et lettere hånligt smil spillede på hans læber, et smil han normalt aldrig brugte på andre end Mathias og til tider hans egen far, han var også den eneste der nogensinde havde skubbet ham helt ud over kanten så han ikke kunne styre eller huske noget. Normalt ville han godt kunne styre det hvis han virkelig prøvede og huskede det hele når det gik for vidt. "Jeg kunne sige det præcis samme til dig" fortsatte han skarpt og skød Mathias et stødende blik. "Hvis du så gerne vil have det afgjort så kom an!" svarede han irreteret og håbede lidt at Mathias ville angribe så han kunne få det overstået.

Han lo uden glæde, men fyldt med sarkasme. "Hmn, man ved aldrig vel?" det var en smule tydeligt at han hentydede til Duff, og hvad der muligvis kunne være sket imellem dem, som Oliver ikke kendte til. Han ignorerede kommentaren, men skulede ondt i stedet. Han trak kort på skuldrene, hvis han gerne ville have det afgjort? Måske skulle han bare få lukket den flabede mund en gang for alle. Hans holdning var en smule afslappet, men hans hænder var knyttet sammen langs siden af ham. "Fint," hvæsede han ud, og tog et spring imod Oliver, fik ham væltet ned på jorden sammen med sig, med en albue i maven. Det var stik imod hans normale måde at slås på, men lige nu havde han ikke tålmodigheden til at vente mere. "Den stærkeste overlever," snerrede han efter at have ramt Oliver i hovedet med sin næve. Han vidste at hans ord ikke ville kunne blive udført, det ville gå imod hvad han havde lovet. Og han ville ikke bryde sit løfte, ikke til Duff. Efter at have ramt englen gled han væk og kom op på sine fødder igen, langt nok væk til at Oliver ville være nødt til at komme op at stå for at få ram på ham. Han så afventende på englen.

Oliver trak et hurtigt åndedrag da Mathias kom imod ham, han spændte hårdt mavemusklerne da han godt vidste hvad der ville ske og lod sig vælte med ned, efter at have fået et uventet slag i ansigtet flyttede han diskret sin højre hånd hen langs siden på Mathias og dannede ved brug af sin evne et par røde bobler hen langs hans side, men han ville ikke selv kunne se dem da de sad uden for hans synsvinkel. Han ømmede sig et øjeblik på jorden og kom så på benene med et hop, han havde en hånd til den ene kind hvor han var blevet ramt. "Iorden" sagde han så og fjernede hånden fra ansigtet for istedet at lave et knips med fingeren. I det han knipsede sprang de bobler han havde pladseret langs siden på Mathias med en lyd der minede utrolig meget om når en baloon springer. Lufttrykket gjorde at Mathias nok ville blive slynget stærkt til siden og ned i jorden, det var mest bare for at give ham igen.

Det frydede ham at se englen ligge der, og et grin spredtes på hans ansigt ved dennes accept. Mathias havde ikke opdaget de røde bobler der sad på siden af ham, og blev en smule forbavset da han pludselig landede på jorden. Han var altså nødt til at være klar på hvad som helst, lagde han mærke til efter at stoppet sig selv fra at få ansigtet tværet imod asfalten. Han havde hænderne lige under skuldrene, og kom hurtigt op på benene igen i en smidig bevægelse. "Kan du andre trylletreks?" spurgte han hånligt, efter at have kommet sig over det lille chok han havde fået ved lige pludselig at blive blæst væk. Eksplosioner ved at knipse med fingrene? Der måtte være noget andet bag det. Han var nødt til at være mere på vagt nu, han havde en svag ide om hvad Oliver kunne nu, men havde den fordel at Oliver intet kendte til hans.

Oliver grinede ikke, men gav istedet Mathias et koldt blik. "Mange flere, you name it" svarede han og løb hen imod ham med en knyttet næve klar til at slå, men istedet for at slå gled han let og elegant ind under ham og fældede ham med den ene fod for kun at slynge den anden fod ned i dæmonens mave, hurtigt var han på benene og fik lidt af stand på igen imens han prisede sig lykkelig for alle de kampsports timer. "Hvad med dig, kan du ingen?" spurgte han så stadig med en vred tone. Han var helt klar på hvis Mathias ville angribe ham så han kunne komme med et modangreb. Et hurtigt smil gled en over hans læber, men det forsvandt hurtigt.

Han hævede sit øjenbryn en smule, undlod at sige at kommentere det. Mathias lod hænderne glide op beskyttende, for ikke at blive ramt af knytnæven, og blev overrasket da han lande på jorden, havde heller ikke ventet at en fod ville ramme ham i maven. Et øjeblik sortnede det for hans øjne, og han kæmpede sig op på sine ben igen, spyttede på jorden. Et smil løb over hans ansigt, "Er du helt sikker på at du vil se mine treks?," spurgte han og lod hovedet glide en smule på skrå, han skulle lige være sikker på at det virkelig var den andens valg. Han stod stille hvor han var, skulle lige komme sig over hvad der lige var sket med ham.

Oliver trak en smule på smilebundet af hans pletskud, han havde stået en smule foroverbøjet, men havde nu rettet sig op. "Kom med det" svarede han kort og trak vejret dybt et par gange, på trods af at de havde udvekslet slag var han lidt mindre vred, måske fordi mathias var holdt op med at snakke så meget og slog istede, passede ham fint, alt hvad der kom ud af den dæmon forargede ham. Spøgelset ved siden af containeren havde vent hovedet og kiggede nu forskrækket på dem *stakkels pige* tænkte han kort og kiggede så på Mathias igen med foragt i blikket.

Det så ud som om at Oliver forventede noget fysisk, der ville han vist få sig en overraskelse. Smilet blev en smule ond. Det ved Mathiases evne var at han kun kunne få folk til at opleve følelser, så som smerte, som han selv havde følt. Han gik sin erindring igennem, og så blot på Oliver, overførte følelsen af smerte. Kæmpe smerter, fra da han var yngre og var mere vild, var kommet op og slås med en ligeledes ung vampyr, som havde været stærkere end ham. Vampyren havde næsten flået hjertet ud på ham, havde efterladt ham forblødende, med hovedskallen flækket åben og rygsøjlen brækket. Kun fordi at han var et overnaturligt væsen havde han overlevet, og selv det havde knap hjulpet ham. Han kunne se at hans evne påvirkede englen, "Kan du li' mine treks?" spurgte han roligt, imens han med selvsikre skridt gik hen imod Oliver.

Oliver tøvede lidt da Mathias ikke rigtig gjorde noget, men fik sig hurtigt en overraskelse da en enorm smerte gled igennem hans krop, over alt næsten. Efter et par sekund lå han fladt med ryggen imod jorden, han kunne knap nok koncentrere sig om det dæmonen sagde, men fik det dog ind. "Ja, det er effektivt" svarede han kort og blev liggende på jorden i smerter. Han vred sig i en hurtigt bevægelse og fik fat i Mathias fod hvorefter en stor boble blev dannet omkring fyren, heldigvis for Oliver havde hans evne den egenskab at evner ikke kunne komme igennem og smerterne stoppede. Han blev liggene et par sekunder på jorden inden han rejste sig op og tog sig til hovedet, hvad havde det været? En form for smerte overførsel? Han kiggede så op på Mathias der stadig var fanget i boblen som faktisk var umulig at komme ud af andet end hvis han ønskede det. "Men dog stadig upraktisk.." Tilføjede han og rystede lidt på hovedet.

Det morede ham at se englen ligge og vride sig i smerte. Han prøvede at sparke ud efter fyren da han, begyndte at lave en boble der blev stor nok til at den kunne dække ham fuldstændig. "Are you kidding me?" mumlede han en smule irriteret, forsigtigt prøvede han at springe boblen. Der skete ingenting, så han prøvede med en smule mere kraft, intet skete. "Du spærrer mig inde i en boble? Er det ikke en smule... bøsset?" spurgte han og hævede sit ene øjenbryn, det var imponerende at hans evne prellede af når han var inde i boblen, men han var ærlig talt ikke særlig imponeret af det. Han ærgrede sig over ikke at have banket ham igennem da han havde chancen, i stedet stod han en irriteret inde i en skide boble. Var det muligt for ham at angribe, selvom han var i denne boble. Han stod parat til at kunne tage imod et angreb, som han var sikker på ville komme. Hvad han ikke ville give for at se ham lide på den måde igen, han syntes selv at hans evne var ret så praktisk, hvis bare han kunne komme ud af denne boble. Han havde hurtigt regnet ud at hans evner prellede af, ellers ville Oliver ikke have været i stand til at rejse sig op fra jorden af.

Oliver hostede let og gik sin krop igennem, ingen ydre skader. Det var i den grad upraktisk ikke at kunne forvolde nogen form for skade andet end psykisk. "Måske." svarede han hurtigt og fik et lille smil på læben "Men jeg tror alligevel at jeg har bevist at jeg ikke er bøsse" fortsatte han og gav dæmonen et hadefuldt blik. "Men i det mindste har jeg ikke en ligeså kujonisk evne som din" tilføjede han og pegede med sin højre pegefinger imod Mathias. Hurtigt kørte han fingeren rundt og pegede forskelligesteder i boblen, rundt omkring kom en masse små røde bobler til syne. Med et enkelt knips begyndte de at springe og frigav hårdelufttryk inde i boblen. Med den evne kunne han i prinsippet banke en person ihjel, men havde aldrig gjort det, nok kunne han ikke li Mathias, men han var ikke morder.

"Ha!" lød det højt fra ham, efter at han havde prøvet at beskytte sig så meget som muligt imod boblerne. Blå mærker begyndte at blive synlige på hans arme. "Du siger min evne er kujonisk?" hvæsede han, med øjne der lyste af had. "Det er ikke mig der lukke folk inde, og sender små lyserøde bobler efter dem, så de ikke har en chance for at gøre modstand," Han foldede sine næver sammen og så ind i Olivers øjne, de lyste af væmmelse. "Ja, din evne er sandlig modig," han spyttede det sidste ord ud. Han måtte finde en vej at komme ud fra denne boble, ellers ville det blive hans død herinde, for han havde ikke tænkt sig at gå derfra som taberen. Mathias' åndedragt var tungt, han følte næsten at han blev kvalt i dette fængsel han var spærret inde i.

Oliver smilede lidt breddere og tog et skridt tættere på boblen. "Du kunne bar have ladt vær at smide dit guard fordi du troede jeg var lammet af smerte" skød han tilbage og kørte en hånd igennem sit hår. Det var rigtigt at lige denne del af hans evne ikke var modig, men i det mindste krævede den kropskontakt i modsætning til Mathias evne. "Du ved, det eneste du skal gøre for at komme ud er at spørge pænt" fortsatte han og smilede lidt mere ondt. Dette gik kun ud på at nedværdige dæmonen. Flere bobler blev dannet og sprang, denne gang lidt kræftiger. Det passede ham helt fint at Mathias ikke kunne skyde sin klamme evne tilbage på ham nu.

Der måtte vel være en eller anden måde at komme ud på, tænkte Mathias irriteret, hans blik gled rundt i hele indersiden af boblen. Hans blik blev arrigt vent imod den talende stemme. Et kort træk på skuldrene, "Det kunne jeg vel," lød det fra ham. Det havde været dumt af ham bare at lade sit forsvar falde på den måde, det måtte han huske på en anden gang. Hans øjne lyste af had ved det næste ord, og han forsøgte at lange ud efter englen. Men bobler begyndte at blive dannet, han vidste at han ikke ville kunne gøre noget imod dem, han ville ikke kunne forsvare sig imod lufttrykket, så han stod hvor han var, blikket fyld af had, imens lilla plamager begyndte at kunne ses på hans arme. "Så meget for god natur hos en engel," kom det lavt fra ham, hans blik var stift rettet imod englen. "Du er ikke meget af en mand hva?" snerrede han, Oliver turde jo ikke engang lukke ham ud så de kunne kæmpe fair, englen havde jo selv bedt om at Mathias skulle vise hvad han kunne. "Hvad mon hun ser i dig?" en sarkastisk latter lød fra ham, men hans øjne var kolde af afsky.

Oliver rystede let på hovedet igen, det var tæt på at han var køllet helt af og han overvejede ikke et sekund hvad Mathias sagde. "Jeg lære sig bare at spørge om noget pænt istedet for at få det med magt" svarede han koldt og overvejede om han skulle sende flere bobler der ind, men lod vær, han ville se om han kunne få Mathias til at be om at blive lukket ud. Han kneb øjnene lidt sammen ved det næste, men havde stadig et diskret smil på læben "Ja gad vide, noget hun nok ikke ser i dig" svarede han vredt og trådte et skridt længere frem så han stod lige overfor mathias. Han kørte kort en hånd igennem sit hår og rodede lidt rundt i det, dette var en alt for dum kamp.

"I'd rather die, my friend," sagde han truende, en anelse af sarkasme var tydelig i hans stemme. Var der ikke en anden måde at komme ud på end at skulle bede som en hund. Hellere døden end at bøje hovedet for en nar. Måske kunne han bare provokere englen nok til at lukke ham ud? Det ville blive farligt, og som sagt ville det nok koste ham livet, men det var bedre end at skulle tigge om at blive lukket ud. Et tænksomt udtryk kom over hans ansigt, hans øjne brændte med had, "Jeg tror hun ser en mand, hvilket hun ikke bryder sig om, da hun godt kan lide at være den dominerende i forholdet... Ja, det tror jeg. Det må være grunden til at hun vælger et pjok, som dig," et ondskabsfuldt grin lå om hans læber, han kunne sagtens give tilbage af samme skuffe.

Oliver sukkede let og rystede på hovedet, hvor barnligt var dette ikke lige? Måske skulle han bare gå og lade Mathias bliver i boblen for en halv time også udskyde dette til et andet tidspunkt? Han kunne ikke holde et skævt smil tilbage da Mathias sagde 'friend', jo gode venner var de da i den grad. "Hør, jeg har ikke lyst til at dræbe dig og jeg er sikker på at du heller ikke har lyst til at dø, lad os bare slutte fred for nnu" sagde han så og løj faktisk en smule, han havde meget lyst til at tæske Mathias indtil han ikke bevægede sig mere, men det ville ikke passe sig hans natur. " Godt bud" begyndte han og plantede hænderne i hans bukselommer "Men jeg tror nu bare at hun ikke ville have en barbar" afluttede han og slog blikket væk.

På nogle punkter var Mathias utrolig stivnakket, det var umuligt for ham at krænke sin ære. En latter kom fra ham ved englens ord. "Så du tror altså at du er i stand til at dræbe mig?" sagde han koldt inde fra boblen af, det var trods alt kun blå mærker han fik efter lufttrykkende i boblen. Et stædigt ryk med hagen og armene korslagte, utålmodigt begyndte han at vippe sin fod op og ned. "Typisk engle," mumlede han for sig selv, "altid skal de være så fredlige, 'lad os slutte fred', altid så hellige," teskede han stille, det ville kun være muligt at høre hvis man virkelig anstrengte sig, eller kunne mundaflæse det selvfølgelig. Et øjeblik lå hans blik bare på englen, inden han kort rømmede sig og hurtigt tilføjede, "Eller også ved hun bare ikke hvad hun vil have endnu..." Han hævede sit ene øjenbryn en smule, hans holdning blev igen afslappet, englen ville ikke turde gøre ham noget.

Oliver Fnyste med et hånligt smil "Hvis jeg var ligeså barbarisk som dig så ville du være død nu." svarede han kort og demonstrede ved at slappe af og stoppe med at gøre modstand imod den vrede der kørte rundt i hans krop, så hans øjne igen fik den sølvlige farve og små spejlfarvede bobler kom til syne i boblen, en efter en sprang de og nok nærmest slyngede dæmonen rundt i den stenhårde boble han var fanget i. Oliver anstrengte sig igen så den sølvlige farve forsvandt. "Er det et 'ja, lad os slutte fred?'" spurgte han så og rystede på hovedet, normalt var han ikke vild med at slippe 'det' ud. "At vi er hellige er vel det der gør os engle" Svarede han og kastede hovedet bagud imens han borede et hadefuldt blik imod Mathias . "Vi for se.." afsluttede han med et smil.