Selv en dæmon kan føle sig hjemme i en kirke. (fri emne)

Keira fulgte tavst med. *Hvad er det lige der er sket? Hvorfor?* Der fløj en masse spørgsmål rundt i hoved på hende, men hun vidste ikke hvordan hun skulle få svar. Enlig ville hun gerne være løbet sin vej, men hun ville gerne ind, og blive tør. Hun løb i forvejen hen til døren, og forvandlede sig foran døren. Hun stod som menneske, nøgen med sit sorte hår klistrende ned af ryggen. Hun gad ikke til at dække over sig. Hun var jo aligevel sammen med en kvinde ... så hun kunne ikke se nogen grund til at dække over sit køn. Hun åbnede og gik ind, og holdte døren open.

Nikita gik ind og bålet var stadigvæk igang, hun mærkede for første gang at hun frøs, og hendes krop begyndte at ryste. Hun havde ikke særlig meget energi til at vedlige holde hendes egen temperatur, så hun gik med raske skridt straks hen til ilden. *Den prøver at dræbe mig, den har drænet mig for energi* Nikita satte sig og kiggede op og uvejret var der men nu blæste den kun, den regnede ikke længere. *Det kan være at den har fået stormen til at rase så vildt, og at den har brugt min magi til det.* Hun mærkede varmen fra ildens flammer, og hun havde masken i hånden foran sig. Hun vidste at hvis hun tog den på igen, ville stoffet dække hende igen, så hun kunne skjule den hun var. Men hun nød faktisk friheden, hun var så træt af at hele tiden skulle skjule sig. Hum mumlede "det er så forfærdelig trættende" hun vidste ikke at hun havde sagt det højt.

Keira satte sig hen til bålet. "Det overrasker mig ikke." Svare hun. Enlig ikke fordi hun rigtig kunne finde et svar, men fordi hun følte at hun skulle svare. Hun trak bene op under sig og lukkede øjne. Hendes træthed var forsvundet, men aligevel orkede hun ikke at holde sine øjne åbne. Kvinden ville ikke angribe, eller det lignede hun ikke, sådan som hun så ud. "Hvad var det enlig?" Spurgte hun. Måske kunne hun få svar på bare nogle af hendes spørgsmål.

Nikita var begravet i sine tanker og da Keira sagde noget kiggede hun op, og så lidt forvirret på hende.
"Undskyld jeg hørte ikke hvad du sagde, Hvad sagde du egentligt?"
Nu ordenligt for første gang studerede Nikita Keira, og keira kunne mærke hendes kiggende øjne. Så rystede nikita på hovedet og tænkte *En varulv og en dæmon i en kirke, det må være bemærkelsesværdig*

"det overrasker mig ikke og så spurgte jeg om hvam det var du råbte til, udenfor." gentog hun. Hun sad og overvejde om hun skulle blive en ulv, så hun kunne sove, men lå ikke så godt som menneske, når der ikke var en seng, men det ville blive umuligt at få svar på hendes spørgsmål som ulv, så hun forblev som menneske.

Nikita kiggede sørgmodig på hende. Hun sagde det lavt.
"Det er en lang historie"
Hun trak knæene op til sig. tænker *Selvfølgelig vil hun spørge om det, men jeg ved ikke ingen gang hvad er det 100% er* Hun tænkte tilbage til de andre gange hun havde mødt den. Hun rystede på hovedet hun vil ikke tænke dårlige tanker end mere end nødvendig.

Keira nikkede. Hvis ikke det var fordi trætheden endelig var begyndt at komme over ville hende, ville hun nok have spurgt om historien, men hun sank bare mere sammen. Hun lagde ud efter kappen hun før havde på, og trak den over sig. Hun gabte og stønnede. *Skal jeg våve pælsen og prøve at sove?* Hun lå og døsede hen. Hvis Nikita ville angribe eller gøre noget kunne hun gøre det, Keira sov næsten og hun var ikke hurtig, hun håbede bare at få sovet lidt.

Nikita kunne ikke sove hun sad bare og stirrede ind i bålet og tænkte dybe tanker, hun kiggede engang imellem hen på Keira som lå og sov så fint. Bålet foran hende brændt stadigvæk og bålets flammer glimtede i Nikitas hud som var lavet af skæl. Nikita sad lidt og smilte for sig selv, det er længe siden hun sidst havde vist sit sande jeg,* og keira virkede ikke til at være bange for hende, eller var hun? Måske holdte hun det skjult* det viste nikita ikke. På et eller andet tidspunkt havde søvnen sneget sig på Nikita, og hun sad der og sov med knæene godt op til sig.

Keira vågnede med et sæt, da der lød et højt brag, et lysglimt der lyste hele kirken op og en kraftig stank af røg. Hun måtte være faldet i søvn og der var stadigt mørkt udenfor. Hun rejste sig op, lagde hurtigt to og to sammen.

Nikita vågnede også straks op, hun var blevet godt forskrækket så skyndte hun sig at tage masken på. Da hun tog masken på var det som om sort vand flød fra masken ned af hendes venstre del af hendes krop, så nu var alt den hud hun havde som var skællet dækket fuldstændigt af det sorte vand og da det nåede helt ned til tåspidsen, så stivnede det og blev til det sorte stof. Dette skete i løbet af få sekunder, så den nyankomment kunne ikke ha nået at ha set det der gemte sig under hendes stof. Nikita kiggede hen på ulven, og hun fik bekræftet at det ikke bare var hende som var skør og havde vågnet op af noget som ikke var sandt. *Hvad kan det være?* Så råbte hun alvorligt og lidt truende.
"Hvis dig frem, hvem du end er?"

"Jeg tror ikke der er nogle ... Endnu, men tror kirken brander." Mumlede hun og gik hen mod trappen der gik hvor de sad. Hun hev lemmen op fik en masse røj i hoved. "Eller jeg tror ikke der er nogle." Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Gå ned? Eller blive oppe og hoppe ud af vinduet. Hun vendte sig mid Nikita og kiggede spørgende på hende.

Nikita lugtede røgen og så mærkede hun røgen skære i hendes lunger. Hun begyndte at hoste og hakke.
"Lad os komme ud herfra, vent lidt"
Sagde hun med besvær, Så lavede hun nogle håndbevægelser og en iskugle blev dannet omkring Nikita som beskyttede imod den røgede luft, og hun lavede også til Keira. Keira kunne gå og iskuglen ville bare følge hende, hun mærkede lidt kulden, men det var bedre den røgen som skar i lungerne.

"Tak." Mumlede Keira, og kiggede ned igennem lemmen. "Ehm, har du noget imod at jeg tager vinduet der henne?" Spurgte hun og pejede på et vindue længere henne. "Jeg fortrækker vand, hvis jeg skal vælge mellem ild eller vand, især i denne situation." Hun lukkede lemmen for ikke at få for meget røg op. "Du vælger selv hvad du helst vil." Hun gik over mod vinduet, og åbnede. Hun vippede lidt frem og tilbage.

Nikita smilte for sig selv, og fik en ide.
"Jeg tager min egne veje ellers tak"
Så holdte nikita hånden med håndfladen lodret med muren. Hun tog hendes kræfter og manipuleret med væggens temperatur og fik den langt over de 5000 grader varmt, men hun holdte det rundt om stadigvæk på normal temperatur, for det hjælper ikke at det hele vil vælte sammen over hovedet på hende. Efter få sekunder hun havde gjort det, var der et perfekt hul som passede nøjagtig til hende så hun kunne komme igennem. Hun kiggede over imod Keira.
"Tager du stadigvæk den vej eller kommer du af min?"

Keira kiggede med store øjne og kiggede på hende. "Vi mødes udenfor, jeg fortrækker en lidt mere menskelig vej." Han smilte et lille smil, før hun sprang igennem vinduet og forvandlede sig, og var ulv da hun igen lande på den våde muderet jord. Hun var ikke selv helt vild med alt de snask, men så heller det, end kirken. Hun vidste ikke hvor Nikita kom ud så hun stillede sig bare til at vente på hende.

Nikita så på hende springe ud gennem vinduet, så gik Nikita med rolige skridt ud af den vej hun selv havde lavet, men kirken var ved at brase over hende, så Nikita skyndte sig at lave issøjler sin støttede loftet, så skyndte hun sig ud og lod det så brase sammen, hun fandt straks Keira og kom hen til hende. Inden hun kom helt hen til Keira, så stoppede hun op og så på synet mens kirken brasede sammen. Mumlede.
"Gud ville åbenbart ikke have at der er i dæmon i hans kirker"

Keira som va lidt mindre end Nikita i ulve skikkelse kiggede op på hende med store brune øjne, lignede faktisk lidt en hund. Hun vidste ikke helt hvad hun sulle gøre så hun blev bare og kiggede med hende. Hun klappede kæberne sammen. Det mest upraktiske ved at være ulv var at hun ikke kunne snakke! Argh.

Nikita stod og studerede hende, desværre havde ulvesprog dog aldrig været hendes stærke side, men hun kunne da lidt mente hun selv, hun kiggede op på kirken og blev lige fjern i hendes blik.
"Vi kan tage hjem hos mig, byen ligger nok 10 km væk, det er ikke så forfærdeligt langt væk, vel? og jeg er ved at blive forfærdelig sulten"
Hun kiggede spørgende på ulven
"Og så kan du også få noget tøj hjemme hos mig, hvis du vil have det, og jeg kunne også selv trænge til noget nyt tøj, ikke?"
Hun kiggede ned af sit tøj, som næsten var blevet brændt væk og var meget ødelagt. Mumlede for sig selv:
"Øv, det var ellers min ynglings jakke."
Men så trak hun på skuldrene og kiggede afventende på Keira.

Da Keira kunne kommentere hende vendte hun sig bare om, og kiggede på hende, og håbede hun forstod hendes hensigt. 10 km, det var ikke langt, når man tænkede på hvad hun havde været igennem. Noget tøj, det ville hun blive glad for, hun havde ikke haft noget på de sidste mange dage. Mad, det havde Keira ikke manglede på sin tur, så det var ikke derfor hun gerne ville hjem til Nikita. Tøj og husly var det der trak mest.

Nikita stod lige et øjeblik og kiggede på hende for at være sikker på at hun ville, så tog hun chancen.
"okay så lad os tage hjem hos mig"
Så vendte hun sig om og begyndte i en retning igennem skoven, og hun vendte sig om og så lige på hende.
"Kommer du??"

Keira satte efter hende i to lange spring. Da hun kom hen til hende satte hun farten ned, og afpassede sit tempo efter kvindens. Godt, hun havde forstået hvad hun ville. Hun sagde ikke en lyd, fulgte bare med kvinden igennem skoven. Det var dejligt at komme ind i skoven, der var ikke så mudret, da jorden her inde var dækket ad nåle, blade og andre ting.

Nikita smilte tilfreds dag hun så at keira fulgte med. tænker: *Okay hun følger med, så er jeg åbenbart ikke helt retarderet til at forstå ulvesprog* Det dårlige vejr var væk og man kunne se ude i der fjerne, stormen som stadigvæk buldrede. Nikita stoppede op et øjeblik op og stirrede eftertænksomt på uvejret. Så rystede hun på hovedet og gik så videre.

KEira gik rundt med snuden i jorden og gik som en rigtig hund. Ikke fordi hun ville, men hun vidste ikke hvad hun da ellers skulle få tiden til at gå med. Hun kiggede hurtigt op da Nikita stoppede, men vendte sig om og gik videre. Keira var glad for at der bare var lidt tørt her inde, så blev hendes pæls ikke så tung.

Der gik ikke særligt lang tid før de nåede til udkanten af byen, det var kun tidlig morgen så næsten ingen var udenfor. Nikita gik målrettet igennem gaderne, og stoppede foran en lejlighed.
"har du noget imod katte?"
hun håbede virkelig ikke at hun havde imod katte, for ellers vil der være store problemer

Keira kiggede lidt usikkert mellem gaderne. Hun var jo for det føste en ulv, og så var hun jo ikke ligefrem en lille en af slagsen.
Katte! Et fornærmt fnys, eller noget der skulle lyde som det kom igennem snuden. Hun var en ULV ikke en hund. Hun havde aldrig været bange for katte, det kunne bare komme an! Grrr... Hvad troede hun var? Hund?!