En lille natten tur i byen og så måske lidt mere..-Ribanalon

Ribanalon stoppede op og kiggede sig rundt, der var noget
her som ikke skulle være her, en anden Klusisska. *Demetri!*
Tænkte hun og kiggede sig nervøst til sidernde, HUn kiggede på
Liciefar, "Vi må væk herfra!" sagde hun og kiggede ret så nervøst
på Dæmoen, Demetri var ikke tilhængere af at racer var blandet,
efter krigen havde han været så underligt.

//Min broR Demetri siger at han vil Joine emnet o.o!!!//

Demetri sprang i det samme ned foran Luciefar og strirrede med
et grumt smil ind i hans øjne, han lignte Ribanalon utrolig meget,
Sort hår, Metalliske grå øjne og fra kvinderndes synspunkt meget smuk.
Dog var der en anden mere ondskabsfuld og monstre agtig aura over Demetri.
Han slikkede sig over de tænder der sad i overkæben, og kiggede så
over på sin søster og igen på Luciefar. "Nårh....En Dæmon" sagde han,
i hentydning til at Ribanalon var ude at gå med sådan en.

//det kan jeg se men så velkommen til Demetri :3 selv om det ikke helt var ventede//

Luciefar fik lidt af en chok de vampyren hoppede ned lige for an ham og han var sikker på af når hun sagde af han skulle kom af veje så var det ikke med og tøve men lige i øjeblikket var vejet blokket for ham "hvem er du?" sagde Luciefar mens han lod den ene hånd gå i lommen efter hans sløv knive som han altid havde med sig men han var ikke den der sagde det højt og så havde han heller ikke kendeskab til den krige som der havde være da hun kun lige var ankommet til byen..

Ribanalon gik nu ind imellem, "Jamen hej Demetri" sagde hun og kiggede
halv smiliende på ham, hun stod sådan at hun stod med Ryggen til Lucifar
og fonten til Demetri, "Sikke underligt at se dig efter så lang tid!" sagde hun
og nikkede halv overbevisende, hun skubbede nu Lucifar baglæns, "Men
nu var du er her så hej" sagde hun og stod stadig foran Luciefar.

"Hey søster" sagde han med en dyster stemme, han smilte grumt.
"Pas på han ikke spyder dig med den sølvknis han har" sagde han
med et mere grumt smil, Demetri havde studeret dem længe, og havde
studeret Dæmonen særligt godt, "Hvad laver du sammen med ham[b]
sagde han og nikked emod Dæmoen som hun stod foran og beskyttede.
Han grinte svagt af det.

Luciefar kun godt gætte af det var å tide af komme afsted da Ribanalon skubbede ham og han sagde ikke mere før han langsomt gik afsted uden af sige det stor *se heller og kom af veje* tænkte han til sig selv mens han sat faten mere op og han kom ikke helt så hurtige som han normal ville kom af sted da han var på vagt og han havde fat om de små knive bare for af være sikker på af der ikke kom til og ske for meget da hán ikke var ud på sat en kamp i gang og i sær ikke med to vampyre..

Demetri gå nu!" sagde hun irreteret han var som den lillebror,
der skulle ødelægge alt. "Du røre ham ikke!" sagde hun så og så
sig tilbage da hun mærkede at Luciefar begyndte at gå, hun tog sig
nu til hoved det var det dummeste Luciefar kunne gøre, nu hviste
Demetri at han var nervøs/bange. HUn skar tænder og så på Luciefar
og råbte i det samme "løb""

Det var forsent for Luciefar at løbe Demetri stod pluselig foran ham,
Han smilte et sygt og legende smil, "Så du tror at du kan flygte" sagde
han og slikkede på sin ene hjørnetand. Demetri var utrolig høj så det i
forvejen var ret truende men nu at han nærmest stod og tirrende
Dæmonen var et sandt kamptilbud dog ville hviste alle at Demetri
at han ville vinde. han var en af de mægtigste væsner i denne verden!

"ja for jeg ikke efter kamp og i sær ikke med en af jer"sagde Luciefar men han kiggede på ham men nu var det os på tid og have bruge for de knive som han havde med sig da de havde kun hjælp i kamp da det var hans sløv knive som han ikke gik uden selv om han ikke havde haft nemt ved og få fat på dem. " så lad mig nu bare gå" sagde han lidt efter og han lukkede ort øjne for gå over til hans ond side som ikke var en man skulle lave sjov med, hans blik blive meget ondt på kort tid og han kiggede bare op på vampyr unden og var bange..

Luciefar dummede sig gang på gang, Demetri ville jo gerne have kamp,
det morede ham ligefrem hviste hun. HUn var jo selv hans søster, "Demetri
lad ham så være!" hun prøvede en sidste gang på at stoppe det, Luciefar
var færdig hvis han prøvede at kæmpe med Demetri. Det her ville ikke ende
kønt hvis ikke hun gjorder noget, "Demetri, hvorfor er du her enlig?" spurgte hun for at lede kampen væk.


//du ved godt du er rank:nybegynder. ikke også Luciefar. o.o//

//ja ja men har være c-rank for meget længe side så er ikke bange for bide fra mig :p//
//os så er der os hans to personligheder//

Luciefar overvejede om han ikke bare skulle forsvinde gemmen en potal for det var kun ham der kun gå gemmen dem mens på samme tid skulle han have tid nok til og finde et sted hvor han kun send sig selv hen uden af det ville være farligt og ankom på det sted, han trak vejet unden en lydt og lod tanken gå på hvor han skulle forsvinde hen men der komme ikke et godt sted til ham..

"Hold nu kæft Ribanalon" sagde han højt og kiggede på hende i
1 sekundt før han vendte sig mod Luciefar igen, "Hvem fanden tror
du, du er" sagde han og skubbede Luciefar så hårdt at han enden ville
falde eller vilel miste ballandsen.


//Nårh men hvem var du så dengang.//

//den venlig side af Luciefar ^^//

Luciefar blev skubbe bag ud og han endt kort ned på jorden i et øjeblik før han kom op og stå "hvad helvede har jeg gjord dig" sagde han med en hård stemme mens han kiggede på ham, det var helt sikkert nu men han havde stadig ikke et sted klaget for sig og han ønskede stadig ikke og skulle op mod en vampyr da han ikke kun se en grunde til det, og så havde han det os sådan at vold ikke løser et problem..

Ribanlon blev virkelig vred nu og gik og foran Demetri,
hun talte nu et sprog, Luciefar ikke ville kunne forstå,
det var meget gammelt rusisk hun talte og det lød virkelig
som hun skældte Demetri ud, Men på sprogtet sagde hun.
"Lad ham så være, lad mig denne gang få en ven, vil du dræbe
ham ser du mig aldrig igen, jeg har brug for venskabets kærlighed
og du har altid forbudt mig det, forsvind Demetri, forsvindt"
En brummen kom helt nede fra Ribanalon's mave og blev til et
metallisk væs, som ingen ville kunne holde ud at høre.

Demetri var lige ved at slå hende, da hun sagde disse ord.
Han begynde også den rusiske tale, på sproget sagde han:
"Hvis det du ønsker vil jeg denne ene gang lade dig være"
sagde han og gik 2 skridt tilbage, "MEN!" sagde han på rusisk,
"Hold dig fra mit område med dine venner, du kan komme alene
men med andre er du skal skyld i deres lidelse" han kiggede nu
på Luciefar som havde sagt et eller andet, "Pas på hende" og
i det samme var han borte.

//Demetri hvor meget mon mi og dig ville toppe i et emne alene? o,o//

Det var ikke hel hvad Luciefar havde vente men på sammen tid ville han gerne søger ind på hvad der var galt i at en vampyr og dæmon snakkede sammen for tiden.
"hvad gik det ud på for jeg ved ikke en gang hvad jeg har gjord?" sagde Luciefar mens han kiggede på Ribanalon med et blik der sagde han var en smule lost over hvad der var sket og hvad er var galt i at de snakke sammen for han var ikke helt selv klager på det mere..

//hva?// og out...skriv over pm.//

Hun vendte sig og så på den snakkede Luciefar, da han sluttede sine ord
svarede hun, "Han kan ikke lide andre racer, efter krigen har han været
sådan der" hun så derefter ned, "Han skulle vel også bar vise sig, vi er i
hans område" sagde hun og sukkede, "Undskyld Luciefar" sagde hun og
skulle til at vende sig for at gå.

"det okay men det var ikke helt hvad jeg havde vente på en nat" sagde han roligt mens han kiggede på hen og han lod den ene hånd gå over på hendes skulder "vi kun ikke vide at det ville ske" sagde han roligt kort efter "og hvad er livet unde lidt farligt ting?" sluttede han mens han ikke var sikker på hvad han eller vil sige til hende, han blikkede kort med de røde øjne mens han ventede hendes svar..

Hun vendte sig i det han rørte hende og så på ham, hun lavede et
tøvende grin, "´Hos mig er der altid farligt" sagde hun kiggede hen
på hans hånd og så på ham, "Jeg er ikke et sikkert væsen som du
kan se, der sker altid noget omkring mig" hun sukkede og kiggede endnu længere ned.

Han trak stille på skulder "tja men mit live har altid være farligt lige fra da jeg blev født til den her dag i dag og jeg bær en del ar på det" sagde han så på hende, hans blik var roligt og lidt trist men ikke så meget at det var til og se i mørket, han lod den ene hånd gå i lommen da han ville se hvad kl var..

Ribanalon var vampyr hun så fantastisk i mørke, så hun så
klart og tydeligt hans ansigt, hun kigged op på han forundred
og på en måde lykkelig, han forlod hende ikke bare fordi hun
havde udsat ham for fare elelr rettere for Demetri, hun smilte.
Hendes røde læber lavede et smil.

Han sendt hende et roligt smile "hvor skal vi gå hen?" sagde han kort efter mens han holdt blikket på hende, han overvejede lidt et andre sted men han havde ikke så mange ideer i øjeblikket og han vil heller lad hende beslutte det end at han selv gjord det for han havde være rundt om de flest steder der var i den her bydel da han bare tit gik gemmen her når han skulle jage..

Hun rystede på hoved, og kiggede så op i himlen, de havde gået hele natten.
Men dog var det stadig så mørkt at hun kunne være ude de næste 2 timer.
Hun så tænkende ind i hans øjne, "Hvor plejer man at kunne finde dig?"
sagde hun og lagde så hoved lidt på skrå imens hun stadig så på ham.
Det ville være rart at kunne se ham igen.

"altså jeg lig flytte men hvis du vi finde mig i byen så det tit i Werclare eller rundt om i den by for der finde jeg tit mig selv hjemme" sagde Luciefar mens han kiggede på hende og han kiggede stille på sit ur. Kl var 4 om morgen og der ville ikke være så længe til solen stod op på himlen, så det ville snart være på tide og kom hjem af da han ikke var den type man fandt ud som dagen da han ikke kun finde hjem der..