Rose In The Forest!

Lucy lo af hende, men slap dog hendes håndled og gik nogle skridt væk fra hende. "Hvad så med nu?" spurgte hun smilende, og en smule af latteren sad stadig i hendes stemme.

Rose rejste sig hurtigt op fra jorden og så stadig vredt på Lucy og gik nogle skridt væk fra hende "Hmm.. Hvis du røre mig igen, så vil jeg" sagde hun og lagde armene over kors.

Lucy fnøs kort af hende. "Jeg er ikke interresseret i Deres blod... Lige nu... Kun i Deres selvskab... Men selvfølgelig, hvis De ikke ønsker mit, kan jeg vel finde noget andet..." sagde hun og blev stående. Hun begyndte at smile lidt og kradsede igen på bindet for hendes øjne. *Det var dog utroligt som det klør i dag...*

"Jeg vil gerne snakke med dig, og holde dig med selskab" sagde hun, men nærmede sig ikke Lucy. Hun holdt afstand og så på bindet som Lucy havde på.

Lucy nikkede kort og satte sig op af træet hun før havde siddet i. "Er De før blevet bidt?" spurgte hun stille og kørte håret op bag øret.

Rose nikkede "Flere gange end jeg kan tælle" mumlede hun og sukkede.

Lucy nikkede kort og gned sig lidt på halsen. "Hvordan er det at se?" spurgte hun så og lagde hovedet en smule på skrå. Hun vidste godt at det var et svært spørgsmål men hun håbede aliigevel at englen kunne svare på det.

Rose så på Lucys bind for øjnene og trak på skuldrene "Du går ikk glip af særlig meget.. " mumlede hun og strøg nogle fingre gennem sit hår.

"Jeg har levet hele mit liv i konstant ubrydeligt mørke, og så siger De at jeg ikke gør glib af så meget? Så må verdenen godt nok være et trist syn..." sagde hun og smilede leende.

"Det er det oss" mumlede hun uden rigtig at tænke over ordene. Rose har altid syntes at verdenen var et koldt og hårdt sted.. Det syn ville nok aldrig ændre sig.

"Jamen sp bliver man jo helt glad for at leve i sin egen lille verden af lyde og lugte." lo hun og rejste sig op. "Hvor gammel er De miss Rose?" spurgte hun og smilede stadig.

"Jeg er fastlåst som en 16 årig" sagde hun og så på Lucy med et neutralt blik.

"Men det er ikke deres alder?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå og smilede stadig.

"Jeg er 1200 år" sagde hun og strøg nogle fingre gennem sit hår og så op på den mørke himmel.

Hun nikkede lidt. "Så er De jo ikke helt ung.." sagde hun og så tænkende ud.

Rose rystede på hovedet "Nope, det er jeg ikk" sagde hun og så på Lucy.

"Hmm..." sagde hun bare og smilet forsvandt fra hendes ansigt. Hun overvejde at begynde at gå det hun mærkede at hun langsomt blev sulten. *Jeg kunne jo også bare... Jeg lovede jo ikke at jeg ikke ville...* tænkte hun overvejende og var ikke heæt sikker på hvad hun ville.

Rose så at Lucys smil forsvandt, hvilket fik hende til at føle sig usikker *Hvis hun gør mig noget... Kan jeg jo bare gå meeget forsigtigt væk.. Hun kan jo ikk se noget* tænkte hun og begyndte langsomt og lydløst at gå baglæns.

Lucy rettede straks hovedet direkte mod hende. "Hvorfor går De miss Rose?" spurgte hun og lagde hovedet på skrå som om hun undrede sig, selv om hun var ret sikker på at hun godt kendte svaret på det spørgsmål.

"Jeg går da ikk" løj Rose og blev ved med at gå baglæns *Måske, er der stadig lidt barn over hende.. Måske vil hun tro mig..* tænkte hun og sørgede for at hun ikke trådte ned på nogen grene eller blade.

"Præcis hvor dum tror De jeg er miss Rose?" spurgte hun og begyndte stille at gå mod hende for at afstanden mellem dem ikke skulle øges. Dog gik hun så langsomt at den heller ikke blev mindre, men forblev den samme.

"Jeg håbede på at du var dum nok" mumlede hun og så ned i jorden og var tæt på at falde over sine fødder flere gange da Lucy begyndte at gå over mod hende.

"Troede De virkelig selv på at De kunne narre en vampyr der er over 3000 år gammel?" spurgte hun og lo over englens naivitet. "Så dum er jeg heller ikke... Slet ikke..." sagde hun og smilede roligt til englen igen.

"Jeg håbede at jeg kunne narre dig" sagde hun og lød ikke som om at hun ville smile til Lucy.

"Hvor er De naiv... Bare fordi jeg er et barn... Men jeg er ikke nær så godtroende og naiv som Dem." sagde hun og smilede stadig... Et smil hun rent faktisk mente... Hun morede sig godt over englen...