Skænderi - Jackie

Tid: 21:00 det er blevet mørkt.
Sted: I en lille lagerbygning.
Omgivelser: Masser af kasser.
Vejr: Det blæser.. MEGET.

Lilineth kiggede trodsigt op på sin søster, hvis hun ikke havde lyst til at flytte så flyttede hun ikke. "Jeg kan godt lide det her sted, loftet er tæt og der ingen rotter", hun skreg næsten, " desuden kan vi godt blive her, vi skaffer bare menneskene af vejen!". Hun vidste godt det ikke ville hjælpe, det ville bare gøre det værre. Dåsen fløj gennem luften, og hamrede ind i væggen. Hun gennemborede sin søster med et blik, de havde flyttet fra sted til sted altid. Snart gad hun ikke mere. Det kunne godt være hun havde levet længe, men hun opførte sig stadig som en otte-årig nogen gange. Hun kiggede på den dåse hun lige havde sparket ind i væggen, mændene der havde ødelagt deres midlertidige hjem havde efterladt den. Vinden hamrede mod bygningens betons vægge, det blæste altid meget i nærheden af vandet. "Hvor skal vi måske tage hen hvis vi ikke kan være her?".

Jackie kiggede alvorligt på sin søster, "Jeg ved ikke hvor vi skal tage hen, men har jeg måske ikke altid sørgte for at vi har fundet et sikkert sted?!" sagde hun vredt. Kunne hendes søster ikke bare tage sig sammen. Hun havde levet med hende i 329 år! Hun så på dåsen der var blevet sparket igennem rummet, og rettede så igen sit alvorlige blik på sin søster. "Vil du hellere blive fanget af dusørjægerne?!" spurgte hun så vredt, "Forstår du ikke at jeg heller ikke vil dether!" En tåre trillede ned af hendes kind ved tanken om sin søster i armene på en dusørjæger.

Hun kiggede overrasket på sin søster, grad hun? Hun blev bange, den frygt børn føler når deres forældre eller søskende grædder. De havde skændes ja, men hun skulle da ikke græde.
"Jeg blive ikke fanget af et bundt mennesker, de ikke andet end nikkedukker.", hun smilte ond og hendes øjne begyndte at gløde, "de kan ikke gøre noget uden ordre fra føreren". Smilet blev bredere da hun tænkte på det. "De ville være en fin forøgelse til samlingen, desuden er jeg tørstig", hendes stemme lød ikke længere som et barns, nej det var et voksens stemme. *Ja de kunne jo bare prøve*, tænkte hun vredt. Da hendes blik blev normalt igen kiggede hun undskyldende på sin søster, hun håbede ikke hun havde sagt noget der fik hende til at græde mere. Det var uhyggeligt. Hun samlede en dukke op fra gulvet, og knugede den ind til sit bryst. Denne dukke var noget specielt, den trøstede hende altid. "Jeg vil altså stadig ikke flytte, jeg kan godt lide det her sted. Vi kan bare gemme os så de ikke ser os..", hendes stemme var igen uskyldig og lys, igen som et barns.

Hun kiggede bare på sin søster, tårene strømmede ned af hendes kinder. Hun så at hun knugede sin yndlingsdukke til hende. Hun gik hen til hende, og gav hende et kram. "Jeg ved godt at du vil blive her, men dusørjægerne er altså ikke nemme at tage ud," hviskede hun, og strøg en hånd på hovdet af hende. "Jeg vil bare ikke have der sker dig noget, du er det eneste jeg stadig har tilbage," hviskede hun. Hun tog fat i hendes arme, og gik lidt tilbage så hun kunne kigge på sin søster. Hun satte sig på hug så de havde var på nogenlunde øjenhøjde, "Forstår du ikke det?" sagde hun, og kiggede alvorligt på hende. Hun kunne ikke lide at skulle tale sådan til sin søster.

Hun skulle til at rive sig væk far sin søster, men blev stående. Bare hun ville holde op med at græde. Krammet forhindrede hende i at gå. "Jeg er altså stadig tørstig", hviskede hun. Hendes søster de havde slået nok ihjel her, endnu en grund til at flytte. Hun var så skide træt af at flytte heletiden. "Jeg har altså tænk mig at tage ud at jage lige meget hvad du siger, kan vi ikke blive her lidt længere?", spurgte hun uskyldigt, hendes øjne ulmede dog stadig med vrede. Hun havde at være vampyr, det var en vampyrs skyld alt det her. I starten da hun skulle leve af blod, det kunne hun godt huske, det var modbydeligt. Nu ville hun gerne ud at slukke sin tørst. Det var lettere vis man ikke tænkte på at ofrene havde familier.

"Nej, højst en nat. Vi skal videre til et andet sted." hun holdt op med at græde, og tørrede tårene væk. Hun gik lidt væk fra sin søster, og vendte sig om. *hvorfor kan hun ikke bare forstå det?* tænkte hun. "Bare mor og far stadig var her," mumlede hun stille for sig selv. Deres forældre var blevet dræbt samme aften som de var blevet forvandlet. Deres hus var blevet angrebet af en vampyr. Hun havde passet søsteren siden det. Hun hadede at skulle sidde fast i denne alder. 14. Det var bare så nedern.