To be or not to be ? { Zean }

Hun så ham i øjnene "Ikke som dæmon...mere at lære...et menneske at, kontrollere...hvis hun har evner, en kræft hun ikke selv kender omfanget af og derfor ikke kan styre." hun så lidt forlegent væk og håbede ikke det var for tydeligt at hun selv var involveret.
Men han var kvik, så det ville han nok opfange alligevel, tænkte hun.

På den måde hun reagerede kunne han regne det ud.
Han så lidt på hende og trak så på skuldrene.
''Det er sjældent en dæmon overhoved gider at lære et menneske noget...jeg mener i er sådan set bare vores mad..." han havde i hvert fald ikke hørt om det så meget før.
"Så, men jeg ved ikke kaldes...Jeg ville ikke engang kalde det mester og elev, det lyder mere som...en tjeneste eller noget" sagde han

Hun lyste lidt op...tjenester!Det var vel ikke så slemt?
Måske kunne hun suge viden til sig og lade ...forskellige fylde viden i hendes rygsæk ,så hun til sidst blev virkelig dygtig.
Camille smilede og tænkte at det var den manglende søvn, der fik hendes tanket på afveje.
"Hvor mødes vi...og skal jeg tage alle mine pistoler med ?

"Ja, der kan være forskelle på dem, desuden er det godt at lære dem alle at kende så du ved hvordan de er" sagde han og tænkte sig lidt.
"Vi kan ikke bruge en almindelig skydebane da du ikke har skaffet dig disse pistoler af den lovlige vej...hvad med lidt op af bjergene?" forslog han
"Der er ikke for mange træer, men alligevel kan vi finde noget at bruge som kuglefang..."

"Det er fint med mig....skal jeg komme her forbi først, så kan vi følges?".
Hun gik hen og begyndte at stoppe det hele ned i sin taske.
Hun synes det havde været....en dejlig dag,indtil nu.noget anderledes, det tør siges...men hun havde fået en ny ven...hvis det da var hvad Zean var?Det håbede hun.
Hun gik mod døren, "Vil du låse mig ud?".

Han nikkede til hun bare kunne kigge forbi næste dag og rejste sig.
Låse hende ud? Det lød som om han havde låst hende inde...Nå, pyt.
Han gik med hende ud i entreen og mærkede næsten ikke noget til sine fødder lige nu. Han låste døren op og holdte den for hende.

"tak...vi ses i morgen så." Hun sendte ham et smil fyldt med forventninger...det ville blive spændende st se om han kunne indfri dem.
Camille gik ud på gaden den skarpe dagslys forværrede både hovedpine og svimmelhed.
Hun gik et godt stykke tid, på autopilot kan man næsten kalde det, idet hendes tanket var beskæftiget med dagens hændelser.En sirene kom nærmere og lyden tilsvarende højere.Camille mærkede en promte reaktion, hendes puls galoperede derud af, ville det være sådan den næste tid, at hun skulle være bange for pludselig at blive anholdt?...tænk hvis de mødte op på hendes job.
Hun skubbede tanken fra sig samtidig med hun låste sin hoveddør op.
Hun ville på hovedet i seng, tænkte hun.

Han lukkede og låste døren efter sig.
Inde i stuen tog han saftevandet og glassene og satte dem ud i køkkenet, han tog baljen og hældte vandet ud.
Han lavede sig selv en kop te og satte sig ved sin computer som han tændte. Lige nu kunne han godt tænke sig lidt mad, bare for hyggens skyld, men det havde ingen virkning, der skulle virkelig meget til at give ham mætheden. Så hvorfor over hoved spise noget?...


//Out//

//out//