Dark Night [Privat]

Crasie var totalt forvirrede og hun kunne ikke gøre modstand, for hun havde ikke kræfter til det. For det eneste hun kunne var at holde vejret, så længe hun kunne. For ellers ville gassen brænde fuldstændigt hendes lunger. Så mærkede både Samuel og Crasie et stik i nakken, og straks blev det hele langt mere tåget, de kunne begynde mærke at de ikke kunne mærke noget som helst, og så lukkede deres øjne i og de faldt i søvn. Dusørjæger tog dem begge ud, de var sortklædte med gasmasker. Dette var 1 rangs dusørjæger, som går ind i situationer hvor væsner har dræbt mange dusørjægere. Da de kom udenfor tog de deres gasmasker af. En leder stod udenfor og ventede på at de var færdige. Den ene som holdte den bedøvede samuel spurgte.
"Skal de til lejren eller forsøgsstedet?"
lederen var en gammel mand med et hvidt øje og et ar henovre, fra en varulv som havde skadet hans øje, og havde gjort ham blind for livet. Han kiggede med foragt på de begge væsner.
"Før dem til lejren"
De blev hurtigt smidt ind i en varevogn og kørt afsted. Et hold opryddere fjernede ligene og alle tegn på kamp i baren. Det var som om der ikke var sket noget som helst, alt var bare væk. Lejren var nok kendt af de færreste væsner, men den var lig med død. Det var et område langt væk fra civilsationen, hvor alle væsner blev puttet sammen. Det var som et fængsel, men problemet var bare at der ingen regler var. Alle væsner var imod hinanden. For nogle dusørjægere havde fundet ud af istedet for at dræbe og spilde energi på dem. Så kunne de lige så godt dræbe hinanden to fluer med et smæk. Men lejeren var total bevogtet ude fra, så intet kunne slippe ud. Hunde patruljer, og snipere som lå gemt et stykke væk, holdte hele tiden øje og kunne dræbe dem på stedet. Men nu var de begge blevet puttet i en bygning, der var tilsluttet til det. Det var til dem der skulle ind, og så snart man kom ind, ville man aldrig komme ud.

Samuel og Crasie vågnede op i hver deres hvide rum lige ved siden af hinanden. Sølvtremmer var imellem dem og friheden. Der så ikke ud til at være nogen som helst. Crasie kiggede forvirret rundt, hun kunne tydelig mærke alle de væsner der her i denne bygning. Hun havde ingen anelse, hvor de var. Hun så hen på Samuel, som også var kommet med. Hun trak stadigvæk vejret tungt, for gassen havde brændt noget af hendes lunger, og som gjorde det langt mere besværligt. De havde taget Crasies stok og hættetrøje med alle hendes ting i. Crasie tog sig hurtigt til håret ved baghovedet og åndede let op. Inde i hendes manke af sort hår, lå en lille pose bundet fast til hovede bunden, og som man slet ikke kunne se. Det var en pose fyldt med alle de hår og andre bitte små ejendele fra alle de personer hun har brugt sine illusioner på.

Ulven lå i hvad der kunne følelses som en evigheder og glippede med øjne, mens han forsøgte at få styr på krop og hoved. Da det endelig var sket, hvad der virkeligt var efter fem minutter, fik han, eller prøvede at stable sig på bene, så han kunne finde ud af hvor han var, men han fik ikke meget hjælp, ud over en heftig stank af andre væsner. Han drejede langsomt hoved, og kiggede hen mod kvinden som han først ikke vidste hvad han skulle gøre ved, før en let knurren igen steg op fra ulvens hals. Hvis tremmerne ikke havde været der, var han helt sikkert hoppet på hende. det eneste der kunne give mening i hans hoved var, at det var hende der havde fået dem anbragt på dette sted. Han kiggede forvirret rundt i det hvide rum, og kunne ikke rigtig gætte sig frem til hvor de var, men det betød ikke så meget, det eneste han var optaget af at få fjernet kvinden der sad på den anden side at sølvtremmerne så snart han fik tid til det.
En raslen henne fra den anden ende af rummet vækkede ulvens opmærksomhed, der kiggede hen mod en låge der blev åbnet, ud til en større gård hvor der allerede sad en hel del væsner, de stærkeste, dem der havde overlevet indtil videre. Dem der havde kunne klare mosten. Det lignede kort sagt en af alle de fængsler man så på film, her var der bare ikke medlidenhed for noget væsen. Hvor præcist kvinden var blevet af vidste ulven ikke, og tænkte heller ikke længere på hende, han havde andre ting i hoved, nemlig overlevelse, for ved synet af stedet, stod det hurtigt klart for ham at det her handlede om overlevelse, så længe man kunne. Hvis han havde været i menneskeform havde han sikkert være mere modløs, men på grund af sine instinkter var ulven klar til at kæmpe for sin overlevelse, det havde han gjort så meget før, så der var vel ikke den helt store forskel nu, måske var fjenderne stærkere end før, men ellers var der vel ingen forskel?

OOC: glemte helt at svare før, men super, lyder som en god ide.

Der var væsner i alle typer, og flere lå døde på jorden. Der virkede til at være midlertidigt fred, men man kunne tydelig se at væsner havde samlet sig i grupper, og nogle var enlige. Der var en varulveflok der holdte sig sammen, de var i menneskeform og kiggede mistroisk på alle enhver. Men dette var ikke lejren endnu, dette kunne man kalde forlejren. Hvis man skulle have nogen chance for at slippe fri nu skulle det være nu. For så snart man blev lukket ind til den store lejre, var der ingen vej tilbage. De alle kiggede frygtsomme omkring, de vidste godt hvad der ville ske når de kom ind. Der var en stor port der førte til den anden side. Der kunne man høre et skrig fra en person der bankede på porten. Der forstummede hurtigt, flere af væsnerne snakkede lavt sammen. Dette lignede dem ikke, de mange af dem var virkelig stærke væsner. Men der var dyb frygt i deres øjne. to talte sammen
"Jeg har hørt at der er en dæmon derinde, som var langt stærkere end alle. Han havde dræbt så mange og havde sluget deres energi, at han kunne dræbe enhver. Jeg har hørt nogle sige, at han kunne slippe fri når som helst, men han bliver her, fordi dusørjægerne bringer os som ofre"
De var ca 50, stor del af dem var varulve, der var få elvere og få vampyrer, ellers var resten dæmoner. Crasie kunne slet ikke lide dette sted og især fordi hun kunne fornemme at stokken var inde i bygningen, som de kom fra. Det var hendes følgesven og hun ville have den tilbage. Men der var andre ting at bekymre sig om, Crasie gik imellem væsnerne for at opsnappe hvad de end sagde. Måske var der brugbare oplysninger, det var bedre end at slet ikke vide noget som helst. Men så fik hun opsnappet at dette var lejren. Hun havde hørt meget vilde og ret upålidelige rygter om stedet, men måske var flere af rygterne sande. Crasie rystede på hovedet og håbede på at det ikke ville ske.

Ulven stod lidt og kiggede hen mod ulveflokken, eller menneskeflokken af varulve. Det var ikke specielt svært at lugte sig frem til hvem der var hvem. Ulvene havde altid en let duft af natur, og ulv over sig, så det var ikke nogle kunst at finde frem til hvem der var hvem. Han trippede lidt rundt og betragtede væsnerne, men da Crasie kom ud, lage han ørerne fladt ned af nakken, og blotte tænderne. Dog var det ikke specielt meget, da han ikke ville kæmpe mod alle mulige andre, det skulle være hende, det skulle være hende der skulle dø! Han gik målrettet hen mod hende, mens hans øjne var rettet målrettet mod hende, uden at vige fra hende. Hans øjne aflæste alle hendes små bevægelser. Det første han rigtig bemærkede var at hun ikke bar sin stok på sig, hvilke var et plus, men hvad nu hvis hun forsvandt igen? Denne tanke fik ham op på mærkerne, mens han stoppede op, og langsomt begyndte at kradse rundt omkring hende i en næsten perfekt cirkel. Tænderne var stadig blottet, men der kom ikke nogle lyde ud, deres lille optrin skulle nok få folk til at kigge hvis der skete noget, ellers skulle der nok alligevel også komme nogle.
Han mærkede de små sten fra jorden under ham skære op i poterne, men det var ikke noget der gjorde det helt store, hans poter var solide og bygget til sten, selvom han ofte befandt sig inde i skoven, men der kunne der lige så godt befinde sig skarpe hårde genstande. Lugten af de andre væsner var letter distraherende, men hvis han blot havde blikket rettet frem skulle han sikkert nok klare den.

Crasie mærkede tydeligt uden at se på ham, at han kredsede om hende. Hvorfor var han efter hende?? Hun kunne virkelig ikke bruge energi på ham, men hun var åbenbart nød til det. Hun vendte sig direkte imod ham, så hverken aggresivt eller noget som helst på ham. Hun tænkte eftertænksomt, så formede der sig en plan i hendes hoved. Hun måtte vende ham om på hendes side, hvordan ville hun kunne gøre det jo hun havde en ide. For den eneste måde hun kunne tænke sig til at de kunne komme fri på, er ved at få de fleste til at gå amok og i oprør. Så derfor havde hun brug for at han kunne formidle og snakke med de andre varulve. For de var den største gruppe der var her. Hun vinkede lige til ham, og væk var hun igen. Så kunne samuel fornemme en anden ulv komme imod ham. Det var en kvindelig ulv, hun var helt sort og havde blå ulveøjne. Hun stoppede op ca 2 meter fra ham og havde ikke hovedet løftet helt op, så hun truede ham men heller ikke for langt nede. Mange mennesker troede at Ulve kun kunne snakke meget enkelt med deres kropssprog, men de kunne faktisk fortælle meget. Hun tog halen lidt imellem sine ben og ørene bag ud, som tydeligt viste at hun var meget utryg ved at være her, og hun viste med hovedet at hun meget gerne ville udenfor og så spørgende på ham. Med let opløftet hale som en opmuntring.

Crasie tænkte at det var nok meget lettere at komme til ham ved at ligne, lugte og være en ulv med hendes illusioner. De andre så det jo selvfølgelig ikke, for det skete kun i Samuels hoved med at hun var forvandlet om, og heller ikke på nogen som helst måde lignede hende selv, lugtede eller noget som helst. Så hun ikke kunne blive afsløret.

Ulven skulle lige til at knurre, da kvindemennesket endnu engang forsvandt, men pludselig kom der en eller anden sort ulv ud af det blå. Kropssproget var let at få til at give mening. Kort sagt, efter ulvens hoved, betød det at den ville ud, så var der selvfølgelig en masse andet omkring, men først og fremmest ville den ud. Ulven fik flyttet rumpen, så den til sidst stod så alt dens koncentration var vent mod ulven han kun kunne se. Han var ikke helt sikker på hvad han egentligt kunne gøre, og hvad han ville gøre, men han var enig med denne kvindelige ulv, sådan langt hen af vejen. At komme ud var en tiltrængene ide i hans hoved, men hvordan?
Han kradsede lidt omkring ulven med halen hængene efter sig, mens den med jævne mellemrum viftede lidt frem og tilbage med halen, ikke som en hun ville logre, men bare nogle - vift?
Den kraftige lugt af andre væsner på stedet forhindrede ulvens ellers så gode lugtesans i at finde ud af hvem denne ulv var præcist. Eller han kunne ikke vide alt om ulven, men via krops lugt, og også kropssprog kunne man hurtigt finde ud af hvor de andre væsner kom fra. Det irriterede lidt Samuel at han ikke kunne vide mere om den modsatte part, ikke ud over at hun ikke kunne lide at være på stedet. Der var ingen duft der indikerede om hun kom fra storbyen, eller skoven, eller om hun ofte var menneske eller hvad. Det hele måtte gå til hans øjne, som ikke var det bedste til ham, og lydene kunne heller ikke hjælpe meget da der var så mange andre væsner at det ikke betød noget om man så var døv.

Crasie lagde mærke til noget hun havde glemt. Hun havde glemt at skabe sin illusion en lugt. For hun kunne tydelig se, hvordan han snusede ind for at vurdere hendes ulveillusion. Hun stod og tænkte over hvad der kunne være godt, og så skabte hun en lugt med en stref af grantræer og kulde, som om ulven kom fra de høje bjerge. Så nu kunne Samuel lugte den let, men det var også svært, for der var så mange væsner. Og lugtene var ekstra skarpe, fordi man kunne lugte koldsveden af dem der var bange, og lugte lugten af adrenalin som køre eller har kørt igennem deres kroppe.
Nu lød der et stort brag, det var tydeligt, at der var et eller andet stort på den anden side, et eller andet kraftfuld. For nu kunne de alle fornemme en knugende fornemmelse, som om et eller andet prøvede at gribe fat i de alles sjæle. Man kunne høre råb fra dusørjægerne, som råber til alle. Det virkede som om de snart ville åbne den port, porten til deres død. Der var så ikke så meget tid tilbage, så Crasie prøvede at tænke på en plan. Det bedste ville være at alle samarbejdede, men de havde sikkert ikke tid til at nå at alle blive enige. Så hun vil prøve at finde den største gruppe, og det var varulvene.
Den sorte hunulv kom op ved hans side, og så hørte han en venlig blød stemme i hans hovede.
"Du skal ikke være bange for min stemme, det er bare min evne, så jeg nemlig kan tale andet end kropssprog."
Sagde hun mens hun stod sådan venligt med sit kropssprog, og det var tydeligt at hun ikke ville noget som helst ondt. Så trak hun ørene tilbage og lod halen være halvt mellem benene, hun viste tegn på frygt og skævede med blikket imod porten. Men da hunså kiggede hen på varulve flokken så lyste hendes kropssprog op.
"Hvis vi alle samarbejder, så kan det være at vi kan overleve. Lyder det som en god ide?"
Hun kiggede med håb på ham med fremstrakte øre lige imod ham, men så gik ørene ned igen.
"Men jeg kan desvære ikke overtale dem, har prøvet. Men måske kan du?"

Crasie prøvede som en enhver andet kvinde, at bruge de kvindelige tricks til at få det sat igang. Hun kunne jo nok ikke selv få overtalt varulvene, hvis hun gik alene derhen. De ville ikke stole på hende osv. Men hvis hun havde en varulv ved sin side, som kan vise at Crasie ikke var en fjende. Så kunne det være at der kom andre boller på suppen. Crasie kunne ikke lade vær med at smile, men håbede på at det ville virke

er i gang med at lave min person om :) Vil dog gerne emne igen senere :D

Oki doki :) Du kan bare skrive

goodie :D