Vi mødes også bare over alt (Camille)

Han så lidt på hende, stadig med lidt søvn i øjnene.
"uhmm...for det første ville jeg nok aldrig nærme mig en byfest...der sker alt for meget og der er alt for mange mennesker og væsner over det hele til jeg holde det overblik jeg ønsker..." svarede han lettere mumlende.
"Desuden lider jeg nok af det i vil kalde sceneskræk....jeg vil ikke kunne se mig stå foran andre og lave noget...og til sidst har jeg nok ingen talenter der er vær at stille op med..." han å lidt på hende
"Hvorfor da?"

"Ikke for noget Zean...jeg var bare nysgerrig...du ved , ligesom ...hbis du var en sang , hvilket genre ville du så være ?....og i den stil "
De passerede dét lille hvide sommerhus og en del andre af slagsen også, som de blevt ledt tilbage af den snoede vej , ned til havnen igen.
Camille kiggede på færge skiltet, dét var perfekt, kun 15 min til de skulle sejle.
"Dét ser ud til heldet tilsmiler dig og du kommer hjem i dag " sagde hun og tog sig den frihed at børste noget sand af på hans ryg.

Sang...han kom i tanke om den sang hans mor tit havde sunget for ham. Ikke ligefrem en glad sang...men han havde altid kunnet huske den.
*
Where once was light
Now darkness falls
Where once was love
Love is no more
Don't say goodbye
Don't say I didn't try

These tears we cry
Are falling rain
For all the lies you told us
The hurt, the blame!
And we will weep to be so alone
We are lost
We can never go home

So in the end
I'll be what I will be
No loyal friend
Was ever there for me

Now we say goodbye
We say you didn't try

These tears you cry
Have come too late
Take back the lies
The hurt, the blame!

And you will weep
When you face the end alone
You are lost
You can never go home
You are lost
You can never go home* mens han tænkte på den, huskede den, nynnede han svagt melodien for sig selv. Han så lidt ud over havnen og nikkede...
" det er ret heldigt, så kan jeg tage en vagt her til aften i butikken" svarede han

Hun kunne høre han nynnede, men ikke rigtig fange melodien.
Camille tog dét blot som et udtryk for at Zean var mere velbefindende end hun havde set ham længe.
Havde hun kunne høre de ord der tilhørte den oprindelig melodi, ville hun garanteret have sukket og sagt "åh...så smukt og så uendeligt vemodigt også ".
Men dét kunne hun jo ikke , så Istedet svarede hun bare "Orker du virkelig dét, at tage på arbejde ?"
Havde hun haft en badekar var hun selv taget på hovedet hjem i dét, men dét havde hun desværre ikke, men hun var da stadig keen på tanken om et bad og i seng, måske med en god bog.

Han så lidt på hende.
"Jada...jeg ahr sovet...desuden er det jo ikke særlig hårdt...det ville også være alt for tidligt at gå i seng...desuden skal jeg nogle ting i nat..." han trak lidt på skuldrene. Natten var hans tid. det tidspunkt hvor han tillod sig selv at rende rundt og lave nogle ting for sig selv...Det betød overraskende meget for ham. Desuden skulle han stadig have lidt styr på sit andet jeg. Nu var han lidt mere van til tanken.
"Nå, lad os heller komme ombord"

De gik ombord og Camille genkendte sømanden der var tilstede.
Han havde lagt an på hende da hun var her med Tristan sidst, og de havde bildt ham ind at de var gift så han smuttede af.
Dét var tydeligt at se et bebrejdende og mistroisk blik han nu gav Camille.
Han havde fejlagtigt troet hun havde en ting kørende med Zean , som de tid der med sand og lidt uorden i tøjet, der ikke kunne undgå at være blevet krøllet en smule.
"Dét min...bror! " små.vrissede hun til matrosen da de strøg forbi ham og ind på færgen.
"Jeg skal altsår have noget varmt til sejlturen, hvad med dig zean ?" Og håbede lidt han ikke havde hørt hun kaldte ham sin bror.

Sådanne ting undgik dog sjældent Zean, som altid var forholdsvis opmærksom på sine nærmeste omgivelser.
Han ventede til de var kommet forbi matrosen og så så lidt på hende...
"Nej tak, jeg har det fint..." han målte hende kort
"Din bror? Er der noget jeg skal vide?" han viste selvfølgelig godt at de langt fra var biologiske søskende, men alligevel ville han gerne vide hvad historien var bag det. At hun var blevet nød til at lyve sådan. Iekkf rodi han tog det så tungt, han var ligeglad med når andre løg over for hinanden...så længe de ikke gjorde det over for ham.

Hun så op på ham med et skævt smil.
"så du hørte dét , hva ? Beklager....men vores sømand her havde kastet sin kærlighed på mig sidst jeg var her med Tr... Med en ven.Og da han ikke forstod en pæn afvisning fortalte jeg ham vi var gift, og nu...da han så mig med dig , passede hans små brikker ikke længere ind i puslespillet...så jeg udgav dig for at være min bror.
Så med mindre du vil forårsage et hjertestop , så er dét altsår strengt forbudt at pille ved mig på resten af turen " hun havde et stort muntert smil da hun sagde det, fordi hun fandt dét komisk da dét aldrig havde været et emne mellem dem, og netop derfor var så absurd at understrege.
Hun kunne godt mærke matrosens blik i ryggen , men ignorerede ham .

"aha" han så undrende efter hende. han havde slet ikke overvejet at gå ind og se hendes privat liv...hverken hvem hendes ven var eller noget andet. Faktisk var det lige før han ikke forstod hvad hun mente, men han fangede dog hentydningen til sidst.
Gift? Nå ja, hvad gjorde man ikke for at slippe for irriterende personer...Han gik hen foran skibet igen, næsten hvor de også havde stået før bortset fra han satte sig inden de sidste pladser blev taget.

"Hold lige en plads til mig ik ?".
Camille susede ned i den lille bar agtige ting og købte først et krus te, men ændrede alligevel bestillingen il to og en pose lakridser
Hun kom op og spejdede efter Zean , og da hun så ham skyndte hun sig derover.De havde lagt fra land , hvis dét ellers hed dét ?, og færgen var begyndt at gynge.
"Hvis nu du fortrød " sagde hun og rakte papkruset frem mod ham.
Ville han ikke have dét kunne han lade dét være.
Hun satte sig ved siden af ham og lagde et kort øjeblik sit hoved hvile i fred , mod hans skulder.

Han smilte lidt og tog imod det med et tak.
i et øjeblik overvejede han lidt om det nu også var klogt af hende bare sådan at...lægge hovedet på hans skulder. Men på den anden side...han var træt af en vis engels jalousi. Så meget at han faktisk havde overvejet faktisk at gøre det, give hende en rigtig grund til det. MEn det gjorde han selvfølgelig ikke.
Hun skulle ikke bestemme alt...nå pyt....hvad kunne det betyde. Han var lige ved at lægge armen om hendes ryg, som pr. automatik, men nåede at stoppe sig selv. se det havde nemlig været som at lægge op til noget...gik han ud fra. det var lidt forvirrende hvor grænsen gik når man aldrig havde været van til en.
Selv da han var sammen med en anden dæmon, havde det været frit...hun hyggede sig også med andre mænd. men igen de var begge dæmoner...derfor havde de et ens synspunkt på det...

For Camille betød dét et øjebliks stilhed i larmen, et øjeblik der fyldte hende med en tryghed og et nærvær
Hun sukkede , hun var for meget alene ...måske skulle hun overveje en turnus ordning med Samuel som ulv i hendes hjem, han kunne garanteret overtales, hvis hun var rigtig rigtig sød ved ham.Hun smilede hed sig selv og blev siddende lidt tid endnu.
" har du nogen sinde ejet et kæledyr ?" Spurgte hun pludselig og fik sat sig rigtigt op igen.
Glad over han havde tilladt hendes lille time out, ved hans skulder.

"tja...et par stykker gennem tiden...." svarede han og tog en tår af sin te.
Han så lidt på Camille.
"Mest hunde...de er nemmest at få med rundt...den sidste jeg havde var en golden retriver...smukt dyr...han var virkelig speciel" han smilte lidt. det var nok typisk ejere at kalde lige præcis deres dyr specielt...men det havde den været...den havde ikke ladet sig skræmme selv om den fulgte sine instinkter bedre. åh ja, den havde faktisk reddet ham en gang i mellem...
"Hvad med dig?"

Camille havde ikke rigtig haft kæledyr, ikke som voksen.
"Da jeg var barn havde vi heste, så jeg kan ride, godt.Men ellers ikke."
Hun tænkte om en ulv hørte under den betegelse når man var et væsen , altsår hvis den var i ens lejlighed
Dét gjore den nok ikke, og han var menneske dét meste af tiden.
Hun ville gerne fortælle lidt alligevel, Zean var den eneste hun kunne snakke varulve med , Tristan ville køre hende direkte til psykiatrisk afdeling.
" Jeg... har en ulv....derhjemme...eh....en varulv " sagde hun så forsigtig,da hun ikke anede hvilken reaktion der ville komme....hvis der kom nogen?

Han så lidt på hende og nikkede så.
"Okay...de fleste plejer også at være gode nok" smilte han lidt
"Men det er jo ikke helt det samme som at have kæledyr" drillede han hende lidt
Han lod blikket glide ud over stedet og så kort på menneskerne omkring dem. de fleste havde også været ed på turen før, men ellers var der ikke noget interessant.

Han tog dét pænt, faktisk med humor.
Dét var dejligt.Camille rynkede lidt på næsen
"Ej , du har helt ret...det noget mere ...udfordrende...end at have et kæledyr " og så rystede hun på hovedet over hvordan tingene dog havde taget den udvikling derhjemme.
Turen var snart ved vejs ende og dermed nærmede også tiden til at stå af færgen.
Camille havde lyst til at sige et eller andet der skulle runde dét sidste døgns begivenhedder af, men hvad ?Istedet blev dét en kliché der kom over hendes læber , omend den ikke blev mindre sand af at være dét...
"Du mentor.....jeg har haft en god dag i dag...hyggelig, alt i alt...med dét hele " indrømmede hun som færgen lagde til og folk begyndte at gå af borde.

Han rejste sig ikke endnu. Nu snakkede de endelig sammen uden at skændes...og alligevel følte han at de nok skulle skilles for nu.
Det var behageligt at sidde med hende, denne tur var gået meget hurtigere end den anden..eller det havde han på fornemmelsen. Men han måtte jo også hjem...arbejde og se om han ikek kunne få kontakt med Leonard.
"Hmm...Ja, jeg tror også jeg har lært nogle ting...Selv tak" han så smilende på hende. Han følte sig faktisk helt draget af hende...

Hun børstede dét sidste sand ud af hans mørke hår, i nakken...dét var mere tydeligt på ham end på hende og skulle han på job gik dét jo ikke at troppe op med sand i håret.
Hun lagde hovedet lidt på sned og kiggede på ham.Som altid var han svær at læse , svær at tolke...men han virkede til at være i.bedre humør end hun havde set længe, for der var ingen aggressivitet under overfladen, ikke dét hun kunne fornemme ihvertfald.
Hun rejste sig langsomt op, de fleste var nu gået fra borde og dét var ved at være tid for dem at komme afsted også..."Zean ?" sagde hun afventende.

Selvfølgelig. Han rejste sig op med et lille suk og tømte sit papkrus for så at smide det ud.
"Jah....Vi må heller komme videre..." mumlede han og gik med hende fra borde.
"Nå men....Jeg må vel også hellere komme videre..." han viste ikke hvad klokken var, men han regnede med at have tid til lige at tage hjem i hulen og rydde op, måske et hurtigt bad, før han skulle på arbejde...nåe ja, han skulle også tilbage til Deepshell...Han kunne nok nå bussen....
Han så lidt usikkert på hende....

" Vi skal samme vej med bussen, ik? " spurgte hun og gik mod den.Den plejede at passe sammen med færgens tider , hvilke faktisk var meget rart og sjældent.Normalt var der ikke en disse tider der passede sammen. Men ind imellem var man heldig.
"Kom så...inden den kører..." Hun satte afsted mod bussen og regnede med Zean var med.
Hun gik ind , smed nogle mønter , to voksende meddelte hun og fandt en sæde med to ledige pladser cirka i bussens midte

Han viste ikke hvorfor han faktisk følte sig lettet. Han fulgte efter hende efter en kort nikken.
Han satte sig ved siden af hende og snart kørte bussen af sted.
Han sukkede svagt og lænede sig tilbage mens han så ud på omgivelserne de kørte forbi...På en bustur gled hans tanker let rundt...
"Denne dag er...mærkelig" sagde han så.
"Det er den i hvert fald for mig..." han så på hende igen

Hun så forbavset på ham.
"Underlig...hvad mener du med det ?"
Der bar ikke noget bebrejdende i hendes stemme blot ren nysgerrighed.
Mon han tænkte på dét med Leonard, fordi at se sig selv 'være en anden ' var heavy stuff og dét emne skulle han forholde sig til i lang tid.
Men dét kunne jo også være turen til Pointfree eller så meget andet
Hun så spørgende på ham.

Han trak på skuldrene og så sig omkring i bussen. et ældre par sad nede i den ene ende, nogle lidt yngre mennesker sad hist og her.
"Tja...bare underligt" han smilt ehemmelighedsfuldt til hende. Men han viste heller ikke hvordan han skulle forklare det. Så det var lige meget. Han glædede sig bare til at slappe af den kommende nat...han ville nok sidde derhjemme og udfylde sin ansøgning til militæret...det havde han jo fået lov til. dog med lidt skænderier, men lov havde han. ikke fordi han behøvede det...han ville bare ønske hun ville støtte ham noget i mere i det han gjorde, for det var vel det par gjorde? Støttede hinanden?

Dét smil.
Dét smil var nærmest som en belønning.
Ikke at hun på nogen måde vidste hvad dét dækkede over eller rummede , men bare at se ham...sådan var dejligt.Hun håbede at han ville have dét sådan o noget tid, dét virkede som der var tanket benzin på bilen igen, så var dét store spørgsmål bare hvor langt han kørte på litteren ?
De nærmede sig Deepshell og dét var tid til at skulle af...
"Well ... Kære mentor af min..tak for en dejlig dag " sagde hun og gav ham et lille smil.

Han rejste sig så hun kunne komme ud. Han skulle først af et stop eller to længere henne. Inden hun gik greb han impulsivt fat i hendes arm, han så lidt på hende men slap hende hurtigt igen da han opdagede hvad han enlig lavede...
"undskyld....Vi ses" smilte han til hende