God has forgotten who I am, otherwise he wouldn't forgive me

Fader Georis, er den sidste tilbage i den gamle domkirke i Wareclare, han har lige talt, med miss thomson, som skulle skrifte for hendes utroskab. Fader Georis mener ikke at man skal skulle skrifte for sådan synder, han mener at man skal løse sine problemer istedet, for at gud skal løse dem.
han sidder for på hans knæ, og kigger op på det gamle alter, han folder hans hænder..

"Herre, gør mig til et redskab for din fred- Så
hvor der er had - må jeg bringe kærlighed
hvor der øves uret - må jeg bringe tilgivelse
hvor der er splid - må jeg bringe forsoning
hvor der begås fejl - må jeg bringe sandheden
hvor der hersker tvivl - må jeg bringe tro
hvor der er mismod - må jeg bringe håb
hvor mørket rådet - må jeg bringe lys
hvor der er sorg - må jeg b..."

de store kirker døre bliver åbnet, Fader Georis rejser sig op, og spøger så
"hvem er det på denne tid"
Ud fra det mærke kommer en mand frem, sort som natten, med gennemborende mørkerøde øjne, og det længste sne-hvide hår. manden bære en pige på hans skuldre, den lille pige er ikke mere end 16-17, Fader Georis råber
"hvem er du"
Den sorte mand forsætter bare mod altret. Fader Georis går mellem manden og altret, da den mørke mand kommer hen til Fader Georis, bliver Fader skubbet til side, med den ene arm, fra den sorte mand. mens Fader Georis ligger ned, begynder han at bede.. manden forsætter hans vej mod altret, da den sorte man kommer frem, ligge han den lille pige ved foden af altret, og vender sig mod Fader Georis..
"Gud være mig nåd"
Fader Georis bliver taget ved halsen og løftet op, manden knivspidse tænder, kommer frem i hans mund, Fader Georis prøver at håbe, men de skræmmende røde øjne, afholder ham fra at sige en lyd. Fader Georis kan mærke noget, som bliver taget igennem hans hud og kød, han kigger ned, og der mandens hånd, være igennem hans overkrop, han kan derefter mærke et bid på hans skulder, han prøver igen at skrige, men da manden river hans kød, fra knoglerne, på hans skulder. kan han ikke, manden begynder at snakke
"Beklare min herre, men jeg mangler min kniv"
Fader Georis går i shock og besvimer. Lecter beslutter at pigen ikke må se det, så han tager præstens lig og smider det om bag ved altret. blodet kunne han ikke gøre noget ved. så prøver at tørre det op med sin skjorte..

Lecter har tidligere, brugt kirken, som skjule sted, så han tager noget af den mad, som han har gemt, til hvis han skulle få smag for menneske fødevare.
Han tager en tallerken, og tager noget af det, som han har set menneske elsker at spise, (noget drømmekage, og nogen chokolade småkager)
så lukker han de store kirke døre, og låser dem med Faderens nøgle.

Pigen var Lisa som nu lå ved altarts fod, bevistløs som et spædbarn
havde hun været imens hun blev båret gennem natten af denne mand
med den sorte hud. Hun vågnede ved at mærke noget løbe ned af hende
kind, hun satte sig lidt søvningt op og kiggede rundt, hun var inde i en kirke?
Det sidste hun huskede var, en mand, hans øjne var røde og hans hud så
sort som natten eller mørker endnu. Hun kiggede ned af sig selv, der var
inte sket hende, i det samme tørrede hun det væk der løb ned af hendes kind.
Da hun kiggede hvad der var så hun at væsen var rød og meget tyk, det var
jo blod!!!! Hun blev ikke bange, da hun stadig var meget døsig, hun kiggede igen
rundt og så nu et væsenforan hende som hun aldrig nogensinde havde set,
kun i drømme eller fantasier havde hun set noget som han!!
Hun havde store øjne og kiggede kun på ham, faktisk havde hun slet ikke lagt mærke
til alt bloden som var plette hist og her. Og en lile svag duft af blod var der
da også. Hun prøvede nu at komme op at stå, ved at tage fat ved altid og trække
sig op men da hun gjorder det faldt hun sammen, hun var stadig meget svimmel,
efter sin lille besvimmel. Hvorfor havde han ikke efterladt hende, hvorfor havde
han bragt hende her. Alle de tanke fløj rundt og samtidig tænkte hun kun på
hvor smuk han enlig var, det hvide hår og hudens spil, øjnene der lyste ud i skoven.
HUn kunne huske de lysene røde øjne!

Lecter vente sig om fa de store døre, dan han hørte hen vågne op, han smilde lidt for sig selv, han hans elver hørelse, var fantastisk i en kirke. han kiggede i retningen af hende og begyndte, at gå, han stoppede da han var inde for 10 meter, han havde en tallerken, i hans ene hånd, og havde ikke nogen skjorte på, inden under hans, bleazer jakke, han havde en hals kæde med cirkel på, cirklen var lavet af en grøn sten.
"Er de okay frøken?"
Han begyndte at smile. han mindes igen hans søster, i pigen ansigt..
han spørger igen da pigen, ikke så ud til at være helt tilpas.
"Jeg tog mig den frihed, at in smøre deres blå mærker i min moders, hjemmelavet sårsæbe, de burde ikke være så ømme nu, har de noget mod jeg kommer over til dem frøken?"
Han ventede høfligt på hendes svar

Han kom nærmere mod hende, helt roligt og langsomt.
HUn kiggede lidt på sin blå mærker og mærkede på den
de gjorder overhoved ikke ondt mere, det var rart *ikke
mere smerte lige nu iværtigfald* tænkte hun med et smil.
hun var begyndt at vågne lidt mere nu og da han sprugte
om han måtte nærme sig hende nikkede hun roligt til ham.
Hun kiggede længe på hans ansigt somvar formet helt perfekt,
i det samme sprugte hun ham, imens han nærmede sig, "Hvad
er du, hvem er du" hun havde så mange spørgsmål lige og alligevel
havde hun ingen at stille. Det var så underligt det hele!!

Lecter gik roligt, henimod Lisa, han havde ikke ikke travlt..
"Jeg selv er Lecter, jeg er en Takoneva,
sagt i mit eget tunge sprog,
i dit er jeg en sortelver, jeg beklare at jeg ikke råd førte
mig med dem frøken,
men de var bevidstløs, og jeg skulle træffe en beslutning,
jeg ønskede ikke at en frøken som dem selv, skulle
ligge uden for om natte" Da han når hen til hende stiller
han tallerken ned foran hende, og sætter sig ned på en bænk, tæt på altret
"er der noget andet jeg kan gøre for dem frøken?"
han smilte med et næsten hyggeligt smil, og hans øjne
begyndte at blive mere "Normal" røde istedet for mørkerøde.
"Har de nogen andre Spørgsmål frøken?"

HUn var nu vågnet helt op igen og gentog hans ord, "En sort elver"
hun så med store øjne på ham, da han satte tallerken ned foran hende
så hun først undersøgene på maden men tog så en chockolade småkage"
hun spiste kun en enkelt for hun igen sagde noget, "Men hvordan kan du
være en elver, de findes jo ikke" hun rejste sig og gik med langsomme skridt
mod ham indtil at hun stod foran ham, "Må jeg" sagde hun og rakte hånden ud
til om hun måtte røre hans hud endnu engang til. HUn var stadig i chok, men chok
havde jo mange faser.

Lecter var ikke helt sikker på hvad den unge pige ville.
men han nikkede alligevel.
"Jeg stoler på dem frøken, jeg vil bare ikke have for meget fysisk."
Han kiggede meget underligt på hende
"hvordan findes jeg ikke, frøken"

Hun kiggede så undrende på ham, "Jeg ved det ikke
jeg har bare....bare lært at sådan nogen som dig ikke
findes" da han sagde at han ikke ville have for meget fysisk
ville hun ikke røre ham alligevel, hun så bare studerende på
ham istedet, "Men...må jeg ikke prøve at mærke din hud"
hun lagde hoved på skrå, det her var skørt det var bare en
drøm var det ikke det føltes så ægte. Hun rystede på hoved
hun sov ikke!! HUn lagde nu mærke til at den skjorte han
havde taget af var fyldt med blod og derved trådte hun et
skridt tilbage med frygt i øjnene, "hV...hvorfor er der blod
på den skjorte" sagde hun og kiggede med stor frygt på ham.

"de må gerne røre min hud frøken,
men min gudinde er imod for meget fysisk kontakt"
Da hun begyndet at gå et skridt tilbage,
rejste han sig fra bænken, gik han selv et skridt tilbage.
han ville helst ikke fortælle det, men hun var jo en frue,
sagde han til sig selv. han kiggede lidt anderledes på hende.
hans øjne bliv mere mørkerøde, og lidt mere kolde.
"jeg kan fortælle dem det frøken, men de vil ikke høre sandheden"
Han kiggede lidt ned, og begyndte så igen.
"skal jeg fortælle dem det frøken?"

"Hvorfor kalder du mig hele tiden frøken" hun blev
igen bange for han og gik endnu engang tilbage og gik
baglæns om bag altert i det samme faldt hun over noget
og landede i nogetn vådt. HUn kiggede hvad det var og fandt
til sin skærk at det var blod, og ved hendes side lå den døde
præst. Hun var så bange at hun ikke engang kunne skrige
hun var indsmurt i blod og hendes blonde hår var også nogen
steder så det lignte hendes hår var rødt, "Har du gjort det her!!"
Pev hun. hun kunne næsten ikke tåle. Men tåre løb ned af hendes
kinder, hun kom op og stå igen. og kiggede bare grædene på ham,

Lecter fik billeder i hans hoved fra hans søster,
den gang han havde fået hans første bytte,
han kan huske hvordan hun forklarede at moder, var ond
Lecter bliv lidt såret dengang, og da denne pige,
minde ham lidt om hans søster, bliv han såret.
men han holdt hurtigt op, og han kom tilbage til virkeligheden.
Han vidste ikke hvad man skulle gøre med en grædende pige.
han havde efter hånden set meget gråd, i hans liv,
men det var altid, hans søster og hans ven Andila.
som kunne hjælpe folk, i så dan en situation.
Han kiggede på hende, med et forvirret blik.
"hvad kan jeg selv gøre for dem frøken?"
Han kom i tanke om hun spurgte om havde gjort det.
"Ja frøken, jeg fik mit bytte"

Hun lavede en høs lyd som skulle have været et skrig.
I det samme løb hun mod dørene fort at komme ud men
de var jo låst så da hun prøvede at rive og flå skete der
intet, hun faldt sammen og begyndte at græde. og prøvede
endnu engang at flygte uden held ved at rive i døren.
"Vil du også dræbe mig" græd hun i sine hænder der var
fyldt med præstens blod. faktisk lignte hendes tåre blod
fordi hun også havde fået blod i ansigtet.

Lecter kiggede bare på hende da hun prøvede at komme ud.
det kommer hun ikke langt med, tænkte han
Han begyndte at gå stilfuldt, frem mod pigen.
han sagde ikke noget, han ville overveje hans ord,
da han kom helt op til den pige, som lå ned og græd,
han kiggede bare på hende, og sagde så
"nej frøken, jeg vil ikke dræbe dem"
han tog hans bleazer jakke af,
og rekte armen med jakken
ned mod hende
"her de er skal ikke se sådan ud"
Lecter havde forskellig følelser inde i kroppen,
han havde lyst til at vise hende, hvordan sand smerte føleses
mens den anden, gerne vil være venlig og hjælpe hende.

Hun rettede sig mod døren og tuer ikke blive rørt af
ham i frygt for at han også ville dræbe hende, hun
kiggede væk fra ham imens hun blev ved med at græde.
"HVad vil du så" hun faldt til ro da hun så at han faktisk
ville hjællpe med at trøst ved at give hende blazern.
Hendes græd blev lidt svagere.
"Hvorfor dræbte du ham" hviskede hun med en så lav
stemme at hun væsner og hende selv ville kunne hører det.
Hun tuer stadig ikke kigge på ham af frygt.
Hun havde blandede for ham, han havde jo på en måde
taget sig af hende og aligevel havde han dræbt den mand,
en PRÆST!!!

Lecter skulle til at tage om hendes arm, da hun vente sig om,
selvom døren var for tyk, til at hun ville kunne komme igennem.
men han stoppede sig selv, da hun stillede ham et spørgsmål.
"Jeg dræbte ham, fordi han var mit bytte"
sagde han med et meget rolig stemme
"og hvad med dem angår frøken,
så skal de ikke dø, jeg er her for at hjælpe"
han prøvede med et smil, selvom hans smil var falsk
"er der noget jeg kan gøre, for at de bliver mere tilpas frøken?"

Hun hukede stadig, "Jeg vil gerne sove"
sagde hun med et barns stemme, hun var ligeglad
hvor om et så skulle være i hans nærhed eller ved
en kold grav hun var bare så træt efter alt den gråd.
Hvordan kunne det her var rigtigt, var det her ikke bare
en drøm....HUn troede virkelig ikke på at det var en drøm
men, hun kunne jo ikke flyve´eller andet som i drømme.
Hun hulkede kun meget lidt nu, "Jeg er så træt" faktisk var
hun helt færdig nu, og hun kunne næsten ikke mere.
Hvis han virkelig ville have et let bytte så var det nu
han skulle slå til, for hun var svager end aldrig før

Lecter kunne se hendes udmattelse, og lage en finger på ver af hendes øjenlåg.
han tog svagt fast i hendes arme, og løftede hende over tilbage til altret.
han vidste stadig ikke hvad det var, men alle menneskene var glad for den.
han havde en ide, om det var et symbol, sikkert en gud, tænkte han.
da han kom derover, lagde han hende så blødt som han kunne ved altret.
han holdt lidt øje med hende, for at være sikker på hun sov.
så gik han om bag altret, for at spise, den afdøde.
man kan ikke kalde hans spisning, for civiliseret,
da han var færdig, med at spise, alt kødet, samt organerne.
Valgte lecter med et åbent øre, at lige sig til at sove.

Som ved et tryllestlag som hun da han rørte hendes øjne.
Hendes vejrtrækning blev roligt og hendes krop blev roligt,
ingen gråd og ingen frygt var der lige nu. Rædslen Lecter
lavede lige ved siden af hende ved at spise kødet fra den
døde slap Lisa dog form, heldigvis. For engangskyld i en hel
dag havde Lisa endelig ro i sjæl og krop og selvfølgelige i
sind! Hun lå faktsk behagligt på altert men hvem gjorder ikke
det efter at have grædt af frygt, heldigvis havde hun da ikke
tisset i bukserne eller det der var være...

//går selv til ro nu^^ lige som Lisa. sov godt og drøm sødt//

Lecter vågnede, han havde sovet ligeså dårligt som altid.
han kiggede sig omkring, kirken ?
"Aaa" tænkte han, natten igår, begyndte at komme tilbage til ham.
han gik hen til den sovene pige, hun sov stadig.
han kiggede på klokken.. 09.15, så var der ikke længe tænkte han,
til at menneskene begyndte at komme. han overvejet igen at efterlade pigen,
men han syntes ikke om de sidste minder frøken havde om ham,
var at hun frygtede for hendes liv, údover det ville menneskene,
nok ikke tro på hendes histoie, og sikkert give hende skylden for deres art fælles død.
og det ville gå mod hans gudinde love.
men han ville heller ikke holde hende fanget,
da han eneligt gerne ville hælpe hende.
han beslutett at tage kontakt, til hende demon fruen,
som han havde gjort bekendskab med tidliger.
så hun kunne lukke kirken, denne ene dag, så han havde tid
til at finde en løsning på hans problem.

efter nogen overvejelser, besluttet han at tage en tur i byen,
for at anskaffe sig noget mad, som frøken ville spise.
han åbnede de store døre, og sikkret sig at han kunne låse dem ude fra.
ligenu var hun, godt nok fri til at gå når hun havde lyst,
men han ville gerne være sikker på at han ikke kom tilbage,
til en masse bevæbnede mennesker.
så indtil han kom tilbage, var hun en fange

han forlod kirken..

Lisa vågnede lige så stille og have faktisk ikke en eneste
tanke om igår i hoved, først da hun så at hun stadig var
i kirken hviste hun at hun ikke havde drømt. Hun satte sig
hurtigt op, hvor var han henne og hvad med?? HUn vendte
sig i det samme og så kun knogler ligge der hvor et lig før
have ligget, det havde virkelig ikke været en drøm. Hun
rejste sig nu helt og løb mod døren men den var låst!
HUn hev og rev i den for at komme ud men intet skete,
hun vendte sig om igen og kiggede rundt. Hun var fanget,
hvad skulle hun gøre, hun kunne ikke nå op til de vinduer der var i kirken.
Og hvis hun skulle ud af dem, skulle hun først smadre dem og så
hoppe ca 3 metet ned igen. Det ville hendes krop ikke kunne holde
til, mente hun selv og hun kunne jo også skære sig.
HUn var fanget som en Mus, hun sukkede og træk vejret
hurtigt imens hun begyndte at gå over mod altert igen,
hun lagde sig ned på den og skjulte sit ansigt i hendes
hænder, hvad skulle hun sige til folk´??
At en sortelver ved navn Lecter kom og hjælp hende,
men dræbte så bare lige præsten uden videre...
Nej de ville ikke tro hende, hun var det eneste vidne
der offenligt eksiterede i den her sag.

Lecter havde ikke så mange tanker i hoved denne dag, for engang skyld,
så handlede hele dagen ikke om at finde Andila, så han havde tid,
til at kigge på menneskene, og få nye indtryk, af alle de forskellige typer personer,
han havde allerede brugt noget tid på at finde noget mad til pigen i kirkeren,
han hvade anskaffet sig noget som menneskene stod i kø for at spise,
han syntes det var lidt mærkeligt at maden bliv lavet om til væske over tid ( lakrids is )
han var nu på vej tilbage til pige i kirken..
da han kom op til kirke dørene, låste han dem op, og åbnede de store døre.
han så pigen over ved altret, og lukket og låste dørene igen.

"har frøken sovet behageligt?"

Hun satte sig igen op også på ham med et varsomt blik, da han
kom ind i kirken og låste igen døren efter sig så hun ikke kunne
komme ud af kirken uden at han viste det.
Hun havde lade sit hår gå ud af frisuren og lod det nu bare hænge
ned som normalt hår, "Det har hjulpet " sagde hun og så nærmest
sorgmodigt væk fra sortelvern, hun sukkede og kiggede på ham igen,
uden at sige nogetn fyldte ham bare med blikket imens hun sad på altert.
Hun bemærkede at hendes hår og tøj var fyldt med
blodet,hun var jo faldet i den store blodblød. Det var afskyligt syntes
hun, men hun ville ikke græde, ikke mere. Hun kiggede på den
hvide kasse han havde i hånden, da hun ikke hviste hvad det var
men det var selvfølgelig den is Santuine havde i hånden, hun
lagde hoved lidt på grå. Og hviste om hun skulle spørger ham om
det hun ville, men alligevel gjorder hun det. "Hvordan kan du være
uden bland mennesker uden at de har jagtet hele vejen her hen" han
så jo anderledes ud.Folk ville jo bemærke det med det samme.

Lecter smilte ved hendes spørgsmål. Lecters mrke hud, begyndte at få nogen lyse punkter, og der gik ikke mere en 1 minut, før hans hud var lige så lys som hendes egen
"Ser de frøken, deres samfund er simpelthen for tillidsfuldt"
han smiler igen denne gang kun for ham selv.
"vil frøken have noget imod, at jeg skifter tilbage, jeg føler mig mere tilpas, på den anden måde"
han går hen i mod hende med rolige skridt, og sætter kassen med is 3 meter fra hende.
nu kunne han ikke vendte med at spørger længere.
"kan jeg spørge dem hvorfor frøkenen græd igår aftes?"

HUn så overrasked ud da huden forvandlede sig, men blev
ikke længere bange, da han sprugte hende om han måtte
skrifte tilbage nikkede hun til ham som et tegn på ja.
"Ja" svarede hun og kiggede ned på isen. Da hans andet
sprøgsmål kom kiggede hun længe på ham uden at svar,
"Du havde dræbt et menneske" sagde hun og kunne ikke
forstå hvorfor han tog det så roligt med det, "Jeg blev jo bange"
sagde hun videre. Hun kiggede på en måde skarmfuldt ned i
jorden. Men vendte så blikket mod ham igen, "Bare kald mig,
Lisa" sagde hun tilsidst for at hun gik hen for at åbne æsken.
Det var jo is, lakrids is. Hun smilte sødt til ham for at vise
at hun på en måde var taknemmelig, men hun havde ingen
ske og det var morgen. ikke noget mennesker spise om
morgenen, men alligevel hun havde brug for noget der
kunne bringe bare lidt gladhed ind i hende, så hun ville
spise isen alligevel. HUn tog kassen op og rejste sig så.
"Tak, mange tak" sagde hun og kiggede, men ville ikke
rigtig sige at hun manglede en ske eller noget til at spise med.

Lecter bliv glad, da lisa gav ham tilladelse til at skifte tilbage..
der gik et minut og så var hans hud, lige så sort som før.
Han undrede sig over hende svar, han syntes ikke det var så slemt.
præsten var jo en mand, og lecter skulle jo spise et eller andet.
men han tænkte at menneskene sikkert havde en uskriven regl, om at man ikke dræber andre.
det var sikkert derfor de ikke spiste kød.
"jeg beklare at de bliv skræmt frøken lisa, jeg vil låve ikke at dræbe igen, i deres nærvær."
han holdt en lille pause og forsatte så
"jeg er glad for de kan lide maden, hvis de har brug for andet, så er jeg er for at gavne dem frøken lisa"