God has forgotten who I am, otherwise he wouldn't forgive me

Lisa blev en smule mærkelig i ansigtet da
han sagde --ikke dræbe i dit nærver-- men
hun sagde intet dog kunne man se på hendes
ansigt udtryk at hun ikke syns det var en god
handel men hvad kunne hun gører, han kunne
jo faktisk dræbe hende på nul komma dut, så
hun nikkede bare i stedet imens hun stod med
isen i sine hænder. "Jeg...ehm...Kunne bruge en ske"
sagde hun og trak på skulderne og nikkede ned
i jorden men udbrød så, "Kan du ikke bare lade være
med at dræbe lige meget hvad" sprugte hun
nærmest panisk.

Lecter vendte sig om da hun bad efter en ske, og skulle lige til at gå,
da han hørte hendes råbe, han vendte sig igen mod hende,
og begyndte at gå tættere på hende, da han var 1 meter far hende,
sagde han så. med den mest rolige og vendlige stemme han kunne finde frem.
"jeg selv spiser bytte, for at overleve, jeg kan ikke spise andet, end kød med den rigtige næring, ser de frøken lisa, og menneske kød, har alt min krop skal bruge"
Han holdte en pause og talte så igen.
"de spiser vel også mad, for at holde deres krop?"
vendte sig om igen, og gik hen mod døren..
da han kom der hen saga han, at han ville vende tilbage med en ske, og at han gerne ville have hun bliv hvor hun var.

Lisa var gået lidt tilbage så hun var støt på altart da han
nærmede sig, og da han sagde at han spiste menneske kød
satte hun sig ned med halvåben mund og stirrede bare på
han imens han gik væk fra hende igen, hun hviste ikke hvad
hun skulle sige...Han havde sad hend epå plads eller rettere
han havde sagt en sandhed. Hun var morløs, han æd mennesker
som hende, hun nikkede bare som en anden zombie da han sagde
at han gerne ville have at hun blev hvor hun var og det kunne han
roligt også stole på, hun var for morlos eller i chok til overhoved
at fortage sig noget lige nu, det eneste der fløj i hendes hoved var
at han spiste menneske...* han spsier mennesker, han spiser mennesker*
hun kunne ikke tro at han gjorder det men, hvor var kødet fra liget så?
det var det eneste der gav mening. han æd mennesker!!! Ville han
også æde hende, holde hende fanget til at det var hendes år.

Han havde igen ide, til hvad han skulle gøre,
med hende tænkte han hele vejen fra byen,
og på tilbage vejen, hun var jo umulig at have med at gøre,
han tænkte lige indtil han var noget op til kirke dørene,
og han havde stadig ikke en løsning, suk tænkte han
jeg skulle aldrig have gjort dette, han åbende de store døre.
og låste dem igen.. han kunne ikke lide at holde hende fanget.
men han kunne ikke se andre løsninger end det lige nu.
Da han så hende tog han sken op af hans lomme,
"her frøken Lisa, håber de vil nyde deres måltid"
han gik helt hen til hende og lagde sken forand hende,
og satte sig så på en bænk igen.
"hør her frøken lisa, jeg er ikke en så god taler som en af mine venner, men jeg ønsker at hjælpe dem frøken Lisa"

Bukkede sig og samlede skeen og satte sig oppe på altert
så hendes ben var en hvile stilling, hun begyndte langsomt
at spise den kolde is og det smagte godt. Det havde været
noget af det dyre is kunne man både se og smage. Hun
smilte lidt da det smagte godt, uden selv at lægge mærke
til det. HUn nikkede anerkendene da han spurgte til hendes
mad og sendte ham for første gang i lang til et smil til ham.
Det næste han sagde lyttede hun også til og kiggede lyttende
på ham, "Jeg syns nu at du er god til at komunikere" det at
få lidt i maven havde hjulpet på hendes humør, hun var ivær-
tigfald i bedre humør nu og på en måde var hun bare sådan
lige pluselig kommet sig over sine chok. Hun stilte lige pluselig
isen fra sig og rejste sig og gik op foran ham. Hun havde svært
ved at sige noget, "måtte....jeg røre ved din hud" hun ville så
gerne mærke om den var anderledes end hendes den så bare
så smuk ud, ikke som menneskelige sorte.

han kunne godt lide hendes måde at sidde på, og da hun smilte
smilte han igen, han kiggede ikke på hende direkte da det var uhøfligt,
men han kunne godt se hendes smil.
nu gør jeg noget rigtigt, tænkte han.
da hun begyndte at rejse sig op, og gå hen imod ham,
bliv han lidt undrene, tænk at menneskene bliv så hurtigt glade såvel som kede af det.
men det var også noget at det der gjore dem, dejlige at være sammen med,
hvis han havde gjort en utilfreds i hans eget samfund, så ville de nok aldrig se en igen.
han nikkede da hun spurgte om hun måtte høre ham.

Hun trak sin hånd ud mod han og lod sine finger
mærke hans hud på hans skulder, hun kørte blidt
frem og tilbagemed sin hånd, hans hud var ikke
anderledes end hendes, "Du er...blød" sagde hun
noget lavt som om at han ikke måtte høre det.¨
Hun kiggede nu fra hans skulderne til hans øjne,
og var ved at trække sin hånd tilbage imens, hun
så en tid bare på han imens han stod der og blev
aged på. Hun studerede han længe, han var ikke
anderledes end hende, kun racen eller rettere
det mennesket ikke viste skilte dem ad for at være
ens.

"Tak for deres kompliment frue, jeg er glad for at være blød" sagde han og smilte
han rejste sig op, og lagde sig ned på knæ, og kiggede ned i jorden
"jeg håber ikke at fruen, har noget imod jeg beder til min gudinde"
han stoppede og begyndte at tale igen
"de vao na dekado Santuine doma hus"
han rejste sig op
"vil frøken være så venlig at dele hendes dagligdag interesser med mig"
han vendtede spændt han ville gerne vide hvordan menneskene tænkte

Hun trædte lidt forbavset tilbage da han satte sig på
knæ og talte et sprog hun ikke forstod eller havde hørt
om før. Hun så spændt på ham for at sprøger derefter om
hvad han havde sagt på sit eget sprog, men han kom hende
i forkøbet, "Det kan jeg godt Lecter" sagde hun og nikkede
hun håbede at det var okay at hun kaldte ham hans navn,
i menneske verden havde man mistet meget formelditet
for de seneste 100 år. Hun havde vendt 180 grader som
om intet var sket. "Men jeg må først hjem og få nyt tøj på
og i bad, ellers tror nogen jeg har slået en ihjel" sagde hun
dog en anelse bedrøvet. "Men hvordan kommer jeg ud?
altså uden at blive set" Det her var nok det sværeste hun
nogen sinde skulle opleve.

Lecter kiggede på hende og gav hende ret..
"De er velkommen til at forlade frøken"
han lagde nøglen på en bænk.
"men jeg har desvære ingen ideer,
omkring hvordan de kommer hjem uden
at bliver opdaget, det er jo tidligt på dagen,
så der er sikkert mange folk mellem deres hjem
og denne kirke.
han satte sig ned og begyndte at tænke..
Ville frøken have noget mod at låne mit tøj?!

Lisa slog øjnene op, hans tøj...hm det ville være dumt.
"Vi kan også tage chancen og så prøve at se hvad der
sker, det er jo søndag og det er kun ældre mennesker
der er vågne lige nu" hun bed sig svagt i læben hun følte
sig klam og kold, hun fik endelig en ide, "Jeg vender mig jakke
om så ser man det ikke så meget" Hun sukkede og vendte
sin jakke om, "ville du se min daglig dag?" dette var en slags
invitation til at han måtte tag med hjem
Hvad skete der lige, hun havde kun kendt ham i en nat ca.
og så inviterede hun ham hjem, men alligevel hvis han ville
hende noget ondt så havde han gjort det for lang tid siden.

da hun udviste at hun syntes dee bare skulle tage chancen, nikkede han
aom svar, da hun jo var bedre kendt i menneskenes samfund,
så hun havde sikkert en bedre ide til hvordan man kom omkring tænkte han.
han overvjet kort at vende hendes jakke om for hende,
men hun gør det selv, før han nåde at spørge.
da hun spurgte om han hvade lyst til at se hendes dagligdag, bliv han lidt seriøs i hans blik.
indtil videre havde at blande sig med hende, kun gjort det værer, men han ville meget gerne.
"det ville beære mig, at se dem og deres liv"
han smilte, han kunne ikke slå tanken , om at han var tæt på at se et menneskes dag,
han følte sig næstne ung, da han kom til at tænke på, hvordan de havde bygget deres
hjemme kultur op.

Hún nikkede om begyndte at gå op mod porten, hun viste
den stadig var llåst men hun regnede med at han ville låse
den op, hun så ned i det gamle sten gulv imens hun tænkte,
slikkede sig kort over læberne imens hun igen rettede sine
blå øjne mod porten. Dette var på en måde noget af det mest
spændene hun nogen sinde havde set, men hun havde stadig
svært ved at tro at det var virkelig og ikke bare en drøm eller
et marridt der var blevet en drøm. Hun regnede med at han ville
følge efter hende nu hvor de var enige om at han skulle lære hendes
kultur.

Lecter kiggede på den store dør, han vidste, at når han kig ud af den dør, satte han hende og ham selv i problmer, da menneksene ville straffe dem, hvis de havde blod på dem .. han vidste det sefølgelig ikke, men han rengnede med det..
han drejde nøglen til de store døre, og kiggede ud på den store plads med gravstene...
han hvade forstået at menneske begravet deres døde, mens de i hans samfund brændte dem.
"må jeg tilspøger hvorfor man begraver de døde"
han ville sefølgelig gerne komme hen ti hendes hus så hurtigt som muligt, men han var lige så nysgerrig som et lille barn.

Hun stoppede op og vendte sig mod ham, "Nogen mennesker...
har en gud ved navn Gud" hun holdte en kort pause, "Der er
der en sætning fra den gud der hedder, :af jord er du kommet
og af jord skal du blive:" hun så pluselig så tænkende ud,
det var underligt at tale om gud, det var ikke noget man
tog så tungt på i menneskesamfundet, eller rettere man tog
det ikke så tungt mere, men der var en gang var kirken og
gud var det vigtigeste for mennesker , men den tro havde de
mistet. "Og så tror jeg også det er for ikke at spræde sygdomme
fra den døde krop" hun trak på skulderne og gik så de sidst skridt
op til døren.

Lecter begyndte nu at føle ærefrygt, "de havde en gud" tænkte han
hvordan de tilbede en gud ?, han hvade ikke set nogen ting, ved menneskene,
som var ens, de var alle sammen så forskellige, gad vide hvad den gud står for tænkte han igen.
han kiggede op på himlen, og håbede ikke at Santuine kunne se ham,
"kan de fortælle mig, om jeg har brudt nogen af jeres gud love"
Lecter var lidt bange, han ville ikke have en gud på nakken.
mens han ventede på hendes svar løb han hen til det lille stakit og åbnede det op.
han kunne stadig ikke forstår hvordan menneskene kunne tror, han havde jo dræbt mange.
men kun et par få, havde bedt, og hvorfor var det kun nogern der trode på gud ?
da hun kom hen til stakittet spurgte han så.
"hvorfor tror kun nogen?"

Han virkede anerledes som om der var noget han ikke forstod
og det han næremst løb hen til hende så hun overrasked på
ham og blev da også overrasked over sprøgsmålet, "Ehm....
det siges at, mennesker engang ikke kendte forskel på godt
og ondt, men så skete der noget som gjorder vi kunne og derved
fik vi også et valg om hvad vi mente og hvad´vi selv syns er rigtig
og forkert" det var svært at forklare, "Men der findes så mange guder
i menneske verden" Hun ville så gerne afsted inden folk kom, så hun stak
hoved ud af porten, der var ingen, "Vi bliver nød til at gå stærkt" hun tog
sin hætte som var i hendes jakke op for sit hår, og også så det
skjulte hendes ansigt. Inden hun gik ud sagde hun, "Men ingen har
rigtigt set guderne"